August Bournonville

Is your surname Bournonville?

Research the Bournonville family

August Bournonville's Geni Profile

Share your family tree and photos with the people you know and love

  • Build your family tree online
  • Share photos and videos
  • Smart Matching™ technology
  • Free!

Share

Related Projects

Antoine Auguste Bournonville

Also Known As: "Anton"
Birthdate:
Birthplace: København, Sokkelund, København, Danmark
Death: Died in Vor Frue, Sokkelund, København, Danmark
Place of Burial: Sokkelund, København, Danmark
Immediate Family:

Son of Antoine Théodore Bournonville and Lovisa Bournonville
Husband of Helena Fredrika Håkansson
Father of Louise Lefort; Louise Antoinette Augusta Tuxen; Charlotte Helene Frederikke Bournonville; Albert Ludvig Bournonville; Mathilde Juliane Augusta Bournonville and 3 others
Brother of Juliane Louise Bournonville; Theodor Anthon Bournonville; Frederikke Vilhelmine Antoinette Bournonville and Lovise Juliane Bournonville
Half brother of Emil Anton Conrad Olsen; Gustafva Adeleide Augusta Bournonville; Emile-Conrad Anthon Bournonville and Anthon Bournonville

Occupation: Balletdanser, koreograf og balletmester ved Den Kongelige Ballet, København, Koreograf og Balletmester.
Managed by: Anton Michael Frans Dorph-Peters...
Last Updated:

About August Bournonville

Skaberen af Den Danske Ballet.

Ballet Dancer, Choreographer. The most influential Danish choreographer of the 19th century, he was the son of Antoine Bournonville, and studied at the Royal Danish Ballet School, a pupil of his father and also of Vincenzo Galeotti. He joined the company when he was 15 and stayed from 1820 to 1823. The following year, still on salary in Copenhagen, he went to Paris to study with Vestris and joined the Paris Opera, becoming Taglioni's favorite partner.

He returned to the Royal Theatre in Copenhagen in 1829 as a guest artist but the following year he not only became a full member of the company but its director also. He was their leading male soloist and chief choreographer. Among the ballets he choreographed is the famous 'La Sylphide' (1836), 'Napoli' (1842) and 'Flowe Festival in Genzano' (1858) and many others.

He performed with the Royal Danish Ballet until 1848. Apart from having a year in Vienna Court Opera from 1855 to 1856 he and three years at Stockholm from 1861 to 1864, he spent the rest of his career in Copenhagen and succeeded in making the Royal Danish Ballet into one of the world's top companies. Many if not all his works are still performed today. (bio by: Medora fra FindaGrave.com )

---------------

From http://home.swipnet.se/Pamela-Moberg/opera4.html :

"August Bournonville had also been employed in Stockholm, but not in capacity as a ballet master - in stead he had been a stage director and he had hated every minute of his stay there as much as Johansson. He did no new choreography while in Stockholm and he found the corps very substandard. Furthermore, he was always at loggerheads with the direction, who, he claimed, refused to see the light. It is obvious that a man of Bournonville's temperament did not do well in Stockholm. Had he been of a more docile disposition, he might have worked on the sly and accomplished something. Not only did he not see eye to eye with the direction, the press was also againt him and wrote that flippant dancing was against the "serious and grave mien of the upright Swedish people". Yet, Bournonville did accomplish a few things of a more practical nature. He saw to it that the corps de ballet got proper training facilities, as the rooms allotted to them had been in a dreadful state. He also liberated them from doing their main bulk of performing as extras in operas and let them do what they were trained for, that is to say dancing.

It was a very great misfortune that August Bournonville happened to be in Stockholm during that particular period - 1 October 1861 - 1 July 1864 - when the ballet had sunk to an all time low." -------------------- dansk danser, koreograf og balletmester. August Bournonville er det centrale navn i dansk ballethistorie, og Den Kongelige Ballets internationale ry skyldes først og fremmest det repertoire, han efterlod, og som har været danset i ubrudt tradition til i dag.


August Bournonville var født i København og uddannet af sin far, Antoine Bournonville, og Vincenzo Galeotti. I 1820'erne fortsatte han sine studier i Paris, som i 1800-t. var centrum i dansens verden. En international danserkarriere lå åben for den unge Bournonville, der allerede var ansat på Pariseroperaen. Han valgte imidlertid at tage imod et tilbud om at blive balletmester i København i 1830, dels fordi han følte sig dansk, dels fordi han som balletmester kunne skabe sit eget repertoire og derudover placere mandsdanseren centralt.


I romantikkens periode var ballerinaen den ledende skikkelse på den internationale balletscene, dog ikke hos Bournonville i København. Hans dans havde en sjælden elegance og et niveau, man ikke var vant til i København, og desuden besad han en usædvanlig mimisk udtryksfærdighed. Han organiserede den danske ballet, som var i en slet forfatning. Han fremeksercerede et kompagni, skabte solister, koreograferede og hævede endvidere dansernes sociale position. Det var ham magtpåliggende, at hans dansere blev respekteret som ligeværdige borgere. Med sig hjem tog han den franske balletstil, hvor ynde og elegance var dominerende; han hægede om den i en periode, hvor den europæiske ballet hurtigt gik mod dekadencen.


I begyndelsen støttede August Bournonville sig til det franske repertoire. I 1836 viste han i København sin personlige udgave af Sylfiden, som fire år tidligere havde været gennembrudsværket for den romantiske ballet i Paris. Med helten James som en splittet drømmer, hvis tilværelse går itu, demonstrerer Sylfiden et skisma mellem idé og virkelighed og spejler en disharmoni, der også findes hos danske forfattere som H.C. Andersen, Carl Bagger og Frederik Paludan-Müller i deres samtidige værker.


Langsomt vandt Bournonville nyt terræn og støttede sig mindre til det franske. Han var tæt forbundet med dansk åndsliv og omgikkes periodens indflydelsesrige personligheder fra de andre kunstarter, bl.a. komponisterne J.P.E. Hartmann og Niels W. Gade, hvilket var en usædvanlig social placering for en balletkunstner i 1800-t. Hans rolle som livlig debattør og memoireværket Mit Theaterliv I-III (1848-78) placerede ham yderligere som en central kulturpersonlighed i den danske guldalder.

© Det Kongelige Bibliotek


August Bournonville.


Med en positiv tilværelsesopfattelse, funderet på kristendommen, stræbte Bournonville i sine egne balletter efter at udsende et budskab om harmoni. Således i hovedværket Napoli fra 1842, der med sine tre akter er en balletudgave af tidens yndede romangenre, dannelsesromanen, med dens treklang: hjemme — hjemløs — hjem. Bournonvilles balletdigtning var fjern fra den europæiske romantik med dens dyrkelse af det splittede og disharmoniske. Han var en biedermeierkunstner, der stræbte mod idyllen, men var sig fuldt bevidst om afgrunden. Bournonville var langtfra naiv, og hans livsglæde havde en dybere resonans. På linje med tidens toneangivende kritiker og teaterdigter, Johan Ludvig Heiberg, så han kunsten som en åbenbaring af det evige i det timelige, og han pegede selv på forfatteren Adam Oehlenschläger og billedhuggeren Bertel Thorvaldsen som sine forbilleder; i Thorvaldsens nyklassicisme hentede han sine æstetiske skønhedsidealer.


August Bournonville skabte balletter i mange genrer: historiske balletter som Valdemar (1835), vaudevilleballetter som Conservatoriet (1849), Fjernt fra Danmark (1860) og Livjægerne paa Amager (1871); folkelivsballetter som Toreadoren (1840), Brudefærden i Hardanger (1853), Blomsterfesten i Genzano (1858) og rene divertissementer som La Ventana (1856). Over den nordiske mytologi skabte han balletterne Valkyrien (1861) og Thrymskviden (1868), men de væsentligste værker, der viser ham som en enestående balletdramatiker, er foruden Sylfiden og Napoli to andre romantiske værker: Kermessen i Brügge (1851) og Et Folkesagn (1854).


Hans romantiske balletter opererer med et blik ind i det overnaturliges farlige verden, men det dæmoniske passiviseres, så værkerne med undtagelse af Sylfiden kan slutte i glæde. Glæden er vandmærket i Bournonvilles kunst. Den udspringer af løsningen af den dramatiske konflikt, men scenisk stråler den også direkte i Bournonvilles trin. Ved den virkning, som trinene udøver på såvel dansere som tilskuere, bliver koreografien udtryk for en tilværelsesopfattelse.


1855-56 var August Bournonville balletmester ved operaen i Wien, og 1861-64 virkede han i Stockholm. København var dog hovedstationen, hvor han bortset fra ovennævnte perioder var balletmester helt til 1877. Bournonville var en eminen t teatermand. Han mestrede den store iscenesættelse med mange mennesker på scenen, og han stod for de første opførelser herhjemme af Richard Wagners operaer Lohengrin (1870) og Tannhäuser (1875). Bournonville skabte over 50 balletter foruden et utal af divertissementer. Omkring en halv snes af hans balletter er bevaret.


Mere end 100 år efter Bournonvilles død udfordrer og begejstrer denne unikke balletarv, baseret på en teknik og stil, der er enestående i verden, og som på Bournonville-festivalerne i 1979, 1992 og 2005 var genstand for stor international interesse. Ved siden af H.C. Andersen, som var hans gode ven, er August Bournonville den danske guldalderkunstner, der er nået videst ud, danset overalt i verden af Den Kongelige Ballet og af fremmede kompagnier.

Kilde: DenStoreDanske.dk

--------------------

Blev begravet på Asminderød kirkegård, Lynge Kronborg, Frederiksborg, Danmark.

BOURNONVILLE, AUGUST. Mit Theaterliv. Bind 1 (af 5 dele). C.A. Reitzel, København 1848. 261 sider. Samt. halvlæderbind med rygforgfyldning. Lidt gulplettet. Med vedlagt bryllupsinvitation til August Bounonvilles datter Augustas ægteforening (bryllup) med Pastor M. P. Tuxen 21. april 1852.

Med den originale bryllupsindbydelse vedlagt, samt en redegørelse over slægtsskabet for modtageren af invitationen, Pastor West. Dateringen af brylluppet kan med sikkerhed afgøres, idet H. C. Andersen skrev sangen til bryllupsfesten i 1852, "H. C. Andersens samlede skrifter, 12. bind 1879". Sangens titel er i al sin enkelhed lyder:" I Brudehuset", på melodien fra "Der er et land, dets sted er højt mod Norden". Førsteudgaven af første del af Bournonvilles store erindringsværk, som først fandt sin afslutning i 1878.

BOURNONVILLE, AUGUST - TUXEN, AUGUST. Souvenir de Ton Père. Raad og Formaninger Ønsker og Velsignelser til min elskede Datter Augusta. Udgivet af Selskabet for dansk Theaterhistorie, Kjøbenhavn 1929. 43 sider. Heftet med orig. omslag. Omslaget af marmoreret papir med hvidt titelfelt på foromslaget. Med ganske svage brugsspor, i velholdt stand. ¶ En genudgivelse af et skrift August Bournonville gav sin datter Augusta på dennes konfirmationsdag 19. april 1846. Denne bog kom ikke i handel. DKK 175 (USD~ 25) · ask Vangsgaards Antikvariat, København K (DK) · VGA470204 ·

--------------------------------------------------

Men Bournonville var nu ikke specielt hyggelig mod sine ansatte. Skuespillerinden Johanne Luise Heiberg skriver i sin bog "Et liv genoplevet i erindringen" (1891) BIND I 1812-42 om hans behandling af dem og specielt om Andrea Marie Krætzmer ( http://denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Kunst_og_kultur/Dans/Solodanser/Andrea_Kr%C3%A6tzmer ), som Bournonville faktisk fik sat i Blåtårn (se eget dokument om dette):

(fra: http://adl.dk/adl_pub/pg/cv/AsciiPgVaerk2.xsql?nnoc=adl_pub&p_udg_id=227&p_vaerk_id=7004 ):

»NINA« OG »ALFERNE«

Man vil erindre, at jeg som barn og halvvoksen pige havde været ansat ved balletten, og hvilket indtryk Bournonvilles balletter gjorde på mig, efter at han atter var vendt tilbage til Københavns teater. Når jeg udtalte min glæde for ham og den nydelse, hans balletter forskaffede mig, ytrede han ofte: »Hvor er det dog skade, at De ikke mere hører til balletpersonalet! Hvor megen brug havde jeg ikke nu for Dem, især i mimiske partier.« Jeg på min side forsikrede ham da, at jeg aldrig så nogen ballet, uden at jeg ønskede at være med og udøve min barndoms kunst. I slutningen af forrige sæson var han en dag kommet hen til mig og havde indstændigt bedt mig om at overtage Ninas rolle i den franske ballet: »Nina, eller den vanvittige af kærlighed«, som han agtede at indrette for den danske scene. »Jeg har ingen imellem mit balletpersonale,« vedblev han, »som ville kunne interessere i dette parti, ingen hvis fysiognomi egner sig til at udtrykke den sydlige lidenskab i forening med den dameanstand, som rollen kræver, og uden hvilken den taber sit egentlige præg.« Ved denne anmodning dukkede hele min interesse for den mimiske kunst op med fornyet styrke. Jeg bad Heiberg, der ikke ret syntes om det, lade mig have lov til at påtage mig rollen; og Bournonville blev meget henrykt, da jeg gav mit samtykke til hans forslag. Dette rygtedes snart i byen, og min optræden i en ballet blev imødeset med spændt forventning, Jeg havde alt haft flere prøver under Bournonvilles vejledning, og nu forestod den første prøve med det øvrige dansepersonale på Hofteatret, det samme teater, hvor jeg havde tilbragt mine første barndomsår og for en del med de samme personer, som dengang udgjorde balletpersonalet. Forunderlige var de følelser, hvormed jeg indfandt mig på denne første prøve på det sted, hvor jeg som barn havde gennemgået så mange ydmygelser, og nu stod her i de samme personers midte under så forandrede forhold. Flere af de ældre figurantinder, dansere og danserinder, hvis blotte nærværelse i hin tid havde indgydt mig en frygt, så jeg ikke vovede at hæve min stemme, hilste nu ærbødigt på mig ved min indtrædelse, kom mig elskværdigt imøde og ønskede mig atter velkommen i deres kreds. Tårerne kom mig i øjnene, og idet jeg af mit inderste hjerte takkede Gud, der havde været med mig i de tunge år, trykkede jeg dem alle venligt i hånden. En sand ydmyghed, om end af en anden art end den, jeg som barn havde følt på dette sted, gennemstrømmede mig. For at tilintetgøre al forlegenhed mellem dem og mig talte jeg straks uforbeholdent til dem om mine barndomsår på dette sted. Da disse ord var udtalte af mig, flokkedes de tættere om mig; den ene mindedes dette, den anden hint træk fra min barndom, og alle var enige i at rose den lille alvorlige, beskedne Hanne Patges, om hvem de alle, det forsikrede de nu, alt dengang havde haft en følelse af, at hun ville blive noget ualmindeligt for teatret. Lykken gør ydmyg, det følte jeg ret i dette øjeblik.

»De kan tro, kære fru Heiberg,« ytrede en af de ældre damer, »vi har altid været stolte af, at De er taget her fra vor midte.« Jeg blev ganske bevæget over disse ord, takkede dem ret hjerteligt og forsikrede dem, at også jeg bestandigt havde haft en følelse af, at her på dette sted var mit første hjem i kunsten; og at også jeg i tankerne anså mig, som om jeg egentlig hørte dem til. - Med et faldt mine øjne hen i en krog på teatret. Der stod stiv og kold, med korslagte arme min fordums dansekammerat Andrea og fæstede sit blik hårdt og fast på mig. Dette syn berørte mig ubehageligt; jeg vidste af erfaring, at her var intet at udrette for mig. I afstand prøvede jeg dog på at hilse hende; dog hun hilste ikke igen og forandrede ikke sin én gang antagne trodsige stilling. »Bryd Dem ikke derom,« hviskede en af damerne til mig, »der er intet udkomme med hende.« - »Hvad mon jeg dog kan have gjort hende,« spurgte jeg, »siden hun altid møder mig med dette blik?« -»De har intet gjort undtagen det, at De er fru Heiberg, og at De ved teatret er sprungen hende forbi i anseelse. Og dette, at De nu agter at udføre en hovedrolle i balletten, sætter hende i fyr og flamme.« - »Ak!« svarede jeg, »det er jo også slemt; det er slet ikke faldet mig ind - jeg troede, at hun havde en anden rolle heri.« - »Det har hun også, men hun ville dog nok helst spille Ninas.«

Jeg blev forstemt og bedrøvet over, at jeg jo virkelig her stillede mig ivejen for hende, og bebrejdede mig selv, at dette ikke tidligere var faldet mig ind. [I denne min betragtning blev jeg afbrudt ved balletmesterens indtrædelse, som havde til følge, at alle trådte tilside og hilste ham ærbødigt. Han kom lige hen til mig, bød mig velkommen, og prøven begyndte. Jeg har tidligere omtalt den inhu-mane tone, der var i svang ved balletten i min barndom; jeg havde tænkt mig, at den yngre Bournonville, den af alle ansete dannede mand, med de rige gaver, der så ofte havde henrykket mig fra scenen, havde bragt en ny, dannet tone i gang mellem balletmesteren og hans personale. Det berørte mig derfor ubehageligt, da jeg hurtigt mærkede, her stod meget tilbage at ønske. Og da han med ét på den heftigste måde irettesatte en af de yngre danserinder og spurgte hende, om hun troede, hun stod her og lavede pandekager, da var jeg gerne straks gået min vej for ikke oftere at vende tilbage. Den stakkel, som var blevet således tiltalt, brast i gråd, og det var mig umuligt at lade være at gå hen til hende og sige hende et par venlige ord, til trods for at jeg godt bemærkede, denne deltagelse fra min side stødte balletmesteren. I en af pauserne, medens de dansende hvilede, sagde jeg til en af de ældre damer, at jeg i høj grad var forbavset over Bournonvilles tone, og at jeg aldrig havde troet dette om ham. »Han er heller ikke altid således, som De ser ham i dag,« svarede hun, »men det er nu, fordi De er her, at han vil vise sin magt over os.« Dette syntes mig endnu mere råt end selve sagen. Da jeg fremdeles spurgte, hvad den vittighed havde at betyde, da han spurgte den unge pige, om hun troede at lave pandekager, svarede man mig, at hendes moder ernærede sig ved at lave pandekager, og han var utrættelig i at krænke hende med denne vittighed. Ved denne beretning stod alle min barndoms lidelser med et levende for mig; også mig havde man dengang såret dybt ved at lade mig høre mine forældres næringsvej. Jeg indså i dette øjeblik, hvad jeg havde vundet ved at bytte det daglige ophold blandt balletpersonalet med skuespilpersonalet, hvor tonen dog stod på et andet og højere trin. Forstemt over menneskenes hårdhed mod hinanden kørte jeg hjem og måtte atter tænke på den rå kusk, der mishandler de stakkels værgeløse heste, som intet har at sætte imod uden et par bedrøvede øjne, hvis udtryk kusken ikke ser og ikke forstår. Vist er det, at det ideal, jeg havde dannet mig af den nye balletmester, tilintetgjordes mer og mer, jo oftere jeg bivånede hans prøver; og hvis jeg tidligere havde kendt ham således, som han nu viste sig for mig, havde jeg efter al sandsynlighed svaret ham nej til hans anmodning om at deltage i denne ballet. På en af disse prøver satte madam Krætzmer sig foran og betragtede min fremstilling af Nina med et ironisk og spotsk smil. Bournonville, der bemærkede dette, ærgrede sig så stærkt derover, at han tilsidst bad hende om at forføje sig bort - en opfordring, som hun fulgte, idet hun opslog en vild og hånende latter. Han så efter hende, vendte sig til mig og sagde: »Hun er virkelig vanvittig.« Og stakkel! Hun var i sandhed ikke langt derfra; thi grunden til hendes hele opførsel mod Bournonville i de senere år lå i en grænseløs skinsyge og forbitrelse imod ham. Man fortalte - og jeg tilstår, at dette forekom mig ikke utroligt - at Bournonville og hun havde i flere år stået i et forhold, som desværre til alle tider ikke har været ualmindeligt mellem balletmestre og deres danserinder. Hun havde skilt sig ved sin mand og anså sig med rette eller urette som Bournonvilles tilkommende kone. Pludselig kom han nu hjern fra en rejse til Stockholm og bragte en ung, smuk svensk pige med som sin forlovede; og fra dette øjeblik af rasede furierne i den arme kones sjæl, så hun virkelig var vanvidet nær; og der begyndte nu en krig på liv og død mellem hende og ham, som endte med, at hun fik sin afsked fra teatret. Fra det øjeblik af, da grunden til hendes raseri blev mig klar, har jeg følt den dybeste medlidenhed med hende; thi hvo har blot flygtigt følt denne fortærende lidenskab rase i sit indre og ved ikke, at hvor den huserer, der bliver mennesket utilregneligt og må bukke under for de forfærdelige dæmoner, der har opslået bolig i brystet. Da er kun én dør åben til trøst: igennem religionen at nå til resignationens fred, ro og frelse. Denne dør fandt hun ikke, men gik ud ad den modsatte, der førte hende dybere og dybere ind i de egne, om hvilke vi beder: »Fri os fra det onde!«.

Den 30te september 1834 opførtes balletten »Nina« første gang. Det nye, at se mig optræde i en ballet, havde fyldt huset, balletten lønnedes med bifald og gik ofte over scenen for tæt besat hus. Oehlenschläger sendte mig sin tak i et varmt digt, som er trykt i hans skrifter."

view all 13

August Bournonville's Timeline

1805
August 21, 1805
København, Sokkelund, København, Danmark
1829
July 2, 1829
Age 23
Paris, Frankrig
1830
June 23, 1830
Age 24
Copenhagen, København, Capital Region of Denmark, Denmark
1831
March 23, 1831
Age 25
Copenhagen, København, Capital Region of Denmark, Denmark
1831
- April 1832
Age 25

Om skuespillerinden Andrea Marie Krætzmer som August Bournonville fik sat i Blåtårn med hjælp af Georg Rahlff som Theaterlæge fordi hun ikke ville spille i Faust som planlagt.

Se også:
* http://denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Kunst_og_kultur/...

* https://da.wikipedia.org/wiki/Andrea_Kr%C3%A6tzmer

1832
November 29, 1832
Age 27
København, Sokkelund, København, Danmark
1835
February 14, 1835
Age 29
October 7, 1835
Age 30
1838
August 13, 1838
Age 32
1840
November 29, 1840
Age 35
København, Sokkelund, København, Danmark