Jeg husker Emma som en kraftig, smilende, ældre dame – efterhånden lettere gangbesværet. Som barn havde jeg lyttet mig til, at de mere snævertsynede i familien hviskede om at hun havde været en ‘lidt uartig pige’. I et interview fortalte hun selv, at hun havde kendt Alfred fra de var tolv år, og fra hun var fjorten ventede hun hver aften på ham uden for Teknisk Skole . . . så det var måske bare det.