Is your surname Pedersen?

Research the Pedersen family

Share your family tree and photos with the people you know and love

  • Build your family tree online
  • Share photos and videos
  • Smart Matching™ technology
  • Free!

Anna Pedersen (Jensen)

Birthdate:
Birthplace: Holmevej 36, Søndersø, Odense Amt, Syddanmark, Denmark
Death: September 23, 2002 (87)
Fjordly plejehjem, Kerteminde, Odense Amt, Syddanmark, Denmark
Place of Burial: Søndersø kirke, Søndersø, Odense Amt, Syddanmark, Denmark
Immediate Family:

Daughter of Poul Jensen and Maren Lavra Jensine Jensen
Wife of Hans Kaj Pedersen
Mother of Private User; Private User; Private User; Private User; Private User and 2 others
Sister of Grethe Jørgensen and Karl Christian Jensen

Occupation: Organist
Managed by: Private User
Last Updated:
view all

Immediate Family

About Anna Pedersen

Født den 25. juli 1915, som ældste barn af gårdejer Poul Jensen, Søndersø Holme og hustru Maren Laura Jensine Bech.

Døbt i Søndersø Kirke 22. august 1915.

Skolegang i Søndersø skole afsluttende med 7. klasse.

Levnedsløb frem til 1988: se hendes private levnedsbeskrivelse i anledning af tildeling af fortjenstmedaljen nedenfor.

Hun afhændede huset på Holmene i 1985 og flyttede til Spurvevej 1 i Søndersø.

Denne ejendom solgte hun i 1992 for at flytte til Kerteminde (først Muusgaarden 4 til 1999 og nr. 14 - en større lejlighed til hun kom på Fjordly plejehjem i juli 2002.

Hun døde på plejehjemmet den 23. september samme år og blev begravet på Søndersø kirkegård.

Anna Pedersens personlige levnedsbeskrivelse til De kongelige Ordeners Historiograf i anledning af tildeling af Fortjenstmedaljen i sølv 1. november 1988.

I Anledning af at Hendes Majestæt Dronningen tildelte mig Fortjenstmedaljen i Sølv d. 1ste November1988 for 50 Aars Organisttjeneste i Søndersø Kirke paa Nordfyn skal jeg hermed oplyse følgende om mit Livsforløb.

Jeg er født i Søndersø 1915, nærmere bestemt Holmevej 36, som ældste Datter af Gaardejer Poul Jensen og Hustru Maren Laura Jensen. Min yngre broder, Karl Kristian Jensen, ejer nu mit Fødehjem, min Søster Grethe var gift med Gaardejer Christian Jørgensen, Vedbyvej i Søndersø, min kære Søster døde i 1982.

Far var Nordjyde fra Odby paa Thyholm, egentlig uddannet som Lærer fra Ranum Seminarium, musikalsk, spillede Violin og lidt Orgel, han lærte mig Begyndelsesgrundene i Orgelspil paa det lille Harmonium, som stadig staar ude paa Gaarden hos min Bror.

Mor var fra Vestfyn, Gildebrohus i Rørup Sogn, oplært som Syerske hos min Mormor der ogsaa var Syerske. Mor syede til os to Piger og ogsaa til sig selv trods Travlhed som Landmandskone, hun var fiks paa Fingrene og havde Farvesans og Smag.

Vi tre Børn havde det godt i vores Hjem, vore Forældre var vist nok mere moderne end mange Forældre paa den Tid, i alt Fald kendte vi ikke til at blive straffet af Far eller Mor med Lussinger eller lignende; men vi havde alligevel megen Respekt for vores Far, Mor var mere mild og havde et lyst Humør og vi Sødskende havde det godt sammen indbyrdes, vi har i det hele taget holdt meget sammen gennem Aarene.

Vores Skolegang var som andre Landsbybørns paa den Tid, nemlig hver anden Dag; men i Sommerhalvaaret fra Kl. 730 til 1530 om Eftermiddagen, dog først efter vi kom i 3die Klasse.

Som Lærere havde vi Førstelærer Elling, som ogsaa var Organist i Kirken her og Lærer Bundsgaard, Kirkesanger samme Sted.

De Dage, hvor vi ikke var i Skole hjalp vi til med Arbejdet hjemme, alt efter Aarstiderne. Malkning hjalp vi til med hver Dag; men ellers var der jo Roehakning, Høslet, Kornhøst, Optagning og Indkørsel af Roer om Efteraaret og Tærskning af Kornet om Vinteren. Det sidste Arbejde var det jeg mindst kunne lide, Kulde var der i Korngulvet, hvor vi skulle række Negene frem til Tærskeværket, hvor Far lagde i og Karlen passede Sække og tog Halm fra. Støv var der i Overmaal og en voldsom Spektakel fra Tærskeværket. – Efter saadan en Tærskedag var det godt at komme ind i det lune Køkken og faa en kop Kaffe eller Aftensmaden. Maaske derefter spille lidt paa Klaveret. Noget, der tvært imod var dejligt, var at plukke Bær og hjælpe til med Syltning eller være i Bryggerset, naar der skulle brygges Øl.

Da jeg var ca. 10 Aar fik vi et Klaver, og min Søster og jeg fik Undervisning hos en dygtig, ung Lærerinde, Organist i Lunde Kirke i Nærheden af Søndersø. Min Bror nægtede at være med til det Spilleri, nej, Fodbold, det var Sagen, noget for ham.

Men vi to Piger spillede meget firhændigt sammen og jeg akkompagnerede min Far, naar han spillede Violin om Aftenen og Søndag Eftermiddag, lidt Haydn, Mozart, Beethoven og Schubert efter Arrangementer, der hed ”Klassiske Stykker”.

Efter min Konfirmation hjalp jeg til hjemme et Aarstid og derefter kom jeg paa det da nystartede Musikkonservatorium i Odense under Violinisten Martin Andersens Ledelse og med Pianisten Ove Peters som min Klaverlærer og Organist Senstius fik jeg som Teorilærer og Lærer i Orgelspil (mit Bifag). Jeg er stadig meget glad for det Instrument.

Efter et par Aar gjorde forskellige Forhold, bl. a. at begge mine Lærere holdt op med at undervise paa Konservatoriet, at jeg efter mine Forældres og Senstius’s Tilskyndelse begyndte Organistuddannelse privat hos Senstius. Han var jo som bekendt, ogsaa Komponist, meget begejstret for gregoriansk Musik, Palestrina, Bach.

Senstius underviste meget grundigt i Kontrapunkt og var vel nok Laubianer, saa man kunne ikke undgaa at blive paavirket af en saa dygtig Lærer, jeg kunne ligesom ikke komme videre i min Maade at høre paa end til Kirketonearterne og den gamle Kirkemusik, som Laub jo tog op. Senere er jeg blevet glad for romantisk Kirkemusik, især Cesar Franck og Weyses Melodier for at nævne to blandt flere.

(Bem. Ovennævnte afsnit – Senstius underviste ….. - er skrevet i venstre margin af det linierede papir. Det meste af den beskrevne tekst i højre del er krydset ud. Den gengives dog her):.

En dygtig Lærer vil jo altid præge sine Elever og Senstius holdt meget af gregoriansk Musik, Palestrina, Bach og den nye Tids Musik med Hindemith og Carl Nielsens Kompositioner, og derfor lærte jeg særlig Kontrapunkt i Teori og at spille Pachelbel, Bach og Laubs Koralmelodier. Dengang kunne jeg ikke komme om ved mere romantisk Orgelmusik, nu kan jeg godt spille Weyse og andre Komponister, ogsaa fra nyere Tid. I Øjeblikket spiller jeg Cesar Franck, ikke en af de svære, jeg er jo 74 Aar, det sker paa et Kursus hos Domorganisten i Skt. Knuds Kirke i Odense, Poul Børck.

I Juni 1934 gik jeg op til Organisteksamen paa Det kgl. Danske Musikkonservatorium og bestod. Dengang skulle man for at være helt færdiguddannet tage Kantoreksamen for sig efter den instrumentale Eksamen og den Uddannelse gik jeg ikke i Gang med, dels fordi jeg ikke var sanginteresseret og dels fordi jeg i ca 1½ Aar havde kendt en ung Mand, som tjente i Nabogaarden hjemme paa Holmene. Hans, som han hed, var fra Odense, Søn af Former L. Pedersen og Lisbeth f. Jespersen. Han havde først haft en streng Plads som yngste Karl paa en større Gaard i Jylland og var nu kommet i en god Plads hos vores Nabo. Mine Sødskende og jeg var tit sammen med ham om Aftenen og Søndagen, han var charmerende, hurtig baade til sit Arbejde og i Replikken. Lune havde Hans.

(Bem. Så følger det ikke-udkrydsede)

Vi blev efter nogen Forviklinger gift i 1937 og kom til at bo i Odense et Par Aar. Hans havde let ved at finde Arbejde og omstille sig, og jeg spillede Klaver til Fester o.l.

1ste November 1938 begyndte jeg som Organist i Søndersø Kirke efter Lærer Elling , som da tog sin Afsked som Lærer og Organist. Provst N. Thomsen var da vores Præst og var det for øvrigt helt frem til 1969. Jeg har meget at takke Provsten og Fru Benedikte Thomsen for, alle de Aars Venlighed mod mig og min Familie.

Lærer Bundsgaard var Kirkesanger i mange Aar, en fin Sanger med en lys Stemme og glædede os med sin Sangstemme. Orglet var lille, 1 manual med 4 Stemmer og Oktavkobling, der dog ikke rakte længere end til og med tostreget C iberegnet. Stemmerne var: Bordun 16, Principal 8, Gedakt 8 og saa vidt jeg husker Oktav 4. Orglet var (sætningen slutter her).

I Anledning af at jeg begyndte at spille i Søndersø, valgte vi at flytte i Nærheden og vi købte saa et mindre Husmandssted paa Søndersø Holme, nuværende Holmevej 57, hvor vi i øvrigt blev boende i 40 Aar indtil min kære Mands pludselige Død i December 1979. Derefter blev jeg boende der til jeg solgte i 1985 og flyttede herop til en Lejlighed i Søndersø By.

Det var altsammen slet ikke gaaet med at jeg havde noget Arbejde uden for mit Hjem, hvis ikke mine Forældre, der jo boede i Nærheden, var saa søde mod os. Mor kiggede efter vores smaa Børn, naar jeg skulle til Tjeneste i Hverdagene og min Mand var god til at se efter dem, naar jeg cyklede eller gik til Gudstjeneste om Søndagen, han var en gode Far, der elskede sine Børn.

Maa jeg her fortælle om vores Børn og Børnebørn.

Først Poul Pedersen, bor i København og er E.D.B Konsulent

Birgit er Kontorassistent i Kerteminde

Lise er Lærerinde i København

Ove bor paa Als, han er Tømrer og ansat i et Firma i Sønderborg

Anni er den, der bor nærmest ved mig, ca. 8 km herfra i Bredbjerg, hun gaar paa H.F. kursus nu, er ellers Børnehavemedhjælper

Karin bor ogsaa i Kerteminde, hun er Lærer paa Hindsholmskolen og den yngste

Hans Erling, er Boghandler i Universitetsboghandlen i Odense.

Maa jeg ogsaa tillade mig at nævne mine Børnebørn.

Poul har sammen med sin første Kone, Felicitas, som er død for flere Aar siden, Gabrielle, Michael, Roland, Birgit og Rene. Med sin sidste Kone, Kerthu har han Bjarne.

Birgit fik i sit Ægteskab med Cigarmager Jørgen Pedersen to Børn, Jan og Dorte. Birgit lever nu sammen med Ingeniør Frode Sørensen.

Elise har Janne og Kristina i sit Ægteskab med Bent Schiødte Jørgensen.

Ove og hans Kone, Merete, har tre Drenge, Søren, Gert og Kristian.

Anni og hendes mand, Per Christiansen, har Charlotte, Niels og Lars.

Vores næstsidste, Karin og hendes Mand, Leif Kähne har to Børn, Maren Louise og Andreas, og den sidste i Rækken, Erling og hans Kone Vivian har lille Anders.

Efterhånden var Søndersø Kirkes Orgel saa nedslidt, at et nyt maatte anskaffes og det blev Orgelfirmaet Frobenius, der byggede det. Det er paa 10 Stemmer, fordelt paa 2 manualer og Pedal.

Hovedværk: Rørfløjte 8, Principal 4, Gemshorn 2 og Mixtur.

Overværk: Gedakt 8, Rørfløjte 4, Principal 2 og Quint 11/3.

Pedal: Subbas 16 og Spidsfløjte 8.

Desuden er der Kobling fra Pedalet til begge Værker samt Kobling mellem de to Manualer.

Samme Dag, som Orglet blev taget i Brug første Gang, nemlig Pinsedag 1969, holdt Provst Thomsen sin Afskedsprædiken i Kirken og i Løbet af det Aar fik vi en ny, ung Præst, som for øvrigt er blevet Provst for Bogense Provsti i 1988. Provst Finn Ole Hansen er, lige som Provst Thomsen, forstaaende over for Medarbejderne ved Kirken og er til at tale med, hvis der er Problemer.

Da vores Børn var smaa, den yngste, Erling blev født, da den ældste, Poul rejste til England for at blive telegrafist i Store Nordiske, var der selvfølgelig ikke megen Tid til at pleje musikalske Interesser udover mit Arbejde i Kirken; men jeg savnede det heller ikke dengang, vi havde et dejligt Familieliv samen, alle os.

Vi var jo ikke de eneste, Hans og jeg, som paa den Tid solgte Besætningen ud, det gjaldt for mange paa smaa Ejendomme i de Aar, indtil da havde vi Køer og Grise, Høns og Ænder samt en Frugtplantage, som Hans havde købt i 1947, saa Ejendommen nu var paa 8 Tdr. Land.

Men Børnene rejste selvfølgelig hjemmefra og min mand blev, efter forskelligt Arbejde, Ekstrabud paa Posthuset i Søndersø, og saa blev der mere Tid for mig til at gaa paa Kursus, et Hørelærekursus paa det fynske Musikkonservatorium med Fru Thimmermann som en dygtig, igangsættende Lærer og Arthur Feldthusen som en ikke mindre dygtig Klaverlærer. Bach, Beethoven, Chopin og Debussi blev taget op igen til stor Glæde for mig. Nu, da vi havde fået det nye Orgel gjaldt det for mig om at faa opøvet Pedalspillet igen efter de mange Aars Pause, saa heldigt at vi i Odense har Kursus for Organister, ledet af Domorganist Poul Børck, de Kursus gaar jeg jævnligt til. I Øjeblikket prøver jeg at spille en Pastorale af Cesar Franck og Te Deum af Svend Ove Møller under Børcks dygtige og taalmodige Instruktion, det bedste er, naar vi faar ham selv til at spille og faar Lov at høre paa.

Men selv om jeg ikke fik øvet Pedalorgelspil i mange Aar, saa holdt jeg dog Fingerfærdigheden nogenlunde i Orden ved mit Klaverspil hjemme, lige som der nu var Tid og Kræfter til det.

Jeg har altid været nysgerrig efter at kende forskellige Komponisters Skrivemaade og deres Maade at bruge Klaverteknikken paa, saa jeg har laant og laant paa Biblioteker, først paa Statsbiblioteket i Aarhus, hvor min Kusine Nelly var Bibliotekar og sendte mig Noder at laane gennem nogle Aar, senere er det blevet Musikbiblioteket i Odense, der maa holde for. Nodelæsning fra Blad har jeg altid haft let ved. Spille, ja, det foregik tidligt om Morgenen naar Hans var taget paa Arbejde og Børnene endnu sov, Klaveret stod nemlig i den anden Ende af Stuehuset; men hvis Hans var hjemme om Morgenen udsatte jeg ham ikke for det Spilleri. Ellers spillede jeg sent om Aftenen naar de Alle var gaaet til Ro.

Men det har da gaaet med at spille til Menighedens Sang gennem Aarene, sommetider har nogen maaske ment, at jeg spillede for hurtigt, andre mente modsat; Rytmen har jeg dog holdt.

Nogen Klaverelever havde jeg faaet efterhaanden og i en Del Aar spillede jeg Klaver til den frivillige Gymnastik for smaa og store Piger i Søndersø, min Søster Grethe ledede. Holdene og hun havde en fin Sans for Rytme og Bevægelse, saa det var hende der fandt Musiskstykkerne frem til Gymnastikken og jeg spillede bare, hun havde nogle gode Gymnastikhold til Kredsopvisningerne.

(Krydset over)

Jeg tænker somme Tider paa om jeg har spredt mig for meget over mange musikalske Gøremaal, jeg er jo bare en almindelig Musiker og jeg ved ikke, om min Mand og vore Børn har savnet en anderledes Mor og Husmoder (en dygtigere); men jeg var dog hjemme om mine Børn det meste af Tiden, de havde ogsaa et Fristed henne hos min Far og Mor, senere kom de, efterhånden som de blev konfirmeret, hen og tjene hos dem.

Efterhaanden som min Alder stiger, har jeg sat Tempoet ned men deltager dog i Kammermusik i en Uge hvert Aar, det foregaar paa Vesterlund Efterskole ved Give, og det er en stor Fornøjelse for alle os Deltagere, der jo kommer fra mange Steder i Landet. Netop nu er to unge Mennesker i Gang med den nye, kortere Organistuddannelse og saa er der nogen til at tage over efter mig, nu hvor jeg har spillet på Søndersø’s Orgler i over 50 Aar og og er gammel og trænger til Afløsning af friske Kræfter.

Ellers er mine Dage ret stille, bortset fra, at jeg har nogen Klaverelever og besøg af og til af mine Børn og Børnebørn, og at min Bror, der er alene, kommer og spiser Middag her hver Dag; men Stilheden blev jo brudt af 50 Aars Jubilæet i November 1988 og Overrækkelsen af den fornemme Medalje, det var alt for meget, for saadan set var det Tiden, der var løbet og blevet til 50 Aars Arbejde paa det samme Sted.

Højdepunktet var, da jeg skulle ind og takke Hendes Majestæt Dronning Margrete for belønningen.

view all 17

Anna Pedersen's Timeline

1915
July 25, 1915
Holmevej 36, Søndersø, Odense Amt, Syddanmark, Denmark
August 22, 1915
Søndersø kirke, Søndersø, Odense Amt, Syddanmark, Denmark
1922
April 1, 1922
- March 31, 1929
Age 6
Søndersø skole, Søndersø, Syddanmark, Denmark
1933
January 2, 1933
- June 16, 1934
Age 17
Det kgl. Musikkonservatorium, København, Hovedstaden, Denmark
1938
November 1, 1938
- October 10, 1988
Age 23
Søndersø Kirke, Søndersø, Syddanmark, Denmark