Hans Tausen, Biskop i Ribe

Is your surname Tausen?

Research the Tausen family

Hans Tausen, Biskop i Ribe's Geni Profile

Share your family tree and photos with the people you know and love

  • Build your family tree online
  • Share photos and videos
  • Smart Matching™ technology
  • Free!

Share

Hans Tausen, Biskop i Ribe

Also Known As: "Johannes Tausanus"
Birthdate:
Birthplace: Birkende, Kerteminde, Syddanmark, Denmark
Death: Died in Jylland, Danmark
Place of Burial: Ribe Domkirke, Jylland, Danmark
Immediate Family:

Son of Markus Tausen and Karen / Maren Tausen
Husband of Dorothea Jensdatter Sadolin and Anna Andersdatter
Father of Jørgen Hansen Tausen; Karine Hansdatter Tausen; Anna Hansdatter Tausen; Dortea Hansdatter Tausen; Elisabeth Hansdatter Tausen and 1 other

Occupation: Biskop, salmedigter, reformator, biskop i Ribe, salmedikter
Managed by: Private User
Last Updated:

About Hans Tausen, Biskop i Ribe

Hans barndoms oplevelser er indhyllede i sagn. Han gik vistnok i skole i Odense og Slagelse, men kom så i hvert fald ind i Johanniterklosteret i Antvorskov som munk. Her viste han gode evner, og 22 år gammel blev han sendt til Tyskland for at studere. Hav var nogle år i Rostock og tog et par akademiske grader der, og måske var han derefter en kort tid i Löwen og Köln.

1521 træffes han imidlertid som læsemester eller noget lignende ved Københavns Universitet, men en måned efter Christian 2.'s flugt 1523 blev han indskrevet ved universitetet i Wittenberg. Til dette tidspunkt kendes hans liv kun for de ydre rammer, men nu ved man, at han i henved to år studerede under Luther og blev vundet for reformationen. Han kaldtes derefter hjem, og da man på Antvorskov lærte hans nye kristendom at kende, blev han vistnok først kastet i fængsel, men derefter sendte til Viborgs Johanniterkloster for at bringes på andre tanker. Om han også der var fængslet og fra vinduet talte til folkeskarerne, er muligt, men usikkert. Klosterets prior syntes i hvert tilfælde godt om ham efter nogen tids forløb, og han fik lov at prædike i klosterkirken. Dette skete sandsynligvis 1525.

Tausens evangeliske forkyndelse samlede en menighed om ham, deriblandt flere af byens bedste mænd, og da munkene blev betænkelige, brød Tausen med dem, lagde munkekappen og tog ophold i borgmester Peder Tranes hus.

En tid prædikede han under åben himmel, men hans tilhængere sprængte en dag døren til Gråbrødrenes store kirke, og nu prædikede han derinde to gange hver søndag eftermiddag. Samtidig begyndte han med dansk salmesang.

Frederik 1. besøgte Nørrejylland 1526, følte sig tiltalt af Tausen og gjorde ham til sin kapellan, men tillod ham foreløbig at blive i Viborg. Den evangeliske bevægelse gjorde imidlertid de katolske prælater forbitrede, og biskoppen i Viborg Jørgen Friis søgte endog at fængsle Tausen under en af hans gudstjenester, men borgerne sluttede kreds om ham og jog bispens svende bort.

Bevægelsen bredte sig mere og mere, nye prædikanter vandt frem, således Jørgen Jensen Sadolin, gudstjenesten arrangeredes, og Tausen udgav flere skrifter til belæring og opbyggelse.

Da biskop Jens Andersen Beldenak i Odense skrev mod det lutherske kætteri i Viborg, tog Tausen ordet til forsvar og skrev et dygtigt modskrift 1528. Han giftede sig og ordinerede flere evangeliske prædikanter til præster, deriblandt Sadolin, blev selv sognepræst ved Gråbrødrenes kirke og fik efterhånden Viborg gjort næsten helt evangelisk.

__________________

I følge Wikipedia giftet Hans Tausen seg med Dorothea Sadolin i 1527 (ikke 1520). I første tilfelle ville han ha vært ca 33 år da han giftet seg. I siste ca 26 år. Begge dele er jo mulig. Men muligens trengte han vel litt betenkningstid siden han jo tross alt enda var katolikk og skulle leve i sølibat (selv om de her oppe i Norden ikke alltid gjorde det på lavere og midlere geistelig nivå). Men en annen ting er at Hans Tausen vel i tidsrommet 1516-21 oppholdt seg i Rostock. Så København 1521-22, Leuven 1522 og Wittenberg 1523-24. Det var jo der han opplevde sin lutherske/protestantiske "frigjøring". 1525-27, etter han kom tilbake fra Tyskland preket han som luthersk prest i Viborg. Sannsynlig at han først etter dette brøt sølibatet og giftet seg med Dorothea Sadolin, som han sikkert hadde blitt kjent med da han sammen med Jørgen Jensen Sadolin i 1526 opprettet presteskole i Viborg. I 1529 ble han kalt til luthersk prest i Viborg Gråbrødrekirke. Derfor ikke usannsynlig at det var i dette tidsrommet 1526-29 at han giftet seg med Dorothea Sadolin.

__________________________________

1529 rejste han imidlertid til København, sandsynligvis efter kongens ordre, og fik her St. Nicolai kirke anvist til evangelisk gudstjeneste. Biskoppen i København Joachim Rønnov søgte at lægge ham hindringer i vejen, men uden held, og snart kom der flere lutherske prædikanter til, således at reformationen også i København bredte sig med hast.

På herredagen i København 1530 spillede Tausen en hovedrolle. Dog er det ikke klart, hvor stor en andel han har i affattelsen af de 43 artikler, som blev fremlagt fra de evangeliskes side. Derimod skrev han et dygtigt modskrift samme år mod Poul Helgesen. Billedstormen var Tausen imod, og han var i det hele mere konservativ end flere af de andre reformatorer i spørgsmålene vedrørende de ydre skikke, men han kunne være voldsom i sine udtalelser.

Efter Frederik 1.'s død 1533 optrådte Poul Helgesen mod Tausen med anklage for kætteri, og en tid så det truende nok ud, men Tausen blev dog i sin gerning mod at afgive en erklæring om at vise biskoppen lydighed og afholde sig fra skældsord mod gejstlige personer. De følgende år var han vistnok stadig ved St. Nicolai kirke, også under Grevens Fejde, og på den tid udarbejdede han en oversættelse på dansk af de 5 mosebøger (udgivet i Magdeburg 1535).

Under Christian 3. kom Tausen til ære og værdighed, og han tilegnede kongen en postil over kirkeårets evangelier og epistler (udgivet i Magdeburg 1539, et udvalg er udgivet af L. Helveg 1850). Tausen deltog i arbejdet på den danske kirkeordinans, var en tid lærer i hebraisk ved universitetet og blev derefter 1538 læremester og prædikant ved Roskilde Domkirke, alt samtidig med, at han var sognepræst ved St. Nicolai kirke i København.

Han var, mærkeligt nok, ikke blandt de første som gjordes til superintendenter, men 1542 valgtes han til superintendent i Ribe, og her virkede han til stor velsignelse lige til sin død.

Han kunne være heftig og skarp, men han tog sig med stor nidkærhed af alle sine pligter, og forholdene var ikke lettet i stiftet. Især adelen stod han i et ret spændt forholdt til. Tausen ville fortsætte sin bibeloversættelse, men der synes ikke at være produceret noget. Derimod har han skrevet flere salmer. Af andre værker fra hans hånd må nævnes den allegoriske »Vise om løgn og sandhed«.

Tausen står i første række blandt de danske reformatorer, og hans betydning ligger i, at han dristig, undertiden dog også voldsomt, slog det gamle ned og bragte det nye frem. Han var ikke Danmarks eneste reformator, men han var den første i tiden og hele sit liv igennem en af de ypperste.

En del af hans skrifter er udgivet af H.F. Rørdam 1870.

--------------------

http://www.geocities.com/5640.geo/htefterkommere.htm

http://www.faroeiceland.ca/html/ghtout/gp1423.html

--------------------

The protagonist of the Danish Reformation, born at Birkende in Funen in 1494. The quick-witted peasant lad ran away from the plough at an early age, finally settling down as a friar in the Johannite cloister of Antvorskov near Slagelse. After studying at Rostock and teaching there for a time and also at Copenhagen, he was again sent abroad by his prior, visiting, among other places, the newly founded University of Leyden and making the acquaintance of the Dutch humanists. He was already a good linguist, understanding both Latin and Hebrew. Subsequently he translated the books of Moses from the original. In May 1523 Tausen went to Wittenberg, where he studied for a year and a half, when he was recalled to Antvorskov. In consequence of his professed attachment to the doctrines of Martin Luther he was first imprisoned in the dungeons of Antvorskov and from there transferred, in the spring of 1525, to the Grey Friars' cloister at Viborg in Jutland, where he preached from his prison to the people assembled outside, until his prior, whom he won over to his views, permitted him to use the pulpit of the priory church. At Viborg the seed sown by Tausen fell upon good soil. Several young men in the town had studied at Wittenberg, and the burghers, in their Lutheran zeal, had already expelled their youthful Bishop Jörgen Friis. Tausen's preaching was so revolutionary that he no longer felt safe among the Franciscans, so he boldly discarded his monastic habit and placed himself under the protection of the burgesses of Viborg. At first he preached in the parish church of St. John, but this soon growing too small for him he addressed the people in the marketplace from the church tower. When the Franciscans refused to allow him to preach in their large church, the mob broke in by force. A compromise was at last arranged, whereby the friars were to preach in the forenoon and Tausen in the afternoon. The bishop, very naturally averse to these high-handed proceedings, sent armed men to the church to arrest Tausen, but the burghers, who had brought their weapons with them, drove back "the bishop's swains." In October 1526 King Frederick I, during his visit to Aalborg, took Hans Tausen under his protection, appointed him one of his chaplains, and charged him to continue for a time "to preach the holy Gospel" to the citizens of Viborg, who were to be responsible for his safety, thus identifying himself with the new doctrines in direct contravention of the plain letter of his coronation oath. Tausen found a diligent fellow-worker in Jörgen Viberg, better known as Sadolin, whose sister, Dorothea, he married, to the great scandal of the Catholics. He was indeed the first Danish priest who took unto himself a wife. He was also the first of the reformers who used Danish ins

http://www.roskildehistorie.dk/oversigter/embeder/kapitel/kannikker/Tausen/Hans_Tausen1.htm

--------------------

Kilder:

1. Dansk biografisk Lexikon: http://runeberg.org/dbl/17/0102.html

2. http://no.wikipedia.org/wiki/Hans_Tausen

3.http://www.roskildehistorie.dk/oversigter/embeder/kapitel/kannikker/Tausen/Hans_Tausen.htm

4.http://aforum.genealogi.se/discus/messages/576/48068.html?1076923576 /Axel Kjellberg

Hans Tausen och hans efterkommande

Hans Tausen var född 1494 i Birkaude, en obetydlig ”Bonde-bye” ej långt från Kjerteminde, hamnstad på Fyns nordöstra kust. Hans Latinska namn var ”Johannes Tausanus”. Den latinska namnformen anses visa, att det icke är fråga om ett ”-sen” namn, härlett från Tage eller Tave, som ibland uppgivits ha varit faderns förnamn. Den latinska namnformen skulle i så fall varit ”Tagonis”. Tausen måste således anses vara ett verkligt släktnamn. I ett brev 1533 kallar sig riksrådet Knud Bille honom ”Hans Markorsen”. Fadern torde alltså ha hetat Markus eller Markvard.

I ett ännu bevarat tal, hållet 1590 i Ribe Skole nämnes, att modern hette Caren och att hon tillhörde släkten Tausen, ”som icke var oberömt på sin Egn”. Hans skulle således ha antagit sin moders släktnamn. Det anses troligt, att Hans Tausen genom modern tillhörde ”den menige Adel”, eftersom han blev upptagen i ett Johanniter Kloster som munk. ”Den menige Adel” utgjordes av landsbygdssläkter ”af Vaapen”, vilka liksom bönderna brukade jorden. Vid tiden före och efter reformationen var det icke ovanligt, att medlemmar av dess släkter sökte sig över i Kyrkans tjänst.

Hans Tausen kom i 12-årsåldern till Odense skola, som var en adlig stiftelse. Efter skolgången upptogs han i Johanniter klostret i Antvoorskov. 1516 var han i Rostock, där han inskrevs vid universitetet. 1517 erhöll han baccalaurrus graden och 1519 blev han magister (”mester”). Vid denna tid torde han också ha blivit prästvigd. I oktober1521 blev han inskriven vid teologiska fakulteten vid Köpenhamns universitet. Därefter vistades han en kort tid vid universitetet i Louvain (Nederländerna), varefter han begav sig till Wittenberg, där han inskrevs vid universitetet den 16/5 1523. Vistelsen där under Martin Luthers ledning blev avgörande för Hans T: s hela liv – han blev Danmarks store reformator. En skildring av denna hans strålande livsgärning faller utanför ramen för vår uppgift. Den intresserade hänvisas till M. Christensen: Hans Tausen (Köpenhamn 1942) och annan litteratur.

Hans Tausen var gift 2 gånger, först 1520 med Dorothea, en släkting till Jörgen Sadolin. Hon Dog 1537. Andra gången gifte hon sig omkring 1540 med Anna Andersdotter, en borgardotter från Köpenhamn, som dog 24/8 1570. Hon hade då varit änka i nära nio år.

Hans Tausen dog i Ribe 11/11 1561, då han länge varit biskop.

I Hans Tausens första äktenskap föddes 4 barn, i det senare 9. Av dessa 13 barn uppgives 7 hava dött i unga år. Något bevis för riktigheten härav har ej påträffats och torde knappast finnas. Det må i detta sammanhang framhållas, att den undersökta litteraturen i allmänhet ej synes sysselsätta sig med andra män än dem, som blev präster eller avlade universitets examen.

Några födelsedata för hans T:s barn äro ej kända och dopböcker saknas helt under 1500-talet.

(...)

Jörgen, biskop Hans T: s ende kände son, var född i första äktenskapet. Han blev präst i Medelby, där han dock var endast ett år. Han synes ha helt misslyckats i sitt kall och kom på obestånd. 1578 var han i Köpenhamn, där universitetet skänkte ”ett par hosor af ’engelskt’ till ham”. Om hans bortgång finnes följande anteckning för den 4/4 1578 i biskop Hegelunds almanack: ”Obiit Haffniae M. Georgius Tausanus in vera poenitentia et filii Dei invocatione”. (avled i Köpenhamn M (agister) Jörgen Tausen i sann ånger och under åkallan av Guds son). Någon uppgift om giftermål eller barn har ej påträffats och med största sannolikhet förblev han ogift.

Catharina, biskop hans T: s äldsta kända dotter, var född i första äktenskapet. Hon var först gift med Hans Foss, präst i Odense (död 8/6 1559). Ene sonen Desiderius Foss blev präst vid Vor Frues Kirke i Köpenhamn. Den andre sonen Anders Foss, blev biskop i Bergen. Sitt andra äktenskap ingick hon med Jörgen Rasmussen Yostedt (död 6/4 1571. inga nya barn i detta äktenskap.

Anna, dotter till biskop hans T., förmäldes med biskopen i Vendelbo stift Lauritz Nielsen (död 16/11 1557). Sonen Hans Lauritzen Amerinus blev medicine doctor och kanik i Ribe. Sonen mester Niels Lauritzen dog som professor i pedagogik i Köpenhamn. Den tredje sonen mester Jörgen Lauritzen blev sockenpräst i Thisted.

Dorothea, dotter till biskop hans Tausen blev gift med sedermera biskopen i Ribe hans Langesen. Tre barn äro kända: sonen Lauge, ett barn okänt till namnet och dottern Mette. Denna blev i sin tur gift med den sedermera kände historikern Anders Sörensen Wedel. Av dessas barn äro tre söner kända; Sören, Hans och Lauge. Denne Hans fick, egendomligt nog, sin morfars tillnamn och kallades hans Tausen. Han blev med hjälp av sin svåger, biskopen i Lund Povel Mortensen, rektor i Malmö i febr. 1621, tre år senare var han hovmästare för svensken Bo Gustafsson Bielkes söner. Han dog i Hamburg utan att efterlämna några barn.

Lisbeth, dotter till biskop hans Tausen. Hon blev först gift med en köpman i Horsens ”som var fader till m. Mads Porses”. Om barn i detta äktenskap är intet känt. Andra gången gifte han sig med hans Madsen (latin: ” Johannes Mattiae”.) En anteckning härom för den 2/6 1585 i biskop Hegelunds almanack säger: Sponsalia inter Dn Johannem Mattiae, Patorem Horsensem, et Elisabetham viduam filiam m. Joh, Tausoni.” (Trolovning mellan Dn Hans Madsen, pastor i Horsens och änkan Elisabeth, dotter till M. Hans Tausen). Hennes son var otvivelaktigt den mag. Hans Tausen som i första hälften av 17de århundradet var präst i Lösning och korning och brevväxlade med A. S. Wedels äldste son”. Lösning ligger strax söder om Horsens. Kyrkoböckerna i Lösning börja först 1699. Det har ej kunnat utrönas om denne Hans Tausen varit gift och efterlämnat några barn. Helt uteslutet är det således ej – om ock föga troligt – att han kunde ha varit fader till den svenska släkten Tausons äldste kände stamfader, Jonas Tauson, men bevis för släktskapet torde numera vara omöjligt att uppbringa.

En dotter till biskop Hans Tausen, var förnamn är okänt blev gift med köpmannen i Ribe Peder Brun. Sonen hette hans Brun.

---------------------------------

Hans Tausen (født 1494 i Birkende ved Langeskov på Fyn - død 11. november 1561) var en dansk teolog og evangelisk-luthersk reformator.

Fra johannitterklosteret i Antvorskov ved Slagelse, hvor han både studerte og underviste, tok Hans Tausen fatt på en studiereise til Rostock (1516-21), hvor han ble magister i 1519, deretter til København (1521-22), Leuween (1522) i Holland og til Wittenberg (1523-24) i Tyskland.

Under oppholdet i Wittenberg i 1523-24, sluttet Hans Tausen seg til reformasjonen. Han ble i 1525 sendt til Viborg som predikant. Her ble han først fengslet og siden utstøtt av sin egen klosterorden, men kongen tok ham i forsvar, og han ble kongelig kapellan i Viborg. Med kongens beskyttelse opprettet han en luthersk presteskole i Viborg fra 1526, sammen med Jørgen Sadolin. Han fikk lov til å holde prekener i Gråbrødreklosterets kirke, hvor de også sang lutherske salmer.

I 1527 trosset han sølibatet og giftet seg med Dorothea Sadolin. Fra 1529 ble han kalt til luthersk prest i Viborg Gråbrødrekirke, men samme år forflyttet til Nicolai Kirke i København.

Etter at reformasjonen var innført i 1536 ble han med på å utarbeide kirkeordinansen av 1537. Han var biskop i Ribe fra 1541 - 1561, og en del av hans hjem finnes ennå i Ribe, Hans Tausens Hus, som ligger ved Domkirken. Huset er en del av den opprinnelige bispegården, som strakte seg over et noe større areal.

Hans Tausen er også kjent som «den danske Luther».

Salmeforfatter og oversetter 

Som en av reformasjonens foregangsmenn har Hans Tausen også vært opptatt av salmer. Vi vet at han brukte danske salmer ved sine gudstjenester i Viborg 1525-29, først ved regelmessige aftensangstjenester, siden i full mes­se, men på dansk og med luthersk nattverd. I forordet til Malmø-salmeboken står det den afftensang/ som i Iudland siunges/ met Antiphoner/ Psalmer oc Magnificat, og forskere mener Hans Tausen har vært direkte involvert i utarbeidelsen av de danske salmetekstene.

Da han kom til København tok han salmene med seg, slik det står i fortalen til Thomissøns salmebok fra 1569: Men i det Aar 1529. bleffue danske Psalmer først siungen her i Kiøbenhaffn om høsten/ aff Mester Hans Taussen [...] Oc lod han den danske Psalmebog vdprentis forbedrit i det aar 1544. Tausen har vært involvert i en salmeboksutgave, men man kjenner ingen eksemplarer av den i dag. Riktig nok er det en salmebok fra 1533 som inneholder en del salmer som er fordansket af m. Hans Taussen.

Da de katolske bisper følte, at de lutherske prædikanter i byerne havde fået for frie tøjler, fik de kongen Frederik I., til at indkalde til herredag. Drøftelserne her førte ikke til noget resultat, for blandt de verdslige rigsråder var der mange tilhængere af Luther, ligesom kongen selv havde sympati for Luthers lære. Da herredagen opløstes, var man lige vidt. Ingen var blevet sejrherre, og ingen kunne vel heller blive det så længe, kongen holdt fast ved sin tolerancepolitik. Men de mange ivrige og virksomme evangeliske prædikanter i hovedstaden havde ikke været uden virkning på borgerskabet, hvis styre, bortset fra Ambrosius Bogbinder, var forsigtigt og ikke ønskede at gå for hårdt frem. Det var dog klart, at holdningen hos menigmand var så voldsom, at det kunne være svært for bystyre eller prædikanter at holde udviklingen under kontrol. Fanatismen slog ud i lys lue, og folk krævede al katolsk gudstjeneste, ikke mindst de latinske sjælemesser og nattegudstjenester, ud af kirkerne, også af Vor Frue Kirke, hvortil der var knyttet en slags domkapitel. København var inddelt i otte roder. På møder inden for hver rode krævede lutheranerne nu, at hver borger skulle sværge på at ville leve og dø for Guds hellige ord, således som det blev prædiket af prædikanterne, og at de ville gå til modstand mod "det gamle hykleri og det papistiske regimente", om så det skulle koste liv og hals. Fra hver rode skulle der sendes fire mand til borgmester og råd for at afkræve dem en løsning. Der var tidligere blevet truffet den overenskomst med kapitlet, at der stadig skulle være katolsk gudstjeneste i Vor Frue Kirke, men at "den evangeliske prædiken skal sige dér Guds ord og sige dér dansk messe om søndagen". Borgmester og råd henvendte sig nu til kongen, refererede almuens harme over de katolske messer, og bad ham formå biskoppen til at få kapitlet til at høre op med de katolske gudstjenester; ellers kunne der let ske kannikker og præster overlast, "thi her er mange kumpaner i staden, både bådsmænd, fiskere og andre lavssvende".

Fra Roskilde prøvede Poul Helgesen at gribe ind i striden med et skrift til forsvar kirken. Hans Tausen reagerede omgående med et modskrift.

Frederik I. svarede ikke på brevet fra borgmester og råd. Uroen blev større og større, og tredje juledag 1530 brød det løs. En stor hob med borgmester Ambrosius Bogbinder og flere rådmænd i spidsen brød ind i Vor Frue Kirke. "Først omstyrtede de alle helgenbillederne, spyttede på dem, slog dem med næveslag og spottede dem med forargelige skældsord, mens de sønderslog dem med deres økser, og derpå trængte de ind i koret, hvor de fuldstændig ødelagde kannikstolene og alt panelværket". Således fortæller Poul Helgesen, som dog ikke er en neutral beretter. Man holdt først op med voldsomhederne, da Hans Tausen, "forbrydelsens rænkesmed" eller "dette utyske blandt alle udyr" kom til og fik de vilde mennesker til at holde op med deres rasen. Først nu greb kongen ind. Vor Frue Kirke blev lukket for katolikker såvel som for lutheranere. Året efter fik Joakim Rønnow med rigsrådets støtte kirken åbnet påny, men nu kun for katolikkerne. Det betød dog langt fra, at kampen mellem papister og prædikanter var endt eller afgjort.

Da rigsrådet med Joachim Rønnow i spidsen efter adelsrepublikkens indførelse anklager Hans Tausen for kætteri, bliver borgerne i København så vrede på bispen, at de går til angreb på ham. Han kommer kun helskindet hjem til sin gård i Nørregade, fordi Tausen beskytter ham. I selve anklagen gik Rønnow ind for et kompromis. Hans Tausen skulle ikke dømmes som kætter, men skulle have forbud mod at prædike i København og skulle landsforvises fra Sjælland. Det hele endte med at Rønnow bøjede sig yderligere: Hans Tausen fik lov til at prædike i København, når bispen tillod det - og det gjorde han. Vigtigst for Rønnow var igen, at det skulle være biskoppen, der bestemte. Folk i byen blev rasende. Og det var i den situation, at Tausen måtte hjælpe Rønnow hjem til sin gård i Nørregade. De gav endda hinanden hånden, da de skildtes. Hvilket måske kostede Tausen et bispejob i første omgang, da reformationen havde afskaffet de katolske biskopper.

--------------------

http://runeberg.org/dalihist/tausehan.html

http://en.wikipedia.org/wiki/Hans_Tausen

Hans Tausen (Tavsen) (1494 – November 11, 1561), the leading theologian of the Danish Reformation in Denmark, was born at Birkende on Funen in 1494 and died in Ribe in 1561. He published the first translation of the Pentateuch into Danish in 1535. Contents

   1 Life
   2 Source
   3 References
   4 External links

Life

Very little is known about his childhood and youth, but apparently he was a pupil at the grammar schools at Odense and Slagelse, finally settling down as a friar in the monastery of the Order of Saint John of Antvorskov near Slagelse. After studying at Rostock, where he got the degree of a master of arts and also after being ordained as a priest, he studied for a short time at the University of Copenhagen, and was then again sent abroad by his prior, visiting, among other places, the newly founded University of Leuven in Belgium and making the acquaintance of the Dutch humanists. He was already a good linguist, understanding both Latin and Hebrew. Subsequently he translated the books of Moses from the original.

In May 1523 Tausen went to Wittenberg, where he met Martin Luther and studied for a year and a half, when he was recalled to Antvorskov. In consequence of his professed attachment to the doctrines of Martin Luther he was transferred, in the spring of 1525, to the monastery of the Order of Saint John at Viborg in Jutland, where he continued to preach the Lutheran belief, and eventually was allowed to use the pulpit of the Saint Johns Church. At Viborg the seed sown by Tausen fell upon good soil. Very soon Hans Tausen had a large group of followers in the town.

Tausen's preaching was so revolutionary that he no longer felt safe within the Order of Saint John, so he boldly discarded his religious habit and placed himself under the protection of the burgesses of Viborg. At first he preached in the parish church of St John, but this soon growing too small for him he addressed the people in the market-place from the church tower. When the Franciscans refused to allow him to preach in their large church, the mob broke in by force. A compromise was at last arranged, whereby the friars were to preach in the forenoon and Tausen in the afternoon. The bishop, very naturally averse to these high-handed proceedings, sent armed men to the church to arrest Tausen, but the burghers, who had brought their weapons with them, drove back "the bishop's swains."

In October 1526 King Frederick I, during his visit to Aalborg, took Hans Tausen under his protection, appointed him one of his chaplains, and charged him to continue for a time "to preach the holy Gospel" to the citizens of Viborg, who were to be responsible for his safety, thus identifying himself with the new doctrines in direct contravention of the plain letter of his coronation oath.

Tausen found a diligent fellow-worker in Jørgen Viberg,whose sister, Dorothea, he married, to the great scandal of the Catholics. He was indeed the first Danish priest who took unto himself a wife. He was also the first of the reformers who used Danish instead of Latin in the church services, the "Even song" he introduced at Viborg being of great beauty. Tausen was certainly the most practically gifted of all the new native teachers. But he was stronger as a preacher and an agitator than as a writer, the pamphlets which he now issued from the press of the German printer Hans Vingaard, who settled down at Viborg, being little more than adaptations of Luther's opuscula. He continued to preach in the church of the Franciscan monastery, while Sadolin, whom he had "consecrated" a priest, officiated at the church of the Dominicans, who had already fled from the town. The stouter-hearted Franciscans only yielded to violence persistently applied by the soldiers whom their opponents quartered upon them.

In 1529 Tausen's "mission" at Viborg came to an end. King Frederick now recommended him to Copenhagen to preach at the church of St Nicholas, but here he found an able and intrepid opponent in Bishop Rønne. Serious disturbances thereupon ensued; and the Protestants, getting the worst of the argument, silenced their gainsayers by insulting the bishops and priests in the streets and profaning and devastating the Catholic churches. A Herredag, or Assembly of Nobles, was held at Copenhagen on 2 July 1530, ostensibly to mediate between the two conflicting confessions, but the king, from policy, and the nobility, from covetousness of the estates of the prelates, made no attempt to prevent the excesses of the Protestant rabble, openly encouraged by Tausen. On the other hand, the preachers failed to obtain the repeal of the Odense recess of 1527 which had subjected them to the spiritual jurisdiction of the prelates.

On the death of King Frederick, Tausen, at the instance of Rønne, was, at the Herredag of 1533, convicted of blasphemy and condemned to expulsion from the diocese of Sjælland, whereupon the mob rose in arms against the bishop, who would have been murdered but for the courageous intervention of Tausen, who conducted him home in safety. The noble-minded Rønne thereupon, from gratitude, permitted Tausen to preach in all his churches on condition that he moderated his tone. On the final triumph of the Reformation Tausen was appointed bishop of Ribe (1542), an office he held for twenty years.

At the Ribe Cathedral a statue of Hans Tausen is found. In Viborg at the place of the now demolished church of the Franciscan monastery a modern monument in memory of Hans Tausen was put up in 2004, the 475th year of the reformation of the town of Viborg. The monument was made by the Danish artist Bjørn Nørgaard.

See Suhr, Tausens Levnet (Ribe, 1836); Danmarks Riges Historie, vol. III (Copenhagen, 1897–1905). Source

Engelstoft & Dahl (ed.): Dansk Biografisk Leksikon (The Danish Dictionary of Biography), Copenhagen 1942

J. Kinck Ribe bys historie P 24-31 Vandels Efterfølger på Bispestolen i Ribe blev M. Hans Tausen. (el. Tagesen), af alle gejstlige Mænd den, som mest havde fremmet Reformationen i Danmark, om hvem det kun er forunderligt, at han ikke allerede havde været mellem de først udnævnte Superintendenter. — Efter Kirkeordinansen skulde 20 Dage efter en Superintendents Død Sognepræsterne i Stiftets Kjøbsteder mødes i Stiftsstaden og der udvælge 4 af deres Midte, hvilke da igjen skulde kåre ham en Efterfølger; denne skulde dog stadfæstes af Kongen.

Ganske efter Bestemmelsen gik det dog ikke denne første Gang, en Bispestol blev ledig. I Kongens Stadlæstelsesbrev af 21 Oktober 1541 siges, at „menige Prælater, Kanniker og Kapitel, sammeledes alle Herredsprovster, Sognepræster og menige Kleresi over alt Riber Stift" har begjært og navngivet M. Hans Tagesen for Kongen, og at denne efter at have indhentet Universitets Professorers Vidnesbyrd om Manden nu samtykker og stadfæster Valget.

1542. Den nye Biskops Indvielse opsattes dog et halvt År, for da at foregå på en så meget højtideligere Måde. Kirkeordinansen af 1537 trængte i enkelte Henseender til Rettelse eller Fuldstændiggjørelse. Kongen sammenkaldte i den Hensigt dels sit Rigsråd, dels Stiftsbefalingsmændene og Superintendenterne over alle Danmarks Stifter til at mødes med ham i Ribe i Slutningen af April 1542. Endogså Dr. Bugenhagen, som havde haft så stor en Del i den nye Kirkes Ordning her i I Landet, var rejst fra "Wittenberg til Danmark for at deltage i Mødet. Superintendenterne havde efter Kongens Befaling udarbejdet et Forslag til Forandringer og Tillæg til Ordinansen, hvorimod de mærkeligt nok ikke deltoge i Forhandlingerne. Resultatet af disse var de så- kaldte 26 Riber Artikler, som ere daterede den 4de Maj. —

Imidlertid var Hans Tausen den 30te April (3die Sondag efter Påske) i Domkirkens Kor bleven indviet til Bispeæmbedet af Dr. Bugenhagen i de øvrige danske Superintendenters Nærværelse. Dr. H. Rørdam tvivler rigtignok om Rigtigheden af denne Beretning, da der ikke vides nogen Grund til en så lang Opsættelse af den nye Biskops Indvielse; men Sagen er dog vistnok utvivlsom, da den også berettes således i Thomas Knudsens Fortsættelse af Ribe Bispekrønike, der er skreven her i Byen på en Tid, da Mange endnu kunde huske Begivenheden. Når Røn(„Sciagraphia Joh. Tausani", S. 93) siger, at Hans Tavsen havde fået Kongens Befaling til at indfinde sig i Ribe så betids, at han den nævnte Dag kunde indvies til sit biskoppelige Æmbede, må han vistnok også have haft nogen Hjemmel herfor, og det tyder jo på, at han nu først skulde tiltræde sin nye Stilling i Ribe,

Hans Tavsens Liv og Virksomhed, for han blev Biskop i Ribe, er så vel bekjendt, at jeg ikke vil opholde Læserne ved Skildringen af dem. Jeg vil dog henlede Opmærksomheden på den Beretning om hans Herkomst, som findes i en skreven, latinsk Tale, holdt om ham i Ribe Skole 1590 „under vor årvågne Lærer, M. Ivar Ivarsen Hemmet altså rimeligvis af en af de ældste Disciple, men under Ældres Vejledning, så at i det mindste det, som angår Tavsens Virksomhed i Ribe eller kunde støtte sig til en Tradition i Familien, er temmelig pålideligt. I denne Tale siges der i nogen Modsætning til den almindelige Beretning om Hans Tavsens simple Herkomst, at hans Fader hed „Johannes" (Jens eller Hans), og at hans Moder Catharina (Karen) var af Familien Tavsen, som ikke var uberømt der på Stedet, og af hvilken endnu på Talerens Tid meget hæderlige Bondemænd, „måske også andre meget værdige Mænd, som stod i Kirkens og Statens Tjeneste«", rare i Live. — Ifølge denne Beretning havde Hans Tavsen altså ikke sit sidste Navn efter sin Fader, idet denne jo ikke hed Tage, men Hans men Tavsen var et Slags Stamnavn, som var optaget efter hans Moders Familie. Begge Delene vare jo ikke uden Exempel, både at Navnene på — sen, navnlig hos Adelen, gik over til arvelige Familienavne, og at et Barn opkaldtes efter en Afdød med hans fulde Navn, både Fornavn og Efternavn. Med Hensyn til Hans Tavsens Navn bestyrkes dette i høj Grad derved, at han på Latin aldrig kaldte sig selv eller af sine Nærmeste kaldtes Johannes Tagonis (Tages Søn), men altid Johan Tavsanus. Povl Helgesen (Paulus Eliæ) kalder ham Ioh. Tavsan, og i denne Form nedarvedes Navnet i Familien. Hans Søn hed Jørgen Tavsan; hans Dattersøn, Præsten i Løsning, og hans Datterdatterson, A. S. Vedels Søn, hed begge Hans Tavsan, idet de vare opkaldte efter ham med det fulde Navn. — Det er temmelig rimeligt, at Biskoppens mødrene Slægt, siden den var så anset i Egnen og havde et Slags Familienavn, har hørt til de fattigere Adelsslægter, af hvilke adskillige på den Tid efterhånden tabte sig i Selvejer-Bondestanden. Dette bestyrkes i en vis Grad derved, at han i sin Ungdom netop lod sig optage i Johanniter-Ordenen, der jo stod i et særligt Forhold til Adelen. Måske stod også den usædvanlige og for den Tid meget påfaldende Dristighed, hvormed han som Biskop optrådte mod den,.jydske Adel", i nogen Forbindelse med, at han selv følte sig ikke som ganske underordnet den med Hensyn til sin Herkomst.

Hans Tavsen var en særdeles virksom og dygtig Mand; således havde han vist sig som Reformationens Udbreder, og således viste han sig også som Biskop. Det var rimeligvis kort efter sin Tiltrædelse af Bispeæmbedet, at han udsendte et udførligt Hyrdebrev til Stiftets Gejstlighed, af hvis indhold Følgende kan anføres : Præsterne opfordres til at vogte sig for alle Djævelens Fristelser, især for Kjætteres Tillokkelse, som endogså under Gudeligheds Skin vilde forlede dem til at falde fra den rene Lære, hvormed Gud i de sidste Dage havde benådet dem. Især advarer han mod Afguderi, såvel i at tilbede Helgene som i Troen på Spåfolk, Signere og Manere, Dagvælgere (som forstode at angive de heldige Dage til at foretage bestemte Ting på) og Tegnsudlæggere. „Selv nu", siger Biskoppen, „da Ordet prædikes uforfalsket i alle Kirker, så, når der kommer en Spåkvinde, der foregiver at vide, hvad der er sket eller skal ske, løbe Folk mange Mile efter hende. Man bekoster således på disse Djævelens Apostelinder det, som man forholder Præsterne i deres retfærdige Tiende og Offer. Almuen mener, at slige Kvinder kunne vise Tyve og dem, som beholde fundne Sager, igjen, angive, hvem der har taget „Nytten" fra Kjøerne og helbrede Sygdomme. Den mener derfor, at den må have Lov til at benytte dem, som kunne hjælpe den; men man skal ikke have fremmede Guder. Selv om Øvrigheden ikke vil straffe sådanne Folk, bør alle gode Kristne sky dem. Om de end kunne røbe Tyve og Troldkoner (med hvem de altså ikke have villet sammenstilles) og ellers undertiden sige noget Sandt eller hjælpe Folk, så er det dog Djævelens Hjælp og bør derfor ikke benyttes, hvorimod man mod Vold og Uret bør søge Hjælp hos Øvrigheden, og i Sygdomstilfæde hos Læger. Hvis disse Midler da snart hjælpe, bør man takke Gud, ellers tålmodig bie, indtil Hjælpen kommer. —

Denne Formaning er mærkelig derved, at den så klart viser os den daværende Gejstligheds Opfattelse af sådanne hemmelige Kunster og deres Udøvere. —Samtidigt er rimeligvis et Brev af omtrent samme Indhold, men på Latin, som Biskoppen tilskrev den studerende Ungdom i Ribe.

Thomas Knudsen, som havde den bedste Lejlighed til at kjende H. Tavsen og hans Virksomhed, skriver i Ribe Bispekrønike om ham, at han ikke blot ved sin Lærdom ivrigt stræbte at tjene Kirken, men ogsaa arbejdede på Skolernes og Hospitalernes Forfremmelse, hvilket også ved Kongens Gunst lykkedes ham godt, og omtrent de samme Ord siges om ham i den gamle Skolebog, altså af Biskop Hegelund. I den ovennævnte Skoletale roses han for mange store Dyder, men især fremhæves hans Flid og Utrættelighed, saavel i hans Æmbede som i hans Studeringer og Forfattervirksomhed; der siges, at hans holdt Forelæsninger, regelmæssigt engang om Ugen, men undertiden hver Dag, og at han prædikede meget ofte.

Hvad vi nu især kan dømme om, er hans store Ihærdighed for at fremme Gejstlighedens, men måske endnu mere Skolers og Hospitalers Tarv ved at forskaffe dem de fornødne Indtægter ved sin Henvendelse for dem til Kongen. Herfor kan han ikke noksom prises.

Thomas Knudsen tilføjer, at Hans Tavsen pådrog sig Manges Had og Bagvaskelse, som han udholdt med stor Tålmodighed, idet han plejede at svare sine Modstandere: „Imorgen skal min Retfærdighed svare for mig" eller: „Gud er ikke et Menneske." I den latinske Skoletale siges i samme Retning, at han var en ivrig og bestemt Mand, som hverken frygtede for Adelsmænd eller nogen Anden, og som ikke let kunde bevæges til at forandre sin Mening eller en Tros- og Lære- Sætniug, som han engang havde udtalt; sammesteds fortælles, at engang, da han stod og prædikede i Domkirken, angreb en Adelsmand ham med Sværdet og vilde dræbe ham. Røn (S. 108) antyder, at denne Adelsmand var [ven Eriksen (Rosenkrands) til Koxbøl i Emmerlev Sogn. Denne Mand havde 1547 en Strid med Tavsen om 5 Bøndergårde, som hans Forfædre havde skjenket til et Alter i Emmerlev Kirke, og som han nu vilde tage tilbage, hvilket Tavsen forhindrede; men med hvilken Hjemmel Røn antyder, at det var ham, som i Domkirken truede Tavsen på Livet, vides nu ikke. —

Mere vide vi ikke om denne mærkelige Begivenhed; men flere Tilfælde vise os ham som en Mand, der ikke var bange for at optræde for det, som han anså for Ret, imod hvem det skulde være, men om hvem man måske også må indrømme, at han undertiden gjorde dette både på en ensidig og hård Måde. Roses må det, at han ikke var bange for, i Kapitlets Forsamling at spørge Prælaten og Adelsmanden, M. Grunde Lange, om han førte et kristeligt og skikkeligt Levned med Marine Gundes eller Marine Kristensdatter, hvortil M. Gunde svarede, at hun var hans Ægtehustru, hvilket forøvrigt senere blev dømt ikke at være så. — Med den følgende Dekanus, M. Hans Svanning, førte Tavsen en Strid om dennes Ret til Guldager Kirke. Tavsen paastod næmlig, at Kirken ikke hørte under Dekanatet; men Svanning havde vistnok Retten på sin Side og beholdt den da også ved en Rettertingsdom af Helligtrekongersdag 1553, skjønt Tavsen synes i Begyndelsen ikke engang at have villet bøje sig for Kongens Afgjørelse. Ved Indsættelsen af Præster og Kapellaner synes Tavsen, som det synes, oftere at have været noget stivsindet. Hans Mening var rimeligvis den bedste ; men i Formen havde han vistnok undertiden Uret, som da 2 Afsendinge fra Varde Borgerskab 1554 fik Kongens Forskrift til ham om at indsætte Jep Pedersen til Præst ved St. Jakobi Kirke, hvortil han var valgt, men Biskoppen hidtil ikke havde villet indsætte ham. På lignende Måde gik det i et Par andre Tilfælde; men de nærmere Omstændigheder kjendes jo ikke.

I et meget uheldigt Forhold kom Hans Tavsen til Niels Lange til Kjærgård, som forøvrigt var en Svoger til Iver Rosenkrands. 1548 stævnede Biskoppen på Puggårds og Hospitalets Vegne Niels Lange for Kongens Domstol; efterhånden blev Striden mellem dem meget bitter, og af 12te April 1555 (?) har man et Brev fra Biskoppen til Niels Lange, hvis Tone vel ingenlunde kan billiges, men dog vistnok finder en Del Undskyldning i den Mands Karakter og Opførsel, til hvem det er rettet (se om denne ved Ar 1569). —

Meget lidenskabelig viste Tavsen sig i følgende Sag: 1557 opstod der en Strid om noget Hø mellem Præsten i Omme (Sønderomme?) og nogle af Iver Lunges (til Tirsbæk) Bønder deri Sognet. Tavsen tillod Præsten at bandsætte Bønderne; men deres Husbond tog deres Parti og stævnede Biskoppen for Kongen. Sagen synes at være gået Biskoppen imod med Hensyn til Bandsættelsen, dog således, at Kongen lovede, at Præsten skulde få Høet tilbage, hvis det var hans med Rette, og Domstolene tilkjendte ham det. Men Tavsen tog sig det meget nær, at Bandsættelsen således var bleven hævet, inden Sagen var endelig afgjort. Samme Ar skrev han så en lille (dog ikke til Trykken bestemt) Afhandling om Bandsættelse. I Tilskriften til Biskop Peder Palladius og Dr. Joh. Machabæus taler han om, at nogle af de gjenstridige Jyder ved dette Middel kunde nødes til Herrens Bord og beder dem om at hjælpe Præsten i Omme; dernæst taler han om den uheldige Stilling, hvori gejstligheden var lige overfor den jydske Adel, ja beder (Gud befri dem for denne „uædle Adel." I selve Skriftet udtaler han sig på en underlig skarp Måde mod den verdslige Begjering. Til sidst kommer han tilbage til Sagen i Omme og mener, at selv om Bønderne bleve frikjendte af den verdslige Ret, bør de dog udelukkes af Kirken. — Det er klart, at hans Bitterhed mod Adelen især grunder sig på dens Tilbøjelighed til, med eller imod Loven, at sætte sig i Besiddelse af gejstligt Gods. — Et af hans Mundheld var, at Gud var vred på ham, når han ikke hver Dag sendte ham en ny eller stor Plage. —

P. 88-91 Den 11 te Novbr. 1561 døde Biskop Hans Tavsen, I Domkirken findes endnu en Mindetavle over ham med en lang Indskrift, opsat at hans Svigersøn, Biskop Hans Lavgesen. Der findes også en Ligsten over ham, som dog ikke er den oprindelige, men nedlagt 1663 i stedet for den ældre, som var bleven ødelagt, af Dr. Ludvig Pouch og hans Hustru, som var Tavsens Barnebarns-Barnebarn. Denne Ligsten blev i Anledning af Reformationsfesten 1836 optagen af Midtskibets Gulv og indsat i Muren i den østlige Ende al det sydligste Skib, for ikke længere at være udsat for Slid. Endelig findes et, vistnok originalt, Portræt som Brystbillede af ham i Kirken, uden tvivl det samme Maleri, som 1702 endnu fandtes i hans Æts Besiddelse på „Liliebjerget- Portrættet blev 1836 restavreret ved Professor Møller.

Hans Tavsen havde været 2 Gange gift, førstegang med Dorothea, en Slægtning af hans Medarbejder ved Reformationen i Viborg, Jørgen Sadolin, som blev den første lutherske Biskop i Fyns Stift; hun var død, førend Tavsen blev Biskop i Ribe. Andengang var han gift med Anne Andersdatter ,som skal have været i Slægt med Frands Villumsen, der var Tolder i Kjøbenhavn og Kannik i Lund og skjenkede en temmelig betydelig Bogsamling til Kjøbenhavns Universitet. — Med sin første Kone havde han 4, med den anden 9 Børn, af hvilke vistnok de fleste døde i deres Barndom. Følgende 5 kjendes

1. Sønnen, M. Jørgen Tavsen, blev 1557 indskrevet ved Universitetet i Wittenberg og var 1566 Præst i Medelby i Sønderjylland, men mistede samme År dette Æmbede. Grunden hertil var måske den, at han d. 3. Avgust dette Ar blev dømt i Bøder af Tovsmændene i Ribe for en Sårssag. Han havde endogså været i Fare for at blive dømt for Drab. Han havde nemlig såret den unge Jannik Baggesen, en Søn af Rådmand Bagge Jensen ,og den Sårede var senere død. Tovsmændene fandt det dog godtgjort, at denne Sidste „var kommen til Graven vel tillægt og ikke med åbent Sår", hvorfor de mente, at M. Jørgen ikke kunde dømmes som Drabsmand.

2. Datteren Karine var først gift med M. Hans Foss, derpå med M. Jørgen Rasmussen Ystad, som efter hinanden vare Sognepræster ved St. Albani Kirke i Odense.

3. Datteren Dorothe, gift med M. Hans Lavgesen, som først var Lektor, derpå Biskop i Ribe,

4. Datteren Lisbeth synes at have været gift 3 Gange. Hun var næmlig Enke, da hun den 2den Juni 1585 efter Hegelunds Almanak-Optegnelser blev trolovet (og rimeligvis samme Ar gift) med Hr. Hans Madsen, Sognepræst i Horsens. En Søn af hende i det ene eller det andet af disse Ægteskaber var den Hr. Hans Tavsen (opkaldt efter Bedstefaderen), som i den første Halvdel af det 17 de Arhundrede var Præst i Løsning og Korning. Men hun skal også (i 3die Ægteskab) have været gift med Borgmester Anders Madsen i Horsens, hvorved hun blev Stedmoder til M. Mads Andersen Pors, som senere blev Skolemester og derefter Sognepræst ved Domkirken her i Byen.

5. En Datter, hvis Navn er ubekjendt, men som blev gift med Rådmand Peder Bruun i Ribe. Hun og alle hendes Børn på en Søn Hans nær døde i Pestens Tid 1565.

Hans Tavsens Enke overlevede ham i henimod 5 År, idet hun døde d. 24de Avgust 1570. Hun ejede et Hus i den sydligste Ende af Bispegade, det såkaldte „Sønderborg", som efter hendes Død blev vurderet til 350 Dr. Det er rimeligvis det „lille Stenhus- på eller ved den gamle Bispegårds Grund, som Kristian d. 3die havde skjenket Hans Tavsen ifølge en Optegnelse af Dr. Ludvig Pouch, som endnu ejede det 1661 på Grund af sin Hustrus Nedstammen fra Hans Tavsen. Til Huset hørte både en Kålgård og en Abildgård. Den sidste udgjorde rimeligvis et Stykke Jord ved St. Hans Kirkegård, som tidligere havde været Byens Tømmergård, men som Biskoppen havde kjøbt af Byen. -------- Tausen, Hans, 1494-1561, evangelisk Reformator og Biskop. Naar vi overskue Rækken af de Mænd, der banede Vej for den lutherske Reformation i vort Fædreland, er der ingen, som indtager en mere fremtrædende Plads end H. T. Han var født i Birkende mellem Odense og Nyborg. Sagnet fortæller, at Faderen, der skal have været Smed, var en kløgtig Mand, der forstod at uddrage Myrejærn af Mosejorden, hvorfor han blev anset for en Troldmand af de uvidende Bønder og dræbt af dem. I Følge et andet Sagn slog Faderen sin 12aarige Søn ved Ploven – rimeligvis fordi han havde større Lyst til Bogen end til at være «Plovkjøring» –, hvorfor H. T. løb hjemme fra og kom til Odense, hvor han blev optagen i Skolen. I Følge samme Beretning begav han sig efter et Aars Forløb til Slagelse Skole, hvor han tilbragte nogle Aar, indtil han kunde indtræde i det nærliggende ansete og rige Johanniterkloster i Antvorskov, som den Gang styredes af Prioren M. Eskil Thomesen. Her maa man have skjønnet, at den unge Munk besad gode Anlæg, da han, 22 Aar gammel, blev sendt udenlands for at studere. Om han forud har tilbragt en Tid ved Kjøbenhavns Universitet i Overensstemmelse med den af Kong Hans derom udstedte Forordning, kunne vi ikke oplyse. Derimod vide vi med Vished, at han i Nov. 1516 blev immatrikuleret i Rostock, og at han her fuldendte sit egentlige akademiske Kursus, i det han 1517 tog Bakkalavr- og 1519 Magistergraden. At han har nydt Anseelse som en af de dygtigste studerende, skjønnes deraf, at det i Sommersemesteret 1520 blev overdraget ham at holde Forelæsninger over Aristoteles’ «Oeconomica» efter Leonardus Aretinus’ latinske Oversættelse. Naar det i Biskop Hans Laugesens Gravskrift over H. T. siges, at han en Tid studerede i Løwen og Køln, men fandt sig lidet tilfreds der, maa dette Studieophold formodentlig henlægges til 1520-21. I Okt. 1521 blev han indskreven ved Kjøbenhavns Universitet «ad theologicæ facultatis professionem», hvilket vistnok maa forstaas saaledes, at han er bleven Læsemester i Theologien, i det hans Ansættelse som saadan maa antages at have staaet i Forbindelse med Christian II’s kjendelige Bestræbelse for at forsyne Universitetet med en Kreds af Lærere, der havde Sind og Evne til at fremme de humanistiske Studier og derigjennem ogsaa den kirkelige Reformation. Naar H. T. 9 Aar senere i et Fejdeskrift mod sin bitre Modstander Lektor Poul Helgesen (VII, 294) ytrer om denne: «Vi have fortæret saa meget Brød tilsammen, at han kjender mig ikke saa balstyrig og ufredsom, at jeg vilde gjøre et Menneske ondt, dersom jeg end kunde», saa maa dette nøje Kjendskab mellem de 2 Mænd, som siden bleve Anførerne for de kæmpende Partier i den danske Kirke, vistnok henføres til den Tid, da H. T. stod som Lærer ved Universitetet. Kong Christians Flugt i April 1523 og den Forstyrrelse i alle Forhold, som derved indtraadte, synes imidlertid for H. T. at have været Signalet til Opbrud fra Kjøbenhavn; thi en Maaned senere blev han indskreven ved Universitetet i Wittenberg, der kjendelig har draget ham til sig med den magnetiske Kraft, denne Højskole paa hin Tid øvede over saa mange ældre og yngre studerende, som havde faaet Øjet og Øret opladt for det nye, som trængte sig frem, og som H. T. sikkert allerede under sit fleraarige Ophold i Rostock var bleven berørt af. «Med utrolig Lærelyst hørte han nu Luther paa 2. Aar», siger hans Gravskrift, «men saa blev han kaldt tilbage til Fædrelandet, før han ventede det.» At Prioren i Antvorskov har ønsket ham fjærnet fra Reformationens Brændpunkt som og fra Christian II og dennes protestantiske Ledsagere, der jævnlig færdedes i Wittenberg, medens H. T. studerede her, er jo ikke usandsynligt. En gammel Beretning siger dog, at han ved sin Hjemkomst til Klosteret blev modtaget med store Forventninger og stor Stads, vel af Hensyn til det Ry for Lærdom, han havde forhvervet. Men snart forandredes Stemningen imod ham.

H. T.s Hjemkomst fra Wittenberg maa, som det synes, sættes til Efteraaret 1524. Forholder det sig rigtigt, hvad der fortælles, at det var en Skærtorsdags- eller Langfredagsprædiken, han holdt i Antvorskov Klosterkirke, som først ret gav Anledning til, at man blev opmærksom paa, at han førte kjættersk Lære, i det han vedkjendte sig som sin Overbevisning, at et Menneske ikke retfærdiggjøres ved sine egne Fromhedsgjerninger, men ved Troen paa Christi Forsoning, saa maa denne Prædiken være holdt i April 1525. Tidsbestemmelserne ere dog paa dette Punkt mindre sikre, ligesom ogsaa hvad der fortælles om den Forfølgelse, H. T. nu blev underkastet. Efter et Sagn skal han, da han truedes haardt, være flygtet til et øde Sted eller en Ø, indtil Sult og Nød dreve ham tilbage. I Følge hans Gravskrift blev han kastet i et mørkt og stinkende Fængsel (maaske det underjordiske Fangehul, som for nogle Aar siden fandtes ved Udgravning af Klosterruinerne). En gammel Beretning føjer til, at Knud Rud til Vedby og den kjøbenhavnske Borgmester Albert van Goch ved deres Forbøn bevirkede, at han endelig kom løs. Da han imidlertid ikke vilde svigte sin Overbevisning, sendte M. Eskil Thomesen ham til Johanniterklosteret i Viborg, hvis Prior, M. Peder Jensen, var kjendt som en klog og dygtig Mand, om hvem man vel haabede, at han kunde bringe den vildfarne Klosterbroder til Fornuft.

Modgang bøjer de svage, men hærder de stærke Karakterer. H. T. hørte til de sidste. I Fængselets Mørke modnedes han til den frygtløse Reformator, som han blev. Hans Komme til Viborg maa formodentlig sættes til Forsommeren 1525. I Følge hans Gravskrift – men for øvrigt uvist, med hvad Hjemmel – søgte «Korsbrødrenes» ovennævnte Prior først at bøje ham ved Fængselsstraf; men da intet derved udrettedes, og H. T. endog fra Fængselsvinduet talte til den sammenstimlende Mængde og underviste den, saa slog M. Peder Jensen ind paa en anden Fremgangsmaade imod ham. Han blev sat i Frihed, ja det synes endog, at han vandt Priorens Venskab. Saa meget er i alt Fald vist, at han efter nogle Maaneders Forløb fik Tilladelse til at prædike i Klosterkirken Søndag Eftermiddag, naar Munkene havde endt Vespertjenesten. Snart samledes om hans Prædikestol en talrig Tilhørerkreds. Der var en Ild og en Kraft i hans Tale, der henreve baade Mænd og Kvinder, om trængte sig til for at høre ham. Herover blev Prioren meget betænkelig, saa meget mere som flere af Munkene viste sig paavirkede af den ny Lærdom, hvorfor han begyndte at lægge Raad op med andre om, hvorledes han skulde standse den truende Bevægelse og gjøre den veltalende Munk uskadelig. Da H. T. havde faaet Nys herom, besluttede han selv at gjøre det Skridt, der for bestandig skulde skille ham fra den gamle Kirkeorden, hvis dybe Brøst han længe havde set. Efter at han en Dag havde prædiket i Klosterkirken, endte han med at fortælle sine Tilhørere, hvorledes han var stedt, og med at bede dem, dersom de havde fornummet nogen Frugt af det Ord, han havde forkyndt, at de da vilde tage ham i Beskyttelse og unde ham Husly; thi i Klosteret kunde og vilde han ikke længere blive –, og dermed aflagde han Munkekappen. Der var Borgere nok, som selv med Livsfare gjærne vilde yde H. T. den Beskyttelse, som han begjærede. Enden blev, at han modtog Borgmester Peder Tranes Tilbud. Det var en Mand, som baade ved sin Stilling og ved sin talrige Slægt og mange Venner bedre end nogen anden kunde yde ham Værn, og til hans Hus begav han sig da. Nu var ganske vist Klosterkirken lukket for ham; men saa aabnede Skolens Rektor, M. Jacob Skjønning (XVI, 54), ham St. Hans Kirke, og i nogen Tid samledes H. T. da her med sine Tilhørere; men da disses Tal stadig voxede, blev Kirken snart for lille. Prædikanten gik da udenfor, hvor der var bedre Plads, og talte fra Trappen, der førte op til Kirketaarnet. At holde Gudstjeneste under aaben Himmel var imidlertid i Længden ubekvemt baade for Prædikant og Tilhørere, og de søgte derfor at faa Adgang til Graabrødrenes rummelige Kirke, i det de bade Guardianen om Tilladelse til at benytte den om Eftermiddagen, naar Munkenes Gudstjeneste var endt. Da dette imidlertid blev afslaaet, prædikede H. T. nogle Gange staaende paa en Ligsten, der laa foran Benhuset paa Graabrødrenes Kirkegaard. Men snart bleve hans Tilhørere utaalmodige over den Modstand, deres Ønske fandt hos Munkene, der dog levede af Borgernes Almisser, og en Dag, da de vare samlede paa Kirkegaarden, opbrøde de den lukkede Kirkedør og førte deres Prædikant ind i Kirken, hvor han dog indtil videre ikke besteg Prædikestolen, men staaende paa en Bænk talede til den forsamlede Menighed.

Det var ikke blot H. T.s ildfulde Veltalenhed og hvasse Angreb paa Pavedømmets Vildfarelser, der gave hans evangeliske Forsamlinger en egen Tiltrækning, men ogsaa Afsyngelsen af danske Salmer, noget hidtil ukjendt i Gudstjenesten. En af hans Modstandere siger, at han efter at have skaffet sig Adgang til Graabrødrekirke prædikede 2 Gange hver Søndag Eftermiddag og lod 3 af hans Partis Viser afsynge af Tilhørerne. En venligsindet Hjemmelsmand beretter, «at Skoleungdommen, med Forandring af den tidligere Form (den latinske Korsang), nu begyndte at synge danske Salmer, forfattede af H. T. og andre». Herved var et stort Fremskridt sket, i det der var aabnet Menigheden Adgang til Selvvirksomhed ved Gudstjenesten, noget, der i høj Grad paaskjønnedes. Endnu fandtes der ingen danske Salmebøger, H. T. nøjedes da indtil videre med at lade enkelte Salmer trykke. Naar der i en af vore allerældste Salmebøger findes «den Aftensang, som i Jylland sjunges», saa er deane Betegnelse maaske et Minde om, at det i de første Aar kun var «til Aftensang», at H. T. prædikede, ligesom der har existeret et nu tabt Skrift fra 1529 med Titel: «Aftensang med Salmer, Antifoner og Magnificat, item Te Deum fordansket og nogle andre Salmer at sjunge for Brudefolk og Lig», hvilket sikkert maa tilskrives H. T. – En betydningsfuld Ændring i hans hidtil temmelig usikre Stilling indtraadte ved Frederik I’s Besøg i Nørrejylland i Efteraaret 1526, da det lykkedes H. T., vistnok ved personlig Henvendelse til Kongen under dennes Ophold i Aalborg, at udvirke et Brev til Borgmestre, Raad og Menighed i Viborg, hvori det hedder: «Vider, kjære Venner, at vi nu have taget denne Brevviser, Mester H. T., under vor kongl. Hegnr PYed, Værn og Beskjærmelse og annammet ham udi vor Tjeneste til vor Kapellan; dog have vi givet ham Forlov at være i Viborg nogen Stund at prædike det hellige Evangelium for eder. Thi byde vi eder, at I paa vore Vegne udi vor Fraværelse beskjærme Mester H. T., vor Tjener og Kapellan, for alle, som ville overfalde ham med Magt og Vold, være sig enten gejstlige eller verdslige.»

Et saadant Brev maatte yde H. T. en vigtig Støtte, men kunde dog ikke hindre Forsøg af den verdsligsindede Biskop Jørgen Friis (V, 434) paa at standse en Virksomhed, der kjendelig undergravede hans Stilling. Et Møde, de jyske Bisper i Maj 1527 holdt i Viborg for at overlægge, hvad der var at gjøre mod den truende Bevægelse, har vel ogsaa styrket hans Mod. Nok er det, at da H. T. en Dag prædikede i Graabrødrekirke, udsendte Bispen en Afdeling væbnede Svende under Anførsel af Slotsfogden for at gribe ham og føre ham til Bispegaarden. Da Anføreren traadte ind i Kirken, befalede han Prædikanten at holde op og følge med ham til Bispen. Men han fik til Svar: «Her staar jeg i en højere Herres Tjeneste; men naar jeg er færdig, skal jeg, hvis Biskoppen ønsker det, komme til ham.» Hermed var Anføreren dog ikke tilfreds, men forlangte, at Prædikanten strax skulde følge med ham. Under Ordstriden lykkedes det H. T. at slippe ned af Prædikestolen, og medens en Del af Borgerne trængte sig om ham for at beskytte ham, vidste andre at skaffe sig Forsvarsmidler, Kvinderne løb hjem og hentede deres Mænds Vaaben, og snart stod en rustet og kampfærdig Skare omkring den elskede Prædikant, saa Bispens Svende maatte forlade Kirken med uforrettet Sag og ilsomt søge Tilflugt inden for Bispegaardens Mure. Efter at have jaget dem paa Flugt forlangte Borgerne, at H. T. skulde fortsætte sin Tale, som han ogsaa gjorde. Men det er ikke at undres over, at der under slige Forhold faldt skarpe Ord fra Prædikantens Mund, naar han brændende i Aanden skildrede Romerkirkens Forvanskning af den sande Kristendom.

I Begyndelsen havde H. T. staaet ene, men efterhaanden sluttede flere Mænd sig til ham som Ordets Forkyndere, navnlig M, Jørgen Jensen Sadolin (XIV, 548), Korsbroderen Thøger Jensen (VIII, 430) og den tidligere nævnte M. Jacob Skjønning. Selv blandt Kapitlets Medlemmer var der flere, som bleve grebne af det ny og levende Vidnesbyrd. Den evangeliske Frimenighed vandt efterhaanden større Fasthed, og en ordnet Gudstjeneste indrettedes, til bedste for hvilken H. T. 1528 udgav «En ret kristelig Fac.on at kristne Børn paa Danske» og andre (nu tabte) Skrifter, hvoriblandt «En kristelig Undervisning om Altergang og Skriftemaal» (1529). Da Biskop Jens Andersen (Beldenak) i Odense fandt sig foranlediget til at komme sin betrængte Embedsbroder i Viborg til Hjælp ved at tilskrive Borgmestre og Raad i Viborg og Aalborg (som da endnu hørte til Viborg Stift) og indstændig advare dem imod «den forløbne Munks og K jætters», Morten Luthers, Tilhængere, ansaa H. T. det for rigtigt offentlig at tage til Orde imod ham. Hans «Ansvar til Bispens Sendebrev af Odense» er et med Klarhed og Dygtighed affattet udførligt Stridsskrift, som ikke lader nogen af Bispens Paastande ubesvaret. Det er skrevet 1528 og udkom i Begyndelsen af det følgende Aar, trykt af Hans Vingaard, der vistnok paa H. T.s Opfordring havde etableret et Bogtrykkeri i Viborg, som kom Reformationens Sag meget til gode. Bl. a.havde han 1528 trykt en af H. T. besørget Oversættelse af et Skrift af Luther («Et ynkeligt Klagemaal og et venligt Tilbud»).

Den Bevægelse, som ved H. T.s Prædiken var vakt i Viborg, udbredte sig efterhaanden i videre Kredse til andre jyske Byer. En af den landflygtige Christian II’s Korrespondenter tilskrev ham saaledes i Nov. 1528: «Udi mange af Kjøbstæderne i Jylland prædikes Guds Ord paa Danske, desligeste holdes Messe og paa Danske; Bisperne kunne ej betage det.» Mindst af alle formaaede Jørgen Friis i Viborg at standse Bevægelsen; han havde endog forladt sin Stiftsstad og trukket sig tilbage til sit faste Slot Hald, hvis Fæstningsværker han lod udbedre. Følgen var, at Viborg paa faa Aar forvandledes til en evangelisk Stad. Da Messelæsningen ophørte, vare de mange (12) Sognekirker i den lidet folkerige By overflødige, hvorfor Borgerne ansøgte om og i Febr. 1529 fik kongl. Tilladelse til at nedbryde de Kirker og Kapeller, som Byen ikke formaaede at holde ved Magt, og at beholde de 2 næsten opløste Tiggerklostres (Graabrødre- og Sortebrødre-) Kirker som deres fremtidige Sognekirker, sikkert fordi disse vare rummeligere end de andre. H. T. blev ved den Lejlighed Sognepræst ved Graabrødrekirke, hvori hans Frimenighed jo alt i længere Tid havde været til Huse. Imidlertid nærmede hans Gjerning i Viborg sig sin Afslutning. Der var andre Steder i Fædrelandet, hvor hans mægtige Evne til at bane den evangeliske Lære Vej mere gjordes fornøden. Før sin Bortgang fra Viborg foretog han imidlertid en Handling, som vakte ikke ringe Forargelse hos Modstanderne, og som han selv vistnok har tøvet med at udføre, indtil den bydende Nødvendighed krævede den. Da Bisperne nemlig ikke vilde indvie evangeliske Lærere til Præsteembedet, dristede H. T. sig til at ordinere flere Saadanne, deriblandt hans Medarbejder M. Jørgen Sadolin og vistnok enkelte af de unge Mænd, som havde faaet deres Uddannelse i den evangeliske Præsteskole, som Sadolin siden 1526 forestod i Viborg. Ogsaa et andet Skridt havde H. T. foretaget, hvorved han paa det bestemteste havde brudt med Fortiden. Han havde nemlig indladt sig i Ægteskab med en Jomfru ved Navn Dorothea, efter Sigende en Søster til hans ovennævnte Medarbejder.

I Avg. 1529 begav H. T. sig til Kjøbenhavn, sikkert efter kongl. Befaling, skjønt nogen saadan ikke mere er bevaret. Han lagde Rejsen over sin Fødeø Fyn, hvor han i Odense besøgte den nys udvalgte Biskop Knud Gyldenstjerne (VI, 378), som han kjendte fra Viborg, hvor Gyldenstjerne hidtil havde været Domprovst i Kapitlet og næppe havde hørt til Reformationens ivrige Modstandere. Huitfeldt beretter, at H. T. «gjærne havde omvendt ham, men han skaffede dermed ingen Frugt». En Kjendsgjerning er det dog, at Knud Gyldenstjerne senere stillede sig venligere til Reformationen end nogen af de andre danske Biskopper. – Tidspunktet for H. T.s Optræden i Kjøbenhavn var heldig valgt; thi i Foraaret 1529 var Biskop Lage Urne død, og hans Efterfølger, Joachim Rønnov, var saaledes bundet ved den Forpligtelse, han havde udstedt til Kongen ved sin Overtagelse af Bispedømmet, at han ikke kunde lægge Evangeliets Sag betydelige Hindringer i Vejen. I Kjøbenhavn blev St. Nicolai Kirke anvist H. T. til Virkeplads, skjønt den katholske Gudstjeneste i Kirken sikkert endnu ikke var ophørt. Her fortsatte han nu, som han havde begyndt i Viborg, i det han nemlig strax indførte dansk Salmesang, der her ligesom andensteds øvede en henrivende Virkning. I det hele er det forbavsende, hvor hurtig H. T.s reformatoriske Prædiken slog igjennem; men Brændet var allerede lagt til rette, der behøvedes kun den tændende Gnist. Et af de første Vidnesbyrd om den forandrede Stemning blandt Hovedstadens Befolkning var det, at Tiggerklostrene mistede den Støtte, de hidtil havde haft i Borgernes Almisser; et Aar var næppe forløbet siden den ny Prædikants Ankomst, da havde Graabrødrene maattet forlade deres Celler, mens St. Clara Kloster blev først senere lukket, og det var bestemt, at Helligaandskloster udelukkende skulde anvendes til Hospital. Ogsaa paa anden Maade gik Bølgerne højt i Kjøbenhavn, og ved Borgerskabets Hjælp lykkedes det H. T. at faa flere lutherske Præster i Virksomhed ved Byens Kirker, i hvilken Anledning det, som det synes, kom til et skarpt Ordskifte mellem ham og Biskop Rønnov ved et Møde mellem dem i Kapitelshuset, hvilket Sammenstød dog mulig bør henføres til et senere Tidspunkt.

Den stærke Bevægelse i reformatorisk Retning, som ytrede sig rundt om i Landet, især i Kjøbstæderne, gjorde det tilraadeligt, at der fra Statens Side gjordes Skridt for at tilvejebringe, om ikke en Afgjørelse, saa dog en modus vivendi. Da desuden Christian II’s truende Stilling i Udlandet gjorde det fornødent at skaffe Midler til Rustninger, blev det besluttet, at en Herredag skulde holdes i Kjøbenhavn i Juli 1530, hvor Religionssagen samtidig skulde forhandles, hvorfor ikke blot Kongen og Rigsraadets gejstlige og verdslige Medlemmer gave Møde, men ogsaa Afsendinger fra Kjøbstæderne og 21 lutherske Prædikanter. De katholske Prælater havde tilkaldt deres dygtigste Ordførere med Poul Helgesen i Spidsen og tillige nogle Munke fra Køln, hvoriblandt den fremragende theologiske Disputator Nicolaus Herborn, her til Lands kaldet Dr. Niels Stagefyr. I Prædikanternes Kreds indtog H. T. Førerstillingen, og ham skyldes det sikkert i alt væsentligt, at de strax til at begynde med kunde fremlægge en i 43 Artikler affattet Bekjendelse om deres Tro og Lære, hvori den hellige Skrift fremhæves som den ene fuldkomne Rettesnor for Kristne. Prælaterne overgave Kongen 27 Klageposter mod de evangeliske Prædikanter, hvoriblandt følgende: «Haver Mester H. T. tiltaget sig Biskops Magt at vie Præster og skikke Prædikanter, der nu iblandt dem bruges for kristne Præster». Paa disse Klagemaal gave Prædikanterne, atter med H. T. i Spidsen, fyndige Svar, og saaledes fortsattes en Tid. Men det var ikke den Vej, Bisper og Prælater havde ønsket at Sagen skulde gaa. De krævede, at der skulde anstilles en latinsk Disputats, hvori Nic. Herborns bekjendte dialektiske Evne kunde komme til at udfolde sig; men Prædikanterne vilde ikke fravige, at Samtalen skulde holdes paa Dansk. Spørgsmaalet om, hvem der skulde være Kampdommere, kunde der heller ikke opnaas Enighed om. Imidlertid delte Prædikanterne de ovennævnte Religionsartikler mellem sig og prædikede over dem i Kjøbenhavns Kirker med vældig Kraft under stort Tilløb, og i Virkeligheden kom de til at bære Sejeren hjem, da Recessen af 14. Juli 1530 tilstod Frihed for Ordets Forkyndelse, kun med den Begrænsning: «Dersom nogen prædiker eller lærer noget andet, end han bevise kan med den hellige Skrift, da skal den samme stande derfor til Rette.» Men Lærens Overensstemmelse med den hellige Skrift var netop H. T.s Hovedkrav, og hans Anke var, at Papisterne lærte anderledes, og at «de havde opført en Kristenhed, som ikke var bestedt i Aand og Sandhed, som den skulde være, men var fattet i Ædelse og Beklædning, i Kirkebygning og Klosterlevned, i Lystændning og Vandviening, i Ofring og Pilegrimsløb, i lang Læsning og Sang, i døde Mænds Bens Be-prydelse og Sakramentets Højtidelighed etc.». Disse Ytringer forekomme i H. T.s Skrift «Svar til den falske og ukristelige Undervisning, som Lektor Poul skrev til Raadet i Kjøbenhavn om den papistiske Messe», et Skrift, der i flere Henseender er betydningsfuldt og viser H. T.s store theologiske Lærdom. Det blev 8. Dec. 1530 indleveret til Raadet, men udkom først i Trykken et halvt Aars Tid derefter.

Den Ophidselse i religiøs og til Dels ogsaa i politisk Henseende, som i hele Aaret 1530 fandt Sted i Kjøbenhavn, ytrede ig ikke blot derved, at det paa Borgernes Rodemaalsstævne blev vedtaget, «at hver Borger skal sværge til det hellige Guds Ord at leve og dø derhos, som vore Prædikanter prædike, og være det gamle Hykleri og papistiske Regimente imod inden Liv og Hals»; men den fik et endnu stærkere Udslag, da Misfornøjelsen med, at Bispen og Kapitlet ikke vilde indrømme de evangeliske Prædikanter samme Adgang til vor Frue Kirke som til Kjøbenhavns andre Kirker, fremkaldte et voldeligt Indbrud i nævnte Kirke (3. Juledag) under den voldsomme Borgmester Ambrosius Bogbinders Anførsel, hvorved mange «Tavler og Billeder» og andre til Helgendyrkelsen henhørende Gjenstande gik i Løbet. Vel lykkedes det H. T. omsider at standse Opløbet, som han ikke billigede; men det blev dog en Mindelse for ham om at holde til Raade med de heftige Udtalelser uden derfor at tabe Maalet af Sigte, hvortil der stræbtes, Afskaffelsen af Romerkirkens forskjellige Afvigelser fra den apostoliske Kristendom. For øvrigt kan det bemærkes, at med Hensyn til udvortes Skikke og Ceremonier var H. T. mere konservativ end mange andre, som det fremgaar af hans Uøbebog og forskjellige andre Udtalelser, som naar han i ovennævnte «Svar» siger: «Jeg har endnu her til Dags holdt alle vanlige Ceremonier i Messen og intet forvandlet enten i Messeklæder, Lystænding eller Sakramentets Opløftelse», Ord, der ingenlunde tyde paa zwinglianske Tendenser, som man undertiden, men næppe med Føje, har villet tillægge ham.

Efter Frederik I’s Død i April 1533 blev H. T.s Stilling i Kjøbenhavn vanskelig. Biskop Rønnov søgte at trænge ham tilbage for atter at faa Kirkerne i sin Magt, og paa Herredagen i Kjøbenhavn i Juli s. A. optraadte Poul Helgesen paa Prælaternes Vegne som Anklager mod H. T. og søgte at faa ham overbevist og dømt for Kjætteri. Ved Rigshofmester Mogens Gjøes Mellemkomst fik Sagen, der truede med at standse H. T.s reformatoriske Virksomhed, imidlertid kun en forbigaaende Betydning for ham (s. XIV, 515 f.). Men den lagde klart for Dagen, hvor høj Pris Hovedstadens Borgere satte paa ham, og efter at Stormen var reden af, kunde han fortsætte sin Gjerning mod at afgive en Erklæring om at vise Lydighed mod Biskoppen og afvende hans Skade samt at afholde sig fra alle Skjældsord mod gejstlige Personer. – Til den forholdsvis rolige Tid, som fulgte, efter at et i ydre Henseende fredeligt Forhold var tilvejebragt mellem Biskop Rønnov og H. T., maa sikkert henføres sidstnævntes danske Oversættelse efter Grundtexten af de 5 Mosebøger, som udkom Magdeburg 1535 (Udgaver findes med Aarstallene 1536 og 37), et betydeligt Sprogværk, der vidner om Dygtighed og Selvstændighed. Værkets Titel, «Det gamle Testamente med Tro og Flid fordansket», viser, at det var Oversætterens Tanke at gaa videre, naar Tid og Omstændigheder tillode det.

Om H. T.s Skæbne under Grevens Fejde savne vi Efterretninger. Han maa antages fremdeles at have opholdt sig i Kjøbenhavn som Præst ved St. Nicolai Kirke og saaledes at have gjennemlevet den haarde Belejrings Trængsler (1535-36), der, efter at ethvert Haab om Befrielse var udslukket, maatte ende med Overgivelse. At den afgjort lutherske Konge Christian III endelig fik Magten, synes ikke at have kunnet forvolde H. T. Sorg, da Reformationens Sejer derved var sikret. Efter Stadens Overgivelse opnaaede han ved Hjælp af den kongl. Hofprædikant M. Johan Albertsen Kongens Beskjærmelsesbrev for sig med Hustru og Børn, og snart finde vi ham atter i fuld kirkelig Virksomhed. – I Forbindelse med Stadens andre Præster udgav han en Haandbog med Anvisninger og Formularer for de kirkelige Handlinger. Selv fuldendte han et maaske længe forberedt Arbejde, nemlig en Postil over Søndagsevangelierne og -epistlerne, der rigtignok først udkom 1539 i Magdeburg, men hvori Tilegnelsen til Christian III er mærket med Aarstallet 1536, paa hvilken Tid den første Halvdel af Værket, «Vinterdelen», altsaa maa have været færdig fra Forfatterens Haand. I den omtalte Tilegnelse priser H. T. Frederik I for hans fredsæle Sind og for den Beskyttelse, han havde ydet Evangeliets Forkyndere; «han havde gjærne set en god, skikkelig og skjellig Reformats i Kirken», om Forholdet havde været dertil. For Christian III, «der overgaar sin Fader i sand Gudsfrygt og alvorlig Nidkjærhed for Guds Lov og Christi Evangelium», opruller han et Program for Kongens fremtidige Virksomhed for Kirken, og det saaledes, som det siden i alt væsentligt kom til Udførelse. Hvad selve Postillen angaar, da er den et ypperligt Arbejde (et Udvalg af disse Prædikener er paa ny udgivet af L. Helveg 1850), en fortræffelig Anvisning for evangeliske Prædikanter og et betydningsfuldt Sprogværk. Det er ikke længere Stridens skarpe Ord, men Opbyggelsens og Belærelsens jævne, men alvorsfulde Tone, der gaar gjennem dette Værk, der er beregnet paa de mange endnu lidet udviklede Præster; thi», siger H. T., «jeg har i disse 12-13 Aar, jeg har prædiket Evangelium, i Sandhed fornummet og forfaret, at mange (Præster) have standet i Stampe og ere i Lærdom blevne de samme, de vare, ikke af nogen ond Vilje eller Had til Ordet og den evangeliske Lærdom, men af Vanvittighed». De trængte derfor haardt til Vejledning.

H. T. var en af de Mænd, som i Slutningen af 1536 indkaldtes for at deltage i Arbejdet paa den danske Kirkeordinans, og da Universitetet 1537 var gjenoprettet, fik han det Hverv at vejlede den studerende Ungdom i det hebraiske Sprog. Han fortsatte dog fremdeles sin Præstegjerning ved St. Nicolai Kirke. Det maa vække Forundring, at han, som havde ført an i Striden, ikke var blandt de første, som af Kongen beskikkedes til evangeliske Superintendenter. Forskjellige Grunde kunne have samvirket til denne tilsyneladende Forbigaaelse. Men den blev Anledning til, at H. T. endnu en Gang fik Lejlighed til at udfolde sine store Evner som Gjennembruddets Mand, i det han fra Jan. 1538 fik den Opgave som Læsemester og Prædikant ved Domkirken i Roskilde at hjælpe til Reformationens Gjennem førelse i Livet i den gamle Stiftsstad, der endnu var saa rig paa levende og døde Minder om Fortiden, og hvor der trængtes stærkt til en vækkende Røst. Det var sikkerlig ikke efter Kapitlets Ønske, men efter indstændig Anmodning fra Borgmestre og Raad i Roskilde, at H. T. fik Tilladelse til for en Tid at forlægge sin Virksomhed til denne By, hvor han daglig holdt theologiske Forelæsninger for det talrige «Klerken» og for Præster fra Omegnen, der trængte til Befæstelse i den evangeliske Lære. Han havde dog endnu ikke opgivet sit Embede i Kjøbenhavn og blev i Juli 1538 kreeret til Bakkalavr i den hellige Skrift under Dr. Ped. Palladius’ Præsidium; men i Sept. 1539 maatte Kapitlet efter kongl. Befaling anvise ham fast Løn samt en af Kannikeresidenserne til Bolig. I Roskilde virkede han saaledes i o. 4 Aar, indtil han af Præsteskabet i Ribe Stift valgtes til dettes Superintendent eller Biskop. Det var første Gang, den ved Kirkeordinansen foreskrevne Valgmaade kom til Anvendelse, og Valget, traf ikke den urette. 30. April 1542 indviedes H. T. i Ribe Domkirke af Dr. Joh. Bugenhagen, samtidig med at Kongen og Rigsraadet samt Landets evangeliske Biskopper vare samlede her for at vedtage nogle fornødne Tillæg til den tidligere lovtagne Kirkeordinans.

De sidste 20 Aar af sit Liv tilbragte H. T. i Ribe. Sjælden forlod han Stiftet, kun naar Kongen kaldte ham, eller naar Drøftelsen af vigtige Sager gjorde det nødvendigt, at Biskopperne samledes, saasom ved Nationalsynoderne i Antvorskov 1546 og i Kjøbenhavn 1555. Men i Stiftet selv var der ogsaa nok at tage Vare paa. Hans Forgænger, Tyskeren M. Hans Wenth eller Wandalus, under hvem Reformationen var gjennemført i Ribe Stift, havde nemlig dels kun virket i faa Aar, dels ikke ret været Opgaven voxen af Mangel paa Færdighed i det danske Sprog. Under disse Forhold laa det H. T. alvorlig paa Sinde at faa en god kirkelig og sædelig Orden indført i hans vidtstrakte Stift. Allerede i Fortalen til sin ovennævnte Postil havde han indtrængende opfordret Kongen til at tage sig af Kirker og Skoler, af Hospitaler og fattige og ved strænge Straffe at hemme «Mord og Mandslæt, vrange og vildige Domme, det vitterlige og saare almindelige Skjørlevned, det overflødige Slemmeri og de store, forfængelige Eder med andre flere Saadanne aabenbare onde Sædvaner». Efter at H. T. som Biskop selv havde faaet Øvrighedsmagt, laa det derfor nær for ham at gjøre, hvad han kunde, for at sætte en Dæmning mod de onde Vaner og at ophjælpe det kirkelige og kristelige Liv i hans Stift. Den samme frygtløse Nidkjærhed, der havde udmærket hans tidligere Virksomhed, fulgte ham ogsaa paa Bispestolen. Kirker, Skoler og Hospitaler havde i ham en trofast Værge; Overtro og Trol-domskunster, der vare en slet Arv fra Fortiden, søgte han med Alvor at bekæmpe, som det ses af et udførligt Sendebrev, han herom lod udgaa til Stiftets Præster; men gode Sæder havde i ham en kraftig Støtte og Forsvarer i en Tid, da megen Raahed gik i Svang, og da det mangen Gang kunde være en farlig Sag at angribe onde Vaner, der havde vundet Hævd blandt Befolkningen. Kan det end vistnok med Føje siges, at H. T. undertiden tog Tingene paa en heftigere og skarpere Maade, end det strængt taget behøvedes, saa var denne Heftighed nøje knyttet til det bedste i hans Karakter. Betegnende er saaledes hans Iver for at gjennemføre alvorlig Kirketugt, og det ikke blot mod de smaa, men ogsaa mod de store, som ellers vare vanskelige at ramme. Adelen tillod sig, skjærmet af sine Standsprivilegier, ofte Voldsomheder og Raaheder, som den verdslige Arm vanskelig kunde og nødig vilde ramme, men som H. T. haabede at kue ved en Stræng Kirketugt. Til denne «uædle jyske Adel», som han kaldte den, stod han som oftest i et meget spændt Forhold. Han kunde ikke rolig se paa, at den stillede sig uden for Loven og plyndrede Kirker og kirkelige Stiftelser for Ejendomme, der endnu vare dem levnede. Adelen gjorde fra sin Side Gjengjæld og fremkom 1552 med et Andragende til Kongen om, at det Gods, der i sin Tid var givet Kirkerne for Psalterlæsning og Sjælemesser, nu maatte overgives til Adelen, da de gejstlige Herrer i Ribe Kapitel, som man paastod, bestyrede disse Godser slet. Fjendskabet mod H. T. fra Adelens Side skal være gaaet saa vidt, at en Herremand med Sværdet i Haanden søgte at komme ham til Livs i selve Domkirken, hvilket dog blev afværget ved Borgernes Mellemkomst. – Da en Del sønderjyske Kirker fra gammel Tid laa under Ribe Stift, fik Biskoppen, der holdt paa den danske Krones og Bispedømmets Ret, mange ubehagelige Sammenstød med de hertugelige Lensmænd, der stadig søgte at tilegne sig Magten over disse Kirker.

I Følge Fortidens enstemmige Vidnesbyrd var H. T. meget nidkjær i sit biskoppelige Embede; han visiterede flittig og tog sig med Iver af alt, hvad der hørte til hans Kald. Han prædikede hyppig og holdt stadig theologiske Forelæsninger i Lektoriet ved Domkirken, ligesom han havde gjort i Roskilde. Da Christian III 1543 besøgte Ribe, opnaaede H. T. kongl. 20 Aars Privilegium paa uforstyrret af Eftertryk at maatte udgive en af ham besørget dansk Oversættelse af Bibelen – altsaa en Fortsættelse af, hvad han 1535 havde begyndt. Men siden høres intet om Sagen, hvad Grunden end maatte være. Snarest kunde man formode, at ingen Bogfører har turdet paatage sig de store Udgifter, som Trykningen af et saadant Værk nødvendig maatte kræve. – Den bekjendte Salmebogsudgiver M. Hans Thomesen, der personlig havde staaet H. T. meget nær, har berettet, at denne «lod den danske Salmebog udprentes forbedret i det Aar 1544». Denne Udgave er nu tabt, derimod haves en senere, mulig noget ændret eller øget Udgave fra 1553. H. T. har selv forfattet Salmer; nogle Saadanne ere endnu bevarede. At enkelte af de satiriske Digte fra Reformationens Kampaar ere forfattede af ham, kan med Grund formodes; med Vished vides det om den mærkelige «Vise om Løgn og Sandhed», der plejer at henføres til 1533. Paa en særdeles levende Maade og i et godt Sprog skildres heri, hvorledes Sandheden husvild og landflygtig maa vandre fra et Sted til et andet, fra Ridderborg til Bondehytte, fra Bispeslot til Munkebo. Men overalt følger Løgnen den i Hælene og oprører Sindene imod den. Kun i Klosterfængselet vil man unde den en Bolig. Men skjønt det saaledes ser sort ud for den arme, forfulgte Sandhed, varsler Digteren dog, at Bladet en Gang vil vende sig, da Sandheden vil komme til Ære, og Løgnen med Skamme maa fly. – I det hele har H. T. Livet igjennem syslet flittig med Pennen; men ikke alt blev trykt, som egnede sig dertil. Ved et heldigt Tilfælde ere dog flere af hans egenhændige Haandskrifter endnu bevarede (udgivne sammen med nogle af H. T.s forhen trykte, men nu yderst sjældne Smaaskrifter paa det kongl. danske Selskabs Foranstaltning ved Rørdam 1870).

I den sidste Del af sit Liv led H. T. af Podagra og Stensmerter. Strængt Arbejde og Besværligheder af mange Slags havde saa at sige hørt til hans daglige Brød Livet igjennem; men han bar det med Taalmodighed og vidste at indordne al Modgang under Troen paa Guds Førelse med ham. Han døde 11. Nov. 1561. Hans Valgsprog var: «I Morgen skal min Retfærdighed svare for mig» (1. Moseb. 30, 33), og han fortjener utvivlsomt et Eftermæle som faa Mænd i den danske Kirke. Vistnok har han til Tider brugt stærkere Ord, end vi, der staa uden for Striden, nu kunne billige; men mere end nogen anden enkelt Mand, som vi kunne nævne, har han dog bidraget til at tænde Evangeliets Lys i vort Fædreland. Andre, og da navnlig Sjællands berømte Biskop Peder Palladius, have vel haft større Evne til at lede den kirkelige Livsstrøm ind i et roligt Leje; men hvor det gjaldt at bryde Vej, der var H. T. Manden. Da det første haarde Arbejde var gjort, kunde Efterfølgerne uden Skade gaa lempeligere til Værks. Paa H. T. passede, som en gammel Kilde siger, Apostelen Paulus’ Beskrivelse (1. Tim. 3) af, hvorledes en ret Biskop bør være. Et andet Vidne fra Fortiden ytrer: «Ved hans Død mistede den danske Kirke den højlærde, ærværdige Lærefader og Biskop, som først aabenbarlig bekjendte, prædikede og førte den lutherske Religion paa Fode i Danmark og Norge.»

Efter sin 1. Hustrus Død havde H. T. ægtet Anne Andersdatter (d. 24. Avg. 1570), der vistnok var fra Kjøbenhavn og var en Slægtning af den i sin Tid bekjendte Tolder Frands Villumsen, der berigede Universitetet med en egen Bogsamling. Gjennem flere af sine Døtre er H. T.’ Stamfader til en ret anselig Efterslægt. Hans Svigersøn Biskop Hans Laugesen i Ribe (X, 131) satte ham et Mindesmærke i Ribe Domkirke, der indeholder vigtige Bidrag til hans Levned. 400 Aar efter hans Fødsel rejstes en smuk Mindestøtte over ham i hans Fødeby Birkende.

P. Røn, Sciagraphia Lutheri Danici M. Joh. Tausani (1757). Ny kirkehist. Saml. III. Rørdam, Kbhvns Universitets Hist. 1537-1621 I, 446 ff. Sthyr, Theol. Tidsskr. VI og VII.

H. F. Rørdam. Bricka; Dansk biografisk leksikon

-------------------- Danmarks reformator. Sognepræst i Viborg 1529 København Nicolai 1529-38 Biskop i Ribe 1542-61. Har skrevet over 100 salmer - de første på dansk. Oversat de 5 Mosebøger fra hebraisk til dansk. Han blev gift med (1) Dorothea Sadolin , gift 1527 i Viborg, f. i Viborg, (datter af Jens Christensen Sadolin og Maren Nielsdatter ) d. 1537 i København. Han blev gift med (2) Anna Andersdatter , gift 1537 i Roskilde, f. før 1520 i København, d. 24,08,1570 i Ribe.

-------------------- Dansk reformator -------------------- Hans Tausen (født 1494 i Birkende ved Langeskov på Fyn – død 11. november 1561) var en dansk teolog og evangelisk-luthersk reformator. Fra johannitterklosteret i Antvorskov ved Slagelse, hvor han både studerte og underviste, tok Hans Tausen fatt på en studiereise til Rostock (1516–21), hvor han ble magister i 1519, deretter til København (1521–22), Leuven (1522) i hertugdømmet Brabant og til Wittenberg (1523–24) i kurfyrstedømmet Sachsen. Under oppholdet i Wittenberg i 1523–24, sluttet Hans Tausen seg til reformasjonen. Han ble i 1525 sendt til Viborg som predikant. Her ble han først fengslet og siden utstøtt av sin egen klosterorden, men kongen tok ham i forsvar, og han ble kongelig kapellan i Viborg. Med kongens beskyttelse opprettet han en luthersk presteskole i Viborg fra 1526, sammen med Jørgen Jensen Sadolin. Han fikk lov til å holde prekener i Gråbrødreklosterets kirke, hvor de også sang lutherske salmer. I 1527 trosset han sølibatet og giftet seg med Dorothea Sadolin. Fra 1529 ble han kalt til luthersk prest i Viborg Gråbrødrekirke, men samme år forflyttet til Nicolai kirke i København. Etter at reformasjonen var innført i 1536 ble han med på å utarbeide Kirkeordinansen. Han var biskop i Ribe fra 1541–1561, og en del av hans hjem finnes ennå i Ribe, Hans Tausens Hus, som ligger ved Ribe domkirke. Huset er en del av den opprinnelige bispegården, som strakte seg over et noe større areal. Hans Tausen er også kjent som «den danske Luther». Salmeforfatter og oversetter[rediger | rediger kilde]

Som en av reformasjonens foregangsmenn har Hans Tausen også vært opptatt av salmer. Vi vet at han brukte danske salmer ved sine gudstjenester i Viborg 1525-29, først ved regelmessige aftensangstjenester, siden i full mes­se, men på dansk og med luthersk nattverd. I forordet til Malmø-salmeboken står det den afftensang/ som i Iudland siunges/ met Antiphoner/ Psalmer oc Magnificat, og forskere mener Hans Tausen har vært direkte involvert i utarbeidelsen av de danske salmetekstene. Da han kom til København tok han salmene med seg, slik det står i fortalen til Thomissøns salmebok fra 1569: Men i det Aar 1529. bleffue danske Psalmer først siungen her i Kiøbenhaffn om høsten/ aff Mester Hans Taussen [...] Oc lod han den danske Psalmebog vdprentis forbedrit i det aar 1544. Tausen har vært involvert i en salmeboksutgave, men man kjenner ingen eksemplarer av den i dag. Riktig nok er det en salmebok fra 1533 som inneholder en del salmer som er fordansket af m. Hans Taussen.

view all 23

Hans Tausen, Biskop i Ribe's Timeline

1494
1494
Birkende, Kerteminde, Syddanmark, Denmark
1506
1506
Age 12
1516
1516
Age 22

Her er han immatrikuleret under navnet Johannes Tasen de Selandia. Her blev Hans Tausen i 1517 Baccalaur og magister i 1519, men han har næbbe udmærket sig i datidens filosofiske kurser. I alt fald står han langt nede i rækken af promoverede baccalaurer og han er sidst nævnt blandt magistre.

1519
1519
Age 25
1520
1520
Age 26

I 1520 holdt, nu med titlen dominus, der tilkom ham som præst, forelæsninger i Rostock over Aristoteles’ filosofi.

1521
1521
Age 27

I oktober 1521 immatrikuleredes han ved Københavns universitet for at studere teologi

1522
1522
Age 28

12. september 1522 immatrikuleredes han ved universitetet i Löwen, der dengang havde ry for at være Europas førende universitet for sprogstudier. Her studerede han særligt hebraisk. På grund af den afsatte Kong Christian II’s ophold i nærheden blev Hans Tausen af prioren på Antvorskov beordret til at fortsætte studierne ved Universitetet i Köln. Det er muligt, han har studeret her, han ses dog ikke i immatrikuleret, på dette universitet.

1523
1523
Age 29

16. maj 1523 blev han immatrikuleret ved universitetet i Wittenberg, hvor Martin Luther hold til, her fortsatte han sine studier af græsk og hebraisk, og tillige ”med utrolig læselyst” studerede Luthers skrifter.

1526
1526
Age 32

Under et ophold i Aalborg, 23. oktober 1526, udnævnte Frederik I, Hans Tausen til kongelig Kappelan med tilladelse til foreløbig at forblive og prædike i Viborg og det pålagdes byens borgere at værne ham imod alle gejstlige såvel som verdslige, der ville overfalde ham med vold og magt.

1527
1527
Age 33
Viborg, Viborg Municipality, Central Denmark Region, Denmark