Mads Pors

http://denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Kirke_og_tro/Pr%...

https://www.brejl.dk/ribeting.html

http://runeberg.org/dbl/13/0234.html

7. k. 17/4 1595, o. 21/4 [Rtr. her 7/5 85 – 14/7 90, da han reiste udenlands] Mag. Mathias (Mads) Andersen Pors, f. Hors.; F. A. Madsen P., Kbmd. og Bgmstr. (2 ~ Lisbeth Hansdtr. Tausen af Roesk. Dk. (2 ~ H. Madsen i Horsens)); M. vist Anne Olufsdtr. Staby; St. i Kbh. 79, Wittenberg 80; Mag. 8/3 s. A.; St. i Wittenberg og Rostock 91; vist Rtr. Hors. c. 91; Rtr. Bogense 29/9 92; i Frankfurt a. M. 94 for at udgive en Bog; ~ 26/11 92 Anna Pedersdtr., levede endnu 33, † før 41; mindst 2 S., 2 D.; F. P. Baggesen; M. Dorothea Sørensdtr. Stage; see H. N. Lend i Gram; Peder M. P. i Vilslev-H.; [afsat 1616 enten fordi han havde skrevet Noget i Dedicationen til sin nomenclator, der udlagdes som Ironie („tuum ingenii acumen – præfiscine – elegantemque eruditionem docti ommes et admirantur et venerantur“), eller rimeligere for Skjørlevnet og Ulydighet; † Ribe 18; velbegavet og kundskabsriig; formuende; eiede „Porsbjerg“ i Ribe; W. 2/214; N. 468].

KS 6:2 (1936-38), s. 224; Kinch i SJHT 1:5, s. 235-38 (Hans Tavsens Børn); Helk I, s. 348; Hegelund I s. 168, 210, 228, 235, 252, 267, 301, 314, 435, 458, 526, II s. 105, 145, 152, 161, 168, 190, 201, 247, 257, 283; Kinch II, s. 90, 238-247, 251, 531, 576, 821.

http://wiberg-net.dk/914-15-RibeDk.htm

Anne Pedersdatter, f. 1572/75.d. 1617 Ribe, Gift 26 nov 1592 med Mads Andersen Pors, d.c nov 1617 i Ribe (Ifølge Ole Degn), magister, rektor ved domskolen og senere sognepræst ved domkirken.

Ifølge Dansk Biografisk Leksikon, Gyldendal

Mads Pors, d. .1618, præst. Født i Horsens. Død i Ribe. P. studerede fra 1579 med kongeligt stipendium i udlandet. 1580 blev han immatrikuleret i Wittenberg, og så. tog han magistergraden her. Vistnok ca. 1584 blev han "skolemester" i Horsens, 1585 rektor i Ribe, hvad han var indtil 1590; 1592 kom han til Bogense som rektor. Her forsømte han dog skolen og blev på borgmesters og råds tilskyndelse skarpt irettesat af biskop Jacob Madsen Vejle. Senest i marts s.å. må han have opgivet sit embede og være flyttet til Ribe. Her lykkedes det ham ved hjælp af sin formående slægt 1595 at blive sognepræst ved domkirken (og kannik i kapitlet), men også i denne stilling begik han sig dårligt. Især var det uheldigt at P., der var en lidenskabelig og stridbar natur, bestandig lå i proces med sin slægt, mest om arvesager. Til sidst blev han 1616 afsat fra embedet på grund af usømmelig optræden. Han vedblev at bo i Ribe hvor han bl.a. ejede en større gård, kaldet Porsborg, og ernærede sig ved en storstilet studehandel, men døde i dyb gæld. – P. var i øvrigt en velstuderet og begavet mand. 1585 udgav han et udvalg af lærerige sentenser hos Saxo Grammaticus, 1589 et hæfte med danske julesalmer (og noder) til brug for skoleungdommen i Ribe, og 1594 udsendte han under et ophold i Frankfurt am Main en omfattende latinsk-dansk ordsamling De nomenclaturis Romanis recens Danice factis der endnu har sproghistorisk betydning.

Familie

Forældre: borgmester Anders Madsen (død 1606, gift 2. gang med Lisbeth Tausen, gift 2. gang 1585 med sognepræst i Horsens Hans Madsen) og Anna Olufsdatter Staby. Gift 26.11.1592 med Anne Pedersdatter, død ca. 1641, d. af rådmand i Ribe Peder Baggesen (1546-91) og Dorthe Sørensdatter Stage (ca. 1558-1602, gift 2. gang med rådmand Bertel Jørgensen Struck, ca. 1550-1621, gift 2. gang med Anna Andersdatter Vedel, 1585-1655).

Bibliografi: Peder Terpager: Inscriptiones Ripenses, 1702 7 17 148. J. Moller: Cimbria lit. II, 1744 656. Mester Jakob Madsens visitatsbog, udg. A. Crone, 1853 292. J. Kinch: Ribe bys hist. II, 1884 238-47 576. Kirkehist. saml. 5.r.II, 1903-05 559; 6.r.II, 1936-38 224. Bj. Kornerup: Ribe katedralskoles hist. I, 1947 343f.

Mads Pors' De nomenclaturis Romanis (Frankfurt a. M. 1594; LN 1339) Mads Pors (ca. 1560-1618) var oprindeligt fra Horsens, men han var knyttet til Ribe i en stor del af sit professionelle liv. Efter sin uddannelse ved Københavns Universitet og i Wittenberg blev han rektor ved Ribe domskole 1585–90, og senere sognepræst og kannik sammesteds. De nomenclaturis Romanis blev trykt i Frankfurt am Main under et længere studieophold der i byen.

De nomenclaturis Romanis er som den eneste af de ordbøger vi her fremlægger, en tresprogsordbog, idet den til hvert latinsk opslagsord opgiver såvel latinske forklaringer som ækvivalenter på både dansk og græsk. Derudover opgives der for hvert opslagsord en klassisk latinsk forfatter hvor glosen er belagt. Bogen er i vidt omfang antikvarisk anlagt, idet den lægger hovedvægten på forklaring af antikke romerske fænomener.

Bortset fra et enkelt afsnit med adjektiver, omfatter Pors' ordbog kun substantiver, opstillet systematisk efter emne. Bogen afsluttes med to alfabetiske registre, et latinsk og et dansk.

http://renæssancesprog.dk/ordboger/om-ordboegerne/mads-pors-1594/forord-m.m.-paa-dansk

Mads Pors: Om romernes betegnelser, nylig oversat til dansk, og en tilsvarende angivelse af græske betegnelser, i fire bøger til den mægtige konge af Danmark og de nordlige lande. Med to indices: latin og dansk. Trykt af Johannes Feyrabend, Frankfurt 1594.

Portræt af den berømmelige fyrste herr Christian 4., Danmarks og Norges, de venders og gothers konge, etc.

• Kongen frembærer ikke alene sin ædle fars udseende,
• men også både sin fars og sin bedstefars sind.
• Derfor er han et Kristi varsel for Janus, for freden hviler over kirker og skoler,
• og den danske fromhed holder scepteret.

Til danskernes og de nordlige landes berømte og mægtige monark Christian 4., søn af Frederik 2., sønnesøn af Christian 3., oldebarn af Frederik 1., tipoldebarn af Christian 1., vidt berømt for sin kongelige arve af heroiske dyder

Da jeg begyndte at opbygge denne ordliste og overføre den fra mine notater, havde jeg langt fra nogen tanker om at få dem udgivet, jeg mente snarere at de skulle overlades til det evige mørke. Der var nemlig folk der med fremragende lærdom lagde langt større arbejde i de samme emne. [*2v] Men nu er sagen blevet udskudt længe, hvad det end skyldes; enten de ikke har ønsket at nedlade sig til noget så ydmygt, med den svækkelse det måtte betyde for deres værdighed, eller de har været bange for kritikernes spanskrør. Hvad det end skyldes, har det bestemt været til skade for ungdommens studier. Derfor fandt jeg mine påbegyndte ordlister, som jeg havde gemt ufærdige væk i mine notesbøger, frem igen som sibyllens ark, og samlede og reviderede dem med det formål her i min frie tid dog at yde en vis støtte til mit hjemlands skoler – indtil andre, i stedet for det mere hellige, får ofret til Pallas og Minerva.

Kendskab til sprog er aldeles nødvendig i skoler og kirker, i særdeleshed kendskab til de sprog der er blevet udmærket på overskriften over vor frelsers Jesu Kristi kors-alter. Med mindre man i stedet for lys foretrækker mørke og i stedet for klare kilder foretrækker at hente vand fra urolige bække eller plumrede vandhuller. Sprogenes værdighed og fortræffelighed [*3r] har altså lige siden de heroiske tider været fremhævet, som sprog såvel som triumf. Og de der har magten og styrer staternes bevægelser, lagde en ikke ubetydelig vægt på disse studier. Kong Mithridates af Pontos, der sad ved roret i 22 riger, fældede dom på lige så mange sprog og svarede enhver diplomat uden tolk. Dronning Cleopatra af Ægypten besad en sådan veltalenhed at hun alene tiltrak sig alles øjne og ører når hun elegant svarede forskellige folkeslag på forskellige tungemål. Jeg skal ikke her nævne det som Plutarch fortæller om Pompejus, nemlig hvor meget manglende sprogkundskaber hæmmede ham i slaget ved Actium, hvor han blev slået af Caesar og forjaget til Ægypten, hvor han blev stukket ihjel. Sprogene er altså ikke kun til pynt for store mænd, nej, de er de gyldne kroge hvormed konger plejer at fange byer, have, kyster og kongeriger. [*3v]

Men det må være nok om fremmede folk. Se på det kommende eksempel du selv har, Danmark: Christian d. 4., vores nådige konge, med fremragende kundskaber i videnskab og sprog, hvis skarpe intellekt (hvis jeg må sige det sådan) og udsøgte dannelse alle lærde folk beundrer og ser op til – med større berømmelse end selv Aleksander af Makedonien, som ganske vist havde lært meget af Aristoteles, men ikke forenede sin litterære dannelse med sand gudsfrygt. Det romerske sprog skaber og befæster en ubrydelig pagt mellem europæerne, som længe har været forenet af denne veltalende Merkur og talt med hinanden gennem ham. Det er forunderligt hvordan det med Guds hjælp er blevet holdt ved lige i hele monarkiernes skæbnebestemte kredsløb – mens partherne har fordærvet og forvansket det persiske sprog, araberne det puniske, tyrkerne og tartarerne det gæske, goterne det latinske, latinerne det galliske og spanske. Efter at romerriget blev overflyttet til østen, [*4r]hærgede gotere, vandaler, longobarder, frankere og normanner Italien på den sørgeligste vis, og gradvist har, sammen med sproget, som digteren siger: de guder som gav riget dets magt, alle forladt deres altre og deres templer.

I Grækenland, der også var et blomstrende tilholdssted for Muserne, blev al menneskelighed forjaget og alle helligdomme nedbrudt da landet blev besmittet med et skytisk barbari der ikke var ude på noget andet end død og ødelæggelse. Muserne blev jaget i eksil og flyttede over Alperne, hvor de så blev dyrket i Italien af Chrysoloras, Trapenzuntius, Gaza, Argyropilus og andre grækere, der behandlede denne dødbringende opsprætning af muserne med en livbringende medicin og bragte det videre ud til andre folkeslag ligesom fra hånd til hånd. Dette er sprogene skæbne: forandring, forvanskning, sammenblanding. Sådan vandrer de. Sådan sendes de i landflygtighed. Sådan går de til grunde. Og sådan genfødes de.

Siden da har de lærde med stor flid skrevet [*4v] om hvordan man skal lære sig sprog; og de har gjort det hver på sin måde, men på et punkt er de alle enige, nemlig at man først må lære sig hvad ting hedder på sproget, uden det vil alle anstrengelser være forgæves.

Det er netop det, berømmelige konge, jeg på disse beskedne sider har forsøgt at gøre for mit fædreland. Og lad mig anskueliggøre den Ariadnestråd jeg har fulgt da dette lille skrift blev til.

Da romerriget bestod, og det rene, pure latin strålede i sin fulde glans, i forening med folkesproget, færdedes der på byens såvel som verdens scene arabere, hebræere, syrere, grækere, spaniere, gallere og barbarer. Disse folk indførte sammen med de fremmede fænomener en lang række gloser, som romerne dengang blev glade for og med deres vidt berejste ører tog imod med fintfølelse. Her har vi en af vanskelighederne ved glosestoffet. Og dertil kommer en anden, fra Italien selv, der var opdelt i et stort antal regioner. Ikke kun Latium med sit latin, men også de tilgrænsende folk, såsom campanere, umbrere, etruskere, [*5r] sabinere, lukanere og andre der boede i Italien, bidrog fra deres dialekter med ord og vendinger, som stadig er i behold hos de større folks forfattere. Dette er vanskelighederne ved oldtidens gamle latin; dette er en ubesmykket opridsning af grundlaget, hvortil dog skal føjes hensynet til tiderne. Og det vil jeg forsøge få med i en gavmild fremstilling, mens jeg i en let stil søger at kaste, angive og påvise lys over det dunkle, oprindelse for det uklare og hjemstavn for det fremmede.

Når jeg nu betror dette begynderarbejde om sprogene til din ophøjede magt, nådige konge, gør jeg det i største ydmyghed, og intet sted kan det ligge med større ret end hos kirkens og skolernes øverste fosterfader. Derfor beder alle muser, derfor bønfalder alle skoler om at få lov til fra din ophøjede ånd at håbe på det som de ikke kune gøre sig forhåbninger om fra mine åndsevner. Længere vil jeg ikke gå. [*5v]

Må kongernes konge, herskernes herre, lade dig, ophøjede majestæt, vokse i storhed som en David, en Asa, en Josaphat, må han længe lade disse riger og muserne have glæde af dig, ophøjede majestæt, og må han bevare din hæder og ære i blomst med evig ros. Frankfurt am Main 1594, d. 2. maj – den dag, ophøjede majestæt, da din berømmelige far, Frederik 2., salig ihukommelse, konge af Danmark etc. ved en højtidelig herredag overdrog lensmyndigheden over hertugdømmet Slesvig til sine onkler hertugerne Hans og Adolf af Holsten, i Odense på Fyn, i året 1580.

Etc Etc.

J Kinck Ribe bys historie bind 2, P. 238

Da M. Jakob Madsen Vejle 1587 afgik som Sognepræst ved Domkirken, blev M.Peder Hegelund hans Efterfølger. Om denne Mand er fortalt ved År 1595 i Anledning af hans Udnævnelse til Biskop. Som Sognepræst efterfulgtes han af M. Mads Andersen Pors. Denne Mand var født i Horsens, hvor Familien Pors havde blomstret i længere Tid. Hvorfra han har dette Tilnavn, er dog usikkert, da hans Fader, Anders Madsen, som var Borgmester, men fratrådte Bestillingen før sin Død d. 1ste Maj 1601, og nævnes med dette Navn, medens dog også en anden Søn, Anders Pors, bærer det! Hans Moder var rimeligvis Anne Olufsdatter, en Datter af Rådmand Oluf Staby i Ribe, altså en Søster til den senere Borgmester Hans Olufsen Riber i Horsens. Forbindelsen med Ribe forøgedes, da Faderen efter Anne Olufsdatters Død giftede sig med en Datter af Biskop Hans Tavsen (se S. 90). — Sønnen er rimeligvis den „Madtz Porsø" hvem Kongen 1579 anbefalede Professorerne til at nyde et af de kongelige Rejsestipendier, hvis de befandt ham værdig dertil; han havde angivet, at han i nogen Tid havde studeret i Kjøbenhavn og nu agtede at fortsætte sine Studier udenlands, men manglede Midlerne dertil, da hans Mødrenearv var opbrugt.

Efter Hjemkomsten skal han et Par år have været Skolemester i sin Fødeby; men d. 7de Maj 1585 blev han af Biskop Hans Lavgesen. som var Svoger til hans Stifmoder, ansat i samme Stilling ved Ribe Domskole og beklædte den derefter til d. Ude Juli 1590, da han frasagde sig den, uvist, af hvilken Grund.

Ved Mikkelsdag 1592 overtog han Skolemester Æmbedet i Bogense, som vistnok har været meget ringere end det, han opgav i Ribe. Det har rimeligvis hjulpet ham til denne nye Stilling, at han stod i Begreb med at ægte Anne Pedersdatter, en Datter af den forrige År afdøde rige Rådmand Peder Baggesen i Ribe; hans tilkommende Hustrus Faster var næmlig gift med Biskoppen i Fyn, M. Jakob Madsen Vejle (se S. 159). Brylluppet stod derefter d. 26de Novbr.; men allerede, da Biskoppen d. 8de Decbr. samme År kom til Bogense for at visitere, klagede Borgm. og Råd over, at deres nye Skolemester forsømte Skolen. Det lykkedes dog Biskoppen at forsone Parterne, efter at han havde givet Mads Pors en drøj Irettesættelse. Det var dog ikke længe, han blev i Bogense. Ved Påske næste År tiltrådte hans Eftermand; men allerede under 4de Marts tilstås der Mads Pors ved et Kongebrev 2 smalle Læster Korn årlig af Ribe Stifts Indkomster til Hjælp til hans Underholdning, indtil han kunde få et eller andet gejstligt Æmbede. Han bode imidlertid i Ribe, hvorfra han. som Hegelund fortæller, d. 19de Febr. 1594 begav sig på Rejsen til Frankfurter-Messen, hvorfra han først kom hjem d. 10de Juni. Han havde der udgivet et Slags latinsk og græsk Ordbog, tilegnet Kristian den 4de, hvis Portræt findes foran i Bogen. Tilegnelsen, som er højst smigrende, er dateret Frankfurt d. 2den Maj 1594. Næste År blev Sognepræstens Æmbede ved Domkirken ledigt, og Mads Pors's mange Svogre og Venner i Rådet benyttede nu Lejligheden til at vælge ham til denne Stilling. Valget foregik på Skjærtorsdag. d. 17de April, og allerede d. 21dc. anden Påskedag, blev ban ordineret. Hans Virksomhed blev dog heller ikke her til stor Fornøjelse. Om en Ligtale, som han 1611 holdt over Fru Magdalene Sehested, Movr. Podebusks Enke, siger Hegelund, at den var højttravende og fuld af Smiger; men værre var det, at ban næppe var nogen ganske hæderlig Mand og dertil meget lidenskabelig og stridslysten, hvorved han lagde sig ud med mange Mennesker, ikke mindst med sine Nærmeste.

Langvarige Stridigheder havde han med sin Hustrus Stiffader, Rådmand Bertel Struck, og tildels med sine Svogre. Kort efter at han havde givet Afkald for sin Kones Fædrenearv, opstod der 1598 Proces mellem ham og Bertel Struck angående Hans gjensidige Fordringer og om Værgemålet for hans Kones pigre Søskende. For denne Gang synes dog Striden at være bleven nogenlunde bilagt; men da Svigermoderen var død 1602, begyndte Striden igjen. Børnene forhalede Skiftet efter hende, og Bertel Struck fordrede d. 21te Marts 1603 på Tinget, at det skulde føres til Ende, hvorimod Mads Pors gjorde nogle, som det synes, ugrundede indvendinger. — Snart derefter er vistnok Skiftet blevet sluttet; men nu blev man uenig om Afkaldet. Først i Slutningen af 1604 blev der på Riberhus under selve Lensmandens, begge Borgmestrenes og nogle af Rådmændenes Mægling sluttet en skriftlig Overenskomst imellem dem, hvorefter Mads Pors d. 2den Novbr. på Tinget tilbød Bertel Struck at give ham Afkald for Arven på sine egne og flere af sine Medarvingers Vegne. Der må dog endnu have været Noget i vejen thi i Virkeligheden blev Afkaldet først givet den 7de Juli 1606.

Imidlertid var der bleven ført en anden hårdnakket Strid i Anledning af, at Mads Pors d. 28de Juli 1603 havde afkjøbt en af sine unge Svogre, Hans Pedersen, al hans Fædrene- og Mødrene-Arv, måske mod noget Vist årligt, sålænge han levede. Kort derefter rejste Hans Pedersen bort, og da ban formentes at være død i Udlandet, fandt hans øvrige Arvinger sig meget brøstholdne ved den ovennævnte Arvepagt. Det kom til en Proces herom, som af Byfogden d. 1 ste Marts 1605 henvistes til Borgm. og Råd. Hvor bitter Stemningen på denne Tid var. ses deraf, at Mads Pors d. 18de samme Måned førte Vidnesbyrd på Bytinget om, at Bertel Struck havde været i Skolegade udenfor hans Præsteresidens, Snagdal, og ladet sig høre med megen Banden, og da hans Stifdatter, Mads Pors's Hustru, havde spurgt ham, om det var dem, han mente, havde han svaret „Ja". Samme Dag krævede Mads Pors Husleje at Bertel Struck for nogle Sager, som denne havde haft stående i sin hidtilværende Bolig (Porsborg), som ved Skiftet var bleven tillagt Mads Pors's Hustru. Den 26de Juli (1605) foretoges Sagen om Arvepagten for Rådsturetten. Bertel Struck fremstillede den på følgende Måde: Hans Pedersen havde allerede i sine umyndige år ved ufornuftige Handler sat en Del af sin Formue overstyr, hvorfor det efter Øvrighedens Befaling var bleven forkyndt fra Prædikestolen i begge Byens Kirker, at „Ingen i så Måde måtte handle og kjøbslå med godt Folks Børn uden deres Forældres og Formynderes Villie og Vidskab". Ved Skiftet efter sin Moder havde han derfor også selv bedt sin Stiffader og sin ældste Broder, Bagge Baggesen, om at annamme hans Gods under deres Hænder, indtil han blev myndig. Han havde endogså udstedt en skriftlig Erklæring herom, hvilken Mads Pors havde modtaget, for efter Løfte at få den forseglet af Borgmestrene ; dette Løfte havde han ikke alene ikke opfyldt ; men de havde ikke engang kunnet få Brevet tilbage fra ham; derimod havde han fået Hans Pedersen til at udstede det omtalte Arvekjøbsbrev til ham. — Imod dettes Gyldighed protesterede nu Bertel Struck og Bagge Pedersen af flere Grunde, 1. på Grund af Forbuddet fra Prædikestolen, — 2. fordi Ejendommene ikke vare lovbudne efter Stadsretten, — 3.fordi Hans Pedersen selv havde kjendt sig umyndig under deres Værgemål, — 4. fordi Svendbarn efter Loven (jydske Lov) I, 36 ikke måtte sælge sin Jord, førend det var 18 Ar gammelt, — 5. fordi H. P. på den Tid var fordelt til Riberting. — 6. fordi Præster ikke måtte bruge Kjøbmandskab.

Endelig fremlagde Bertel Struck et Kongebrev af 1580 til Ribe Borgere om, at alle Huse og Ejendomme skulde afhændes og pantsættes til Bytinget og intet andet Sted. Mads Pors fremlagde herimod sin skriftlige Beretning: Hans Kjøbebrev med Hans Pedersen var underskrevet foruden af denne selv af Bagge Pedersen og Svogrene M. Iver Iversen (Hemmet) og Klement Olufsen, fremdeles at begge Borgmestrene underskrevet og forseglet, dernæst læst og forkyndt på Tinget og Rådhuset i Bertel Strucks og Bagge Pedersens Nærværelse. — Forbuddet fra Prædikestolen kunde ikke gjælde, efterat H. P. var bleven sin egen Værge. —

Med Hensyn til, at Præster ikke måtte drive Kjøbmandskab, beråber han sig på sit Sogne-Skudsmål, taget i Domkirken Søndagen Invocavit 1605, som lød på, at menige Sognemænd endrægtig svarede, at de Intet vidste imod hans Lærdom, Levned eller Omgjængelse, eller at han havde givet nogen Forargelse med Kjøb og Salg til Forhindring eller Skade for borgerlig Næring. — Arvekjøbet var til H. P.s Bedste (hvis han levede). — Denne havde ved dets Afslutning været over 15 år og derfor efter Lovens I, 7 myndig. — Kjøbstedgods var Løsøre og behøvede derfor ikke at lovbydes, Bert. Str. og Bagge Ped. havde gjort Uret deri, at de havde stedt H. P. i Dele (o : tilladt, at han blev fordelt) for en ringe Penges Skyld og senere uden hans Vidende tilkjøbt sig samme Delsvidner ; disse vare desuden ikke påskrevne enten til Snapsting eller Drikting, hvorfor han mente, at de vare magtesløse.

— Endelig var det vedtaget ved en Kontrakt, gjort imellem dem d. 5te Septbr. 1604 på Riberhus. at de skulde være forligte om alle Irringe og Trætte, som havde været imellem dem, hvilken sidste Handel og Kontrakt burde fortage alle tidligere Sager, Dommen lød på, at da Kjøbebrevet var underskrevet af Bagge Pedersen, som var rette Værge i det Tilfælde, at Broderen ikke var myndig, og da Bert. Str., Bagge P. og øvrige Medarvinger havde antvordet M. Mads Pors Godset af fælles Bo, og da fremdeles Hans Ped. ikke var stævnet, vidste Borgm. og Råd ikke mod Fogdens Dom at sige. — Udtrykket synes unøjagtigt, da Fogden siges at have henskudt Sagen til Borgm. og Båd; men Meningen er da klar. — Den 21de Februar 1606 sluttede alligevel Mads Pors et Forlig med Bertel Struck, hvorved han frafaldt Arvekjøbet, og da Stridighederne imellem dem endnu vedbleve, vedtoge de (tilligemed Bagge P.) d. 13de Juli 1607 på Tinget at voldgive dem til nogle Mænd, hvortil Mads Pors på sin Side valgte Bådmand Jens Lavgesen, og Bertel Str. og Bagge P. gjensidigt hinanden. Etter den Tid var Forholdet bedre, om end ikke godt.

Af Mads Pors's Stridigheder med Andre vil jeg anføre, at den tidligere omtalte Hans Kristensen Bartskjær 1596 anklagede ham for en Skade, som han havde tilføjet et af hans Børn. Mads Pors vilde ikke anerkjende Byfogden for sin Dommer, men blev dog tilsidst dømt til at betale for Barnets Helbredelse efter Lensmandens, Borgm. og Råds og andre Dannemænds Sigelse. Også med andre Folk havde han Strid; men især må mærkes den, som han havde med M. Niels Glud, Sognepræst for St. Kathrine Kirke. Efter en Angivelse af Resen i hans Atlas skal han allerede 1603 have haft en Strid med denne, ifølge hvilken det blev ham forbudt at prædike. Herom ved jeg Intet; men 1616 opstod der en ny Strid imellem dem om nogle Boder, som hørte til Niels Gluds Kannikresidens. Mads Pors blev først af Kapitlet, derpå ved Herredagen dømt til at betale Niels Glud 9 års Indtægt af disse Boder med 28 Rdl, årlig; ved Herredagen, hvor han ikke var mødt, dømtes han tillige til at betale Niels Glud og Dr. Kristen Bordum, hvilken sidste var mødt på Kapitlets Vegne, henholdsvis 40 og 80 Rdl. i Kost og Tæring. Da de nu ved Bytinget tiltalte ham for disse Penge, vilde han udbetale dem i lutter Markstykker og Otteskillinger; men de vilde kun modtage dem i hele Rigsdalere. De lode ham derfor fordele, og disse Dele stadfæstedes af Rådstueretten d. 4de Oktbr. samme år.

Værre blev det dog for Mads Pors, at Kongen d. 1 de Juni samme År havde ladet et Brev udgå til Lensmanden på Riberhus om, at han ved den sidste Herredag var kommen i „Ærfaring" om, at ,,M. Mads Pors i adskillige grove Måder skal have forset sig og gjort det, som en Sognepræst og Guds Ords Tjener ikke sømmer, egner og vel anstår. Lensmanden skal derfor lade ham tiltale, skjønt Vidnesbyrdene ikke ere tagne på fersk Fod, fordi man ikke tidligere har haft nogen Kundskab om deraf — Sagen er altså noget ældre; men Terpager sætter den dog i Forbindelse med Processen med Niels Glud, som jo var forhandlet på sidste Herredag. Han siger næmlig udtrykkelig i en af sine Excerptbøger (den, som nu findes i Kristiania), at Mads Pors 1616 blev afsat fra Æmbede og Kald af Lensmanden „formedelst en Beretning, han indlagde på Riber Kapitel, indstillet på M. Niels Glud,,. Måske har den egentlige Grund dog været en anden. En bekjendt samtidig Forfatter (Hr. Bertel Knudsen Aqvilonius i Skåne) taler næmlig i et Brev 1615 med Harme om en Mængde usømmelige Vittigheder af Pors, som netop på den Tid vare komne i almindeligt Omløb. Da der ikke kjendes noget trykt Skrift af Pors, hvortil der hermed kan sigtes, har disse Usømmeligheder rimeligvis kun existeret i håndskrevne Exemplarer, som udbredtes langsommere, og som derfor, skjønt noget ældre, først nu vare komne til Regjeringens Kundskab. — Nærmere Oplysninger om selve Processen imod ham savnes, men det er sikkert, at han afgik fra sit Æmbede samme År 1616. —

Den almindelige Mening synes dog at have været, at han var bleven behandlet temmelig strengt, og derfor at have søgt en hemmelig Grund hertil. Der dannede sig derfor et Sagn om, at Grunden til Kongens Vrede på ham var, at han i den tidligere omtalte Tilegnelse til Kongen af sin Ordbog (se S. 239), hvor smigrende denne end ellers var, havde indskudt et Ord, der kunde opfattes således, som om Rosen var Ironi.

Han vedblev efter sin Afsættelse at bo i Ribe og begyndte at handle i det Store med Stude og andre Varer; men hans Pengesager kom snart i Uorden. Allerede i Avgust 1617. og endnu mere næste Ar, tiltaltes han for større Poster af Handelsgjæld og dømtes til at betale dem, først på Tinget, dernæst på Rådhuset; men i November var han død. — Til hans Kones Mødrenearv hørte den store og solide Gård, som hendes Fader havde ladet opføre på det østlige Hjørne af Stenbogade og Torvet, hvilken Gård efter Mads Pors fik Navnet Porsborg, og hvis Hovedbygning står endnu. Ind i denne flyttede han 1603, hvorimod han lod både sin Præsteresidens og sin Kannikresidens forfalde. Over den første lod Magistraten allerede 1606 tage et Syn, hvorefter dens Istandsættelse vilde koste 200 Dr. 1615 toges et nyt Syn, hvorefter den var ganske forfalden; den 17de Novbr. gav Magistraten Last og Klage over M. Mads Pors, fordi han ikke bebode sin Residens og derved foranledigede, at den forfaldt. Den 14de Decbr. udstedte han en Erklæring om, at han, da han af Borgm. og Råd blev „æsket" til Sognepræst, havde forpligtet sig til at vedligeholde sin Residens; da han senere var flyttet ud af den og havde udlejet den til Andre, var den kommen i Forfald; han forpligter sig derfor nu til at flytte tilbage til den inden Pindsen med Kone, Børn, Liberi (Bogsamling) og andet Bohave, søge Dug og Disk, opholde Ild- og Arnested der, istandsætte og fremtidig vedligeholde Gården; dog skulde han ikke være forpligtet til at opbygge den igjen efter Ildebrand eller anden sådan overfaldende" Våde; 8 Fag Stald, som havde været forfaldne for hans Tiltrædelse, vilde Byen lade istandsætte. — Efter hans Afgang kom det til et Forlig mellem ham og Byen, hvorefter han slap med at betale 100 Rdl. til Bygningernes Istandsættelse.

Kannikresidensens Bygfældighed lod Kapitlet i Juni Hans 1621 vurdere, og den må have været betydelig; thi den Efterladte, „nødtørftige" Istandsættelse ansattes til omtr. 870 Dr. På Grund af Enkens dårlige Forfatning tillod Kongen dog under Ilte Oktbr. samme år at den forfaldne Residens måtte sælges, og i dens Sted kjøbes en Gård, I den M. Jens Kansler (Jens Viborg) havde efterladt sig, således at Enken betalte Forskjellen i Prisen. — Derimod måtte Enken betale en Gjæld, i hvilken hendes Mund i sin Egenskab af Kirkeværge var kommen til Domkirken, næmlig 580 Rdl., som han havde oppebåret af de Penge, som Kongen havde Bevilget til Domkirkens Bygning, og desuden 93 Dr. 1 Mk. 3 Sk. efter sit sædvanlige Kirkeværge-Regnskab. —

Da hertil kom den store Handelsgjæld. som Manden havde efterladt sig, er det ikke forunderligt, at Enken var i den mest trykkede Stilling uagtet den ikke ubetydelige Formue, som hun havde arvet eiter sine Forældre. Den 30te April lB2i udstedtes der et kongeligt Ridebrev til 2 Adelsmænd i Omegnen og 2 Borgere i Ribe om inden 6 uger at ride for hendes Gård og enten strax få Betaling al hende eller gjøre Udlæg i hendes Gods for 120 si. Dr. og 260 Rdl. med Renter og Skadegiæld, som hun skyldte henholdsvis Mogens Kås til Støvringgård og Hans Dyre til Boller (i Vendsyssel); hvis hun ikke fyldestgjør dem inden 6 I ger, skal hun rømme som andre fredløse Folk.

I de følgende år var M. Johan Schrøder, Præst i Haderslev, en af hendes værste Kreditorer. Han fik ligeledes ved Ridemænd gjort Indførsel i hendes Gods og navnlig i et grundmuret Hus, som lå ombygget inde i Porsborgs Gård ; men Ridemændene havde glemt at udlægge ham en Vej ind til dette Hus, hvilken Forsømmelse Borgm. og Råd derfor under 29de April fik Befaling til at oprette. Gjælden til denne Mand kom hun dog ud af; thi d. 18de Avg. samme Ar pantsætter hun Apotheker Johan Pouch en Del af sit Hus for 300 Rdl., som han , i hendes store Nød" havde lånt hende til at betale Resten af den Gjæld, for hvilken Magisteren havde forfulgt hende med Rigens Ret. —

Dette er kun enkelte Exempler på de mange Sager, som hun havde af denne Art. — Hendes Smykker måtte hun naturligvis også skille sig ved, idet hun pantsatte dem og ikke kunde indløse dem. Således lod Slotsskriveren, Villum Hansen, d. 8de Juli 1619 vurdere en Guldkjede, vog 23 Lod 1 Kv., som han havde i Pant af hende for 100 Dr. Den vurderedes til 6 Rdl. (å 42 Sk. 1.) Loddet, altså ialt til omtr. 140 Rdl. På samme Måde gik det næste år med en Guldkjede på 18 Lod 3½ Kv., som vurderedes til 10 Dr. (å 32 Sk. 1.) Loddet, og som hun erklærede ikke at kunne indløse, fremdeles 1622 med en 3die Guldkjede på 17 Lod tilligemed noget Sølvtøj.

Enken levede endnu 1633, da hun solgte en Abildhave på S. Hans Holm til Biskop Jersin, men må være død senest ved Nytår 1641. Hun var dog ved sin Død endnu Ejer af Porshorg. som tilfaldt hendes Arvinger. Blandt disse var Sønnen Peder Pors, der som Student besøgte England og Holland. 1615 kom han hjem til Fædrenelandet og lod sig indskrive ved Kjøbenhavns Universitet, blev 1616 Skolemester i Ringkjøbing, 1618 Præst i Vilslev, hvor han døde 1646. — En anden Søn, Søren, tog i Decbr. 1617 Borgerskab i Ribe, men antoges 1618 at være død i Norge, hvorfor hans Moder og Søskende opsagde Arv og Gjæld efter ham. Ved denne Lejlighed nævnes en Søster ved Navn Maren, som ligeledes må være død før Moderen; men en anden Søster, Anne, blev 1617 gift med Hr. Hans Nielsen i Gram, der den 27de Marts 1618 ved Ribe Byting eller Gjæsteting lod tage et Tingsvidne om, at han 14 Dage for Trinitatis lod M. Mads Pors beskikke om, hvad han vilde give ham i Medgift med sin Datter, og at M. Mads svarede, at han ikke vilde udlove rede Penge, men at han vilde „forhandle" sig således med sin Datter og Hr. Niels, at Alle hans skulde takke ham godt derfor. Datteren døde 1635, men efterlod sig Børn, som arvede Kap. ved Andel i Porsborg efter deres Mormoder.