Bernhard Ditlef von Staffeldt

see http://runeberg.org/nfcf/0502.html and http://snl.no/Bernhard_Ditlef_von_Staffeldt

These two sources disagree on the year of his birth. Runeberg gives 1753, while the other gives 1752

Bernhard Ditlef von Staffeldt var en dansk-norsk offiser. Han ble page hos enkedronning Sophie Magdalene i Danmark i 1767, ved hennes død 1770 hoffjunker, 1771 sekondløytnant i nordenfjældske gevorbne infanteriregiment i Norge, 1773 forflyttet til livgarden til fots, 1774 kammerjunker. 1776 ble han naturalisert dansk adelsmenn, 1782 premierløytnant og 1785 stabskaptein. I 1787 kom han tilbake til Norge som sjef for Kongsvingers lette infanterikompagni.

Etter at Christian Frederik var valgt til norsk konge i 1814, ble Staffeldt utnevnt til generalløytnant, og under det påfølgende felttoget mot svenskene kommanderte han en brigade på omkring 4000 mann øst for Glomma. Felttoget ble preget av forvirring og uklare ordrer fra hovedkvarteret, og etter dets skuffende forløp ble Staffeldt stilt for retten og dømt til døden. Dommen ble ansett som urettferdig, og Karl XIII lot den formilde ved at Staffeldt ble satt i arrest i Fredriksten festning. Her satt han fra februar til mai 1817, men på grunn av sin helse fikk han tillatelse til å ta bolig på eiendommen sin ved Larvik, hvor han døde. (Kilde: Wikipedia)

Se: http://www.ondskap.org/forbryterne.html Dømt for feighet under strid 17/12 1816

v. Staffeldt, Bernhard Ditlef, 1753-1818, Officer, Søn af Lieutenant Bernt v. S. af adelig pommersk Æt og Eleonore Cathrine f. v. Piaten, fødtes i svensk Pommern 23. Okt. 1753. Han blev tidlig forældreløs, kom da til Danmark og blev opdraget hos en der bosat gift Søster, blev 1767 Page hos Enkedronning Sophie Magdalene og ved hendes Død 1770 Hofjunker, 1771 Sekondlieutenant i nordenfjældske gevorbne Infanteriregiment, 1773 forflyttet til Livgarden til Fods, 1774 Kammerjunker, 1776 naturaliseret som dansk Adelsmand, fik 1781 Premierlieutenants Karakter, 1782 virkelig Premierlieutenant, fik s. A. Karakter af Kapitajn og blev 1785 Stabskapitajn, alt i Fodgarden. 1787 kom han atter til Norge, som Chef for Kongsvingers lette Infanterikompagni, men gjennemgik under Generalkvartermester Binzer i Holsten de lette Troppers Tjeneste, før han tiltraadte sin nye Stilling. Da hans Kompagni i 1788 indgik i det nyoprettede norske Jægerkorps, blev S. ansat ved dette som Major. Fra 1789 stod S. i Spidsen for Korpset, først som dets Kommandør til 1803 og siden som Chef til 1814. Efter at han havde deltaget i Felttoget i Baahus Len 1788, ofrede han sig i de følgende Fredsaar med stor Nidkjærhed og fortrinlig Dygtighed for sit Korpses saa vel theoretiske som praktiske Uddannelse. Under Ophold i Holsten 1790 og 1792 satte han sig fuldstændig ind i Datidens Jægertjeneste. Han fik ved norske Jægerkorps oprettet den første Underofficersskole i Norge, der blev Mønsteret for de Skoler, som senere oprettedes ved Regimenterne. 1793 blev S. udnævnt til Kammerherre, 1796 fik han Oberstlieutenants Karakter. Under Krigstilstanden 1801 kommanderede S. den Brigade, der var sammendraget for at dække Frederiksværn med Omegn mod engelsk Landgang. Siden forlagdes Jægerkorpset til Kongsvinger, og S. blev Interimskommandant paa denne Fæstning samt fik Kommandoen over ullensakerske lette Infanteribataillon og søndenfjældske Skiløberbataillon. 1803 blev han Oberst og virkelig Chef for Jægerkorpset og de dette annekterede Batailloner.

Medens S. i 1807 opholdt sig ved Troppesamlingen i Holsten, indtraf Fredsbruddet med England. Han blev da sendt til Altona for at konfiskere al derværende engelsk Ejendom og senere til Sjælland, hvor han indtraf kort efter Landeværnets uheldige Affære ved Kjøge. Dette Opbud var efter denne Træfning i ren Opløsning, og S. fik i Opdrag at reorganisere det og bibringe det en bedre Orden og Disciplin. Den paafølgende Vinter kom han tilbage til Norge, hvor han overtog Kommandoen over den ved Lavrvik samlede Brigade. Da imidlertid Krigen brød ud ogsaa med Sverige i Vaaren 1808, fik han Kommandoen over venstre Fløjbrigade, der med en Styrke af o. 1200 Mand fik at forsvare Grænsetilgangene fra Elverum til hen imod Kongsvinger. Den svenske Vestarmés yderste højre Flankedetachement under Oberst Gahn, der havde Ordre til fra det nordlige Værmeland at rykke frem til Glommen, stødte saaledes paa Afdelinger af Brigaden S. Det rykkede 24. April over Grænsen, men blev den følgende Dag omringet og maatte efter en ganske haard Kamp overgive sig i Defileet ved Trangen. Efter dette kunde S. med den væsentligste Del af sine Tropper trækkes ned over mod Kongsvinger, hvor S. fik Kommandoen, samtidig med at hans Brigade blev forstærket til o. 3000 Mand. Svenskerne havde før S.s Ankomst faaet ganske god Tid til at forskanse sine Stillinger paa Østsiden af Glommen, men S. lod dem dog i Løbet af Maj Maaned stadig alarmere. Vistnok førtes Kampene med vexlende Held, men Svenskerne fandt sig dog i de første Dage af Juni bedst tjente med at søge mere Ro inden for sine egne Grænser, da de vare for svage til selv at vinde nogen betragtelig Fordel over for den altid aarvaagne Modstander. S. og hans Brigade tiltrak sig da ogsaa almindelig Opmærksomhed under denne Krig og vandt ligesom norske Jægerkorps, af hvis Uddannelse S. havde saa store Fortjenester, fortjent Anerkjendelse. Dette fik bl. a. sit Udtryk deri, at S. 1808 blev udnævnt til Generalmajor og 1809 til Kommandør af Danebrog. Operationerne hendøde lidt efter lidt langs hele Grænsen, og S., der havde været saa virksom, saa længe Svenskerne stode paa norsk Grund, viste ingen synderlig Iver efter at opsøge dem inden deres egne Grænser, enten nu dette skrev sig fra Mistillid til de «nationale» Troppers A n vendbarhed til Operationer uden for eget Land – han havde jo selv stadig tjenstgjort ved «gevorbne» Afdelinger –, eller han ansaa videregaaende offensive Operationer unyttige med de forhaandenværende Styrke- og Terrænforhold. Da Freden med Sverige var afsluttet 1809, fik S. Kommandoen over de Tropper, der vare sammendragne ved Lavrvik til Dækning mod engelsk Landgang; 1811 blev han Vicekommandant i Frederiksstad, 1812 dekoreredes han med Danebrogsordenens Storkors.

Efter at Prins Christian Frederik i 1814 var valgt til Norges Konge, blev S. udnævnt til Generallieutenant, og under det paa o. 4000 Mand, der skulde føre et aktivt Forsvar østen for Glommen. Skulde denne Opgave løses med Held, maatte Overkommandoen være fri for Nervøsitet og Brigadechefen have en høj Grad af Frihed og Selvstændighed i sine Dispositioner. Forholdene artede sig imidlertid anderledes. Brigadekvarteret blev overøst med Ordrer, der dels vare uklare, dels indbyrdes modstridende og dels, da de naaede frem, uigjennemførlige. Dette maatte afstedkomme Usikkerhed og Forvirring, særlig da Forsvaret i de første Dage skulde optages af stærkt spredte, langt fremskudte Kommandoer. Senere, da Kræfterne samledes mere, større Enhed og Sikkerhed i Ledelsen og større Kraft i Forsvaret saaledes kunde have været opnaaet, beordrede Overledelsen pludselig Retræten over Glommen, hvorefter det samme Spil med uklare Dispositioner og modstridende Ordrer fortsattes paa Vestsiden af denne Elv. – Disse væsentlige Mangler hos Hærens øverste Ledelse i Forbindelse med de norske Troppers Underlegenhed i Antal, Uddannelse og Krigserfaring forklare til fulde, at Felttogets Forløb ikke kunde tilfredsstille Nationens Forventninger. Skuffelsen skabte Forbitrelse, der her – som vanligt under Saadanne Forhold – udsøgte sig Ofre blandt de militære Førere. Blandt disse Ofre var ogsaa S., og han blev til sidst den, der ramtes haardest, maaske fordi hans tidligere Fortjenester havde været saa højt skattede, og man derfor havde ventet sig mest af ham. Vistnok fremkom der ikke mere ved de Undersøgelser, der anstilledes af en ved den offentlige Opinions Tryk nedsat Overkrigskommission, end at det blev stillet hver af de anklagede frit, enten de vilde se Dom i sin Sag eller ej, og at S., da han blandt andre forlangte Dom i Sagen, blev frikjendt af en ny Overkrigskommission; men da denne Frifindelsesdom af det offentlige blev indanket til Prøvelse for Norges Højesteret, dømte denne ham 17. Dec. 1816 til «at straffes paa Livet». Denne haarde Dom blev allerede af mange af Samtidens Mænd erkjendt som helt ud uretfærdig, og for Efterslægten er det næsten uforstaaeligt, at Sindene ikke vare komne mere til Ro, og Blikket ikke var mere uhildet hele 2 Aar efter, at Begivenhederne havde passeret, end at en saadan Dom var mulig, og det af Landets øverste Domstol. Carl XIII formildede Dommen derhen, at S. paa kongelig Naade blev indsat i Arrest paa Frederiksstens Fæstning. Her sad han fra Febr. til Maj 1817; men da hans Helbred led derunder, fik han derefter Tilladelse til at tage Bolig paa sin Ejendom «Rolighed» ved Lavrvik, og her døde han paafølgende Felttog mod Svenskerne kommanderede han en Brigade 11. Jan. 1818. – Han havde 1797 ægtet Karen Birgitte Herfordt (f. 1777 d. 4. Maj 1860), Datter af Kjøbmand paa Moss Peder Colbjørnsen H. og Margrethe Elisabeth f. Gude.

v. M. af Morgenstierne, Hist. Beretn. om Generallieut. B. D. v. S.s Forhold (1827-29).

Ødegaard, Norske Jægerkorps’s Hist.  Schnitler, Blade af Norges Krigshist. 

C. O. Munthe. Bricka: Dansk biografisk leksikon