Jens Christian Jensen Lykkegaard

Jens Christian Lykkegaards biografi, skrevet af Pastor A.J. Sørensen i Tidsskriftet ”I EVANGELIETS TJENESTE”, Biografier af arbejdere i Det Danske Missionsselskabs 1945. O Lohses Forlag Eftf.

Jens Christian Lykkegaard

Af Pastor A.J. Sørensen

Barndomshjemmet

Jens Christian Jensen Lykkegaard fødtes 6. Oktober i et Boelsted ved Kæret på Sdr. Onsild Mark i Nærheden af Hobro. Hans Fader Christian Jensen Lykkegaard stammede fra Gaarden »Lykkegaard« i Sjørring. Hans Moder Ingeborg, f. Pedersen, var fra det nærliggende Bigum.

Barndomshjemmet, i hvilket 3 Piger og 2 Drenge voksede op, var præget af gammeldags Gudsfrygt og Nøjsomhed. I sin Ungdom var Faderen blevet vakt under den nidkære og ildfulde Pastor Transbergs Prædikestol i Tjele-Vinge Kirke. Livet i Hjemmet prægedes heraf. Faderen læste daglig i Bibelen og samlede hver Søndag sin husstand og læste en Prædiken for dem. Det kneb for børnene at sidde stille så længe; men de fik Velsignelse deraf. Forældrene talte med børnene om Gud, og hvor nødvendigt det var at tro på ham. Endnu i sin høje Alder mindes Lykkegaards ældre Broder, hvor alvorligt det blev for ham ikke at være blevet et troende Menneske, thi saa vilde man gaa fortabt. Han mener, at det samme var ogsaa Tilfældet med hans Broder.

Hjemmet havde ingen stor Omgangskreds, det levede sit eget stille Liv. Det daglige Arbejde lagde Beslag paa Tid og Kræfter. Engang, mens Lykkegaard var en lille Dreng, var han lige ved at drukne i et Vandhul, men Naboens Dreng, Jens Holm, kom til og reddede ham. De blev senere Venner for Livet.

Lykkegaard Blev konfirmeret af Pastor H.A.Barfod, der var Præst i Sdr. og Nr. Onsild i Aarene 1873-90. En from Præst, præget af gammeldags Gudsfrygt, men en tung natur, der slet ikke forstod det aandelige Liv, der i hans sidste Aar vaktes i Sognet gennem Indre Mission. Efter sin Konfirmation var Lykkegaard nogle Aar ved landbruget. Gennem Indremissionær Mathiesen, der i Aarene 1880-88 udfoldede en velsignet Virksomhed i Randers By og Omegn, kom vækkelsen ogsaa til Hobroegnen. I Sdr. Onsild blev der dannet et lille Indre Missions Samfund, for hvilket føromtalte Jens Holm i mange Aar stod som Leder til Hjælp og Velsignelse for mange.

I 18 Aars Alderen kom Lykkegaard i Lære hos en troende Karetmager i Hjermind ved Bjerringbro. Her blev han vakt og kom i Nød med sin Synd. Under et Besøg i Hjemmet opsøgte han Jens Holm, med hvem han fik en god Samtale. Han sagde bl.a. til ham, at han skulde kassere alt sit eget og blindt tro, at med et eneste Offer havde Jesus fuldbragt alt til Frelse ogsaa for ham. Lykkegaard fik snart Mod og Kraft til at vove Springet ind i Jesu Arme.

Nu kom tanken om at rejse ud som Missionær op i ham. Han talte med Vennerne i Hjermind og Sdr. Onsild herom. Baade hans Mester og hans Fader fandt, at det var en taabelig Ide, som de søgte at faa ham til at opgive, men Lykkegaard var ikke for ingenting Jyde. Var han først kommet til Klarhed over noget, stod han fast paa det - koste hvad det Vilde af Modstand og personlige Ofre. Han vilde nu for at faa de nødvendige Forkundskaber gerne paa den nyoprettede Indremissions Højskole i Nr. Nissum, men hvorfra skulde Midlerne komme. Hans Fader vilde ikke støtte ham, saa længe han fastholdt Tanken om at blive Missionær. Da kom en ham ukendt, men troende Karl, Niels Andersen, i Sdr. Onsild, og gav ham en dengang ikke ubetydelig Gave paa 100 kr. til Hjælp til Højskoleopholdet.

Lykkegaard tog dette som Svar paa Bøn og Guds Bekræftelse paa, at han nu var inde paa den Vej, ad hvilken Gud selv vilde sørge for ham, naar han blot vandrede fremad i Tro og Lydighed. Pastor Th. Ingomar Petersen, der i Aarene 1890-97 var Sognepræst i Sdr. og Nr. Onsild, og som stillede sig, varmhjertet og nidkær for Sjæles Frelse, midt blandt de faa troende Mennesker, tog sig kærligt af Lykkegaard og hjalp den beskedne og stilfærdige unge Mand, der var helt forvisset om, at Gud vilde have ham ud til Hedningerne.

Det nye aandelige Liv gav ogsaa Udslag i Kærlighed til Ydre Mission. Vennerne besluttede, at de vilde staa bag Lykkegaard i Forbøn og Offer og forhandlede med D.M.S.s Bestyrelse om, at han skulde udsendes som deres Missionær under D.M.S, lønnet af dem; men det blev opgivet, da D.M.S.s Sekretær, Pastor Løgstrup, stillede som Betingelse, at Vennerne kun indsamlede Gaver i deres eget Samfund. Dog ydede de ham under hans Ophold i Herning paa Realskolen og Missionsskolen alligevel Hjælp nu og da.

Paa Nr. Nissum Højskole fik han et rigtigt lykkeligt Vinterophold. Her var han sammen med andre ligesindede unge, de søgte at faa Klarhed over Guds Vilje og Vej og at dygtiggøre sig til at følge den. Skolens Forstander, Pastor A.L.Hansen og sig kærligt af ham. Blandt Eleverne var senere Chinamissionær J.Emil Jensen. Det fælles Missionskald knyttede de to sammen i et inderligt Bønnens Fællesskab. De talte ikke meget med andre om deres Fremtidsplaner, men bad Gud jævne sin Vej for deres Ansigt. Mens J.Emil Jensen tøvede, meldte Lykkegaard efter samraad med Pastor A.L.Hansen sig til D.M.S.s Bestyrelse, men fik Afslag. Kort efter kom Indremissionær Anders Stubkjær, og denne erklærede, at Bestyrelsens Beslutning nok kunde ændres. Nogen Tid efter kom der Brev fra D.M.S.s Bestyrelse, at den var villig til at antage Lykkegaard til Uddannelse, men han skulde helst først tage Præliminæreksamen.

Selv om mange rystede paa Hovedet, Tog Lykkegaard nu til Herning for paa Realskolen dér at læse til Præliminæreksamen. Han var fremdeles fuldt forvisset om, at Gud, der havde kaldet ham, ogsaa vilde sørge for Midlerne og hjælpe ham frem til Maalet, og han blev ikke skuffet. Han lejede et tarveligt Værelse paa en Kvist, uden Varme om Vinteren, vaskede selv sit Tøj og lavede sin Mad. I Sommerferien tog han Arbejde i Tørvemosen eller ved Høstarbejde. Pastor A.L.Hansen sendte fra Nr. Nissum Pakker med Smør og Flæsk.

Ogsaa Venner i Herning fattede Godhed for ham. Et Par ældre Damer indbød ham til deres Middagsbord. Penge til Togbilletter havde han ikke, men saa bruge han Apostlenes Heste og blev trænet Fodgænger, hvilket senere kom ham til gode paa Missionsmarken. Engang gik han fra Herning til Hjermind, hvor han bl.a. besøgte en troende Mand, Martin Smed. Da denne saa, at Lykkegaards Støvler var opslidte, sagde han: »Lad os bytte!>« Lykkegaard fik paa denne Måde et Par nye, solide Støvler. Tiden paa Realskolen var paa mange Maader en trang Tid. Han maatte spinke og spare og slide vældigt for at følge med paa Skolen. Han arbejdede tungt, og Forkundskaberne var ringe.

D.M.S.s Sekretær, Pastor Løgstrup, erklærede engang overfor Pastor Th. Ingomar Petersen, at Lykkegaard aldrig vilde faa Præliminæreksamen. Pastor Th.I. Petersen skriver: »Han fik den!«

De trange Kaar og det mægtige Slid kølnede ikke hans Missionsiver. Overalt, hvor Lejlighed gaves, vidnede han om sin Frelser. Engang Broderen og han var paa Vej fra Hjermind til Hjemmet i Sdr. Onsild, standsede Lykkegaard udenfor et ensomt beliggende Hus og sagde: »Lad os gaa ind her. Jeg har været her engang før, og da talte jeg med Konen om Guds Rige, og jeg tror, at hun blev vakt og er et Frelst Menneske.« Da de kom ind, græd Konen af Glæde over igen at faa Lejlighed til at tale med Lykkegaard om det, der hører Guds Rige til. En anden Gang, -- efter at han var kommet ind paa Missionsskolen og havde faaet økonomisk lysere Kaar - vilde han med Toget fra Herning til Nr. Nissum. Før Afrejsen var han oppe hos nogle Venner, der endelig vilde, at han skulde drikke Kaffe med det Resultat, at han lige naaede at se Toget gaa; men saa gik han den lange Vej, overnattede i en Høstak og naaede først den følgende Dag sit Maal. Den Oplevelse glemte ham aldrig, siger hans Hustru. Belært af denne Oplevelse modsatte han sig altid, at man søgte at presse nogen til at blive. Maaske var det under dette Besøg, at han, da Pastor A.L.Hansen ikke var hjemme, saa barnligt og enfoldigt fortalte Fru Hansen om Guds Godhed og naadige Førelse, at hun blev hjulpet igennem til Troens Hvile. Hele sit Liv igennem bevarede Lykkegaard Evnen til i Samtaler med Mennesker at faa dem til at lukke sig op. Han forstod at tale enfoldigt om alt det store. Der var i ydre Henseende intet glimrende ved ham, men dem, der vandt hans Tillid og Kærlighed, var han trofast imod. Lukkede han sig op, saa opdagede man, at her var der Guld at hente.

Paa Missionsskolen i Herning.

I begyndelsen af 1891 blev han optaget paa Missionsskolen i Herning, hvor han fik Skolens Forstander, Provst (senere Biskop i Ribe) Gabriel Kock og Pastor N.B.Gotfredsen til lærere og bl.a. de senere Kinamissionærer O.Olesen, Johs. Vyff og senere Indienmissionær V.Gøtzshe til Klassekammerater. Provst Kock var lige fremragende som Theolog og Lærer, især i N.T.Exegese var han uforlignelig, altid klar og interessant. Han kunde som faa med aandelig Indsigt lukke Bibelen op for sine Elever. Han var en stor Menneskekender og en fortrinlig Pædagog. En af hans Elever skriver om ham: »Han gennemskuede os til Bunds, kunde maale og veje os med største Nøjagtighed, og vi frygtede hans altid undersøgende Blik; men han var altid retfærdig og vilde ligesaa lidt undervurdere som overvurdere nogen af os.« Ogsaa for de kulturelle Værdier søgte han at aabne deres Øjne. Missionsskolen var under hans faste Ledelse en Skole for Livet. Han vilde ikke alene bibringe sine Elever teoretiske Kundskaber, men ogsaa praktisk Erfaring, hvorfor han ofte lod dem tale ved mindre Møder i Herning By og Omegn og optage en Gerning blandt Børn og Unge. Ofte tog han selv med dem ud for at opmuntre og retlede. »Æ Kok aa hans Kywlinger« blev velkendte og velsete i Hammerum herred.

De fleste af Eleverne kom jo som Lykkegaard lige ud fra det praktiske Arbejde - lige fra Ploven, som man siger, men det var fortrinligt Materiale, der i den Kyndige og vise Mesters Haand fik Kanter og Særheder filet af og blev dannet til brugbare Redskaber - ja, dygtige, flittige og nidkære Pionermissionærer, der havde et praktisk Greb paa og et klart Sigte i deres Arbejde.

Provst Kocks Ledelse var fast og bestemt. Han var ikke bange for at sortere de uduelige fra. Det kneb for Lykkegaard, der arbejdede langsomt og tungt, at følge med; men Provst Kock holdt ud med ham, fordi ham saa, at der var stof til en missionær i ham. »Kan vi bare faa Lykkegaard godt igennem Missionsskolen, saa skal det nok gaa«, sagde han om ham.

Samlivet med de unge Mænd, der med Iver og Flid forberedte sig til det Livskald, som de vidste sig kaldet til af Gud, var berigende. De var meget forskellige, men alle fyldte af Livsmod. De kunde være muntre indtil Kaadhed og i næste Øjeblik dybt alvorlige. Alvor og Gammen gik her godt tilsammen. Det første Aarstid delte Lykkegaard Værelse med den unge Smed fra Rakkeby ved Hjørring, Ole Olesen. De blev nære venner for Livet. Olesen nød godt af, at Lykkegaard allerede var kendt i Herning og derfor kunde tage ham med ud på Besøg hos troende Venner, hvor de begge følte sig hjemme. Det kom i det hele taget til at betyde meget for Missionseleverne, at de under deres Uddannelse levede med i Indremissionens Samfundsliv og var omgivet og baaret af de troendes Kærlighed og Forbøn.

Lykkegaard fik betroet at holde Søndagsskole og Aftenmøder i Snekbjerg uden for Herning. Inden længe viste han sig som en Mand, der turde give sig i Kast med en stor Opgave. Han fremkom med Forslag om at bygge et Missionshus i Snejbjerg, og det lykkedes virkelig for ham at faa det gennemført. Missionshuset blev indviet den 5. December 1894 af Provst Kock. Den unge, vordende Pionermissionær havde vundet Sølvsporerne som Væbner i Jesu Kristi Følge.

Efter 4 ½ Aars Slid indstilledes de i Begyndelsen af 1896 til Missionseksamen ved Universitetet i København. Dr. theol. L.J.Kock, der overværede Eksaminationen, bevidner, at Lykkegaard vel ikke glimrede den Dag; men han kunde sine ting. Gud havde lagt sin Velsignelse i hans Flid og Udholdenhed. Han blev nu sammen med O.Olesen og Johs. Vyff af D.M.S. antaget til Udsendelse som Missionær til Kina. Foraaret og Sommeren 1896 blev anvendt til Møderejser og et lille Kursus i Sygebehandling hos Dr. Krohn i Saxkøbing.

Forlovelse.

Baade Olesen og Vyff var forlovede. Lykkegaard alene havde ikke fundet en Livsledsager, men det har sikkert været med i hans Bøn, at Gud vilde lede ham til den rette. Det gav Tryghed; thi mange Gange havde han erfaret, at Gud hører Bøn og gav langt ud over, hvad han turde bede om eller forstaa.

En af Møderejserne som Missionskandidat førte ham til Koldingegnen. Her lagde han under et af Møderne Mærke til og følte sig underlig draget af en ung Pige, der med dyb Alvor lyttede til, hvad han havde at sige; Livsglæden lyste ud af hendes Øjne. »hende skal det være og ingen anden«, sagde han uvilkaarligt til sig selv. Han anede ikke, hvad hun hed, eller hvor hun boede; men det var Guds Vilje, at det skulde være hende, saa skulde deres Veje nok mødes.

Nogen Tid efter skulde Lykkegaard tale i Sdr. Bjært og bo i Præstegaarden. Om eftermiddagen var Præsten optaget, og en af Døtrene fik besked om at underholde Gæsten. Hun, der ikke var særlig glad for hvervet, vidste intet bedre end at tage ham med en Tur i Haven, hvor de havnede i Stikkelsbærbuskene. Mens de smagte paa de modne Bær, kom den ældste Datter til, og det viste sig at være hende, hvis Billede Lykkegaard bar i sit Hjerte. - Den yngre benyttede sig af Chancen til at forsvinde, og her under Stikkelsbærbuskene sluttedes den Pagt, der blev de to Menneskers rige, menneskelige Lykke. De var beredt for hinanden og ført sammen af Gud, saaledes følte de det. Begge var kaldede til en Missionærs Gerning blandt Hedningerne.

Marie Louise Catharine Balslev Wied var født i Karlby Præstegaard paa Mors den 12. september 1875 som Datter af Sognepræst Carl Wied og Hustru Sofie Balslev, Datter af den kendte Ribebisp C.F.Balslev. Faderen var en Guds Riges Grundtvigianere, en dygtig Theolog og betydelig Vækkelsesprædikant, hvis Præstegerning i Sdr. Bjært i Aarene 1888-1901 satte dybe Spor i Form af en Vækkelse, der fra Sognet bredte sig til hele Egnen. Han virkede ikke alene ved sine dygtige, aandsfyldte Prædikener, men endnu mere ved sine flittige Husbesøg, under hvilke han ikke alene besøgte Husbond og Husmoder, i deres stuer, men ogsaa gik ud til de unge i Stald og Lade, paa Mark og i Have for at tale med dem om Guds Rige. Han havde en betydelig Gave til at tale med jævne Folk om det højeste. Faderen betød meget for Datteren Catharina, der under Vækkelsen i en ung Alder var blevet en afgjort Kristen. Senere var Pastor Wied i Aarene 1898-1904 Medlem af D.M.S.s Bestyrelse.

Moderen havde fra sit Hjem i Ribe Præstegaard medbragt en rig kulturel Arv og litterær Dannelse. Hun var et intelligent og fint Menneske og en nidkær Præstekone, der udrettede meget godt i sit Sogn. Man talte mange Aar efter med stor Hengivenhed om hende. Sine Børn gav hun en god Opdragelse. Catharine, der i Modenhed var forud for sin Alder, var Moderens fortrolige og højre Haand i Husgerningen og Opdragelsen af de mindre Søskende. Diakonissestiftelsens mangeaarige Forstander, Dr. theol. L.J.Koch, der er hendes Fætter paa mødrene Side, skildrer hende som en velbegavet, ikke særlig køn, men frisk og livlig und Pige, et kærligt og trofast Menneske, i hvis Hjerte der ingen Krinkelkroge fandtes. Dyb Alvor og sprudlende Livsglæde forenedes i hende paa den smukkeste Maade.

Deres Forlovelse vakte Opsigt. Mange fandt Modsætningen mellem de to i kulturel Henseende alt for stor. De forstod ikke, at den livlige, Livsglade Præstedatter fra det fine kultiverede Hjem vilde have den lidt tunge, stille og jævne Lykkegaard; men Kærligheden gør ikke altid blind. Hun kunde se Guldet, der laa gemt i hans Hjerte. Det, at hun droges mod Missionsmarken, virkede vel ogsaa med. Lykkegaards Venner gentog, hvad der næsten var et Mundheld for dem: »Lykkegaard har altid Lykken med sig!« Han havde i Sandhed fundet sig en god Hustru, en Gave fra Herren.

Ordination og Udsendelse.

Den 18. og 19. September 1896 strømmede Folk sammen i den gamle Bispestad Ribe til en Kirkefest, der mindedes længe. Ved den blev 16 unge Mænd ordineret af Biskop Gøtzsche i Sct. Catharinæ Kirke, hvor der langt fra var Plads nok til alle, der var kommet for at overvære Ordinationen.

Missionskandidaterne Lykkegaard, Olesen, Vyff og Gøtzsche, Biskoppens egen Søn, ordineredes til Missionærer og 12 unge Mænd til Præster. Pr. Tog, Hestevogn og til Fods strømmede i Tusindvis Missionsvenner til fra hele Landet.

Festen begyndte Lørdag Aften i Sct. Catharinæ Kirke med en Gudstjeneste, ved hvilken Pastor O.C.Ibsen og Indremissionær Anders Stubkjær talte. Søndag Morgen fyldtes Pladsen foran Kirken længe før Gudstjenestens Begyndelse af en stor Skare, der sang Salmer og aandelige Sange. Da Dørene aabnedes, fyldtes Kirken hurtigt til Trængsel.

Mange stod endnu udenfor, og da Ekstratog kort efter ankom med en nu stor Skare, talte Pastor Løgstrup til dem ved et Friluftsmøde paa Ribe Slotsbanke. 70 Præster i Ornat deltog i Haandspaalæggelsen ved Ordinationen; derefter prædikede Missionær Gøtzsche over Rom. 10,9-15 om tro og bekende. Om Eftermiddagen Kl. 5 og om Aftenen kl. 8 holdtes Missionsmøder samtidigt i Kirken og paa Slotsbanken. Lykkegaard talte Kl. 5 paa Slotsbanken sammen med Missionsselskabets lærde og missionskyndige Formand, provst Vahl. Lykkegaards Far, der nu var blevet fortrolig med Tanken om, at Sønnen skulde rejse ud som Missionær, deltog med Glæde i Festen.

Den 1. Oktober samledes man igen til Udsendelsesfest i Herning for Missionærerne Lykkegaard, Olesen og Vyff. - Provst G. Koch holdt Skriftetalen over Ordet: »Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde eder«, hvorefter Provst Vahl prædikede over Matth. 19,27-30, idet han med Varme betonede: Vi skal ingen Løn have; thi det er en Nåde at udsende og at blive udsendt som Missionærer. Ved Eftermiddagsmødet havde Missionærerne Vyff og Lykkegaard Ordet sammen med Missionær i Indien N.P.Hansen, hvorefter der var Fællesspisning, hvor der lød mange hjertelige Afskedsord.

Den følgende Aften afrejste de unge Missionærer over Fredericia til Hamborg. Missionær Olesen rejste sammen med sin Hustru. Lykkegaard og Vyff maatte sige Farvel til deres Kærester for tre lange Aar. Det var ikke let. Mens Vennerne paa Banegaarden sang: »Herrens Venner ingensinde mødes skal for sidste Gang«, stod Lykkegaard bleg og dybt bevæget, mens Catharine Wied var ligevægtig og rolig. Hun var paa det Tidspunkt i Huset hos sin Fætter, Provst Koch, for yderligere at dygtiggøre sig i Husvæsen.

Rejsen til China.

Fra Hamborg fortsatte de 4 udrejsende Missionærer til Bremen, hvor de gik ombord i det tyske Skib »Sachsen« og paabegyndte den lange og interessante Rejse ned langs Europas Vestkyst, gennem Middelhavet, Suezkanalen, det røde Hav og Syd om Indien og op langs Chinas Kyst, indtil de endelig den 9. December ankom til Port Arthur.

I Rejsebreve til D.M.S.s Blad og »Missionsbudet« skiftes det til at fortælle Oplevelser og Indtryk fra Rejsen. Fra Hamborg skriver de om deres første Møde med en Chineser - en kvik, ung Mand. Et møde, der fik deres Hjerter til at hæve sig til Gud i Bøn om Frelse for det chinesiske Folk og om, at de selv maa komme til at staa iblandt Chinesere som levende Vidner om Jesu Magt og Naade.

De fik godt Rejsefølge i en svensk Missionær i Mongoliet og en dansk Mand, der i 30 Aar havde opholdt sig i Rusland og Sibirien. Gennem dem hørte de om Forholdene og Livet i Østen.

Efter et to Dages Ophold i Antwerpen sejlede de ned gennem Kanalen og ankrede op ud for Southhampton for at tage nye Passagerer ombord. Blandt disse var flere Missionærer, bl.a. den gamle Missionærveteran Meadows, der havde været 30 Aar i China, og en Tid havde været eneste protestantiske Missionær blandt Chinas 400 Millioner.

I Genova stødte flere tyske Missionærer til, og i Nepal kom Pastor Bahnson, Lederen af Breklum-Missionen, og to nye Breklummissionærer ombord. De skulde med til Columbo. Pastor Bahnson talte Dansk og af hans Selskab havde de megen Glæde. De fortæller om den Modsætning, der er mellem passagerer, der sluttede op om Gudstjenester og Andagter ombord paa Skibet, og de andre, der kun levede og aandede for Penge og verdslige Glæder.

De betages af alt det skønne, de ser paa Rejsen gennem Middelhavet, læser ud for Kreta Ap. Gern. 27 og taler sammen om Modsætningen mellem Paulus´og deres Rejse. Paulus som Fange paa et overfyldt, langsomt gaaende Sejlskib i stormfuldt Vejr paa Vej for at stilles for Kejserens Domstol. De derimod paa et stort, komfortabelt Dampskib i Magsvejr som frie Mennesker paa Vej for at forkynde Evangeliet i China. I det røde Hav stirrer de over mod Sinajbjerget. I Columbo møder de for første Gang Hedenskabet i al dets Gru og faar det Indtryk, at Haabløsheden hviler - ikke over de ligegyldige, men over de alvorlige Afgudsdyrkere - og det netop under Udførelsen af deres Afgudsdyrkelse.

I Singapore møder de Chinesere i stort Tal. Lykkegaard skriver: »Som Helhed gør Chineserne et meget bedre Indtryk end alle de hedenske Folk, som jeg hidtil har mødt.« Brevene aander af ydmyg Glæde over og inderlig Tak for Guds Godhed og Venners Kærlighed og trofaste Forbøn.

Ankomst til og første Aar i Port Arthur.

Søndag Morgen den 29. November ankom de til Chefoo, hvor Missionær Bolwig tog imod dem. Den 8. December ankom Missionær C.Waidtløw, og dagen efter rejste de videre til Port Arthur.

Straks efter Ankomsten holdtes her den første danske Missionskonference i China.

Det blev bestemt, at, Olesen skulde rejse med Bolwig til Takushan, mens de tre Ungkarle Waidtløw, Lykkegaard og Vyff blev i Port Arthur, hvor de nyankomne Missionærer straks tog fat paa at lære det vanskelige chinesiske Sprog ved en meget mangelfuld Chineserlærers Hjælp og uden de mange gode Hjælpemidler, der nu staar til sproglæsende Missionærers Raadighed. Samtidig hjalp de ved den daglige Sygebehandling. I 1897 havde de saaledes ikke færre end 5761 Sygebehandlinger.

Lykkegaards praktiske Evner og gode Maade at omgaas Chineserne paa medførte, at det ikke varede længe, før end det var ham, der ved den ikke fremragende og langt fra paalidelige chinesiske Koks Hjælp maatte forestaa Husholdningen, efter at de havde prøvet at tage den paa Skift.

Lykkegaards chinesiske Navn var Li og Waidtløws Wai. Li udtalt med en bestemt Tone betyder »det indre« og Wai paa samme Maade »det ydre«. Chineserne morede sig over, at disse mærkelige Udlændinge havde fordelt Arbejdet imellem sig efter deres Navne. Lykkegaard (Pastor Li) tog sig af det inde i Huset, og Waidtløw (Pastor Wai) af alt uden for Huset, d.v.s. prædikearbejdet o.s.v. Lykkegaard blev en flink »Husholder«, der, da Fru Waidtløw i November 1898 kom ud sammen med Kvindemissionærerne Ellen og Kathrine Nielsen og overtog Husførelsen, var god at have til Raadgiver.

Lykkegaard bliver Bygmester.

Det første Hus, Missionærerne boede i, var lejet, havde som Nabo til en Begravelsesplads og et Rettersted en uheldig Beliggenhed. De søgte derfor at erhverve en Grund til Opførelse af egen Missionsstation. Det lykkedes ogsaa, men først efter mange Genvordigheder. Da de endelig efter, at Waidtløw og Vyff havde været baade i Peking og Moukden for at faa Købet godkendt af Myndighederne, havde faaet en Byggegrund, stod de overfor den uprøvede Opgave at bygge.

Nu blev det Lykkegaards Tur til at tage fat. Han var jo da Karetmager. Det smagte dog altid af Fugl. Først maatte han rejse til Newchwang for at hente nogle Vinduer og Døre, som havde siddet i det Hus, hvori de førstankomne Missionærer havde boet, mens de forhandlede med de presbyterianske Missionærer om Overtagelse af Missionsmarken og foretog de første Undersøgelsesrejser.

Derefter rejste han over Pikow og Takushan til Tatungkow, der dengang var Udskibningsstedet for Julatømmeret, for at købe Tømmer. At han med et Minimum af Kendskab til Chineserne og det chinesiske Sprog kunde forhandle om Køb af et stort Parti Tømmer og siden antage og tilse over 100 Arbejdere og Haandværkere, er næsten ufatteligt; men hans jyske Lune og Ro, hans ydmyge og kærlige Sind kom ham til Hjælp. Trods alle Chinesernes Forsøg paa at tage ham ved Næsen, fik han købt baade godt og billigt og fragtet et Skib til at sejle Tømmeret til Port Arthur. Paa Hjemvejen blev han angrebet af Dysenteri, men det lykkedes ham træt og udaset at naa hjem til Port Arthur, hvor Waidtløw og Vyff beundrede ham for den gode Maade, hvorpaa det var lykkedes ham at løse den vanskelige Opgave. Desuden havde han i Takushan hos Fru Olesen tilmed hentet sig nogle gode og tiltrængte Husholdningsraad.

Saasnart han var Kommet til Kræfter igen, begyndte han at udarbejde Tegninger og Overslag til et mindre Hus, der senere skulde anvendes til Kvindestation, og et større, der skulde afgive Bolig for to Missionærfamilier. Samtidig antog han Savskærer, der skar Tømmeret op til Bygningstømmer og Brædder. Vi maa stadig huske paa, at han aldrig før havde haft med Byggearbejde at gøre. Her var meget at tage sig i Vare for. Stadig måtte han være paa Vagt baade ved Levering af Materiale og under Arbejdets Udførelse. Ikke alene var han selv ikke Fagmand, men Haandværkerne var ogsaa uden Kendskab til vesterlandsk Byggeskik. I et Brev af 14. November 1897 fortæller han, at begge Huse nu er under Tag. »Jeg har haft en Del Vanskeligheder med dem, der leverer mig Materialer. De vilde alle bedrage mig og har adskillige Gange prøvet at bestikke Snedkeren, som jeg har til at hjælpe mig. Jeg er hos Arbejderne fra Morgenen tidligt til sent om Aftenen. Det kniber med at faa Tid til at spise. Saasnart jeg gaar fra dem, laver de det regelmæssigt forkert paa et eller andet Punkt eller driver den af; men under Besværlighederne har det glædet mig meget at erfare Herrens Hjælp og Velsignelse.«

Var der mangt og meget, der voldte Kvaler, saa havde han ogsaa Glæder og Opmuntringer. En af Tjenestefolkene stod ham trofast bi. Ved Dag og ved Nat var han paa Færde for at overvaage, at der ikke blev stjaalet af Materialerne eller Lykkegaard taget ved Næsen paa en eller anden Maade. Samtidigt lukkede han sig forunderligt op for Guds Ord og vidnede med Ord og Gerning om, at han vilde tjene Herren. Flere blev vrede paa ham, fordi han saa trofast stod ved Lykkegaards Side; og de glædede sig, da han en Nat til Missionærernes store Sorg fik Hjerneblødning og døde Dagen efter, hvilket af hans Fjender blev udlagt som Straf fra en ond Aand, fordi han ikke vilde hæle med dem.

Der er her fortalt saa udførligt om Lykkegaards Byggevanskeligheder for at give et lille Indtryk af, hvad han ogsaa senere havde at tage Vare paa og kæmpe mod under de mange og store Byggeforetagender, som han senere fik betroet Ledelsen af. Alle blev de udført med Omhu og Dygtighed, og Lykkegaard har sparet sine Medmissionærer for mange Kvaler og D.M.M. for mange Penge ved at paatage sig de mange Byggeopgaver. Det gik selvfølgeligt i høj Grad ud over den teoretiske Del af Sprogstudiet; men han fik lært en Mængde daglige Udtryk og vendinger og lærte at omgaas Chineserne paa en god Maade, saa at han selv og de saa vidt muligt »bevarede Ansigtet« -- og det betyder meget i China. Waidtløw skrev hjem: »Ved Lykkegaards utrættelige Virksomhed har vi nu et godt og solidt Hus, hvorfor vi er meget taknemlige.«

Skønt dybt begravet i Byggeriet alle Hverdage levede Lykkegaard med i Missionsarbejdet - dets Glæder og Sorger - om Søndagen og tog Del i den overstrømmende Glæde over de første Chineseres Daab. De to Aar i Port Arthur blev en rig Forberedelsestid til kommende Aars Arbejde.

Da Fru Waidtløw og Kvindemissionærerne Ellen og Kathrine Nielsen i November 1898 ankom til Port Arthur, rejste de to ugifte Damer straks med Bolwig videre til Takushan, da Russernes Ankomst til Port Arthur 27. Marts 1898 havde medført Forhold, der vanskeliggjorde deres Forbliven der, hvor der jo ellers var bygget Hus til dem. Da deres Tøj senere ankom, og det var vanskeligt at sende det ad Søvejen paa Grund af Faren for Sørøvere, maatte Lykkegaard rejse med det pr. Chineservogn over Pikow. Det blev en meget lang, besværlig og farlig Rejse. Det var sent paa Aaret, Vejene var daarlige, Floderne vanskelige at komme over paa Grund af Is og Opholdet i Kroerne langt fra behageligt. Egnen omkring Pikow var hærget af Røvere, der aabenbart ogsaa havde planlagt et Overfald paa Lykkegaard. Waidtløw skriver i et Brev: »Lykkegaard undslap kun ved Guds øjensynlige Beskærmelse fra at blive udplyndret og maaske dræbt.« Lykkelig var Lykkegaard, da han den 10. Dag ankom til Takushan.

Efter chinesiske Forhold kunde Lykkegaard som ugift ikke godt bo længere hos Waidtløws i Port Arthur, da han jo saa under Waidtløws Rejser i Distriktet maatte bo alene med Fru Waidtløw paa Missionsstationen. Derfor blev han forflyttet til Siuyen, hvor Olesen og Vyff i August 1898 havde grundlagt D.M.S.s 3. Missionsstation i China. Herfra var han ogsaa nærmere ved Fenghuangchéng, hvor han efter Bestemmelsen snart skulde aabne den 4. Missionsstation.

Missionsstationen i Fenghuangch'eng grundlægges.

I April 1899 flyttede Lykkegaard til Fenghuangch'eng. De første Maaneder boede han i en snavset Chineserkro, hvor han daglig var Genstand for Chinesernes Nysgerrighed. I et Brev skriver han: »Daglig kommer der mange for at besøge mig. Nogle søgte at udforske, om jeg var en russisk Spejder, andre for at faa at vide om den Lære, som jeg vilde forkynde, var som Katolikkernes, der var kommet stærkt i Vanry paa Grund af dens daarlige Frugter. Næsten alle saa paa mig med mistænksomme Blikke. Dog var der ikke faa, der købte Bøger af mig og den britiske Bibelkolportør, som var kommet hertil sammen med mig.«

Fenghuangchéng var den betydeligste af de Byer, hvor der hidtil var blevet grundlagt en dansk Missionsstation. Den ligger paa en bred Slette ved Foden af et af de højeste og smukkeste Bjerge i Sydmanchuriet. I den muromgivne, indre By boede mange højtstaaende embedsmænd. I Byen findes mange Templer, en muhammedansk Moske og mange Skoler. Lykkegaard forbavsedes over Indbyggernes Iver for deres hedenske Gudsdyrkelse.

I løbet af Kort Tid lykkedes det at købe en passende Ejendom paa et godt beliggende Sted i Byens Udkant med en herlig Udsigt til Fenghuangbjerget. Ejendommen kunde købes billigt, da der, sagde man, foregik Spøgeri paa den, og Lykkegaard var ikke bange for Spøgelser. Som den kyndige Bygmester, han allerede var, gik han straks i Gang med at faa Husene istandsatte og arbejdede med Glæde og Iver, thi nu var Tiden snart inde, da hans Catharine skulde komme ud til ham.

Gennem den daglige Prædiken og Sygebehandling kom han snart paa fortrolig Fod med mange. Man begyndte i Byen at tale om, at hans Lære var bedre end Katolikkernes, thi han tog ikke Betaling for sin Sygebehandling, blandede sig ikke i Retssager eller gav Forbrydere Asylret. Ret hurtigt havde han den store Glæde at kunne døbe Yang Fu Jung, der er den første Muhammedaner, der er blevet døbt i den protestantiske Mission i Manchuriet.

Da Byggearbejdet var endt, rejste han til Siuyen for sammen med Vyff at rejse til Chefoo for at modtage deres Brude. Den 27. Oktober ankom Skibet til Chefoo, og samme Dag viede Waidtløw, der var fulgt med til Port Arthur, paa Hotel Ruskolnie de to Brudepar, mens J. Emil Jensen, der var kommet med samme Skib som Brudene, var Vidne. Teksten var: »Jeg vil velsigne dig - vær en Velsignelse.«

Den 1. November tog de med et Skib, der over Port Arthur, hvor de fik Lejlighed til i seks Timer at være Waidtløws Gæster, førte dem til Newchang, hvor de lejede Chineservogne for over Siuyen at rejse videre til Fenghuangch'eng. I Siuyen glædede det Olesens meget at byde de nygifte velkomne. Her blev de mod deres Vilje opholdt indtil 5. December, idet Fru Lykkegaard paa Rejsen havde faaet et alvorligt Anfald af Malaria, der nær havde kostet hende Livet. Vel ankomne til Fenghuangchéng fik de travlt med at faa Hjemmet i Orden. Emil Jensen tog fat som Snedker og Maler, men næppe havde de faaet indrettet deres Hjem, før mørke Skyer trak op over China.

Paa Flugt for Bokserne !

I Foraaret 1900 ankom J. Emil Jensen som sproglæsende Missionær til Fenghuangchéng. Midt i Juni fyldtes Byen af Rygter om blodige Forfølgelser af Udlændinge og Kristne i Nordchina og om japanske Troppers Ankomst til Antung.

De modtog kun Post hver 14. Dag, og Aviserne var ved Modtagelsen en Maaned gamle. Telegrammer, som Amtmanden modtog, bekræftede Rygterne, men alligevel - hvor meget skulde man tro af det. Den kristne Muhammedaner Yang Fu Jung holdt dem nøje underrettet om alt, hvad der skete i Byen. »Mange glædede sig«, sagde han, »til Boksernes Komme, men I er saa velanskrevne, at I intet har at frygte, hvorimod Katolikkerne er forhadte.« Waidtløw sendte Telegram og tilraadede, at i hvert Fald Kvinderne rejste bort til et sikkert Sted. De blev klare over, at de ingen Beskyttelse kunde vente sig fra Myndighedernes Side - tværtimod, og venligt sindede Chinesere tilskyndede dem til at rejse, inden Uvejret brød løs.

Da der kom bud om, at Bokserne allerede var ankommet til Tatungkow og Antung, og Uroen i Byen tog til, begyndte de den 21. Juni at pakke deres Ejendele, lejede to Vogne og gjorde alt klar til Afrejse tidligt næste Morgen. I Farens Stund viste det sig, at Fru Lykkegaard, der ventede sit første Barn, var en Kvinde af usædvanlig Sjælsstyrke. Da alt var pakket, gik hun til Ro og sov trygt hele Natten, skønt Faren var overhængende.

Da Dagen gryede, kørte de ud af Byen for i Antung at søge Beskyttelse hos Japanerne. I Udkanten af Byen blev de standset af Chinesere, der bad dem tage Breve med til Antung. Lidet anede de, til hvor stor Hjælp et af disse senere skulde blive dem. Kort efter blev Vognene indhentet af 3 beredne Soldater, der et langt Stykke fulgte dem i Samtale med Yang Fu Jung, der i Farens Stund viste sig som en trofast Ven.

Pludselig skyllede Regnen som saa ofte i China paa denne Aarstid ned i Strømme, og Soldaterne red ind i en Kro, som de netop passerede, mens Vognene fortsatte. Missionærerne havde for længst anet Uraad. Senere fortalte Yang Fu Jung, at Soldaterne havde haft i Sinde at udplyndre og myrde Missionærerne, men havde tøvet af Hensyn til ham, der kendte dem, og til sidst lod sig hindre af Regnen.

Ved Mørkets frembrud naaede de Antung og tog ind i en Kro, hvorefter Yang Fu Jung gik for at aflevere Brevene. - Sent samme Aften kom en rig, muhammedansk Købmands Tjener med Indbydelse til dem fra sin Herre om straks at komme og overnatte i Købmandens Hjem. Han vilde yde dem al mulig Hjælp og Beskyttelse. At Missionærerne blev glade, siger sig selv; men hvad skyldtes denne uventede Indbydelse. Jo, -- Købmanden havde en Broder i Fenghuangch'eng, som Lykkegaard Aaret under en dødelig Sygdom havde behandlet med godt Resultat, og derved vundet hans Venskab og Taknemlighed. Nu var der Lejlighed til at øve Gengæld, og i et af de Breve, som de selv havde haft med, havde han bedt sin Broder i Antung om at hjælpe Missionærerne. De takkede for Indbydelsen, men foretrak paa det sene Tidspunkt at blive i Kroen om Natten. Næste Morgen tidligt kom Købmanden selv og bad dem, da Japanerne allerede havde trukket sig bort fra Antung, og Søvejen paa Grund af Sørøvere var usikker, straks at tage med en af hans Baade over Jalufloden til den lille By Ai-chow i Korea, hvor han stillede et Hus, som han ejede der, til deres Raadighed. De fulgte hans Henstilling og var saaledes den 26. Juni i Sikkerhed.

I Korea fik de den hjerteligste Modtagelse af de kristne Koreanere i Ai-chow. her forblev de indtil den 17. Juli, da de rejste videre til Pingyang, hvor den amerikanske Missionær Moffett og hans store Menighed tog imod dem med den hjerteligste Gæstfrihed og mest uskrømtede Glæde over deres Redning.

Inden Afrejsen modtog de Meddelelse om, at Missionsstationen den 11. Juli var blevet plyndret og ødelagt af en af Rovbegær beruset uhyre Menneskeskare af alle Klasser og Aldre, der troede, at de vilde finde Masser af Penge og Vaaben. De ituslog og plyndrede alt lige til Døre, Vindueskarme, Gulvbrædder og Træer i Haven. Alle missionærernes Ejendele, Bryllupsgaver og Billeder blev røvet eller ødelagt.

Lykkegaard skrev, da han meddelte dette: »Lovet være Herren fra Dag til Dag; lægger han os en Byrde paa, saa er Gud dog vor Frelse (Ps. 68.20). Hvad vi har mistet er jo kun timelige Ting, som Herren har givet os som Laan og ikke til Eje. Modgang og timelige Tab maa ikke berøve os eller vennerne derhjemme Kærligheden til Missionen og Haabet om, at Gerningen skal lykkes i sin Tid. Ansgar blev plyndret og hans Kirker brændt, men hans Gerning sejrede alligevel til sidst. Hvor er vel en kristen Kirke blevet grundlagt uden gennem Kamp og Lidelse?«

Dagen før de rejste til Pingyang, ankom Bolwig i god Behold til Ai-chow fra Takushan. Der blev jublet i Ai-chow og hjemme i Danmark, thi nu vidste man, at alle danske Missionærer var frelste og i Sikkerhed.

Fra Pingyang rejste de over Søul og Chemulpo til Chefoo, hvortil de ankom den 24. August, og hvor der var megen Sygdom blandt Missionærerne.

Fru Lykkegaard fødte her den 6. Oktober sin førstefødte - en lille Dreng, der den 27. Oktober blev døbt af sin Far under Navnet Carl Christian. Alle Missionærerne var til Stede i Anledning af en ekstraordinær Konference, hvor man drøftede den vanskelige Situation, der var opstaaet ved Russernes Forbud mod al Missionsarbejde i det af dem besatte Omraade.

De der var blevet nogenlunde Ro i Sydmanchuriet, rejste Bolwig, Olesen, Vyff og Lykkegaard den 28. Marts 1901 paa en første Undersøgelsesrejse til Takushan, Siuyen og Fenghuangch'eng, hvor Russerne var rykket ind den 27. November. Stationerne var alle plyndrede og ødelagte, men Befolkningen og Myndighederne var venligere stemt, end de havde turdet haabe. Lykkegaard fik straks et Par Chinesere ansat som Vagtmænd, for at de skulde rydde op i Ruinerne, og fik indkøbt nødvendigt Materiale til Bygningernes Istandsættelse inden Tilbagerejsen til Chefoo.

Herfra flyttede Lykkegaard sin Familie til Port Arthur, hvor de havde den store Sorg, at deres lille Dreng døde. Fru Lykkegaard var også flere Gange syg af Dysenteri. Lykkegaard og Jensen rejste dog snart tilbage til Fenghuangch'eng, men her var der meget uroligt, idet Røvere truede Byen fra flere Sider, og efter faa Dages Ophold maatte de paany rejse bort, lige før Røverne erobrede og plyndrede Byen. De Chinesiske Myndigheder tilkaldte nu russisk Militær. Da dette endelig fik Røverne drevet bort, vendte Lykkegaard alene tilbage og fik i Løbet af Efteraaret Missionsstationen istandsat.

Trods Ensomheden og de smaa Forhold - han boede i det tidligere Vaskehus, der samtidigt var Spisestue, Soveværelse, Kontor og Pakrum - følte han stadig Trang til at takke Gud, fordi han havde faaet Lov til at vende tilbage og glædede sig i Haabet til, at der efter Vinteren ogsaa aandelig talt skulde blive Vaar med Grøde og spirende Liv.

Paany i Arbejde i Fenghuangch'eng.

Først I December rejste Lykkegaard til Port Arthur for at besøge sin Familie, holdt Jul der og var med til at modtage en ny Missionær, Niels Kristiansen. Den 13. Januar 1902 vendte han tilbage til Fenghuangch'eng Ifølge med Vyff, der herfra skulde søge at oprette den 5. Missionsstation i Antung.

Først i April rejste Lykkegaard igen til Port Arthur, hvor Fru Lykkegaard den 22. April fødte en lille Pige, der ved Daaben fik Navnet Ingeborg Agnete. Efter Konferencen i Maj rejste de Ifølge med Olesens, J .Emil Jensen og Kristiansen med et Dampskib til Takushan.

Paa Rejsen havde de den store Sorg, at Olesens to smaapiger begge døde, før de naaede Takushan. Mens Olesens saaledes maatte vende barnløse tilbage til Siuyen, rejste Lykkegaards med deres lille Ingeborg til Fenghuangch'eng, hvor de nu haabede paa rolige Arbejdskaar, men hen paa Sommeren truede en Koleraepidemi med at bryde løs.

Russerne tog saa drastiske Forholdsregler, at Folk blev bange for at komme til Byen. Missionsarbejdet laa en Tid atter stille. Kun nogle faa Kristne kom til Gudstjenesterne. Dog blev Sygebehandlingen holdt i Gang, idet Fru Lykkegaard tog sig af Kvinderne. Ved dette Arbejde knyttedes Baand mellem Missionærerne og Befolkningen, ligesom den overtroiske Frygt, der sad dybt i Chineserne, langsomt blev nedbrudt. Bare et eksempel: En Patient med Benbrud maatte ikke komme ind fra Landet til Behandling paa Missionsstationen. »Udlændingene vil koge Fedtet af ham til at smøre deres Jernbanevogne med«, sagde man.

En velkommen Hjælp og Opmuntring fik de i Arbejdet ud paa Efteraaret, idet Lærer Yen fra Port Arthur og Bibelkolportøren Chang fra det britiske Bibelselskab i Moukden kom for at hjælpe dem i Arbejdet for en Tid. Nu blev der lagt dobbelt Kraft i Prædikearbejdet for de syge, Gademøderne og Undervisningen af Katekumener. Til en længer Missionsrejse i Distriktet blev der ogsaa Tid. Arbejdet voksede, og Lykkegaard begyndte at søge efter en passende Ejendom paa Hovedgaden for i den at oprette et Gadekapel. Det lykkedes i Januar 1903 at købe en saadan. Det laa i en Sidegade lige op til den stærkt befærdede Hovedgade. Her blev der nu indrettet en Mødesal og et Værelse, hvor man i Ro kunde samtale med Spørgere. Kun sjældent savnedes her Tilhørere.

1903 blev deres hidtil bedste og roligste Arbejdsaar. Gennem Ordets Forkyndelse og stille Samtaler beredtes Hjertemulden hos mange Hedninger til at modtage Evangeliets gode Sæd. Fordomme, Overtro og Tvivl blev nedbrudt. Det Aar havde de den Glæde at døbe fem Familieoverhoveder og at undervise flere Mænd og tre Kvinder til Daab. Kvinderne blev undervist af Fru Lykkegaard.

I dagene 21. - 26. Maj holdtes den første af en senere lang Række Konferencer i Fenghuangch'eng, hvori alle Missionærer deltog. Allerede det foregaaende Aar havde Lykkegaard paa Konferencen i Port Arthur fremsat Forslag om, at D.M.S. skulde overtage Kwantien-Huanjen Herreder, hvor der boede ca. 100 Kristne, som Presbyterianerne paa Grund af de store Afstande kun vanskeligt kunde tilse. Selv om der fra flere Sider blev ytret Betænkeligheder ved denne Udvidelse af Missionsmarken, fik Lykkegaard - Pioneren af Guds Naade - sat igennem, at der med Bestyrelsens Tilladelse blev indledt Forhandlinger med Presbyterianernes Konference i Newchwang, hvor vor Nabomission med Glæde tilbød at afstaa de to Herreder til D.M.S. Paa den første Konference i Fenghuangch?eng vedtoges det at modtage dette Tilbud. Lykkegaard talte ikke alene varmt herfor, men foreslog, at Udvidelsen ogsaa skulle omfatte Tunghua Herred; men dette blev desværre ikke gennemført. Det blev ikke første gang, Lykkegaard slog til Lyd for Udsendelse af flere Missionærer og en øget Uddannelse og Antagelse af chinesiske Medarbejdere. I et Brev af 15. Juni 1903 skildrer han i D.M.S.s Blad de rige Missionsmuligheder i Manchuriet, hvis Befolkning voksede stærkt ved Ankomsten af Nybyggere fra det egentlige China, ikke mindst til de frugtbare Egne i Nord med den dybe sorte Muldjord. Man mærker, at Herrens hellige Ild brænder i ham: »Høsten er stor, men Arbejderne er faa.«

Lige efter Konferencen tog han paa en lang besværlig Rejse rundt i Dele af sit eget Distrikt og til Kwantien-Huan-jen Herreder, hvor han bl.a. besøgte Byerne Kwantien, Huanjen, Sadjense, Taipingshao og Pu-shih-hø og Bjergdalen Chui-tsai-kow, hvor den kristne Ku-families Overhoved boede. En 600 km lang Rejse ad usle Veje, over høje Bjerpas i den bagende Sommersol og med Ophold i daarlige, snavsede Kroer. Faa herhjemme aner, hvilke Krav en saadan Rejse stiller Missionærernes fysiske Kræfter. Intet Under, at den oversteg Lykkegaards Kræfter. Han var af Helbred langt fra en Kæmpe. Han paadrog sig en alvorlig Dysenteri og maatte lade Vognen vende tom tilbage til Kwantien og selv fortsætte med Sejlbaad ned til Antung, hvor han nød godt af Fru Vyffs omhyggelige Pleje, før han igen pr. Chineservogn vendte tilbage til Fenghuangch'eng. Han havde paa denne Rejse dels faaet et stærkt Indtryk af, hvor aandeligt vanrøgtet og forkomne de Kristne var i disse fjerne Bjergdale og Byer, og dels udvirkede han, at Forbindelsen mellem D.M.S. og disse smaa Menigheder blev knyttet paa en saadan Maade, at Overgangen fra den presbyterianske Mission til vor ikke voldte Gnidninger af nogen Art. Rejsen havde været al Møjen værd.

Krigen mellem Japan og Rusland.

I Februar 1904 udbrød Krigen mellem Japan og Rusland. Rygterne havde allerede i nogen Tid vakt Uro, og Fenghuangch'eng blev straks Centrum for Russernes Krigsforberedelser. Fødemidlerne blev dyre og vanskelige at faa, da Russerne opkøbte alt. Med sorg måtte Lykkegaard paany afbryde deres Arbejde. I Foraaret rejste Lykkegaard og Emil Jensen med Kvindemissionærer, Mødre og Børn fra Antung. Fenghuangch'eng og Siuyen til Chefoo, hvor de som faa Aar tidligere igen fandt Ly, mens de to Missionærer over Takushan vendte tilbage til Fenghuangch'eng, hvor nu ikke længere Russerne, men Japanerne var Herrer. Missionsarbejdet var lammet; men Lykkegaard glædede sig over, at Mistroen til de danske Missionærer nu syntes i Aftagen. Det gjorde Indtryk paa Chineserne, at de af begge krigsførende Magter behandledes som neutrale. De begyndte at forstaa, at de ikke var kommet af egennyttige Grunde.

I begyndelsen af August vendte Lykkegaard tilbage til sin Familie i Chefoo, hvor Fru Lykkegaard den 16. August fødte sit tredje Barn, der ved Daaben fik Navnet Sophie Margrethe. I Midten af Oktober rejste Lykkegaard med sin Familie hjem til Danmark efter 8 Aars anstrengende Arbejde under meget urolige Forhold.

(* Af teksten fremgår således, at Sophie Margrethe skulle være født den 16. August. Det er imidlertid ikke rigtigt, idet den rigtige fødselsdato er 16. Oktober.(red. Børge Døssing #1367)).

Seks lykkelige Arbejdsaar i Fenghuangch'eng. (1906-1912.)

I Foraaret 1906 rejste Familien Lykkegaard paany til China ad Søvejen. De ankom til Fenghuangch'eng den 11. Maj. Under deres Hjemmeophold havde de fornyet gamle Venskaber og vundet sig mange nye Venner. Lykkegaard havde været meget paa Farten for at tale Missionens Sag. Mest gav han, naar han i Venners fortrolige Kreds paa sin egen lune og stille Maade fortalte om Guds Godhed og naadige Beskærmelse under Fare, om Guds Undere i Menneskehjerter og Hedningernes Nød.

I Fenghuangch'eng gik han straks i Gang med en nødvendig Reparation af Bygninger og Undervisningen af de Kristne og Katekumenerne. Under Hjemmeopholdet havde først Kristiansen og siden Dr. Ellerbek ledet Missionsarbejdet hjulpet af Evangelist Chang, der allerede gennem flere Aar havde været Evangelist her. Han var kommet fra Moukden, hvor han var blevet døbt i den presbyterianske Mission og senere antaget som Bibelkolportør i det britiske Bibelselskab. Som saadan kom han til Fenghuangch'eng det første Aar, Lykkegaard var der, og blev hans tro og dygtige Medarbejder gennem alle Aarene.

I de seks Aar, Lykkegaards nu fik Lov til at virke i Fenghuangch'eng, voksede Arbejdet støt, Rammerne udvidedes, Medarbejderflokken øgedes og de Kristnes Tal steg fra 24 til 126. Allerede i 1906 aabnedes en Drengeskole, der senere fulgtes af en Pigeskole, den første i hele Byen. Lykkegaard havde en lykkelig Evne til at finde gode Medarbejdere baade til det evangeliserende Arbejde og til Skolen og at holde fast paa dem. Han viste dem Tillid og havde Mod til at betro dem selvstændige Opgaver. Lykkegaard og Fru Lykkegaard var aandelig Fader og Moder for Medarbejderne og de Kristne, omfattede dem med en rørende Kærlighed, delte deres Glæder og Sorger og stod dem bi i deres Fristelser og aandelige Kampe.

Fru Lykkegaard indrettede sine Stuer i den gamle Hovedlænge. Med usigelig smaa Midler skabte hun her en Hygge, der aldrig er blevet overgaaet i senere Tiders langt mere veludrustede Missionærhjem.

Lykkegaard var paa Færde tidlig og silde, men havde dog altid Ro til at sidde i Timevis og tale med en enkelt Chineser og lytte til, hvad denne havde paa Sinde af aandelig og timelig Art. I de senere Aar er Arbejdet i Fenghuangch'eng gaaet op og ned, men det har dog altid været præget af, at der blandt de danske Missionærer var to Helgener - Magdalene Olesen og Lykkegaard. Jeg forstaar godt, hvad han mente, skriver Fru Grethe Baagøe, der som sproglæsende Missionær har boet i Fenghuangch'eng sammen med Lykkegaards.

Tre børn fødtes her i disse Aar. To af dem døde efter Fødslen, mens den ene - Sønnen Johannes Vilhelm, født den 10. August 1906 - levede. Fru Lykkegaard var meget for sine Børn. Hun prædikede ikke for dem, men levede sin Kristendom og prægede dem for Livet. Børnene forstod, at Guds Rige for hende var det første og største. Hun hvilede trygt i Tilliden til Gud og de rige Løfter om Bønhørelse, som Guds Ord rummer. Samtidig munter og dybt alvorlig færdedes hun i sit Hjem og sin Gerning blandt Kvinderne, som hun behandlede for deres Sygdomme og underviste i Kristendommen og blandt smaapigerne i Skolen, som hun var Leder af.

Hun havde en vældig Arbejdsevne, overkom det utrolige uden at synes fortravlet. Hun taalte ikke at se andre lide, men tog gerne andres Byrder paa sig. »Hun var en rig og levende Personlighed, der forenede en barnlig Tro paa Gud med en sjælden praktisk Sans og et frejdigt, kærligt og opofrende Sind, der gjorde hende elsket baade af Chinesere og Danske«, skriver den ældste Datter om hende i Slægtens Stambog.

I Aarene 1909-12 oprettedes den ene Udstation efter den anden. 1909 i Shiht'ouch'eng, 1911 i Ts'aohek'ou og 1912 i Tapu og Kaolimen. Rundt i Bjergdalene dannede de kristne Hjem Arbejdscentrer. Inde i Byen udvidedes Missionsstationen med nye Bygninger, der skulde danne nødvendige, men beskedne Rammer for Afholdelse af de aarlige Konferencer og Medarbejdermøder. En Ejendom, Nabo til Missionsstationen, købtes billigt og indrettedes i 1909 til Kvindestation. - Samme Aar i Februar var Lykkegaard som Formand for Byggeudvalget med Hertz i Huanjen for at erhverve og istandsætte en Ejendom til D.M.S.s ottende Missionsstation i China. En Opgave, der blev løst paa den smukkeste Maade. De fik gennem en Maaneds Arbejde blandt de Kristne et stærkt Indtryk af, hvor vanskelig Jordbunden var.

Paa Konferencen i 1908 drøftedes Spørgsmaalet om Missionsmarkens Udvidelse mod Nord, hvilket Lykkegaard ligesom paa Konferencen i 1910 stærkt støttede. Det blev derfor ganske naturligt ham, der sammen med C. Madsen i Tiden 6. Juni - 14. Juli 1910 foretog en Rejse for at undersøge Mulighederne for Planens Virkeliggørelse. De havde paa Rejsen en Del Besværligheder, var i Fare blandt Røvere, og Lykkegaard blev syg, men Herren hjalp dem godt over det alt sammen. De besøgte Cháng-chún (nuværende Hsinking), Harbin, Sui-hua-fu og Petune, i hvilke Byer der senere oprettedes danske Missionsstationer. Desuden var de i en Række andre Byer, bl.a. Tao-nan-fu og Tsi-tsi-har. Efter Hjemkomsten fortalte Lykkegaard i en udførlig og meget interessant Beretning om en stor og god Missionsmark, som saa at sige laa og ventede paa D.M.S., og om hvad de havde set og hørt. En Beretning, der med den Appel, som den rummede, til at gaa ind ad de aabne Døre, mens Tid var, blev et tungt Lod i Vægtskaalen til Fordel for den store Udvidelse af Missionsmarken, som snart fulgte.

Lykkegaard skriver bl.a.: »Det var en Ynk at se store Byer og folkerige Egne ligge hen uden evangelisk Mission. Det gælder for os i Kampen for Guds Riges Fremme paa Missionsmarken at give Agt paa Tidernes Tegn og Forholdenes Krav, saa at vi kan købe den belejlige Tid. Ofte forsømmes det, skønt Herren havde aabnet en Dør og givet os en gunstig Lejlighed til at rykke frem og gøre Erobringer.

Lykkegaard vilde videre ud med Evangeliet. Han var ikke bange for at gaa nye Veje og prøve nye Metoder i Arbejdet, naar bare Hovedsigtet bevaredes. I Skolearbejdet saa han et fortrinligt Missionsmiddel og gav det meget af sin Tid og Kraft. Han bød KFUM-Arbejdet velkommen til Fenghuangch'eng. Ogsaa i praktiske Ting vilde han gerne lære Chineserne noget nyt. Han fik fra Danmark sendt de nødvendige Redskaber til Fremstilling af Træsko for at lære Chineserne at lave og bruge Træsko i Stedet for Tøjsko, men Forsøget slog ikke an.

Var disse Aar rige paa Glæder og Opmuntringer, saa var der ogsaa mange Vanskeligheder at overvinde og Skuffelser og Sorger at bære. 1911 bredte Lungepesten sig fra Nordmanchuriet mod Syd og fyldte Sindene med Uro og Frygt. Rygtet gik, at det var Udlændingene, der forgiftede Brøndene. Samme Aar udbrød Revolutionen i China. Kejserhuset blev styrtet, og China blev Republik. Alt vesterlandsk kom paa Mode. I Aarsberetningen for 1912 skriver Lykkegaard: »Der er Foraarsbrydning og Vaartegn overalt - en forhaabningsfuld Tid, der ofte bringer mange skuffelser.«

Den døbte Muhammedaner Yang Fu Jung, der var dem til saa megen Hjælp og Glæde i de første Aar, kunde i det lange Løb ikke holde Stand mod Muhammedanernes Modstand og hans Kones Vrede over, at han var blevet en Kristen. Han begyndte at holde sig paa Afstand af Menigheden og blev til sidst helt borte. Verden tog ham - til Lykkegaards store Sorg. Uenighed og Strid mellem Medarbejderne, der desværre ogsaa bredte sig til de Kristne, pinte dem ogsaa og sled maaske mere end noget andet paa deres Kræfter.

Lykkegaards Helbred havde aldrig været robust. Gang paa Gang havde han haft Dysenteri, hvoraf Fru Lykkegaard ogsaa flere Gange var alvorligt syg. Midt i August 1912 blev Lykkegaard meget syg af en Tarmlidelse, der krævede Ro og streng diæt, men da han stod midt i byggearbejde, der ikke taalte Opsættelse, lod dette sig ikke gennemføre. Tilsidst forværredes hans Tilstand saa alvorligt, at Lægen krævede øjeblikkelig Hjemrejse i Haab om, at Lykkegaard i Danmark gennem en grundig Hospitalsbehandling kunde genvinde Helbred og Kræfter. Det var usigeligt svært for dem at bryde op.

Paa Grund af Lykkegaards Sygdom maatte Fru Lykkegaard være ene om alle Forberedelser til Rejsen, men Chineserne viste dem den mest rørende Kærlighed. De kristne Kvinder hjalp med at pakke og bragte Fru Lykkegaard og Børnene rørende Kærlighedsgaver. Efter Hjemkomsten skrev Fru Lykkegaard i et Brev til Kvindekredsene: »At Afsked hjemmefra kan smerte, det forstaar enhver; men at Afsked derudefra kan faa Hjertet til at bløde, det har I maaske ikke tænkt jer, men det hører jo med til Missionærlivet at skulle rykkes op hver Gang, man har begyndt at slaa Rod - og saa er det dog lykkeligt at kunne slaa Rod.«

Fru Lykkegaards Død i Danmark.

Efter en hurtig Rejse med det nye Eksprestog gennem Sibirien blev Lykkegaard ved Hjemkomsten til Danmark indlagt paa Rigshospitalet, hvor Overlæge Dr. Kemp tog ham under kyndig Behandling. Langsomt vendte helbred og Kræfter tilbage.

I 1914 glædede de sig til atter at vende tilbage, selv om de skulde gennem det svære at efterlade deres tre Børn herhjemme. Udrejsen skulde finde Sted i August, men saa kom Krigen og kuldkastede Planen. Desuden fik Fru Lykkegaard Lungehindebetændelse. Sygdommen forløb normalt, og hun syntes at være kommet godt over den. Veltilpas sad hun den 2. Oktober med Børneflokken omkring sig, men næste Morgen vaagnede hun med Lungeblødning. Da en Fødsel var umiddelbart forestaaende, blev hun bragt til Rigshospitalets Fødeafdeling. Her døde hun stille og fredfyldt faa minutter efter at have skænket en lille Pige livet.

Hendes pludselige Død var et tungt Slag for Lykkegaard og Børnene og et stort Tab for D.M.S., men der blev ogsaa Sorg i Fenghuangch'eng, da Budskabet naaede derud. »Den Efteraarsmorgen, da det hurtigt rygtedes fra det ene Kristne Hjem til det andet, at deres kære, moderlige Veninde var gaaet hjem til Gud, blev der Sorg. I de to Aar, hun havde været borte, havde de utrættelig spurgt til hende og hendes Familie. Netop nu, da de saa sikkert havde haabet snart at se hendes kære Ansigt igen, var det dobbelt svært for dem. De kom for at dele Sorgen med os og under Taarer og Smil fortalte de om alt - stort og småt - hvad Fru Lykkegaard havde gjort for dem, og alt hvad hun havde været for dem. De følte sig saa fattige nu, da hendes varme Kærlighed ikke mere omsluttede dem«, læser vi i Aarsberetningen for 1914.

Sidst i Oktober blev Lykkegaards lille Pige døbt under Navnet Catharine Marie Elisabeth af Pastor Busch i D.M.S.s Bygning i Hellerup, hvor en Del Venner var til stede. Bagefter samledes man i Lykkegaards Hjem, hvor de havde en hyggelig Stund sammen. Om Aftenen rejste Pastor Kildebys, der var blandt Fadderne, til Haslev med den lille Pige. Faa dage senere fulgte Missionær Lykkegaard efter med de tre større Børn, der skulde bo hos Pastor Kildebys og gaa i Skole i Haslev, mens Lykkegaard indtil videre skulde genoptage sine Møderejser.

I et privat Brev til sin Broder skriver han: »Det betød jo Afslutningen paa et lykkeligt Samliv og at et lykkeligt Hjem blev opløst. Det er alt sammen saare tungt og trist. Det er svært at blive rigtig fortrolig med, at jeg ikke længere har min kære Catharine. Aah, hvor jeg savner hende at dele alt med. Hun var mig en ualmindelig god Kone, som jeg ikke kan takke Herren nok for at have haft.«

I et privat Brev skrev Fru Lykkegaard engang om deres Ægteskab, at andre talte om, at de vist var det lykkeligste Ægtepar paa Jorden; »men det er da ikke saa underligt, thi Gud vidste nok, hvad han gjorde, da han gav os til hinanden.«

Ene tilbage til China.

I Efteraaret 1915 vendte Lykkegaard over Sverige, Finland og Rusland tilbage til China, efter at have efterladt de tre store Børn hos Handelsgartner Poul Nielsen i Randers og den lille Catharine Marie hos Proprietær Juhls i Sdr. Bjært. Afskeden med Børnene, der saaledes skulde efterlades hos fremmede, var frygtelig svær.

Under hans Hjemmeophold var Fenghuang Missionariat blevet tilset af 3-4 unge, mest sproglæsende Missionærer, indtil Missionær Hertz efter sit Hjemmeophold af Helbredshensyn blev forflyttet fra Huanjen til Fenghuangch'eng. Lykkegaard stod derfor uden egen Missionsstation og hjalp den første Tid sine Venner i Siuyen, hvor de store Korstogsmøder skulde forberedes. Disse blev afholdt i Ildgudens store Tempelgaard, hvor der blev rejst et mægtigt Maattetelt, der rummede ca. 1500 Mennesker. Møderne holdtes fire Dage i Træk med Møder for Mænd Formiddag og Aften og for Kvinderne om Eftermiddagen og havde overvældende Tilslutning baade fra Byen og Landet.

Paa Konferencen i Maj 1916 bad man Lykkegaard om at overtage Huanjen Missionariat. Det var svært for ham at blive fortrolig med, at han, der var skilt fra sine kødelige Børn, nu ogsaa skulde skilles fra sine aandelige - de Kristne i Fenghuangchéng, som trængte til megen aandelig Hjælp og Vejledning, som han, der som ingen anden kendte og elskede dem, bedre end nogen anden kunde bringe dem. Han blev nu en ensom Mand paa en ensom og svær Forpost. Tre dagsrejser fra nærmeste danske Missionsstation ad meget besværlige Veje. Det var stort gjort af Lykkegaard. Før han kunde rejse derop, maatte han dog først hjælpe ved Opførelsen af den nye Kvindestation i Antung.

Den 9. September ankom han til Huanjen, hvor han jo selv i 1909 havde været med til at oprette Missionsstationen. Han fik sin prøvede Førsteevangelist Chang og en anden Evangelist Tung med herop. Fru Chang tog sig af Arbejdet blandt Kvinderne. Saavel Bygningerne som Menigheden i Huanjen, der talte 49 Kristne, havde siden 1912 lidt under manglende Tilsyn af en Missionær, selv om Evangelist Chí havde gjort sit bedste. Lykkegaard tog straks fat paa at raade Bod paa Manglerne. Der blev oprettet Menighedsraad, paabegyndt regelmæssige Andagter i de Kristnes Hjem og oprettet fire Bibelklasser. Mange Rejser blev foretaget rundt i Distriktet, og der blev planlagt og oprettet flere Udstationer, saaledes i Sadjense i 1916 og Erh-hu-lai i 1918.

Men ensomheden knugede ham ofte. Breve fra Danmark kom der sjældent. Tankerne gik stadig til Børnene. Uden hans elskede Catharine var Missionsstationen ikke noget Hjem. »At han holdt ud paa den ensomme Post med et Skrøbeligt Helbred og knuget af Ensomheden og Tanken paa de moderløse Børn i Danmark, og at Menigheden ogsaa der begyndte at røre paa sig, er et meget tydeligt Fingerpeg om, at han stod der som den, der fik sin Kraft fra Gud fra Dag til Dag«, skrev Vyff senere om ham, men man undrer sig over, at hans Medmissionærer kunde nænne at sætte ham paa denne ensomme Post. Som Løn fik han blandt mange andre Glæder og Opmuntringer Lov til i Aarene 1916-19 at døbe 55 Mennesker. I Breve giver han Udtryk for sin Taknemlighed mod Gud, for at han maatte være med i Missionsarbejdet paa denne Forpost.

Byggearbejdet i Pitsaikou.

Som Missionens bygningskyndige Mand kom der stadig Bud efter ham, der tvang ham ud paa lange og besværlige Rejser. I Aarsberetningen for 1918 meddeler han saaledes, at han har været fraværende fra Huanjen en stor Del af Aaret og som Formand for Byggeudvalget brugt megen Tid til Bygningstilsyn og Istandsættelser i Chinchou og andre Stationer. Det gavnede jo ikke Arbejdet i Huanjen, men det var ham til Glæde og Opmuntring at være sammen med andre Missionærer.

I 1919 og 1920 forestod han Opførelsen af en ny Poliklinik ved Hospitalet i Antung og Forstanderbolig og den store Gymnasiebygning i Pitsaikou. Ogsaa her viste Lykkegaard, at han ikke var for stor til at være alles Tjener, idet han gik ind under Dagens Byrder ved at paatage sig Bygmesters brydsomme Gerning. Hvad der blev foretaget af Indkøb, gik alt sammen igennem ham. Tidlig og silde stod han paa Byggepladsen. Selv skriver han i Aarsberetningen for 1920: »Kun de, som har haft at gøre med større Byggearbejder herude, fatter rigtigt, hvor brydsomt og vanskeligt et saadant Arbejde er at faa udført nogenlunde tilfredsstillende; men Herren kan jo give Lykke og gode Raad, og det har han rigeligt vist mig i Aar ved dette Arbejde, og derfor skylder vi ham Tak og Pris.« Bygningerne blev i Efteraaret under D.M.S.s Formand, Pastor Buschs Besøg indviet ved en større Fest og vil, saalænge de staar, være et synligt Vidne om Lykkegaards Dygtighed som Bygmester.

Tilbage til Fenghuangchéng

Da Hertz i 1920 rejste hjem til Danmark, fik Lykkegaard den Glæde at komme tilbage til sit kære, gamle Fenghuangch'eng, der rummede saa mange dyrebare Minder for Ham. Han kom dertil sidst i Oktober, men allerede i Februar 1921 maatte han igen paa Farten. Denne Gang helt ned til Shantung for i tre Maaneder at hjælpe i Hungersnødarbejdet i de oversvømmede Egne. Et taknemligt, men meget trættende Arbejde, som Lykkegaard udførte paa en saa smuk og god Maade, at den chinesiske Regering hædrede ham med en høj Orden.

Hjemkommen fra dette Arbejde delte han sin Tid mellem Byggearbejder og Missionsarbejdet i Fenghuangch'eng. Ogsaa her begyndte det paany at spire og gro omkring ham. Han kan meddele, at Menigheden vokser indad i Kraft og Offersind og udad i Tal, og mange indmeldte sig i Daabsklasser, men det var svært for ham at gaa saa ensom i det gamle Hjem. Hans Manddomskraft var brudt, og i 1922 maatte han som en syg Mand rejse hjem til Danmark.

Sidste Aar i Danmark.

Hjemkommen til Danmark haabede han dog, at han skulde komme til Kræfter og faa nogle Arbejdsaar i Kirkens Tjeneste herhjemme. Den 5. August 1923 blev han gift med Signe Maria Lind, Datter af Gaardejer Christian Nissen Lind i Skartved. Hun var hans første Hustrus Præstekammerat og Veninde.

I November indsattes han som Sognepræst i Nr. Felding og Tvis. Her skabte hans anden Hustru et hyggeligt og godt Hjem for ham og hans Børn; men Kræfterne var smaa. I August 1924, inden Missionær Olesens i Efteraaret 1924 rejste ud af China for at overtage Ledelsen af hans gamle Missionsstation, besøgte de ham i hans Præstegaard.

De fandt ham syg og afkræftet paa en Feltseng ude i Haven, men da de først kom til at tale om China, livede han kendeligt op. Kærligheden til Arbejdet og de chinesiske Venner var lige frisk. Gerne vilde han leve nogle Aar endnu, men han var ogsaa rede til at gaa herfra. Det var ham en Glæde at vide, at Børnene nu selv efter hans Død vilde have et godt Hjem.

Den 22. Oktober 1924 fik han Hjemlov og blev begravet ved sin første Hustrus Side paa Garnisons Kirkegaard i København, hvor deres Støv nu hviler indtil Opstandelsens Dag, da de skal frem for hans Domstol, der ikke ser efter det, som glimrer og tager sig ud i Menneskenes Øjne, men efter om man har været tro og aagret med det Pund, som man fik betroet. Da skal lyde til dem: »Vel - I gode og Tro Tjenere! I var tro over lidet, jeg vil sætte eder over meget; gaa ind til eders Herres Glæde!«

Kirken og Missionen i China er inde i en svær Krisetid. Forbindelsen med Missionærerne og Kirken er afbrudt. Hvad Fremtiden har i sit Skød, ved alene Gud, men i denne Krisetid har følgende Ord af Fru Catharine Lykkegaard Bud til os:»Glemme dem derude - nej, det kan vi ikke, selv om vi pludselig finder os hensat under andre saa aldeles modsatte Forhold. Bevare dem - aah ja, gid vi kunde, men det kan vi ikke med vor bedste Vilje; men bede for dem, det kan vi. Det er det, vi gerne vilde eder alle med i. Om I vidste, hvor meget den lille Menighed derude netop trænger til eders Forbøn! Bed om, at de maa være sig deres Ansvar som Kristne bevidst, og at Guds Aand maa faa Lov til at lyse op og rense ud og gøre den indbyrdes Kærlighed brændende. Jeg har stor Tro til Forbøn. Hold ud i Bønnen, og nye, levende Strømme, som bortskyller alt det daarlige og bringer Friskhed og Frugtbarhed med sig, vil komme ned over Markerne derude, og da vil vi fryde os sammen.«

Følgende Linier, som J. Chr. Lykkegaard skrev den 16. Marts 1899 til »Missionsbudet«, har den Dag i Dag Gyldighed: »Maatte Herren hjælpe eder til stadig at erindre, at eders Gæld til Hedningerne ikke betales ved at tænke kærligt paa dem en Gang imellem, men kun ved at ofre eders Liv for dem, hvad enten det nu maa ske ved, at I selv gaar ud som Missionærer, eller ved at I udsender andre til at være eders Stedfortrædere.«

-o0o-

Gift med MARIE LOUISE KATHRINE BALSLEV WIED, f. 12.9. 1875 i Karleby sogn, Mors. Død 10.3.1914 på Rigshospitalet.

(Kinamissionær) — Sognepræst. Viede i Chefoo, Kina: 27.10.1899.

Det var nok under påvirkning af sin fromme mor, Ingeborg Hal- skov, at Jens Chr. Lykkegaard allerede tidligt fik præstegerningen i sigte, men hans lidt mere jordbundne far, Jens Kristian L. var af en anden mening: „A hår ingen Peng' å løs' for, å ka' do it fåsto det, saa er Døren die"! — Det var ikke til at tage fejl af, men vel på grund af sin gode begavelse blev J. C. L. hjulpet til læsningen — efter si- gende af selve Viborg-bispen. Muligvis har den fromme og kærlige mor i sin bekymring personlig henvendt sig til biskoppen.

Da han havde fået sin eksamen i København, blev han udsendt som missionær til Kina og opholdt sig her i en årrække, og her er børnene født, med undtagelse af det yngste.

Efter at være kommet til Danmark igen blev J. Chr. Lykkegaard sognepræst for Sdr. Felding-Tvis menigheder i Aalborg amt. — Hustruen Kathrine Balslev Wied var af gammel præ- steslægt både på faderens og på moderens side. Moderen var datter af Ribe-bispen, C. F. Balslev. — I Kina opholdt parret sig forskellige steder, den meste tid dog i Fenghuangch'eng.

(Om J. C. L.s missionærgerning har Dansk Missionsselskab udgivet et skrift).

Deres 4 børn er:

• INGEBORG AGNETE LYKKEGAARD, f. 22.4.1902 i Port Arthur, Kina
• SOPHIE MARGRETHE LYKKEGAARD, f. 16.8.1904 i Chefoo, Kina.
• JOHANNES VILHELM LYKKEGAARD, f. 10.8.1906 i Fenghuanch'eng, Kina.
• CATHARINA MARIE ELISABETH LYKKEGAARD, f. 3.10.1914 i København