Caroline Emilie "Emilie" Mundt

• Danish Family Search: https://www.danishfamilysearch.dk/cid5636089: Folketælling 1845
• Danish Family Search: https://www.danishfamilysearch.dk/cid7754482: Folketælling 1850
• Danish Family Search: https://www.danishfamilysearch.dk/cid8374270: Folketælling 1855
• Danish Family Search: https://www.danishfamilysearch.dk/cid10278206: Folketælling 1880
• Danish Family Search: https://www.danishfamilysearch.dk/cid15164573: Folketælling 1885
• danish Family Search: https://www.danishfamilysearch.dk/cid20731792: Folketælling 1901

https://de.m.wikipedia.org/wiki/Emilie_Mundt

See http://fr.wikipedia.org/wiki/Emilie_Mundt and http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/1160/origin/170/

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi: https://da.wikipedia.org/wiki/Emilie_Mundt:

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi Emilie Mundt:

Fødselsdato- og sted: 22. august 1842 Sorø

Død, sted eller/og årsag:25. oktober 1922 Frederiksberg

Nationalitet: dansk

Hovedværker: Efter hjemkomsten.

Emilie Mundt, Efter hjemkomsten, 1892-93, Randers Kunstmuseum.

Portrætteret er følgende personer: Carl Aarsleff, Marie Luplau, Carl Thomsen, Daniel Luplau, Thorvald Niss, Vilhelm Thomsen, Karen Charlotte Thomsen.

Caroline Emilie Mundt (22. august 1842 i Sorø – 25. oktober 1922 på Frederiksberg) var en dansk maler. Emilie Mundt var datter af lektor, senere professor Carl Mundt og Caroline (Amalie) Jørgensen. Emilie forblev ugift, men var bofælle med maleren Henriette Marie Antonette Luplau i perioden 1876-1922.[2]

Sin tidlige barndom tilbragte Emilie Mundt i Sorø, hvor hendes fader Carl Emil Mundt var professor ved Sorø Akademi. Fra Emilie var hun vant til politiske og filosofiske diskussioner, idet faren var medlem af Den grundlovgivende Rigsforsamling, og farbroderen J.H. Mundt var borgmester i København. Da hun var tre år, døde moderen, og faren flyttede omkring 1850 med den store børneflok til København. Sammen med søsteren Jacobine fik hun sin skolegang i N. Zahles Skole, hvor hun 1861 tog privatlærerindeeksamen. Modsat søsteren fik hun rosende vidnesbyrd fra tegnelæreren F.F. Helsted for sine evner i tegning. Efter endt uddannelse fortsatte hun som tegne- og skrivelærerinde ved skolen og blev kollega til malerinden Christine Løvmand. Først som trediveårig bestemte Emilie Mundt sig for at blive maler og søgte da ind på Vilhelm Kyhns Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder, hvor hun traf Marie Luplau. Desuden malede hun to måneder hos Jørgen Roed. Mundt søgte i 1875 forgæves optagelse på Kunstakademiet, og efter råd fra Elisabeth Jerichau Baumann rejste hun sammen med Marie Luplau til München for at studere. Efter hjemkomsten åbnede hun og Marie Luplau en tegne- og maleskole for kvinder, som var med til at præge en stor del af periodens kvindelige, danske malere. Under det senere studieophold i Paris var det navnlig salonmaleriet, og især værker af Jules Breton og Jules Bastien-Lepage, der optog Mundt. Deres gengivelser af fattigfolk inspirerede hende til en række skildringer af asylbørns liv, bl.a. fra asylet i Istedgade. Hendes billeder af livet på børneasyler var noget nyt, samtidig med at de afspejlede en kvindepolitisk interesse for arbejderkvindernes og børnenes sag. Som børneskildrer var hun uovertruffen, men hun mangler stadig at blive indskrevet i den gængse kunsthistorie. Da hendes asylbillede i 1891 blev udstillet i Paris blev det rosende omtalt i det franske kvindetidsskrift La Citoyenne. Blandt figurbillederne er gruppebilleder af selskabelige sammenkomster, ofte skildret ved aftenlys. Et hovedværk er Efter hjemkomsten, som findes på Randers Kunstmuseum. Hendes tegningerne har ofte børn som motiv, derudover landskaber og bondeinteriører. Mundt arbejdede aktivt for at skaffe kvinder adgang til Kunstakademiet og var medvirkende til, at det i 1888 lykkedes at få Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder oprettet. Da Kvindelige Kunstneres Samfund blev stiftet i 1916, var hun blandt de første medlemmer.

Hun er begravet på Solbjerg Parkkirkegård.

https://www.dr.dk/nyheder/kultur/historie/emilie-kaempede-kvinders-...