Claus Gotskalksen Gotskalksen Limbek

Claus (Nicolaus) (Kudy) Limbek
Hr. Nicolaus Limbek kaldet Kudy, kaldes 1335 kun Nicolaus Limbek og var da endnu kun væbner, men 1353 i Vinningå-forliget var han ridder og kaldes Claus Limbek Kudy, synes da at have stået på kongens side, udsteder 1354 (Nicolaus dictus Kwdh miles) på Kongens Vegne en kvittering til hr. Valdemar Sappi, pantsatte 1355 sammen med Helrik og Hartvig Breide Langholt (Kjær H.) til Kong Valdemar, samtykte s. å. sin broder Hr. Johannes Limbeks testamente og kaldes da kun hr. N. Limbek, nævnes 1357 (N. L. Kuddy) sammen med drosten hr. Nicolaus Limbek blandt Svend Jensen (Skobe)s børns mødrene frænder, var 1360 forlover for kongen ved forliget i Ribe, havde 1379 sammen med hr. Johannes Limbek af Trøjborg tilføjet Løgum Kloster overlast, bødede derfor og for at opnå lejersted i Klostret og beseglede hr. Johannes Limbeks pantebrev til Klostret for den pågældende sum, skal have ejet Mustedgaard (Jerslev H.), er vel den hr. Nicolaus L., der 1365 var g. m. en fru Berte og boede i Aarhus Stift.

Familie

Berte, d. †

https://finnholbek.dk/getperson.php?personID=I37993&tree=2

Uddrag fra Orion, historisk-geographisk maanedskrift 1839: https://play.google.com/books/reader?id=K4YXAQAAMAAJ&hl=da&pg=GBS.PP5 Den Første, som nævnes i Historien, Herr Gottschalk Limbek, Ridder, som levede i Slutningen af det 13°e og Begyndelsen af det 14de Århundrede, og i Aaret 1335 omtales som død. At han nævnes er blot fordi han efterlod otte tildeles meget berømte Sønner, thi om ham ved man ellers ikke stort mere end om hans navnløse Forfædre, men at Familien allerede dengang maa have været rig og mægtig ses tydelig af den Anseelse, hvori hans Sønner stod. 1313 (vistnok 22 august) var to af Hr. Gottschalks Sønner (Brødre iflg DAA.?), Otto og Marqvard,i Horsens, hvor de som Vidner underskrev et Forbund mellem Kong Erik Menved og Hertug Erik af Slesvig, dog var de begge paa Hertugens Side og altsaa med ham fulgte til Danmark.

Hr. Nicolaus Limbek. blandt Hr. Gottſchalks Sønner er den næstældste, Hr. Nicolaus eller, som dette Navn oversættes, Niels eller Claus Limbek, den berømteste og har især i Danmark spillet en vigtig Rolle.  (DAA har Otto Limbek som far til Drost Claus Limbek) De første Efterretninger om ham -meddeler os Sagnet - som beretter, at han ægtede en rig Enke, Frue Ydde (Ida/Ide?), der i de urolige Tider ikke selv kunde forsvare sine betydelige Ejendomme.  Hun medbragte ham Tørning eller Dorning Slot i Hammelev Sogn, Gram Herred, omtrent Miil vest for Haderslev, som hun dog kun synes at have besiddet som et arveligt Pantelen, da det tidligere tilhørte de slesvigske Hertuger og ligeledes senere betragtedes i det mindste tildels som deres ”Ejendom." Dette Slot laa meget fast paa en høi Bakke eller rettere paa et Bjerg, en Sjældenhed i den flade, skovrige Egn, ved den sydlige Bred af en lille Aa, som nu driver et Par Møller og falder ud i den saakaldte Haderslev Dam. Det er nu forsvundet og kun en Mølle og en lille Gaard bærer Navnet, som derimod er gaaet over paa hele den vestlige Deel af Haderslev Amt, der endnu kaldes Tørning Lehn ,efter dette Lensmandens gamle Sæde. Da Nicolaus Limbek, som dengang endnu ej var Ridder, havde giftet sig, drog han efter den Tids Skik om paa Gjæsterie hos Bønderne paa de Godser, han saaledes var kommet i Besiddelse af. Disse Gjæsteri-rejser vare Besøg, som Hosbonden aflagde hos ſine Undersaatter, hvis Pligt det da var at modtage og beværte ham og hans Følge. Dog i stedet for at behandle ham med den Agtelse, han med Rette kunde fordre, viste Bønderne ham en høj Grad af Ringeagt, fortæller Sagnet , ja ville ikke engang unde ham Huus, og dette altsammen fordi han var en Tysker. Ved sin Hjemkomst fortalte han dette til sin Kone og beklagede sig over denne Uforskammethed, hvortil hun svarede ham: ”Jeg er en Qvinde, ” jeg kan dække Bordet og sætte Mad og Drikke frem paa det, Din Sag er det at skaffe Folk tilveje, ” som kan gaa til Bords med Dig og, naar de have ”spist, udføre hvad Du befaler dem!” Han fulgte dette Vink, og  antog i Holsteen et stort Antal Svende – Hofmænd eller Hoffolk kaldte man dem dengang, ogsaa naar de stod i en Adelsmands Tjeneste ,og drog nu aldrig omkring uden med et talrigt Følge.  Grev Gert indsatte  1337 som Høvedsmand i Jylland en Mand, der, skjøndt tysk af Fødsel og ham meget hengiven, dog ved sine Eiendomme i det nordlige Slesvig maatte anses som fortroelig med dansk Sprog, Sæder og Rettergang, nemlig Nicolaus Limbek, som da formodentlig var bleven Ridder, i det mindste nævnes han som saadan Aaret efter (1338) Hr. Nicolaus Limbek søgte straks efter Grev Gerts Fald at nærme sig den rige danske Adel for ved dens Hjælp at kunne forsvare den Mængde -over hele Jylland -adspredte Besiddelser, som saavel hans Herrer som han selv vare i Besiddelse af. Dette lykkedes ham saa meget lettere, da han tilforn stod i et venskabeligt Forhold til Mange af denne Stand, og overhovedet ikke synes at have været forhadt af de Danske, et Beviis paa at han næppe har misbrugt sin Magt. Sagnet fortæller at Kongen ofte saa og omgikkes ham (Limbek), hvilket jo ogsaa godt gik an, naar der var Fred med Greverne. Han kunde godt lide ham, men Hr. Nicolaus havde aldrig aflagt Valdemar nogen Hyldning. Da forlangte Kongen en Dag, at han skulle hylde ham, da han dog ejede Gods i Jylland. Claus L. ville først undvige et Svar og slog Sagen hen i Spøg, men Kongen ville ikke lade sig nøje hermed. C.Limbek  undskyldte sig da med sin Lensed til Greverne, som forbød ham tillige at hylde Kongen, men denne trængte haardere ind paa ham og forlangte, at han ogsaa skulde sværge ham, siden han havde Ejendomme i hans Rige. Hr. Nicolaus Limbek saa sig om, og da han fandt en del af sine gode Venner tilstæde, svarede han kækt: ”Jeg kan ikke tjene baade Eder ” og Greverne, Herre! Skal jeg altsaa sværge, saa ” sværger jeg herved at jeg aldrig vil være Eder troe!” Kongen smilede og sagde: ”Du har svoret fuldkommen sandt, thi hverken har Du nogen tid været mig tro eller vil Du nogensinde blive det?. Men hvorvel han saaledes slog Sagen hen i Spøg, gemte han det dog og besluttede ved Leilighed at hævne sig.  Kongen indbød derfor engang Claus. Limbek til at besøge sig paa Vordingborg og lovede ham sikkert Leide. Hr. Limbek anede ikke nogen Sviig, udrustede et Skib og seilede til Vordingborg. Da han gik i Land, mødte han een af Kongens Drenge (Pager), som han ofte havde givet Drikkepenge og som derfor var ham hengiven. Idet Drengen gik ham forbi, sagde han i hin Tids forblommede Sprog: ”Vandet er hedt, kommer Galten tilstæde”. Hr. Nicolaus vendte øjeblikkelig om, thi det faldt ham ind at have hørt, at Kongen skulde have truet med at kaste ham i en Kjedel med kogende Vand, om han fik ham fat, og han var nu overbevist om at Kongen agtede at bryde Leiden. Han besteg derfor atter igen Skibet og lod lette Anker. Kongen, som allerede havde kendt ham, blev meget forundret over denne Opførsel og sendte  Bud for at indbyde ham til sig, samt forsikkre ham om den fuldkomne Tryghed. Dog Hr. Limbek, som havde været saa nær ved at komme i Garnet, ville ingenlunde stole paa Kongens Ord og havde fast besluttet, at seile bort snarest mulig. Men for ikke at give Kongen Anledning til at beklage sig over, at han ringeagtede hans Ord, – thi han kunde da maaske blive forfulgt og opbragt af de kongelige Skibe – greb han sin Livsvend i Brystet, slog ham i Ansigtet, saa Blodet strømmede ham ud af Næse og Mund, og raabte: ”Hvorfor har Din Hund ikke  medbragt mine Breve og især Kongens Leidebrev ? ”Jeg ville have givet Kongen det tilbage, thi jeg ”bruger det ikke, hans Ord er mig fuldkommen ”nok, men som Sagerne nu staae, vover jeg ei at ” komme for hans Aasyn!” Han hidsede derpaa Seil og kom lykkelig hjem til Kalløe, men da han dog undte Kongen en lille Skræk for hans smukke Plan, betroede han hemmelig til Biskoppen, at der var en stor Mængde Sammensvorne, som havde besluttet at bibringe Kongen Gift. Biskoppen fortalte det, som han rigtig havde beregnet,  Kongen blev saa forskrækket, at han rejste ud af Landet og blev en lang Tid borte.

1354 ejede Hr. Nicolaus Limbek, Hverringe ?) i Vibye Sogn i Fyen, hvad enten han nu har faaet den ved Kjøb, eller, som Gaardens afsides Beliggenhed synes mig at gjøre rimeligere, har maattet mageskifte til Kongen andet Gods for den.

Han har været mere end een Gang gift, da hans Datter Elisabeth i Aaret 1362 var et Barn, medens Henneke alt var voren 1351. Anden Gang har Hr. Nicolaus Limbek uden tvivl ægtet en Søsterdatter af Hr. Erik Nielsen (Gyldenstjerne), som derfor kalder ham sin Søstersøn efter den Tids Skik og hvorved han tillige blev nær beslægtet med Hr. Niels Bugge, dersom det ikke endog var dennes Datter, han ægtede. Herved begyndte den nøje Forbindelse, hvori han kom til Jyllands mægtigste Slægter, og som desuden forøgedes ved hans Børns Giftermål Saaledes ægtede een af hans Døtre, -Margrethe,- Hr. Iver Nielsen (en Rosenkrans), for hvem Drosten Hr. Nicolaus i Aaret 1356 maatte gaa i kaution for en Sum Penge, -200mark sølv- han var Kongen skyldig. Niels Iversen) omtaler siden Drosten og hans Frue som sine ”Forældre.”

1354 ejede Hr. Nicolaus Limbek Hverringe ?) i Vibye Sogn i Fyen, hvad enten han nu har faaet den ved Kjøb, eller, som Gaardens afsides Beliggenhed synes mig at gjøre rimeligere, har maattet mageskifte til Kongen andet Gods for den.

Traktaten af 23. juni 1340, hvorved greverne Henrik II og Klaus overdrager hertug Valdemar deres panterettigheder i Nørrejylland mod til gengæld at få Sønderjylland i pant, indeholder en bestemmelse om, at hertugen ikke kan indløse Tørning af greverne, før han har betalt Markvard Wulf 100 mark lødigt sølv.

Statistik-Topographik Beskrivelse af Hertugdommet Slesvig :

Gram, i daglig Tale kaldet Gram-Slot, er en anseelig Herregaard med betydeligt Gods. Og var i Middelalderen et fast Slot, og skal være opført af Hertug Erik af Sønder-Jylland 1314. Under den Krig, som de holstenske Grever førte med Kong Valdemar Atterdag, gik den jydske Ridder, Erland Kalf 1359 over til Greverne med det ham betroede Slot Riberhuus, og fik til Belønning af greverne tillige Gram og Møgeltønder Slotte, men, sluttede det næste Aar Fred med Kongen, hvem han overgav alle tre Slotte, Kort efter pantsatte Kongen dog alle tre Slotte med tilliggende Gods til sin Droſt Claus Limbek til Tørning, i hvis Slægt Gram nu forblev i en lang Aarrække og fra Pantelen efterhånden, gik over til Ejendom I den Krig, som Nord-Tyskland og Sverrig i Forening med de oprørske Jyder begyndte mod Valdemar Atterdag 1367, var Claus Limbek en af Oprørets Hoved mænd, men sluttede senere Fred med Kongen, hvorpaa han fejdede med Erland. Kalf paa Riberhuus"), hvilket. Slot Holstenerne havde overgivet denne.

I 1368 brød modvillien mod Valdemar Atterdag ud i lys lue. De holstenske grever, den sønderjydske hertug, Hansestæderne, Sverrig og Meklcenborg forenede sig med misfornøjede danske adelsmænd, deriblandt drosten Claus Limbek,

og kong Valdemar måtte forlade land og rige. I Jylland trængte holstenerne frem til Aalborg.  det åbne land faldt straks i deres hænder, medens de havde mere eller mindre held med sig ved stormen på de faste kongelige slotte.  Ribe sluttede sig, rimeligvis med det gode, til greverne, og Claus Limbek blev høvedsmand på Riberhus. Den 6. juli 1368 pantsatte han sammen med sine 2 sønner Hennike og Ulf Limbek tolden i Ribe til borgeren Henrik Andersen. Han skulle oppebære den i 4 år, og Limbek'erne forpligtede sig til ikke at opgive slottet med byen til nogen anden, før gælden var betalt. Og endvidere forpligter de sig til at virke for, at det ikke skulle være nogen købmand tilladt at udføre nogen som helst vare fra Ringkjøbing havn og heller ikke fra Varde, ».sd snart nævnte Varde by er løskøbt og kommet tilbage til Riberhuses foged.

http://www.niby.dk/stamtraeniby/1387.htm : Han kom til Danmark med Grev Gert. Han var en stædig mand. Han var med til at bestemme rigets nye lov og ret i 1354. Han forlangte stor pris for sin loyalitet. Han var Borgherre. Han var underbefalingsmand i Nørre Jylland I 1343 sluttede han sig til Valdemar 4. Atterdag. 1343 Høvedsmand på Sjælland. Han var befalingsmand på Gotlandstogtet i 1361. Fra 1340 havde han pant i Kalø Slot, havde det endnu i 1348 I 1346 havde han lånebrev på Albækgård. Han ejede Hverringe. I 1355 fik han overdraget Gården Alengy af Erland Kalf. Claus Limbek den ældre. Den sagnomspundne ridder Claus Limbek havde som sit våbenmærke to blå skrå bjælker foroven til venstre i et sølvskjold. Han kom til Danmark sammen med grev Gert, der gjorde ham til en slags næstkommanderende over hele Nørrejylland. Da Niels Ebbesen havde dræbt den kullede greve, indså Claus Limbek, at der var fare for, at han nu ville miste alle sine besiddelser i Danmark. Derfor sluttede han sig til Valdemar Atterdag. Claus Limbek over tog Tørning omkring 1340. Den såkaldte "Holstenerpræstens Krønike" lader ane, at da slotsherren på Tørning døde, blev hans enke, fru Ide, bange for, at hun skulle miste magten over Tørning. Derfor giftede hun sig med Claus Limbek. Fru Ide var ellers en skrap dame. Hun var meget hård ved bønderne. Man siger, at hun havde et kobbel glammende sorte hunde bag et gitter klar til at pudse på bønderne, hvis de ikke ville lystre. Der fortælles også, at da Claus Limbek kom til Tørning ville bønderne ikke adlyde ham. Da han klagede over det til fru Ide, svarede hun: "Jeg er kone for at holde dit bord i stand, hvor langt det end er, sørg bare for, at det bliver meget langt. "Hun opfordrede ham med andre ord til at skaffe sig mange krigsfolk. Når han kom rundt til bønderne med dem, så skulle de nok lære, hvem der var undersotter, og hvem der var herre. Kong Valdemar Atterdag måtte erkende, at det var en dygtig forbundsfælle, han havde fået i Claus Limbek. Derfor steg Claus Limbek hurtigt i graderne. I 1343 nævnes han som kongens høvedsmand på Sjælland, og året efter bliver han udnævnt til Danmarks riges drost. Det vil sige, at han blev den, der stod for rigets finansverden. Både kong Valdemar og Claus Limbek var stædige naturer, de havde begge et uroligt sind, så de gik ikke for godt i spænd sammen. Da nogle jyske stormænd gjorde oprør mod kongen i 1351, sluttede Claus Limbek sig til dem. Kongen lod Tørning slot belejre. Det berettes, at maden til sidst slap op på slottet. Man havde kun en eneste ko tilbage. Denne ko blev hver dag ført hen over borgvolden,idet man lagde forskellige huder fra de slagtede køer over den, for at kongens folk skulle tro, at man var godt forsynet. Det var måske Claus Limbek, der ved den lejlighed fandt på at lave den underjordiske gang, som i følge sagnet fører ud fra slottet, sådan at man skjult af forskellige ting i terrænnet bl.a. små skove kunne have forbindelse med slotte i Skrydstrup og Jægerup. Andre fortæller, at der gik en underjordisk gang fra slottet til Hammelev kirke. Men disse løngange må altså ikke have været der, da kong Valdemar belejrede slottet, og det var nær ved, at sulten havde tvunget Claus Limbek og hans folk til at overgive sig. Men netop som det så allerværst ud for drosten på Tørning, kom hans navnefælle grev Klavs af Holsten ham til hjælp med en hær, der skulle angribe kongens folk bagfra, og belejrerne måtte vige for for denne overmagt. I 1353 sluttede den oprørske drost forlig med sin konge. Men også senere hen var han med i en opstand mod kong Valdemnar. Venner blev de aldrig. Det påstås, at engang, hvor Claus Limbek skulle sværge kongen troskab, mumlede han indædt mellem tænderne: "Jeg sværger, at jeg aldrig skal være tro mod Eders rige." Selvom kong Valdemar ikke hørte disse ord , så kendte han godt sin drosts indstilling, og kongen søgte da også flere gange at få ham skaffet af vejen. Engang havde Claus Limbek fået frit lejde til at komme til forhandling med kongen på Vordingborg slot. Hr. Claus mødte da også med et stort og veludrustet skib. Men inden han var kommet ind på slottet, hviskede en ven til ham: "Se til, at I kommer bort; for vandet I skal skoldes i, er over ilden." Så forstod hr. Claus, at det var om at komme væk i en fart. I følge sagnet fortrød kongen, da han lå på sit dødsleje, at han "ikke havde skoldet ham, da vandet var hedt nok dertil." Endnu en gang blev Tørning slot belejret i Claus Limbeks tid. Men denne gang var det ikke kongen, der belejrede slottet, og det var heller ikke hr. Claus, der var årsag til belejringen; men hans søn Henneke Limbek. Et par af junker Hennekes svende, havde optrådt som landevejsrøvere på vejene omkring Kiel. Borgerne i Kiel fik dog fat på dem og lod dem henrette med sværd ved Gåsebæk. Dette måtte junker Henneke have hævnet. Lejligheden kom, da købmænd kom fra marked i Eckernførde. Junker Henneke og hans folk overfaldt dem og dræbte nogle, andre tog de til fange. Den ene hævn fører den anden med sig. Da Grev Klavs af Kiel hørte om overfaldet, drog han med sine folk op til Haderslev, som han indtog, hvilket var så meget lettere, som byen var helt lammet på grund af den sorte pest. Derfra tog han til Tørning og belejrede slottet. Claus Limbek boede åbenbart ikke på slottet dengang. Måske var det ham, der fik sendt bud til kong Valdemar, for at få ham til at gribe ind i striden. I det mindste kom kongen junkeren til undsætning og fik Kielergrevens folk jaget bort. Hr. Claus' og fru Ides ældste søn, arvingen til Tørning, hed Rolf Limbek. Han skulle forberedes godt til at blive faderens efterfølger og fik derfor en verdensmands opdragelse. Han studerede kunst og videnskab i Paris, drog derfra til Prag, hvor han opholdt sig ved kejser Karl den IVs hof. Der vakte han opsigt ved sin skønhed og sin ridderlige adfærd. Ved hans afrejse fra Prag slog kejseren ham til ridder. Efter at ridder Rolf var kommet hjem til Tørning blev hans bryllup fejret på slottet. Alt så lyst og dejligt ud for den unge mand, hvis man da ikke spurgte Døden til råds. For den kom kort tid efter og tog ham med sig. Det blev nok den største sorg hr. Claus og fru Ide fik at bære. Døden kom atter til Tørning i 1369. Da kom den for at hente Claus Limbek selv. Man mener, at han og fru Ide ligger begravet under den store hængeelm sydøst for slotsruinen. Men så urolige sjæle kunne umuligt få ro i deres grave. Ligesom deres herre, kong Valdemar må fare gennem natten mod Gurre, således må hr. Claus og fru Ide fare gennem mørket med deres kobbel af sorte, glammende hunde. Det er straffen for deres hårdhed mod bønderne. Ved Tørning mølle er der et markled, som man aldrig må lukke. Der skal Claus Limbeks og fru Ides genfærd frit kunne fare igennem, ellers kommer der brand og alskens ulykke over Tørning. Nu da vi er ved de mystiske ting, der sker ved Tørning, skal det lige nævnes, at hver julenat klokken 12 viser der sig på borgvolden en slange med guldkrone på hovedet. Om den har noget at gøre med Claus Limbek eller måske med Valdemar Atterdag - eller hvorfor den overhovedet viser sig, er der ingen, der ved mere. Under Christoffer II var kronens økomomi så dårlig, at store dele af landet - herunder Kalø - var pantsat. Kalø var pantsat til grev Gerhard af Holsten, "den kullede greve", som pantsatte borgen videre til Claus Limbek. Efter grevens død gik Claus Limbæk over på den danske kongens side, blev lensmand på Kalø og endte i 1344 med at blive drost, rigets øverste embedsmand. Dette skift i tilhørsforhold kan måske forklare oprindelsen til en historie om, at grev Gerhard belejrede Kalø, Claus Limbeks pant. Han bliver sidste gang nævnt d. 6/7-1368.

Han ejede Rugtved Borg i Vensyssel. Han ejede Skinkelsborg ved Lillebælt. Den 10. april 1362 blev der indgået en aftale om ægteskab mellem hr. Stig Andersen (Hvide) på vegne af hans umyndige sønnesøn Jens Uffesen og hr. Claus Limbek på vegne af dennes datter Elizabeth. Dermed var der indgået en forbindelse/alliance mellem Jyllands på dette tidspunkt to mægtigste mænd. Udfra oplysninger der gives i ægteskabskontrakten kan deres gods beregnes til at udgøre, hvad der i det 15. århundrede ville svare til henholdsvis ca. 450 og ca. 600 bondegårde 7 .

In the spring of 1365 a Danish cog, owned by a certain Claus Limbek, took in a cargo of coal in England which was then sailed to Dordrecht.63 The coal was sold, and a company led by a merchant chartered the ship which took onboard a cargo of salt, destinated for Reval. Unfortunately the ship was not able to leave Dordrecht, because of some financial circumstances, and eventually the owner's agents decided to sell it. This was clearly done against the will of its owner, but he probably never got back his ship, nor the money he had involved in it, although he tried also to blame the town of Liibeck for his loss.

0. Ventegodt 1982, 69. DiplDan 3, 7, no. 392 (1366, 18/6 and no. 421 (1366, 15/8) from the City Council of Dordrecht to the Council of Liibeck. The last letter gives the date of the sale of the cog in Dordrecht, which was 1365, in May {"...uel circiter..."). One of the two men, who had to sell the cog, which really belonged to Claus Limbek, was in fact a special servant of his, whom Limbek had sent out in order to reclaim his cog, but certainly not to sell it, see DiplDan 3, 7, no. 331 (1365, 25/ 11), as confirmed by the Council of Ribe 1366, DiplDan 3, 7, no. 389 (1366, 5/6). The last letter in this case is from the Council of Liibeck to Claus Limbek, with copies of the two letters from Dordrecht, and telling him, that Liibeck was not to be claimed for the loss, which his servants had caused him, DiplDan 3, 7, no450 (1366, 11/11).

Claus Limbek was the owner of that cog which ran into troubles in Dordrecht in 1365, and in 1350 the bishop of Roskilde had promised him the bishop's own ship after his death.-69 See note 59. DiplDan 3, 3, no. 285 (1350, 13/5). 

Limbek may have possessed and operated more than one vessel, and maybe his home base for this was in fact the town of Ribe. In 1350 Hans /Johannes) Limbek, who was an uncle of Claus, was buried in the Cathedral of Ribe.

Relations concerning trade between Claus Limbek and Ribe were established before 1368, as for instance in 1366, when the Town Council issued its letter of confirmation concerning the trouble Limbek had in order to reclaim his cog in Dordrecht.

His family interests in the trade from Ribe seem clearly reflected in 1368, when Claus Limbek and his sons as lords of the castle and town of Ribe agreed to owe a certain Henrik Andersen, burgher of Ribe, the sum of 80 marks of silver which had been handed over to the Limbeks.

In turn Henrik Andersen got the right to enjoy the income of the royal customs of Ribe for the next four years. In addition, the Limbeks promised not to give up the castle or the town before the debt had been paid offeither by means of the custom income or directly by themselves. They also promised something quite unusual - that no merchant should be allowed to export any goods from the two towns Varde and Ringkabing, unless they took the goods to Ribe and paid the customs there - that is, the town of Ribe could by this claim staple rights towards the other two towns.

The Limbeks were at that time allies of the enemies of the Danish crown, and nobody knows whether Henrik Andersen would have been able to get his money back if the Holsatian Counts and their vassals lost control of Ribe. He eventually died in 1369, but the Limbek family stayed in the area. Henneke, the son of Claus Limbek, gave back the fief and castle of Riberhus to Queen Margrethe in 1399 for the large sum of 8000 marks.

https://www.dis-danmark.dk/forum/read.php?1,56854,page=2 NN Limbek; efterkommere:

A1. Markvard Limbek A2. Godskalk Limbek .....B1. Johannes (Henneke) Godskalksen til Lundtoft hrd., Trøjborg .....B2. [1] Lyder Godskalksen til Lundtoft hrd., og Søgård, købte gods i Bjarup i Linå sg., ant. ............Trøjborg ; 1g. Aleka; 2g. Margrethe Krummedige (2g. Godskalk Porsfelt, fætter til Claus ............Limbek) ..........C1. Blixen Lydersen Limbek, væbner, d.e. 1379; ingen efterkommere ..........C2. [1] Henneke Lydersen Limbek, ridder til Trøjborg, d.e. 1379, men før 1388; ingen .................efterkommere ..........C3. Claus Lydersen Limbek, væbner, d.e. 1375; ingen efterkommere ......B3. Emeke Godskalksen til Mårkær, d. e. 1365, 1391 solgte Markvard Brockdorff på Emeke ............Limbeks sønners vegne Mårkær til Antinitteordenen ..........C1. Lyder Emeksen Limbek ..........C2. Hartvig Emeksen Limbek; 1g. Grete Ottedatter Skinkel; 2g. Cecilie Jensdatter (Uf), .................væbner, til Jersøre på Nordfyn og Nebbe i Holmans hrd. ..........C3. Iven Rathmansdorf, d.e. 1395, væbner, bosat på fyn .....B4. Otto Godskalksen Rammeskop ..........C1. Borkvard .....B5. Timme Godskalksen Limbek ..........C1. Siefert Timmesen Limbek ..........C2. Claus Timmesen Limbek ..........C3. Otte Timmesen Limbek ..........C4. Markvard Timmesen Limbek ..........C5. Berte Timmesdatter Limbek; g. Iver Pedersen Juel, s.a. Peder Juel og Mette ................Segebodsdatter Krummedige ................D1. Anne Juel; g. Eggert Frille til Vedstedgård .....B6. Nicolaus Kudy Godskalksen Limbek, ridder, medejer af Langholt i Vendsyssel, .....B7. ?Godskalk Skjerf Limbek, ridder, medejendomsret til kongsgården i Slevig, nævnes ...........1335, nævnes som Svend Jensens mødrene slægtning .....B8. Markvard Godskalksen Limbek A3. Otte Godskalksen Limbek, skrev sig til Boller 1350; g. NN Gyldenstierne, d.a. Niels Eriksen .......Gyldenstierne .....B1. Claus Mulerch til Sandgrav (Gammelgård i Storring sg.), Rugtved, Næsfærggård i Vorup ............sg., Granslevholm i Granslev sg og Hasager i Skjød sg., Skinkelsborg i Sdr. Stenderup ............sg., Valdemar Atterdag?s drost det meste af tiden 1344-1366, ledende i oprøret mod ............Valdemar Atterdag 1352-1353 og 1357-60, d.e. 1368; 1g. 31.10.1355 Ide ............(?Hartvigsdatter Krummedige); 2g. efter 26.08.1365 med Berta ...........C1. Henneke Limbek til Tørning, væbner, fik 1394 Gram hrd i pant tillige med Trøjborg, .................1388 købt gods i Hviding hrd. og i Lø hrd. af væbneren Niels Slet og i 1386 styrede ..................han gods beliggende i Sønderjylland for Niels slet til Gudumlund, erhvervede 1400 ..................fra Stig og Pors Porsen hertug Valdemars pantebrev på Rejsby sg.. Valdemar Sappis .................1400 overtog han fra Jon Lille hertug Valdemars pantebrev på Vodder, Spandet og .................Arrild sogne udstedt af Jon Lilles morfar Valdemar Sappi. Hans foged, Christian .................Frellesen (Frille), havde i 1369 fået Roager og Vodder sogne og i 1369 V. Vedsted .................sogn i pant af hertug Henrik. Disse 2 pantebreve overdrog Christian Frellesen 1412 til .................Henneke Limbek og hans arvinger. Henneke Limbek kom 1376 for en stor pantesum i .................besiddelse af Tønder fogedi incl. Trøjborg med Lø hrd., som hans søn afhændede .................1407, besad gods i Nodre del af Sønderjylland herunder Skinkelborg i Sdr. Stenderup .................sg., høvedsmand 1368 på Riberhus med de frisiske øer, og igen fra 1378, borgmester i .................Ribe, gods i andre landsdele uden for Sønderjylland d. 1404 under togt mod .................Dietmarsken; g. Jutte, sad 1417 som enke på Tvedsgård, Dalby sg. ................D1. Claus Henneksen Limbek, til Tørring og Trøjborg, på sin hustrus vegne arving til .......................½-delen af arven efter Johan Skarpenberg, og denne arv mistede han siden i oprør .......................mod Erik af Pommern, overtog af Henneke Skinkel Skinkelsægtens gods i .......................Sønderjylland; g. NN Johansdatter Skarpenberg eller Johan Skarpenbergs enke ...............D2. ?Margrethe Hennekesdatter Limbke; g. Esbern Tagesen Emmiksen ...............D3. ?Else Limbek, g. m. Henning Rønnow ...............D4. ?Birgitte Limbek; 1g. m. (o.1400) Hr. Niels Jensen (Rosenkrantz); 2g. Eiler ......................Rønnow ..........C2. Elisabeth Clausdatter Limbek; g. (aftale om ægteskab 10.04.1362) Jens Uffesen til .................Bjørnsholm, mageskiftede med sin sivgerfar Claus Limbek Sandgrav med Tordrup, .................s.a. Uffe Stigsen Hvide ..........C3. Margrethe Clausdatter Limbek; g. Iver Nielsen (Rosenkrantz) til Estrup, pantsætter ................1356 sin hustru Margrethe?s arv i Melby i Ars hrd. (2g. trolovet 30.11.1367 Tove ................Uffesdatter Hvide, d.a. Uffe Stigsen Hvide), s.a. Niels Iversen og Susanne Nielsdatter ................Gyldenstierne ..........C4. NN Clausdatter Limbek; g. Hartwig Pogwisch, til Egholm i Himmerland indtil 1372, .................hvor Egholm tilskødes Peder Lykke, afstod sin 8/9 andel af Grødersby og Paverød .................1406, 1359-1410, s.a. Wulf I Pogwisch ...............D1. Wulf Hartwigsen Pogwisch, tager 1396 arv efter Claus Limbek ..........C5. Cathrine Clausdatter Limbek; g. (?Bendict Ahlefeldt III til Hagenskov på Fyn, Ålholm ................og Grimstrup, solgte 1389 Næsbyhoved til Dronning Margrethe) ...............D1. Claus Bendictsen Ahlefeldt, nævnt til Søgaard indtil 1381, faldt 04.08.1404 i ......................slaget ved Süderhamme; g. Anna Pogwisch, d.a. Wulf Pogewisch ..........C6. Timme Clausen Limbek, 1393 solgte med sin Broder Henneke Gods i Skovbo Herred .................til Dronning Margrethe ..........C7. Ulf Clausen Limbek, 06.07.1368: Klaus Limbek, ridder, og hans sønner Henneke og .................Ulf Limbek, væbnere, pantsætter tolden i staden Ribe til Henrik Andersen ..........C8. Volrad Clausen Limbek, var 1392 Medudsteder af et Vidne i Ribe Domkirke (134) og ..................beseglede til Vitterlighed Mattis Kerstensens Skjøde til Henneke Limbek.