Ole Jensen

Den 16 maj 1803 blev en søn hjemmedøbt hos selvejergårdmand Jens Olesen i Vroue og kaldet Ole - døbt i kirken den 3 juli - båret af Visti Olesens hustru. Faddere: Knud Jensen og kone fra Gøttrup og Peder Olesen (farbror). Ole Jensen bliver som 10 årig vaccineret i 1815. Afgangslisten for Vroue viser at Ole Jensen, 19 år, forlader Vroue i 1821. Tilgangslisten for Søndre Sogn viser at Ole Jensen ankommer fra Vridsted i 1825/26. Den 16 april 1830 bliver Ole Jensen f. i Vroue, 26 år, gift i Viborg Domkirke med Mette Marie Jørgensdatter f. i Viborg, 26 år.

De får flere børn: Jens Peter Olesen bliver født i Viborg den 7 maj 1831. Den 11/3 1833 fødes Johanne Olesen. Vidner ved dåben er: Dorthe Jensdatter (Chr Handbergs kone) - Ida Jørgensen - Niels Jørgensen - Niels Jensen fra Bostrup og Bødker Frederik Jensen. Den 28/6 1835 fødes Ane Marie Olesen. Vidner ved dåben er: Ida Laurine Jørgensen, Niels Jørgensen, Joh. Jørgensen og Skomagersvend Anders Pedersen. Den 16/5 1838 dør Ole Jensens søn Niels 12 dage gammel.

I Viborg Byes Borgerbog er Jens Olesens stilling i 1842 anført som avlsmand på "Cathrine-Rosenlyst" på Viborg Mark. Han fik borgerskab i Viborg den 14/12 1842.

Ved folketællingen 1834 står der Ole Jensen 32 år, gift, avlsmand, Gravers Vestre del 368 F1. Mette Marie Hansdatter,(må være skrivefejl) 32 år, hans kone. Jørgen Olesen, 6 år. Jens Peter Olesen, 3 år. Johanne Olesen, 1 år. Den 29/10 1847 får avlsmand Ole Jensen og Marie Jørgensen en søn som bliver hjemmedøbt og kaldet Niels Martin Rosenberg Jensen, han dør den 20/1 1848 før han når at blive fremstillet i kirke. På det tidspunkt er det vedtaget at familier skal have et fast efternavn og derfor bliver han døbt Jensen og ikke Olsen som hans brødre blev det.

Ved folketællingen i 1850 står der Ole Jensen fra Vroue 48 år, gift, avlsmand, bor på "Cathrine Rosenlyst" på Viborg mark. Mette Marie Hansdatter, 48 år, hans kone. Niels Rosenberg Jensen 9 år. Lise Frederikke Jensen. Ole Jensen dør 30/8 1866 som 63 årig.

I Viborgs Historie udg. 1998 ses følgende: Viborgs Bymark: Marken bestod af meget andet end agerjord. Den dyrkede del lå koncentreret omkring byen i hvad der fra midten af 1500-tallet kaldtes Nørremarken og Søndermarken. Antagelig har det dyrkede omrade i senmiddelalderen svaret til det, vi kender fra 1800-tallet begyndelse - et bælte uden om byen med en bredde på 2-2,5 km. Jorden var opdelt i de traditionelle smalle, men langstrakte agre, der var samlet i større enheder, hvoraf nogle havde navne som Hommeldal, Rosenagre og Gallehøj toft. Uden om agerjorden lå det ganske store udyrkede omrade med eng og skov, fiskevand og fægang og mulighed for tørvegravning og lyngslæt, som det omtales i samtidens kilder. Skoven var dog pa retur i senmiddelalderen, og kun Bymændsris og Skaberkrat er nævnt. Langs markens skel lå der store fugtige arealer, enge, kær og moser. Ved Søndersøs ende tales der både om kær og mose; langs skellet til Finderup og Ravnstrup sogne lå det store Møgelkær. Byens landmænd

Mange af Viborgs avlsbrugere, der typisk havde deres gårde liggende i byens udkant nær portene, drev landbrug sammen med et byerhverv, typisk et håndværk eller en vognmandsforretning, et gæstgiveri eller en beværtning. Landbruget var godt at falde tilbage på i nedgangstider, idet kone og børn kunne sættes til at bage brød og brygge ø1 af det, der blev avlet. Det kunne så omsættes til andre mindre heldige medborgere og på den måde skabe lidt omsætning. Så de lidt ynkelige bemærkninger, som dukker op i magistratens og statens lister over skatteudskrivningsemner at man >kun lever af liden avling<, viser måske blot, at det ikke var så ringe endda at være avlsmand.

Kilde: http://www.corix.dk/nelsn/Olsen.web/per00014.htm#0