Jochum Nicolai Müller

Müller, Jochum Nicolai, 1775-1848, Søofficer, Søn af Kantor Henrik Jacob M. (d. som Overfiskevejer i Bergen) og Charlotte Amalie f. Gram, er født i Throndhjem 1. Febr. 1775. Fra sit 13. Aar fór han til Koffardis indtil 1791, da han kom ind paa Kadetakademiet; han blev derefter Sekondlieutenant i Marinen 1796, Premierlieutenant 1802, Kapitajnlieutenant 1810. Efter Norges Adskillelse fra Danmark opterede han for dette Land og traadte over i den norske Marine. Som dansk Officer debuterede han med at studere Skibsbyggeri under den bekjendte Fabrikmester Hohlenberg, var derefter paa Togt til Ostindien, men har navnlig gjort sig bemærket ved sin Deltagelse i Slaget paa Reden 2. April 1801. Han kommanderede ved den Lejlighed Stykprammen «Hajen», armeret med 20 Kanoner, med hvilken han tappert værgede sig, bl. a. mod Ilden fra Nelsons Skib «Elefanten» samt Linjeskibet «Glatton». Da han til sidst maatte overgive sig, førtes han som Fange til Nelson, der behandlede ham med stor Agtelse. Der er i Norge senere blevet fremsat den Formodning, at det skulde være M. og ikke Willemoes, Nelson omtalte saa særdeles rosende for Kronprinsen. Med al Anerkjendelse for førstnævnte kan dette dog ikke indrømmes, hvilket O. Lütken indgaaende har bevist i «Nær og Fjærn» (Nr. 395). Under Englændernes Overfald 1807 var M. ansat ved Kanonbaadsflotillen, der gjentagne Gange kæmpede mod den engelske lette Eskadre. Efter eget Ønske overgik han efter Kapitulationen til Norge, hvor han den paafølgende Vinter udviste god Konduite med en Fangetransport, der overførtes til Skagen, senere (1808) med Ære deltog i Expeditionerne til Hvaløerne og Strømstad og i 1809-11 ledede en Expedition til Nordlandene, hvor han forjog de engelske Krydsere samt opbragte en Del Priser. Ved det anstrængende Liv i og ved Finmarken paadrog M. sig en alvorlig Sygdom, som det varede et helt Aar at overstaa. 1814 ægtede han Louise Charlotte de Tuxen (hvilket Ægteskab blev barnløst), Datter af Admiralitetskommissær Louis de T.

1815 indtraadte M. i den norske Marine som Kapitajn, avancerede 1824 til Kommandørkapitajn, 1836 til Kontreadmiral og 1843 til Viceadmiral. 1815 ansattes han som Chef for Frederiksværns Værft, 1817 som Chef for Søkadetkorpset, 1825 som Generaladjudant. Efter Admiral Fabricius’ Afgang 1836 blev han Marinens højstbefalende, i hvilken Egenskab han var Medlem af forskjellige vigtige Kommissioner. Ved Kong Carl Johans Begravelse 1844 var det M., der bar Rigsbanneret. Aaret efter erholdt han Afsked og trak sig tilbage til Christiania, hvor han døde 2. Jan. 1848.

Norske Saml. II, 327 ff.

C. With.

[DBL]

Kilder:

• Dansk biografisk Leksikon (Kjøbenhavn 1897) Bd. XI, s. 587-588. - http://runeberg.org/dbl/11/0589.html