Esaias Esaiasen Fleischer

• 22. 26/11 1665, o. 22/12, Mag. Esaias Esaiasen Fleischer, f. Kbh. 25/10 23; F. E. F., Hof-Apoth.; M. Marie Hansdtr. Suurbech; St. Sorø 52; udenlands 56–64; Mag. 65; ~ Ellen Jacobsdtr., † 28/12 84; F. J. Andersen Riber, Rdmd. i Kbh.; M. Maria Pedersdtr.; see Esaias E. F. i Taarnby; S. Jonæsen og P. J. Paulin t. Roesk. Dk.; [%E2%80%A0 5/2 1697; som Student befængt med separatistiske (veigelianske) Griller; maatte give et Revocationsskrift og et Revers, staae aabenbar Skrifte o.s.v.; ledsagede som Sp. Griffenfeldt til Retterstedet; W. 1/307; N. 169].

FAaW, s. 22.

http://stenkrogen.dyndns.dk/john/wiberg-net.dk/621-23-Kbh.Hel.G.htm

Præst vid Helliggeist Kirke i København.

Fleischer, Esaias, 1633-97, Præst, var født i Kjøbenhavn 25. Okt. 1633. Han var en Søn af den foregaaende. Efter, siden 1648, at have besøgt Sorø Skole og Akademi blev E. F. tillige med sin Broder Johan i Nov. 1652 immatrikuleret ved Kjøbenhavns Universitet. Begge Brødrene tillige med en Ven fra Sorø, Troels KnofF, kom under deres theologiske Studier i Forbindelse med Sværmeren Niels Svendsen Chronich (s. III, 585), hvis store Alvor og mystisk-idealistiske Retning gjorde et dybt Indtryk særlig paa E. F., der besad et fyrigt og energisk Sind, og som nu i sin Læremesters Aand og betegnende sig selv som Guds Sendebud tog sig for at gjennemhegle Kjøbenhavns Præster, fordi de formentlig ikke gjorde deres Skyldighed. Dette var imidlertid nær kommet ham dyrt til at staa, thi paa Regeringens Foranstaltning blev der anlagt Sag imod ham for Konsistorium, hvor han (1655) blev dømt til at have sine akademiske Rettigheder fortabte. Den eneste Maade, hvorpaa han kunde tænke at vinde dem tilbage, var ved længere Tids flittige Studier i Udlandet. 1656 begav han sig derfor til Rostock, senere til Strasburg, Leiden og Oxford. Alle Vegne var det de mest ansete Theologer og dygtigste Sprogmænd, han søgte at komme i Forbindelse med. I Oxford blev han i 3 1/2 Aar, særlig sysselsat med kirkehistoriske Studier under Barlows Vejledning. Siden færdedes han i Frankrig og Italien (et Stykke af hans «Iter Romanum» er endnu bevaret i Haandskrift), hvor han stiftede Bekjendtskab med flere af Tidens berømteste Lærere og Videnskabsmænd.

Endelig kom han over Tyskland hjem 1664. Nu havde Dommen om ham ganske forandret sig. Hans Ungdomssværmeri blev ikke mere fremdraget. Beslægtet med en saa indflydelsesrig Mand som Hans Nansen, «der var ham som en kjødelig Fader», var der intet til Hinder for hans Forfremmelse. Efter 1665 at have taget Magistergraden blev han s. A. Sognepræst ved Helligaandskirken i Kjøbenhavn. Dette Embede forestod han med megen Troskab og Dygtighed. Det blev hans Lod at ledsage Griffenfeld til Retterstedet, vistnok fordi denne selv havde begjæret ham. En vis djærv Sandhedskærlighed synes at have været F. egen, og den stak mærkelig af mod den i Tiden raadende servile Tone. J. Bircherod fortæller i sin Dagbog i Anledning af Takkefesten for Fredslutningen med Sverige 1679: «Ved denne Lejlighed kom Sognepræsten ved Helliggejstes Kirke, Mag. E. F., i temmelig Ulejlighed, fordi han som en passioneret Patriot gav i ovenmeldte Taksigelse hel lydelig sin og fleres Ufornøjelse til Kjende over Krigens slette Udgang paa vor Side paa Grund af de okkuperede Stæders Restitution etc., i det han kaldte den nys afsluttede Fred en skiden og skammelig Fred, med mere deslige. Hvorudover han af Bispen, Dr. Bagger, i Følge kgl. Befaling blev suspenderet fra sit Embede. Og sprang der siden gode Penge for ham til dem, der talte hans Sag i Lave.»

1667 havde F. ægtet Ellen, Datter af Raadmand Jacob Andersen Riber i Kjøbenhavn. Hun døde 1684. Efter flere Aars Svagelighed bortkaldtes han selv 5. Febr. 1697. Han havde ønsket den siden bekjendte Morten Reenberg til sin Medhjælper og Efterfølger; men det blev ham afslaaet. Af Skrifter har han kun udgivet en Ligtale over Hans Nansen. Han skal have udarbejdet adskilligt i Kirkehistorien; men det kom ikke for Lyset og er nu tabt.

Programma funebre. Pontoppidan, Annales eccles. Dan. IV, 718. Kirkehist. Saml. 3. R. III.

H. F. Rørdam. Dansk Biografisk leksikon