Caspar Henrik Wolffsen, Ridder af Dannebrog

http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/S%C3%B8fart_...

http://www.allinge.dk/kaperbyen/casper-woulfsen

http://www.historisk-samfund-bornholm.dk/media/1960BornholmskeSamli...

En af dansk og bornholmsk søfartshistories mest farverige personligheder ligger begravet på Rønne Kirkegaard. Det er vestindiensfarer, kaperkaptajn, senere smugler og endelig toldinspektør for Bornholm, Caspar Henrik Wolffsen. Født 16. december 1781 i Rønne og død samme sted 29. november 1836. For sine bedrifter som kaperkaptajn under Englandskrigen (1807-14), hvor han i alt kaprede op mod 30 “priser”(erobrede, fjendtlige handelsskibe), blev han den 28. juni 1809, allerede som 27-årig, slået til ridder af Kong Frederik VI. Det skete ikke mindst, fordi han tre uger tidligere havde erobret en kanonbåd fra den engelske marine. Herefter blev han resten af livet benævnt “Ridder Wolffsen”. Senere fik han endnu tilnavn, efter at 1800-tallets kendte forfatter, den norskfødte Constantin Flood i sit forfatterskab navngav ham som “Bornholms Tordenskjold”. Caspar Henrik Wolffsen var søn af skibsfører, købmand, borgerfænrik og forligsmand i Rønne, Christian Leegaard Wolffsen (1746-1809) og hustru Else Cathrine Boss (1750-1823). Han blev gift første gang i 1804 med Maria Elisabeth Undall (1786-1808), datter af Bornholms kommandant i årene 1787-91, oberst Andreas Undall (død 1795). Maria fødte to børn, først Else Cathrine Wolffsen (1806-1824) I 1808 fødte Maria deres andet barn, sønnen Andreas Frederik Wolffsen, men fødslen tog så hårdt på hende, at hun døde i barselssengen, og den nyfødte søn levede blot et døgn længere. Maria Elisabeth Undall Wolffsen blev, sammen med barnet, begravet på Assistens Kirkegaard i København. Anden gang blev Caspar Henrik Wolffsen gift (1811) med datter af klejnsmedemester Behrens i København, Johanne (Hanne) Sabine Behrens (1785-1845). Med hende fik han endnu to børn, igen en søn og en datter, som han ved dåben gav de samme navne, som de to første børn, han havde mistet. Drengen, med kælenavnet Fritz, druknede dog som 16-årig, og eneste efterkommer af Caspar Henrik Wolffsen blev derfor datteren, Else Cathrine Wolffsen (1814-1891), kaldet Trine. Hun giftede sig med adjunkt ved Rønne Latinskole, Lauritz Georg William Hasselriis (1808-1869). Hasselriis stiftede sammen med sin svoger, H.F.J. Heggelund, Bornholms Spare- og Laanekasse i 1844. Han var endvidere formand for Rønne Borgerrepræsentation i 1851, da Kong Frederik VII og Grevinde Danner besøgte Rønne, i hvilken egenskab han holdt velkomsttalen for Kongen ved taflet i Rønne Theater. Hasselriis blev senere udnævnt til postmester i Åbenrå. Parret fik syv børn, hvoraf den ældste søn blev opkaldt efter sin berømte morfar, Caspar Henrik Wolffsen Hasselriis, der endte som skolebestyrer i Skive. Han var den eneste af de syv børn, der i sit døbenavn fik navnet Wolffsen. Til USA emigrerede i 1906 et barnebarn, Caspar Hasselriis, hvis søn, Caspar Henrik Wolffsen Hasselriis (1910-1989) under Den 2. Verdenskrig stiftede The Danish Luncheon Club i New York, bl.a. for danskere i eksil. Han var to gange den danske hovedtaler ved Rebild-festen den 4. juli, i henh. 1957 og 1967. Allerede da Caspar Henrik Wolffsen var 10 år, blev han sendt til søs, på rejser til Ost- og Vestindien, og som 21-årig blev han selv skibsfører for en Vestindien-farer. Som kaptajn foretog han i alt fire sejladser til Vestindien. Disse rejser blev brat afbrudt i 1807 af krigen mod englænderne, hvorefter kaperiet begyndte. Caspar og hans fire år yngre broder, Christian Leegaard Wolffsen (1785-1836) var blandt af de første, der meldte sig som kapere. Allerede den 16. november 1807 sejlede de henh. som skipper og næstkommanderende på skonnerten “Mandal” ud gennem Langebro i København. “Mandal” førte otte kanoner og havde en besætning på 66 mand, og det skulle blive en af tidens mest berømte kapere. I efteråret 1808 havde brødrene med “Mandal” kapret størsteparten af de ca. 20 priser, som på det tidspunkt var lagt ind i havnen på Christiansø. Det gjorde efterhånden fjenden aldeles rasende, og den 25. oktober 1808 indledte englænderne derfor et bombardement af Christiansø, det første, sidste og eneste i fæstningsøens historie. Men trods en bomberegn på 2-300 bomber og ildkugler blev kun få på øen dræbt og såret, og til sidst opgav englænderne og forsvandt. Alle Wolffsens priser i havnen var næsten uskadte. I årene fremover fortsatte brødrene som kaperkaptajner på hvert sit kaperskib. Da krigen var endt og kaperiet blev forbudt, fortsatte Ridder Wolffsen en tid som koffardi-kaptajn, men tiderne var stadig urolige og ugunstige. Så en tid slog brødrene sig på fiskeri og smugleri i Østersøen. Mange år senere blev broderen Christian fanget af toldmyndighederne i Sverige, hvor han døde i fangenskab. Men Ridder Wolffsen var så dygtig til smuglerjobbet, at de danske myndigheder i 1821 ansatte ham som toldkontrollør i Rønne. Det skulle vise sig at være en klog handling, for Ridder Wolffsen kendte sine lus på gangen. Smuglerierne på Bornholm nærmest ophørte, og Ridder Wolffsen blev i 1829 forfremmet til toldinspektør for hele Bornholm. Men embedsmandslivet var formentlig for stille en tilværelse for den iltre sjæl, som Ridder Wolffsen var, han har formentlig kedet sig. Der skulle ske noget mere. En af hans store fritidsinteresser var hestevæddeløb, hvor flere af hans heste indbragte pæne præmier. Men hans nok største lidenskab frem til sin død endte med teater og skuespil. I den tid, hvor han var bosat i København, havde han mødt mange teaterfolk og set skuespil på “Den Kgl. Danske Skueplads” (Det Kongelige Teater), på Hofteatret og i Helsingør. Især Holbergs komedier optog ham meget. Så længe forinden, da han kom hjem til Rønne, tog han og nogle venner initiativ til oprettelsen af det dramatiske selskab i Rønne, kaldet “Ei blot til lyst”, og de første stykker blev, under meget primitive forhold, opført på loftet i hans barndomshjem, Wolffsens Gård på hjørnet af Grønnegade og Silkegade. Her boede endnu hans mor, kaldet “madam Wolffsen”. Selskabets første amatørforestilling blev opført den 8. april 1818 og bestod af to enaktere af August von Kotzebue, en af tidens mest yndede forfattere, nemlig “Sparebøssen” og “Hvem veed hvad det er godt for”. Men forholdene på madam Wolffsens loft blev hurtigt for ringe, og Ridder Wolffsen ville, gerne med Rønne-borgernes hjælp, have et “rigtigt” teater til Rønne. Så teaterselskabet tegnede nu aktier hos borgerne, og endelig, den 21. april 1823 kunne Capitain Wolffsen, kancelliraad Lohmann, toldkasserer Krumm og kjøbmand Otto Arboe, på bestyrelsens og aktionærernes vegne, underskrive købet af Peter Harding Sonne´s gaard for 400 rigsdalere. Den blev nu bygget om til det nuværende Rønne Theater, hvor Ridder Wolffsen selv en tid var teaterdirektør, og hvor han selv på scenen spillede 77 roller indtil sin død. Året inden, efter madam Wolffsens død i 1822, købte Ridder Wolffsen for 1100 daler sølv sin fædrene gård, Wolffsens Gård i Grønnegade 28-30. I den store smukke have blev ved flere lejligheder om sommeren opført dilettantforestillinger. I løbet af 350 år kom Wolffsen-slægten til at sætte markante fingeraftryk på Bornholms historie. Slægten, der oprindelig skulle være en gammel adelsslægt fra egnen omkring Rom, blev under religionskrigene fordrevet til Skotland, hvorfra den i slutningen af 1500-tallet indvandrede til Bornholm, hvor slægten slog sig ned i Svaneke. Dengang stavedes navnet med kun et enkelt “f”, og denne stavemåde, Wolfsen, har siden fulgt slægtens Svaneke-gren. Men en af efterkommerne, Christian Leegaard Wolffsen (Ridder Wolffsen´s far) bosatte sig midt i 1700-tallet i Rønne. Han blev grundlæggeren af slægtens Rønne-gren. Det markerede han ved at tilføje navnet endnu et ”f”, og lige siden har slægtens Rønne-gren benyttet stavemåden Wolffsen. Den første berømthed i slægten, vi hører tale om, var den unge, tapre Albret Wolfsen (1624-45), der efter en kort ildkamp faldt ved Malkværnskansen, mellem Svaneke og Neksø, den 9. juni 1645, hvor den svenske admiral Wrangel gik i land for at erobre Bornholm under Christian IV´s krig mod Sverige 1643-45. Albret Wolfsen blev derved Svanekes “nationalhelt”, og en gade i byen er opkaldt efter ham. I våbenhuset i Svaneke Kirke hænger stadig en mindetavle over Albret. Ved Malkværnskansen er rejst tre bautasten til minde om Albret Wolfsen og to andre unge mænd, der faldt sammen med ham. Stenene står der stadig. Albrets fader, hærføreren David Wolfsen (senere rådmand i Svaneke) og hans far, hvis navn ikke kendes, menes at være Svaneke-slægten Wolfsens grundlæggere. David Wolfsens søn, Diderich Wolfsen (1669-1740), købmand og borgerløjtnant i Svaneke, fik igen en søn, som gjorde sig særlig bemærket, men her ved fæstningsøen Christiansø´s opbygning og historie. Det var Herman Bohn Wolfsen (1708-1791), som både fødtes og døde i Svaneke. Herman var som ung i russisk krigstjeneste men vendte efter få år hjem og flyttede til Christiansø, hvor han endte sin karriere som kommandørkaptajn og senere øens militære kommandant. Han var oprindelig bygningsekspert og opførte en række bygninger på Christiansø, bl.a. den smukke, nu hvidmalede kommandantbolig (1735), som han senere, som kommandant, flyttede ind i (den fungerer endnu som forvalterbolig). Han giftede sig med Cathrine Leegaard (1725-1746), som var datter af storkøbmand og stempelpapirforvalter i Rønne, Christian Leegaard, der havde sin købmandsgård på den store plads, som dengang også var opkaldt efter ham, nemlig Leegaards Plads. Den hedder i dag Store Torv. Cathrine fødte på Christiansø en søn, som opkaldt efter sin morfar blev navngivet Christian Leegaard Wolfsen (1746-1809). Desværre døde Cathrine i barselssengen, og Christian voksede op med en stedmor, Charlotte Hedevig Stibolt, faderens anden kone, som var datter af øens daværende kommandant, Caspar Henrik Stibolt. Herman Bohn Wolfsen afløste svigerfaderen på kommandantposten, indtil han i 1783 gik på pension og levede sine sidste otte år i Svaneke. Han fik endnu to sønner med sin anden kone, nemlig Caspar Henrik Wolfsen (opkaldt efter svigerfaderen), der dog døde som lille, og Herman Johan Poul Bohn Wolfsen (1752-1779), der som ung premierløjtnant i Flaaden blev dræbt ombord på orlogsskibet “Holstein”. Som ganske ung forlod Christian Leegaard Wolfsen fødeøen Christiansø og stod til søs, blev skibskaptajn, men slog sig senere ned i Rønne, i nærheden af sin mors familie (Leegaard-slægten), hvor han giftede sig med Else Cathrine Boss (1750-1822). Han var den første Wolfsen, der ikke havde rødder i Svaneke, så med ham grundlagdes Rønne-slægten Wolffsen (nu stavet med to f-er). De opførte, og boede i resten af deres liv i Wolffsens Gård i Grønnegade 28, som blev udvidet flere gange. De fik otte børn, heraf fem sønner, der alle stod til søs. De kendteste er nævnte Ridder Wolffsen (med efterkommerne Hasselriis) og Christian Leegaard Wolffsen (1785-1836). Sidstnævnte fik ogs@? otte børn, hvoraf den næstældste søn, Herman Sonne Wolffsen (1811-1887) i 1835 stiftede og drev, i starten sammen vennen Hans Sonne (der senere startede egen fabrik) fajancefabrikken “Søholm” i Grønnegade 13 i Rønne. En datter, Agnethe Wolffsen giftede sig med Lauritz Adolph Hjorth (se dennes gravsted), som også, i 1859, startede en fajance- og terracottafabrik. Med familieskabet kom de to fabrikker til at stå hinanden meget nær. Efter Hermans død, gik “Søholm” videre, først til sønnen, endnu en Christian Leegaard Wolffsen (1838-1902), men derefter til dennes to sønner, Caspar Wolffsen (1867-1942), som blev direktør og Hans Ancher Wolffsen (1870-1924), som blev kunstnerisk leder. De var begge oplært i virksomheden, men Hans Ancher Wolffsen fortsatte med at uddanne sig også til billedkunstner på Kunstakademiet. Han har bl.a., sammen med studiekammeraten fra Kunstakademiet, maleren H. Kofoed udsmykket korrundingen i Gudhjem Kirke. I 1908 kom ”Søholm” imidlertid i en så alvorlig økonomisk krise, at de to brødre måtte forlade familievirksomheden, som nu kom på andre hænder. Hans Ancher Wolffsen blev til sin død engageret på Bing & Grøndahls Porcellænsfabrik, og Casper Wolffsen, der havde musikken som sin passion, blev organist i Hasle. Med Casper Wolffsens død i 1942 betragtes slægten Wolffsen som værende uddød på Bornholm i mandslinjen, mens kvindesiden eksisterer endnu i 2009.I Nexø bor der således en 84 år gammel dame, der ved sit ægteskab ændrede sit efternavn til Jensen.

---

Kilde: Gyldendals Store Danske Leksikon: http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/S%C3%B8fart_...: Caspar Henrik Wolfsen, Caspar Henrik Wolffsen (Wulfsen), 16.12.1781-29.11.1836, kaperkaptajn, toldinspektør. Født i Rønne, død sst., begravet sst. Som ung for W. til søs, og 21 år gammel blev han selv skibsfører og sejlede på Vestindien. Da krigen med England brød ud 1807 fik han overdraget en kaper Mandal, og senere førte han kaperen Danneskjold efter at have overdraget Mandal til en bror. Med disse fartøjer opbragte han et betydeligt antal engelske skibe, og selv om han ofte kom i en vanskelig situation, forstod han ved snarrådighed og tapperhed at unddrage sig enhver fare. Indtil 1809 havde han opbragt ikke mindre end 22 priser, og for sine mange lysende bedrifter modtog han ridderkorset. Da freden var sluttet levede W. nogle år som privatmand på sin fødeø Bornholm, men 1821 blev han toldbetjent i Rønne, og 1829 forfremmedes han til toldinspektør for Bornholm. I denne stilling viste han sig særlig virksom i bekæmpelsen af smuglere. På Bornholm spillede han fortsat en stor rolle. Han gik under navnet Ridder Wolfsen og var både en højtagtet embedsmand og en livlig selskabsmand. I Rønne fik han 1823 oprettet et teater, og han deltog personligt i opførelsen af flere stykker.