Hans Lindenov, til Ørslev Kloster

Lindenov, Hans, –1620, til Ørslevkloster, var Søn af Hans Christoffersen L. til Ørslevkloster og Elsebe Juel. Han gjorde sig første Gang bemærket ved 1602 i Kjøbenhavn at traktere en svensk Agent med Hug, Slag og Skjældsord i dennes egen Bolig, hvad der ikke den Gang synes at have draget andre Følger efter sig end nogle diplomatiske Forhandlinger. Efter det følgende Aar at have ægtet Else Andersdatter Thott bosatte han sig paa hendes Gaard Ingelstad i Skaane. Under et Besøg paa Bornholm, hvor Faderen da var Lensmand, men syg og sengeliggende, kom han for Skade med en Gærdestaver at ihjelslaa en Mand, der med flere andre gjorde Spektakler uden for Lensmandens Bolig. Faderen stillede imidlertid den dræbtes Slægt tilfreds, saa at ingen Tiltale fulgte. I sin Tid havde den ældre H. L. staaet Mogens Heinesen (VII, 274) nær og endog i sin Sognekirke ladet sætte et Epitafium til denne bekjendte Søhanes Ære, og Sønnen maa vel have delt sin Faders Beundring. I alt Fald søgte han efter Evne at træde i Mogens Heinesens Fodspor. Efter Faderens Død (ved 1610) udrustede han 2 Skibe, vel nærmest med Fragtfart for Øje, men da Krigen med Sverige udbrød, fik han i Jan. 1612 af Kongen Kaperbrev for sit ene Fartøj og deltog s. A. i den lille Affære ved Travemünde. Fredslutningen kom ham ubelejlig, thi han og hans Besætning havde faaet Smag for det uregelmæssige, lystige Kaperliv, og snart gik der Ord om hans overmodige Æventyr, der dog næsten alle mere bundede i Kaadhed end i ondt Sind. Saaledes lod han en Gang, da han ved Pinsetid 1613 laa i Trælleborg Havn, sin Arkelimester for Morskab skyde til Maals efter en indsejlende Blekingfarer, hvis Formast derved gik i Løbet, men bagefter gav han Skipperen en ny Mast og en lille Pengesum. Senere paa Aaret var han i Danzig, hvor han sagsøgte en bortløben Baadsmand, men mødte her fuld i Retten og opførte sig «modvillig» mod Borggreven og andre Øvrighedspersoner. Ogsaa under et Besøg i Stockholm indlod han sig paa Spektakler, men erholdt Tilgivelse; siden roste han sig af, at han paa Hjemvejen under Bornholm havde ladet nogle lybske Skippere springe fra Raaen og nogle Matroser kjølhale, fordi han i Stockholm havde hørt nogle Lybekkere tale haanlig om de danske. Han kom saa til Helsingør, hvor han hyrede et Par Mand til at følge sig paa Togt mod de tyrkiske Galejer, men da deres Kvinder med grædende Taarer bade ham om at give dem fri igjen, opfyldte han Ønsket. Af Rejsen til de tyrkiske Farvande blev der intet, thi da han kom til Aalborg, blev han efter kongelig Ordre fængslet. En skotsk Skipper, som han paa Rejsen fra Danzig ved Skud havde tvunget til at stryge og komme om Bord til sig, hvor Skipperen havde maattet erstatte Skuddet med en Rosenobel, «saaledes som det plejede at holdes paa Kongens Skibe», havde paa Tilbagevejen indgivet Klage over H. L., og da det ogsaa oplystes, at denne paa Læsø havde udgivet sig for at sejle i Kongens Tjeneste og derved formaaet Bondefogeden til at tilsige en Styrmand til at føre ham til Aalborg, hvor han ganske vist betalte Manden for hans Umage, vakte denne Optræden med Grund Kong Christian IV’s Forbitrelse. H. L. førtes til Kjøbenhavn, og et Aars Tid gik med til at samle Vidnesbyrd mod ham; men saa kunde ogsaa den kongelige Aktor fremlægge en vidtløftig Anklage, hvori intet manglede, hverken de skrinlagte Overfald og Drab 1602 og 1603, de udenvæltske Optøjer i Danzig og Stockholm eller H. L.s egne Fortællinger om de kjølhalede Søfolk, langt mindre, at hans Folk havde røvet en Fiskerbaad, at han havde haft en fredløs Mand i sin Tjeneste, allermindst, at han havde forgrebet sig paa Kongens Højhed ved at udgive sig for Kongens Skibschef. 16. Marts 1615 dømte Kongen og Rigsraadet ham til evigt Fængsel, og han førtes saa til Dragsholm, hvor Evigheden dog indskrænkede sig til 3 Aar. Hvad enten man havde faaet Øje for Dommens overvættes Strænghed eller for, at Manden sad inde med Evner, der fortjente bedre Anvendelse, nok er det, da Familien tog Anledning af Ove Gjeddes forestaaende Expedition til at ansøge om Fangens Løsladelse, mod at han forpligtede sig til at tjene 7 Aar i Ostindien, blev denne Ansøgning bevilget. I Nov. 1618 forlod H. L. altsaa sit Fædreland og blev senere sat til Chef for et undervejs opbragt fransk Skib, men hjem kom han aldrig mere; han døde 1620 i Ostindien. – Enken, der gik fra Arv og Gjæld efter ham, ægtede siden Corfits Ulfeldt til Krogsdal, en virkelig kongelig Skibschef.

Hist. Arkiv 1877, II, 241 ff. Lind, Krist. IV og hans Mænd p. Bremerholm S. 205.

Thiset

[Dansk biografisk Leksikon 1896]

Kilder:

• Dansk biografisk Leksikon: Lindenov, Hans (Kjøbenhavn 1886) Bd. X, s. 317-319 - http://runeberg.org/dbl/10/0319.html
• Wikipedia: Hans Hansen Lindenov (kaper) - https://da.wikipedia.org/wiki/Hans_Hansen_Lindenov_(kaper)