Eline var en rigtig dejlig feriemor under mine småferier som barn og teenager I villa ‘Bellis’ i Odder: stor og frodig og altid i gang i køkken eller have og med høns eller bier. Jeg besøgte hende også kort flere gange efter at jeg var blevet voksen – sidst (hvis jeg husker rigtigt var det ca. 1955) efter Alfreds død hvor hun var alene og træt, og i mit sidste erindringsbillede af hende står hun i haven og siger ‘Åh, alt det skvaldrekål, alt det skvaldrekål . . .’

·

·

·

Erindringsbillede

Odder, 24 juli 1946. Jeg ligger rullet sammen i den mørke hule under dynen, og den grønne, selvlysende, store viser på armbåndsuret trækker langsomt ned mod sekstallet. Eline stak lige hovedet indenfor klokken ti og sagde godnat. Hun og Alfred lader bare til at være helt ligeglade, vi fik aftenkaffe med kage som altid og avistillæget med farvebilledet over hele forsiden, af kloden der spaltes og kæmpeflammer der slår ud i universet, var bare lagt oven i bunken. Måske havde de slet ikke gidet læse artiklen om den amerikanske professor der forudsagde 24 juli som ‘planetens sidste dag’ eller om andre der havde beregnet at en radioaktiv kædereaktion ville brede sig gennem oceanerne og udslette alt liv.

· · · Ved femtallet er jeg pumpet fuld af adrenalin: om fem minutter detonerer en atombombe for første gang under vand, i Bikini atollen, præcis 27 meter under overfladen ved jeg, da jeg drengesystematisk har samlet alle fakta og frygtskabende teorier fra aviser og radio. Men viseren skrider stille forbi seks og endda syv uden at noget som helst sker; jeg smider dynen af mig, udenfor er det kun de lyse nætter, ingen flammer eller skummende, radioaktive oceaner på vej mod Odder – og i morgen skal jeg bare med Alfred ind på posthuset og bagefter cykler vi ud og ser på bistader . . .