Johan Sigismund von Møsting, Dansk Statsminister

Is your surname von Møsting?

Research the von Møsting family

Johan Sigismund von Møsting, Dansk Statsminister's Geni Profile

Records for Johan Sigismund von Møsting

2,900 Records

Share your family tree and photos with the people you know and love

  • Build your family tree online
  • Share photos and videos
  • Smart Matching™ technology
  • Free!

Johan Sigismund von Møsting, Dansk Statsminister

Birthdate: (83)
Birthplace: Marienborg (Nygård), Stege, Vordingborg, Zealand, Denmark
Death: September 16, 1843 (83)
Frederiksberg, Copenhagen, Denmark
Immediate Family:

Son of Frederik Christian von Møsting, til Marienborg and Elisabeth Cathrine Schach
Husband of Cecilie Christine von Møsting
Brother of Juliane Marie von Møsting

Occupation: Dansk gehejmestatsminister, finansminister, chef for Rentakammerer m.m.
Managed by: Private User
Last Updated:

About Johan Sigismund von Møsting, Dansk Statsminister

Johan Sigismund von Møsting (1759-1843), dansk Statsminister, Gehejmestatsminister, er født paa Møen 2. Nov. 1759 som Søn af ovennævnte Gehejmeraad Fred. Chr. v. M. Hans Løbebane er i det væsentlige følgende: juridisk Kandidat 1781, Avskultant i Rentekammeret 1782, Amtmand i Haderslev østre Amt 1789, Præsident i tyske Kancelli 1804, Præsident ad interim i danske Kancelli 1809-10, Overdirektør ved Rigsbanken Jan.-Dec. 1813. Fra Dec. 1813 Finansminister, Præsident i Rentekammeret, Medlem af Direktionen for Stutterivæsenet og Veterinærskolen, fra 1814 tillige af den afrikanske Konsulatsdirektion, fra 1816 tillige Præsident for Statsgjældens og den synkende Fonds Direktion. Fra alle disse Embeder afskedigedes han 2. Marts 1831. Derimod vedblev han at være Medlem af Gehejmestatsraadet, i hvilket han var indtraadt i April 1814, indtil Febr. 1842. M. var end videre Medlem af Direktionen for Fonden ad usus publicos og af Pensionsdirektionerne (indtil 1842). I Aarene 1838-43 var han Chef for det store kongl. Bibliothek. M. blev Kammerherre 1789, Ridder (Storkors) af Danebrog 1803, Ridder af Elefanten den 31 juli 1815, Ordenskansler 1828, Overkammerherre 1840. Han var Æresmedlem af Videnskabernes Selskab og Præsident i det kongl. nordiske Oldskriftselskab. M. døde 16. Sept. 1843.

Det er altsaa en lang og saare betydelig Embedskarriere, vi her have for os. Den havde sikkert været umulig, hvis M. ikke havde tilhørt en gammel og fin Familie. Paa den anden Side hørte M. ingenlunde til hin alt for talrige Kreds i Datiden, der væsentligst ved personlig Gunst kom frem. Dertil avancerede han for hurtig, dertil naaede han for langt, og da vare ikke netop de vanskeligste Poster i den vanskeligste Tid blevne ham betroede.

M.s centrale Embedsgjerning knytter sig til hans Ledelse af Statens Finanser 1813-31. Imidlertid bør vi først minde om et tidligere Tidspunkt i M.s Liv, hvor han formodentlig én Gang for alle vandt Tronens Tillid. Som Præsident i det tyske Kancelli stillede han sig nemlig i 1806 paa Kronprins Frederiks Side i Striden om Holstens Indlemmelse under Kronen. Modstanden imod denne Forholdsregel kom, foruden fra Hertugen af Augustenborg, nærmest fra den tyskfødte Del af Kronprinsens Raadgivere, Tilslutningen fra de danskfødte: Kaas og M. Kronprinsen fik ikke sin Vilje sat igjennem, og Striden har vistnok haft vidtrækkende Følger med Hensyn til Kronprinsens Stilling baade over for Statsraadet som Institution og over for dets enkelte Medlemmer. Kronprinsens Opponenter gik i de kommende Aar efterhaanden ud af deres ledende Stillinger, og da Turen endelig ogsaa ved Slutningen af Aaret 1813 kom til Ernst Schimmelmann, overtog M. Posten som Finansminister. – Uden her at komme ind paa Spørgsmaalet om, hvad der var forstandigt eller uforstandigt i det 1806 indtagne Standpunkt, skal det endnu kun nævnes, at M. vistnok ogsaa stedse i sit senere Liv, hvor der kom Modsætninger frem, af politisk eller af økonomisk Art, imellem Kongeriget og Hertugdømmerne, nærmest har været «kongerigsk».

Da M. tiltraadte sin nye Stilling, var Finans-, Penge- og Bankvæsenet i det yderste Virvar. Lovene af 5. Jan. 1813 – der til den ene Side erklærede Bankerotten, men til den anden Side anviste Midler til Reorganisationen – syntes foreløbig kun at have ført nye Ulykker med sig, og halvt om halvt stod man for en ny Bankerot. En Maaned efter kom imidlertid Freden og med den Muligheden for Udgifternes Forringelse, Fastsættelse af Erstatninger og Subsidier fra Udlandet og fremfor alt en begyndende Tryghedsfornemmelse, en Følelse af, at man havde overstaaet det værste og nu kunde nære Haab dels om en Virkeliggjørelse af Penge- og Finansreformerne, dels om en Nybegyndelse af Næringslivet under regelmæssige Former.

En enkelt lærerig Begivenhed fra M.s første Finansministertid skal her fremhæves. I Begyndelsen af Aaret 1814 udstedtes rentebærende Kreditbeviser ved en Komité, valgt af Grosserersocietetet, til hvilken Komité ogsaa Sikkerheden for Beviserne, nemlig Indtægterne af de kongl. Jorder og Skove og af Stempelafgiften, skulde indbetales. Disse «Komitésedler», der udstedtes til en samlet Sum af 5 Mill. Rbdl., modtoges af Staten til Betaling af kontraktmæssige Renter og Kapitalafdrag, men de gjordes i øvrigt ikke til tvungent Betalingsmiddel, da dette vilde have stridt mod den nye Rigsbanks Seddelmonopol. Komitésedlerne faldt imidlertid i Kurs, og man øvede det yderste Tryk paa Staten, for at den skulde modtage dem i Betaling for Skatter. Paa forskjellige Maader søgte Regeringen at imødegaa Sedlernes synkende Kurs, men til det foreslaaede Middel vilde den ikke gribe, da Rigsbankfundatsen udtrykkelig tilsagde Banken, at kun dennes Sedler skulde modtages i de kongelige Kasser.

Denne Optræden fra Regeringens Side bør erindres, fordi den var typisk for M.s hele Finansregimente, hvis højeste Ære er en ubrødelig Fastholden ved Bankfundatsen, en bevidst Opofrelse af alle underordnede Interesser for Bank- og Pengevæsenets Stabilisering, dermed i Virkeligheden for Tilvejebringelsen af det Grundlag, Statens og Samfundets økonomiske Liv siden da saa sikkert har kunnet føres paa. – Karakteristisk er det da ogsaa, at da i Slutningen af i82oerne endog en Mand som Jonas Collin ønskede Kjøbenhavns Sparekasse bragt ind under Statens Bestyrelse, modsatte M. sig det med den største Energi og hindrede det. Statens Finansvæsen for sig, Almenhedens Penge- og Bankvæsen for sig, dette heldbringende Princip fraveg han ikke.

Imidlertid kan der næppe være Tvivl om, at M. i sin Iver for at støtte Rigs (National) banken er gaaet en Del videre end nødvendigt. Medens nemlig den usigelige Forvirring, Statens tidligere Seddeludstedelse og den hele Bankmisére havde skabt, havde efterladt hos ham og andre en saadan Skræk for Gjentagelse heraf, at han fik taget de alvorligste Forholdsregler derimod, medens end videre det samme gjaldt Statens direkte Deltagelse i Børsspekulationer – da Kongen i 1820erne paa ny vilde lade sig lede ind paa sligt, fik M. kun dette standset ved Ord som: «Maa det være mig tilladt at afgive Sagen til Statsgjældsdirektionen, der da maa besørge Udførelsen og føre den fornødne Kontrol, saa vidt en saadan er mulig» –, saa viste han sig i øvrigt ingenlunde som nogen overlegen Finanschef. Man kan naturligvis langtfra lægge de Fejl, der bleve begaaede, ene paa hans Skuldre, men i den Stilling, han beklædte, maa han dog bære Hovedansvaret, saa meget mere som han i vigtige Sager afgav udførlige personlige Vota, og som han havde en meget betydelig Indflydelse hos Kongen. – For Bankens Vedkommende kan det nævnes, at dens Oktroi 1818 var unødigt Hastværksarbejde og i flere Henseender bar Mærker deraf, og at Banklaanet 1820 gav den alt for store Begunstigelser. De store Statslaan, der afsluttedes i 1820erne, gjennemførtes med alt for megen Vaklen og med de urette Agenter. Værre var det imidlertid, at en stor Del af de Penge, der kom ind ved disse Laan, anvendtes paa utilbørlig Maade. M. burde have lagt al Vægt paa at hindre, at Millioner udlaantes, delvis foræredes, til de Kongen og Hoffet nærstaaende, og i det hele paa at indskrænke det uheldsvangre Gratifikationssystem. Men han var til Tider selv direkte Mellemmand her, endog for meget betydelige Summer. Dog mest maa det bebrejdes M., at selve Finansstyrelsen vedblev at være et Kaos. Der affattedes Budgetter og aflagdes Regnskaber nok, men det var stumpe- og stykkevis, en gjennemført Orden og Ordning i det hele Kasse- og Skuffesystem manglede, og næppe har man nogen Sinde under hans hele Styrelse haft en virkelig samlet Kundskab om Statens Indtægter og Udgifter. Hertil kom et gjennemført Hemmelighedskræmmeri, der var til Skade for alle Parter. Kun i selve det Aar, M. gik af som Finansminister, meddelte han i et Tidsskrift nogle Forsvarsbemærkninger om sin Finansstyrelse, men de vare baade reelt og formelt kun lidet udtømmende og tilfredsstillende. Trods Statens vanskelige Aar i 1820 ernes Landbrugskrise er det sandsynligt, at M. ved at have staaet mere imod Hoffets, Dignitarernes og Ansøgernes Krav og ved med fast Haand at have gjennemført Orden i Finanserne kunde have efterladt sig en Statskasse med nogenlunde gunstig Balance. Nu blev dette ikke Tilfældet. Man kan antage, at under M.s Styrelse blev Finansernes Status efter Aaret 1815 forringet med mindst 2 Mill. Rbdl. aarlig.

Dette var saa meget mere beklageligt, som der i den samme Periode kun anvendtes overmaade lidt til Reformer. M. var i det hele ingen Reformernes Mand. I sine forskjellige ledende Stillinger havde han ogsaa en stor Del af den almindelige indenrigske Styrelse under sig, men der blev kun foretaget lidet almennyttigt paa Landbrugets, de øvrige Næringsvejes, Kommunikationernes eller andre lignende Omraader. Det var hos Kommercekollegiet, man nu og da traf Ønsker om Frihed og Fremskridt, men dette Kollegium modarbejdedes ogsaa som Regel af de andre Kollegier. – Under den Episode, der i 1826 endte med Standsningen af A. S. Ørsteds videnskabelige Forfatterskab, stod M. paa Kaas’ Side, mod Ørsted.

M. havde, som sagt, en høj Stjærne hos Kongen, og hans Indflydelse var stor. Han benyttede denne til, saa vidt muligt, at sætte sin Vilje igjennem. Beskylde nogle ham for Indolens, siges det fra anden Side, at han kunde kæmpe for sin Anskuelse med megen Styrke, og naar han mødte Modstand, tilbød han af og til, om end maaske kun paa Skrømt, at gaa af. Da han til sidst virkelig gik af som Finansminister m. v., opfattedes dette af Almenheden nærmest som en Art Indrømmelse til den . opdukkende Liberalisme. – M. hørte imidlertid næppe til de Folk, Kongen i personlig Henseende særlig yndede, og man har heller ikke Indtryk af, at han udad til var populær. Han var for Almenheden meget vanskelig at faa i Tale og tilhørte vist i store Stykker l’ancien régime, som han var født og opdraget under.

Under M.s Overbestyrelse, i hans høje Alder, af det store kongl. Bibliothek «ordnedes Bibliothekets økonomiske Forfatning paa en sikrere og fordelagtigere Maade end nogen Sinde tilforn» (Werlauff). Men alt i de mange Aar, hvor han var Medlem af Direktionen for Fonden ad usus publicos, fik han Lejlighed til at lægge sin Interesse for Aandsarbejder for Dagen og at støtte Mændene af Kunstens og Litteraturens Verden. Han ansaas ikke selv for paa disse Omraader at have særlige Kvalifikationer, men han værdsatte dem hos andre - om han end som Finansminister viste sig en hel Del mere karrig over for Poeter o. l. end over for sine Standsfæller –, og han modtog gjærne Videnskabsmænd i sit gjæstfri Hjem. Her levede han med sin Hustru, Cecilie Christiane f. v. Krogh (f. 12. Okt. 1767, gift 22. Juli 1785, d. 30. April 1850), Datter af General G. F. v. K. (IX, 515), i et Ægteskab, der varede i henved 3 Snese Aar. «Ægteskabet var uden Børn, men saa inderlig kjærligt, at det ikke blot var et Mønster, men endog kunde kaldes et sjælden skjønt Mønster» (H. C. Ørsted).

Erslew, Forf. Lex. Medd. fra Gehejmearkivet 1886-88. Oversigt ov. Vidensk. Selsk. Forhandl. 1844. Thaarup, Fædrenelandsk Nekrolog. Øst, Materialier t. et dansk biogr.-lit. Lex. Hist. Tidsskr. 4. R. IV. Werlauff, Efterretn. om det store kgl. Bibliothek, 2. Udg. Schilderungen u. Begebnisse eines Vielgereisten, der ausruht, II (1833). Rist, Lebenserinnerungen III. J. Møller, Mnemosyne II. M. Rubin, 1807-14. Samme, Frederik VI’s Tid.

Marcus Rubin.

Kilder

Folketælling

FT-1803 - Haderslev, Gammel Haderslev, Hadersleben Harde Antheils, 1

Navn- Alder - Civilstand - Stilling i husstanden - Erhverv - Fødested:

  1. Johann Sigismund von Mösting 44 Gift Hausvater Kammerherr, Amtmann, Hufenbesizzer
  2. Cecilia Christina geb. von Krogh 36 Gift dessen Frau
  3. Sara Maria Meinke 22 Ugift zum Besuch
  4. Hans Rudolph Feddersen 28 Ugift Amts Secretair
  5. Jacob Frörup 23 Ugift Schreiber
  6. Helena Maria Walbohm 33 Ugift Kammerjungfrau
view all

Johan Sigismund von Møsting, Dansk Statsminister's Timeline

1759
November 2, 1759
Stege, Vordingborg, Zealand, Denmark
1843
September 16, 1843
Age 83
Copenhagen, Denmark