Christen Nielsen Friis

• 9. 1623 [Rtr. Ribe 14] Mag. Christen Nielsen Friis, f. Ribe 84; F. N. Hansen Griisbech, Rdmd.; M. Kirstine Christensdtr., E. e. Christen Friis; St. Ribe 03; St. i Rostock 05, Strasbourg 07, Basel 08, Wittenberg 09; atter i Wittenberg 10–12; Mag. Kbh. 18/5 13; Cannik 40; ~ 13/10 17 Ingeborg Lauritsdtr., f. 92, † 31/7 31; F. L. Thøgersen, Bgmstr. i Ribe; M. Ingeborg Lambertsdtr.; 6 S., 4 D.; see Etm.; Niels C. F. i Hygum; (P. N. Terpager, Nr. 15 her; Christen M. F. i Thorstrup-H.; Hans M. F. i Vilslev-H.); [† 2/3 1653; duelig og lærd; Skolen kom i hans Tid i stor Agtelse og blev besøgt endogsaa fra Norge; Eptph.; Lgst. i Ribe Dk.].

F-P s. 200 (»Christianus Nicolai Friis Ripensis«); Helk I, s. 214; Hegelund I s. 481, II s. 266, 287; OD-RFR II, s. 186, 189; DanKir, bd. 19, s. 617-18 (Ribe Domk.).

https://wiberg-net.dk/1274-Vedsted.htm

• 42 (1643). Anders Lydiksen, dansk skoleholder, sælger til mester Christen Friis læsemester, på hans svoger Jens Pedersen Brøndums vegne. I fuldmagt står, at Christen Friis er Jens Pedersen Brøndums hustrus far.

https://www.brejl.dk/ribeting.html

Christen Nielsen Friis's far er fejlagtig angivet som Christen Friis. Kirsten Christensdatter og Niels Hansen Grisbecks fik 2 børn, begge kaldet Friis efter hendes første mand,nemlig Christen Nielsen Friis og Hans Nielsen Friis

Christen Nielsen Friis f. 1584, d. 2 mar 1653, stud. Ribe 1603, imm. Kbh. 1603, Strasbourg og Basel 1607-10, 1611-13 udenlands som hofmester for Jürgen von Bülow, mag. i Kbh. 1613 maj, rektor Ribe 1614-23, lektor ved Domk. og sognep. i Vester Vedsted 1623-53, kannik 1640. Kannik betyder medlem af et domkapitel og et domkapitel er et kollegium af præster ved en katolsk domkirke.

g ca. 1617 m Ingeborg Lauridsdatter (ca. 1592-1631 31/7), d. af Borgm Laurids Thøgersen

http://www.nermo.org/slekt/d0049/g0000066.html#I31567

Våben og segl http://www.skeel.info/Arms/friis1_ribe.jpg

Jens Andersen Guldsmed, født 1570 i Guldsmedehjemmet, Ribe, stilling drev Studehandel på Holland, død ca. 1647. Jens Andersen Guldsmed og Lisbeth AndersdatterKlyne, der boede i et hus på Nederdammen i Ribe, drev Studehandel på Holland. Imidlertidindtraf der 31. juli 1625 en sørgelig begivenhed for familien, idet Jens Andersen Guldsmeddræbte sin broder Hans Andersen, der var kaptajn ved landfolket. Herom fortælles i J. Kinchs "Ribe Bys Historie" følgende: "Den næstældste Broder, Raadmand Søren Andersen Guldsmed, ejede en Have udenfor Nørreport, rimeligvis et offentligt forlystelssted, hvor der fandtes en "Pilkentavl", på hvilken der spilledes med brikker. Den nævnte dag om eftermiddagen vare Hans og Jens Andersen Guldsmed tilligemed nogle andre borgere af den mere formuende klasse,rådmand Knud Lambertsen, Jens Jonsen Trellund, Daniel Iversen Vandel og et par til, samlede i denne have spillende på "Pilkentavlen" og drak vin. De to brødre blev uenige om spillet, og Hans bliv hidsig. Jens ville da gå, men vendte ulykkeligvis om for at betale for vinen. Hans gav påny mange onde ord, og Jens hentydede da til noget vedkommende deres fædrenearv, som endnu ikke var skiftet imellem dem. Herover blev Hans så forbitret, at han drog sin kniv og angreb broderen. Knud Lambertsen søgte forgæves at holde ham; han rev sig løs og løb efter Jens, som imidlertid var kommen op i gården og nu ligeledes drog sine knivefrem for at forsvare sig. Jens må da også være bleven hidsig og gav sin broder et stik i brystet, hvoraf han døde, som det synes, meget hurtigt; thi det omtales ikke, at han har afgivet nogen forklaring før sin død. Alle de øvrige tilstedeværendes vidnesbyrd vare gunstige for Jens, hvorfor tovsmændene den 10de Septbr. afsagde deres ed således, at drabet erklæredes for nødværge, og Jens Andersen altså svores til sin fred. Herskabsfogden, Mads Lassen Lime, fandt sig dog ikke tilfredsstillet ved denne ed, men indstævnede den for borgmester og råd. Rimeligvis har lensmanden, Hr.Albr. Skeel fra begyndelsen af stået bagved ham, måske tildeles fordi Hans Andersen havde været i kongens tjeneste, medens borgerskabet vistnok hele tiden har ønsket, at Jens Andersen skulle slippe så let som muligt. Sagen blev trukken ud, og imidlertid tilbød Jens Andersen til tinge at udlægge den lovlige mandebod, hvis nogen ville modtage den, og udsonede sig med sin svigerinde, som med sin broder, Rasmus Madsen, borger i Varde, og Søren Andersen Guldsmed som børnenes lavværge den 11te Januar 1626 udstedte et orfejdebrev for ham, hvorefter han tillige søgte et kongeligt lejdebrev. Et sådant fik han dog ikke; tværtimod udgik der en kongelig befaling til lensmanden på Riberhus om at undersøge, om de vidnesbyrd, til hvilke sandemandstovet (som det her kaldes) støttede sig, vare rigtige. Lensmandens beretning må have stadfæstet den tvivl, som man i forvejen nærede, og den 29e Januar 1626 udgik der et nyt kongebrev til ham, hvorved det pålagdes ham at befordre sagen tildoms og føre tilsyn med, at begge partier ikke sker andet end ret. Den 24de februar foretoges sagen på rådhuset. I almindelighed vare borgm. og råd ikke meget bøjelige til at dømme imod en af lensmanden eller endogså af regjeringen udtalt anskuelse, uagtet der tilvisse findes eksempler derpå (f.eks. i sagen angående Anders Sørensen Klyns drab og i et par trolddomssager). Herskabsfogeden formente nu i dennesag, at der ikke burde være tale om nødværge, for det første, fordi Jens kunne være gået sinvej, medens han i dets sted var vendt tilbage og selv havde tirret sin broder, for det andet, fordi det ikke kunne antages, at Hans havde haft den hensigt at dræbe Jens, eftersom han ivirkeligheden slet ingen skade havde tilføjet ham, hvilket dog ville have været let for ham, især da Jens, efter at have taget sine knive frem, først tabte dem i græsset, så at han måtte bukke sig for at tage dem op. - Retten kom til det samme resultat; den fandt, at Jens kunne være undvegen, hvis han havde villet; den vidste derfor ikke "Tovsmændenes Ed ved Magt at kunne kjende, ej heller Jens Andersen sin Fred at kunne nyde". Det var en alvorlig sag for sandemænd, nævninger eller tovmænd, når de fældedes for en af dem afsagt ed, da de ifølge Kristian d. 3dies Reces af 1558, §27 derved forbrøde 3 Mk. til den, som fældede dem, og deres Boslod til deres Herskab, i Kjøbstederne vistnok halvt til Kongen, halvt til Byen. For flere Kjøbsteders Vedkommende var der rigtignok bestemmelser, Page 17

hvorved kongen havde tilstået formildelser i denne strenge ret; men for Ribe by kjendes ingen sådan. Derimod kunne der nok tinges med lensmanden og byen, og det måtte tovsmændene i denne sag også gjøre; men herunder kom det frem, at Mag. Kristen Friis, den theologiske Læsemester i Ribe, havde spillet en vigtig Rolle i denne sag. Han varen fætter til Jens og Hans Andersen, idet deres mødre vare søstre. Desuden var han gift medIngeborg Lauridsdatter, en moster til Jens Andersens hustru. Om ham oplystes det nu, at han havde indvirket stærkt på tovsmændene for at få dem til at gøre deres ed således, som de gjorde den; ja, da en af dem, Villum Hansen, havde betænkeligheder ved sagen, havde magisteren endogså givet ham en skriftlig forsikring om, at han ville indestå ham for den skade, som han derved kunne komme i. Sagen får herved et mindre godt udseende, end når man bedømmer den alene efter de under sagen fremkomne vidnesbyrd. Da regjeringen fik underretning herom, udgik der den 30te maj samme år et kongebrev til lensmanden om, at magisterens brev skulle være ugyldigt, eftersom detvar utilbørligt, at den, som selv havde gjort eden, skulle gå fr, men at lensmanden skulle aftinge dem begge for deres del i sagen. Kristen Friis blev som den rigeste, den som måtte bøde mest; thi af Herskabsfogdens regnskab over sagefald i regnskabsåret 1629-30 ses, at han for denne sag måtte betale kongen 75 Rdl., medens Tovmændene slap med at betale fra3 til 20 Rdl., rimeligvis efter hver enkelts formue; 3 af dem slap fri eller betalteidetmindste ikke det år. Ligeså meget, som hver enkelt betalte kongen, måtte han rimeligvis også betale byen. Jens Andersen Guldsmed var under sagens gang flygtet bort, måske straks efter drabet. Den 23de Marts 1626 skænkede kongen hans enke og børn hans boslod, som ifølge den ham overgåede dom var tilfalden kongen. Efter en gammel optagnelse levedemanden indtil sin død (senest 1647) hos sin broder, Hr. Kristen i Højerup. Rigtignok skulle efter Kristian den 3dies Reces af 1536, §7 Ingen, som var dømt fredløs for et drab i kongeriget, kunde "huses, hæles eller have nogen plads" i hertugdømmerne; men det kom naturligvis meget an på, om der var nogen af den afdødes slægt, som ville efterstræbe drabsmanden, og det var der jo i dette tilfælde ikke. - Hans hustru blev derimod boende i Ribe, hvor hun havde ret anselige ejendomme, indtil hun døde i pestens tid. Han blev gift med 8 jul 1604 i Ribe kirke & sogn, Lisbeth Andersdatter Klyn