Jens Nielsen Schophuus

Han er døbt 13.maj 1703 i Sunds kirke. [Sunds kirkebog 1703, 13 Maji. Niels
Madtzsens barn af Hollingholdt døbt kaldet Jens. Konen som bar barnet
Christine Sørensdatter Stenderup. Testes. Niels Christensen Hobro Studiosus i
Sunds præstegaard, Niels Lassen, Maren Michelsdatter, Anne Madsdatter,
Johanne Lasdatter.] Hvornår han er død er ikke fundet, men han er død efter
1745, men måske før 1755? Han blev gift 1723 [Rind/Herning kirkebog
copulerede 1723: d: 8. Aug: Jens Schophuus af Øster Høgild og Karen
Mortensdatter i Lillelund.] Ikke død Rind sogn 1800. Ikke død Gjellerup 1799. Han
nævnes 1743 som tingsvidne i Hammerum tingbog, og er af Herning by. B 79-07, Hammerum
herreds tingbog 28. november 1744, side 74: Jens Nielsen Skophuus og Jørgen Mortensen
Lillelund er stævningsmænd. Gjellerup kirkebog 31/3 1747 døbt Jens Schophuus i Gjellerup
hans barn Marren. Er det Jens Schophuus i Sønderager?

eg har følgende om Jens Schophuus hans børn, der er født i Sønderager:
1726 Morten født 19/4 1726.
1729 Anne født 22. dec. konfirmeret i Rind 1745. Viet 1755 med Jens Lauridsen fra
Stochildhoved.
1732 Niels født 19. nov. Konfirmeret 1747i Rind kirke.
1734 Inger født 12. sept., konfirmret 1750 i Rind. Viet 17. nov. 1751 m, med Jens Rom, hun da
tjenende i Lillelund.
1736 Peder født 9. sept. Konfirmeret 1753 i Rind kirke.
1741 Jens født 26. marts, død 1748.
1743 Birgitte Kirstine født 16. juni. Død 20. sep. 1745.
1745 Birgitte Kirstine født 14. dec. Konfirmeret 1760. Er det hende der får et ”uægte” barn
Morten 6. januar 1770?
1748 Mette født 5. maj. Død 1. aug.1756.
1749 Jens født 8. nov. Konfirmeret 1767 i Rid kirke.
1751 Maren født 1. juni.
1753 Mette født 18. febr.
1755 Lars født 2. påskedag.
1757 Mette Katrine født 17. juli.
1761 Povel født 1. marts.
1763 uden navn død 7 år gl. Er Mette??
1764 konfirmeret Elle? Else? Schophus.
1766 Bodil født 2. marts. Hun døde 1767 1½ år gl.
1767 Død Ellen Schophus i Lille Stochildhoved 19 år.
1732 6/4 bor han i Ø. Høgild, han svoger til Christen Lauritsen Bjørnkjær, også i Ø. Høgild.
Tingbogen 6.aug. 1749 nævnes han af Lind.
B79-07 = Hammerum herreds tingbog 9/12 1747, side 479b, ff:

Memorial for kaldsmændene. Fra Jens Nielsen Shophus af Feierschou i Rind sogn, giver eder
elagte Christen Ronum af Scharild sogn, Ronum kaldet, for med lovlig 8te dages kald og
varsel at møde på ting lørdag den 2den december førstkommende, sag og søgsmål at modtage,
spørgsmål at tilsvare, og i fornøden tilholde at lide dom betræffende de af ham på eders
vemodelige? Anmodning /: og efter eders beretning udi eders store nød:/ lånte 2de specie
rigsdaler, dem I på mange og ofte gjorte mindelige anmodninger, og har bekvemmet eder igen
at betale; når i den sted vil belønne med endt fore gott? med videre, som om fornødenhed det
skulle udkræve ved legitims beviser kan vorde godtgjort med at afvise ham Thomæ, indtil han
skulde ”kiedes af at begiære sit eget”, som han udi eders nød, eder med forstrakt haver, og det
uden rente eller vederlag i nogen optænkelig måde for samme og til sammes erlangelse, såvel
som for nødtrængende anvendte bekostninger han vil forvente og påstå en lovmæssig dom.
Hertil svarer Christen Ronum:
Kongl. May: herredsfoged, velædle Sr. Busch.
At jeg ubeføyet af Jens Nielsen Skophuus med proces anfaldes kan hr. herredsfoged af
følgende omstændigheder og sandfærdig beretning erfare; for ungefær en 10 a 12 og måske
flere år siden solgte jeg til Jens Nielsen Schophus hans kones broder Jørgen Lillelund, på da
holdende Damgaard marked, en hest som mig skulde betales med 5 rdl. 2 mk., da jeg ikke nød
min betaling på markedet, kom jeg nogen rum tid der efter til Hanning kirkehus, hvor Jens
Skophus boede, i tanke at ville drage til Lillelund, berettede Jens Skophuus for mig, at han
havde aftalt med sin svoger Jørgen Lillelund det, han skulle betale mig pengene 5 rdl. 2 mk.
Mens han samme tid foregav ikke havde dem, men ved første lejlighed vilde tilsende mig dem.
Men da det efter nogle påmindelser ikke skete, så jeg mig nødiget at anmode Jens Skophuus
derom, som dog efter megen lang tids forløb ikke blev til andet end vind og snak, hvorpå jeg
endvidere blev beføyet at anmode såvel Jens Nielsen Skophuus som Jørgen Lillelund om min
betaling, der endelig efter nogle års forløb kom til sådan for menende endskab, at Jørgen
Lillelund leverte mig en ung nød i betaling for 5 sldr., som dog aldrig stod mig til nytte for 2
sk: og Jens Skophuus betalte mig med 4 mk. i penge og én specie, det øvrige, som da kan vise
sig at i fald det kan regnes noget nær til min betaling, det dog vel ikke er eller kan være fuldt,
og på beretningen vil jeg ikke håbe Jens Nielsen Skophuus med sandhed kan have noget at
imodsige, og om end så var, jeg er forsikret det aldrig enten af ham eller nogen i hvor være vil,
kan anderledes bevises og godtgøres, ja i fald Jens Nielsen Skophuus noget andet vilde
foregive, jeg som den der søges og sigtes alle tider og byder mig denne min beretning med
lovens ed at verificere og bekræfte. Jeg indstiller mig til herredsfogden samt alle retsindige
mennesker der øjensynlig og dels klar kan se, hvor ubillig og inresonabel Jens Nielsen Skop-
huus i denne tilfælde begegner mig, at han vil påstå, jeg skal gengive ham det, som han mig på
andres vegne ikke aleneste har tilsagt, men end og betalt. Thi skulde det kun aleneste have
været af lån, hvorfor har han da ikke efter så mange års forløb søgt det fordrede før, og der
altså måtte vise sig selv at være mere end lov tilladeligt efter så mange års forløb at oprippe
sådanne afgjorte ting. Imidlertid tager mig reserveret al lovmæssigt imod Jens Nielsen Skop-
huus om han dette sit uretmæssige foretagende ikke skulle ville nedlægge og sin begyndte pro-
ces ophæve, men derhos lader ham gerne al den ret han til sin svoger Jørgen Lillelund vil og
kan have, at jeg mig håb og forsikret om hr. herredsfoged giver ret og bifald, som den der i al
ydmyghed lever. Velædle herredsfogeds tjenstydmyge tjener,Christen Nielsen Rounum.
Hammerum herreds tingbog B79-07, 11. januar 1749 nævnes Jens Nielsen Schophuus af Rind
sogn, som en af stokkemændene.
Hammerum Justitsprotokol 1749, d. 22. december, side 855b:
Dito har vi 2de underskrevne Jens Jenseen af Lund og Clemmend Christensen af Lundgaard,
Gjellerup sogn, lovlig forkyndt denne stævning for alle de her udi benævnte ved huse og
bopæl, talte med forvalter Raschis, som sagde sig at hede Andreas, leverede ham copi her af,
lige så med Bertel Skrædder udi Fejerskov, Lind by, og hannem leverede copi heraf, ilige måde
med enhver af vidnerne talt, undtagen Jens Schophuus af Fejerskov i Lind by, som ej var
hjemme,, men hans kone anhørte stævnemålets forkyndelse, hvilket vi bevidner, så sandt
hjælpe os Gud og hans hellige ord. Jens Jensen og Clemend Christensen.
Hammerum herreds Justitsprotokol 1744-1751:
Folio 884b:
Lørdag den 22de aug. 1750, side 884b:
Heri retssag om familie og og folkeskat. Som fortsætter til folio
Folio 885b øverst:
Sr. Nyboes begæring allerhelst han her erklærede sig til beviser, men tillod sagen til i dag 6
uger udsat med pålæg at Sr. Nyboe til den tid lader sin sag proceqvere og demonstrere, i
øvrige fald kan parterne vente rettens dissition. For retten fremkom velagte Niels Madsen
Røjen med sin fuldmægtig birkedommer Sr. Olle Stausholm fra Herningholm, som pro-
ducerede en, under rettens segl, udtagen stævning contra Christen Erichsen udi Lind by
boende, betræffende at citanten mod sin villie og videnskab tro, kommen selvstændig samme
stævnemål med sin lovlige forkyndelses påskrift. Stausholm på sin principals vegne, tjenst-
ydmygst begærede læst protokol og act indlemmet. Derefter med rettens påskrift sig igen
tilstillet samme, sålydende folio = 912. Hvor næst Stausholm, som finder sagvolderen ved
retten tilstede, ydmygst var bedende rettens dommere beføjelig i contentus af stævnemålet,
vilde hos ham rekvirere følgende til besvaring og fuldstændig exilering, nemlig 1. Om
sagvolderen Christen Erichsen kan eller tør benægte, at citanten ej hos hannem og under
hans værge har funden A: Sølvbægeret, at citanten ikke alene har vedkendt sig udi tilstede-
værendes påhør, men endog deklameret sig på lovbydende måde at det samme ham ret-
mæssig at være tilhørende. 2.det: Om Christen Erichsen efter derfor lovlig anmeldeldte
stævning har samme omtvistede sølvbæger in Rerum Natura nu her i retten at forevise. =
3die: Om Christen Erichsen skulde have nogen tvivlsmål, eller tanke om, af samme ofte
bemt.? bæger ikke skulde være citanten tilhørende, samt af hvad årsag samme citanten på
mange mindelig gjorte anmodninger var bleven forholdt.= 4de: Af hvem Christen Erichsen
berørte bæger har bekommet, og hvem hans hjemmelsmand skal være. Mons. Stausholm med
retten sig udbeder tilladelse her på, har erholdt sagvolderens og ingen andres fuldstændig
erklæring, så som hovedmanden i sådan Casus? vel ventelig, svarer visere end fuldmægtigen.
Fik Stausholm deraf nærmere oplysning til at tage sin missurær (iagt), og hvorledes sagen kan
og bør trakteres. Ville vente rettens pleje og lovbillig assistance. Christen Erichsen mødte for
retten, og først tilstod stævne-målets lovlige forkyndelse, og dernæst til retten overleverede
det forstevnte sølvbæger som findes med navn? D: B: S: T: M: W: D: W: = 1678: Vægtig 7
lod, et qvint. På bunden i kanten No 1: Hvilket bæger Christen Erichsen giver retten og
citanten tilkende, at have bekommet således = Ved afvigte Valborgdags tider kom Jens Schop-
huus til Christen Erichsen en søndag morgen straks efter solens opgang, og pantsatte for-
nævnte bæger hos Christen Erichsen, og derpå bekom 4re rdl. Efter han havde brugt den til
sælgeren. Det var Christen Lauridsen i Kideris mølle hans bæger, og at han samme næste
torsdag derefter vilde igen indløse. Mandagen derefter kom Niels Madsen Røjen til Christen
Erichsen, spurgte ham, om Jens Schophuus ikke havde hos ham byttet eller pantsat en crone.
Christen Erichsen svarede nej; og i det samme tillige med hans hustru kaldte Niels Madsen ud
122
af stuen, fortalte de havde et sølvbæger som Jens Schophuus hos dem havde pantsat om dagen
før for 4re rdl. i Christen Folio 886a Laursens navn, og tillige at Jens Schophuus vel hos dem
dagen før havde byttet en crone, men så snart han fik de 4re Rdl. på bægeret, løste han
cronen igen, da Niels Madsen efter begæring fik sølvbægeret at se, vedkendte han sig samme
og sagde, nu er det nok, bægeret er mit, og i kan gemme det til videre. Før og i den tid var
Christen Erichsen blevet bekendt, at Jens Schophuus på en ulovlig måde skulle have tilvendt
sig samme bæger, og urettelig samme i Christen Laursens navn pantsat. Christen Erichsen
tilstod, og at Niels Madsen nogle gange har fordret sit bæger, men han og hustru har svaret,
når de fik deres 4re Rdl. var bægeret til Niels Madsen følgagtig, og således skal befindes den
rene sandhed, og svar på Sr. Stausholms tilførte. = Sr. Stausholm, som havde anhørt
sagvolderens Christen Erichsens for åbenbare ting og ret gjorte erklæring, hvor under han
fører disse ord, at han forinden citanten Niels Røjen (Niels Madsen?) hos ham havde funden
sit tilhørende, og nu forstefvendte Sølvbæger, havde fået kundskab, at den navngivne
pantsætters foregivende var urigtig, og han på ulovlig måde samme at være tilkommen, så
ville Christen Erichsen endnu yderlige erklære sig, hvor af og af hvem han har slig kundskab,
samt om han med Kiderichs Møller havde talt, om han sig ved samme nu omtvistede
sølvbæger ville vedkende og ham samme hjemle hvor udi Stausholm udbad sig rettens
assistance. Christen Erichsen erklærede) han havde, efter bægerets annammelse af Jens
Schophuus talt med Christen Laursen, som for ham havde nægtet, han ikke om sligt var
vidende, før han hørte sige Jens Schophuus samme bæger i "Høggild skuld hafve stolden” =
Stausholm på sin principals vegne havde nok funden sagens beskaffenhed af sådanne omstæn-
digheder, det han i al muligste korthed, og for at vise retten, og alle upartiske rette
dømmende, at citanten ikke i mindste måde sigter til nogen vitløftighed eller nogen
vedkommendes prejudice efter denne sags meritter og lovgiverens høje buds propo-nerede, at
når sagvolderen Christen Erichsen nu godvillig i retten vil overlevere citanten sit tilhørende
og retmæssig ejende sølvbæger, hvilket i retten er leveret, og citanten sig har vedkendt samt
erstatte ham denne aftvungne prosesses omkostning med 3 rdl., skal denne sag af citanten
aldeles være frafaldet, og hvad sig anbelanger sagvolderens Christen Erichsens foregivne
hjemmelsmand, da er retten og alle honette tilstedeværende bekendt, at han er bleven usynlig,
hvorhen han er flygtet, må Gud vide, hvilket Stausholm lader bero imellem sagvolderen
Christen Erichsen og pantsætteren med declaration, at i så fald han på berørte
hjemmelsmand nogen sinde skulde komme for lyset, zitanten da er ganske villig
folio 886b: og i stand til i retten videre at fremvise samme forstevnte og omtvistede
sølvbæger til sagens nærmere lovformelig udgjørelse, og ham samme proponerede er lige så
billig som retfærdig. Så udbad Stausholm sig den pågældende Christen Erichsens erklæring
her udinden til nærmere efterretning, hvad enten sagen således i minde-lighed kan være
afgjort, eller og citanten, imod sin vilje, skal tvinges samme yderligere at proceqvere. Christen
Erichsen erklærede, at han imod regres til hans angivne hjemmelsmand nok kunne finde sig i
de fremsatte propositioner, og levere Niels Madsen sit vedkendte sølvbæger, som nu i pro-
tokollen er nomineret, dog med de vilkår, at Niels Madsen forsikrer samme bæger på år og
dag at beholde, og ej lade omstøbe, lige så for vitløftighed at undgå, erbød sig at betale i denne
sags anvendte omkostning 1 rdl. imod at Christen Erichsen forbeholder sin regres når måtte
opdages til sin angivne hjemmelsmand. Stausholm vedrørende dommerens mellemhandling,
erklærede sig på sin principals vegne, og i hans overværelse, at sagen således som meldt i
mindelighed skal være afgjort og frafalden, når Christen Erichsen straks nu i retten
overleverer citanten sit frakomne sølvbæger, og til sagens omkostning så vit kan tilstrække til
retten den anbudne 1 rdl., det øvrige anbelangende, da igen tager Stausholm på sin principals
vegne, sin forhen protokollen tilførte declaration om bægerets tilstedeblivelse på lovbydende
måde, dog her under den påskudte (påståede) hjemmelsmand sin sag til æresfrelse for-
beholden i lovlig måder og punkter. Stausholm aldrig tager nogen del udi at den fraværende
mand skal lide ubevidst og ubevist hvilket Stausholm, lader hvile på sagvolderen selv og
frikender hvad sandt eller usandt er, vilde iøvrigt bero dette forlig på forestående måde og
bemeldte terminer ved rettens kendelse vorder confirmeret.
Retten kendte parternes anbuden forlig ved magt, og Christen Erichsens påsyn ved retten
leverte Niels Madsen sit vedkendte sølvbæger imod at Christen Erichsen beholder sin regres
til sin angivne hjemmelsmand Jens Schophuus, når måtte opdages tillige at sølvbægeret på år
og dag bliver den form det er hos Niels Madsen, og sagen således af Niels Madsen frafalden
imod Christen Erichsen.
I Hardsyssel årbog 1950 findes side 107: Da jordfællesskabet ophørte. Heri findes side 136:
Om derimod Christen Hahle i Skaaphuset opnåede fred med sine ”naboer”, har jeg ikke fået
konstateret. Men således rekvirerede han et åstedmøde: ”Til min ejende og påboende gård
Skaaphuset i Sunds sogn er vidtstrakte uddrift, grønne, heder og enge, hvis grænser er til
Haderup, Ørre, Bording og Sunds sogne. Og med de tilgrænsende beboere er ejen-dommen
dreven til fælles, så der mellem disses og min mark er ingen skel, som vedkom-mende vil finde
for ret skel, da de bestandig vil tilegne sig i mere og mere. Der er endog dem, som har
indhegnet stykker, der efter min formening, ef af Skaaphusets ejendomme, og som i det
mindste altid, endog i henhold til hine, vil blive anset for fælles grund, hvor mig fravendes min
ret. Da jeg ikke har indgået nogen skelforretning med nogen, har jeg uden at agte på de
opførte grøfter dreven som sædvanlig med mine kreaturer, og derved er jeg blevet indviklet i
tvist og trætte”.
Et åstedsmøde holdtes på gården den 6. sept. 1797. Gården lå 1682 under Herningsholm
hovedgårdstakst og fik 11. td. Hartkorn. Den hører til Ilskov sogn, og dens navn er til forskel
fra dens mange aflæggere ændret til Skaaphusgaard, hvilket gerningensmanden vel må have
ment var en forbedring.
Hardsyssel årbog 1944, side 103:
Her af J. N. Wilse:
Skaaphuset (i Sunds Sogn), 4½ Mil fra Holstebro, midt i en stor Hede, er nu en Bonde-
gaard, som har Tiende og anden Frihed, da den er paalagt at modtage Rejsende og befordre
dem til Nørre Snede og Holstebro; dens 4 Længder udgør et firkantet Indelukke, saå naar
Gaardsporten er lukt, ingen nogensteds kan komme ind, hvilket er nødvendigt ved saadanne
Gaardes Beliggenhed, da man fra fordums Tid har Historie om Mordere og Røvere, som har
overfaldet Beboerne.
Beboerne af disse Eneste Gaarde i Hederne synes baade at være velhavende og af den gam-
le Ensformighed og Ligegyldighed for Tant, Pral og Kunstgreb; deres Velstand kommer
tildels deraf, at de kunde spare meget og kunde rette sig efter sig selv. De som mest passerer
her, er hele Karavaner af dem, som kommer nordenfra med Heste og hele Vognlæs med
røgede Aal og tørret Havfisk, og af dem, som kommer sønden denfra med lange Rækker af
Hjul, Træsko og lidt Alenkram, samt Humleførere, hvis Læs er som smaa Huse. Prisen paa
Fortæring i Hedeegnen er særdeles billig, og i Skaaphuset faar man baade Vildt og Fisk.

Kilde Holger Hertzum Larsen

Dåb: 13 maj 1703 Sunds K.Niels Madsens barn døbt kaldet Jens. Konen som bar barnet Christine Sørensdatter, Stenderup. Faddere: Niels Christensen Hobro, studiosus i Sunds præstegaard, Niels Lassen, Maren Michelsdatter, Anne Madsdatter, Johanne Lasdatter.

Jens Nielsen Schophuus boede i Øster Høgild i Rind S. og var Selvejergaardmand,

Jens Schophuus af Ø. Høgild gift 8/8 1723 m. Karen Mortensdatter i Lillelund (Nygaards Sedler)

Jens Schophuus's Hustru var 1734 i Arnborg Kirke Fadder til et Barn, forannævnte Niels Jacobsen Schophuus, Søn af Jacob Nielsen Schophuus, som den Gang boede i Arnborg Sogn.

Han nævnes 1743 som tingsvidne i Hammerum tingbog, og er af Herning by. B 79-07, Hammerum
herreds tingbog 28. november 1744, side 74: Jens Nielsen Skophuus og Jørgen Mortensen
Lillelund er stævningsmænd

Ægtefællerne skødede 11/5 1734 til Mathias Jacob Nielsen, Borger og Hosekræmmer i København, en Bondegaard, kaldet Øster Høgild, ny Matrikuls Hartkorn: 2 Tdr, l Skp. l Alb, for 200 Rdl. V. L. Sk. 6 Ptpr. Bd. 40. S, 376.

1732 29/9 udsteder Jens Schophuus en Obligation til Mathias Jacob Nielsen paa 200 Rdl., dateret København og medunderskreven af Augustinus Eegeris og Mads Michelsen, Borgere i København, Hammerum Hrds. Justitsprotokol 1734 6/2

1732 6/4 bor han i Ø. Høgild, han svoger til Christen Lauritsen Bjørnkjær, også i Ø. Høgild.
Tingbogen 6.aug. 1749 nævnes han af Lind.
B79-07 = Hammerum herreds tingbog 9/12 1747, side 479b, ff:
Memorial for kaldsmændene. Fra Jens Nielsen Shophus af Feierschou i Rind sogn, giver edervelagte Christen Ronum af Scharild sogn, Ronum kaldet, for med lovlig 8te dages kald og
varsel at møde på ting lørdag den 2den december førstkommende, sag og søgsmål at modtage,
spørgsmål at tilsvare, og i fornøden tilholde at lide dom betræffende de af ham på eders
vemodelige? Anmodning /: og efter eders beretning udi eders store nød:/ lånte 2de specie
rigsdaler, dem I på mange og ofte gjorte mindelige anmodninger, og har bekvemmet eder igen
at betale; når i den sted vil belønne med endt fore gott? med videre, som om fornødenhed det
skulle udkræve ved legitims beviser kan vorde godtgjort med at afvise ham Thomæ, indtil han
skulde ”kiedes af at begiære sit eget”, som han udi eders nød, eder med forstrakt haver, og det
uden rente eller vederlag i nogen optænkelig måde for samme og til sammes erlangelse, såvel
som for nødtrængende anvendte bekostninger han vil forvente og påstå en lovmæssig dom.
Hertil svarer Christen Ronum:
Kongl. May: herredsfoged, velædle Sr. Busch.
At jeg ubeføyet af Jens Nielsen Skophuus med proces anfaldes kan hr. herredsfoged af
følgende omstændigheder og sandfærdig beretning erfare; for ungefær en 10 a 12 og måske
flere år siden solgte jeg til Jens Nielsen Schophus hans kones broder Jørgen Lillelund, på da
holdende Damgaard marked, en hest som mig skulde betales med 5 rdl. 2 mk., da jeg ikke nød
min betaling på markedet, kom jeg nogen rum tid der efter til Hanning kirkehus, hvor Jens
Skophus boede, i tanke at ville drage til Lillelund, berettede Jens Skophuus for mig, at han
havde aftalt med sin svoger Jørgen Lillelund det, han skulle betale mig pengene 5 rdl. 2 mk.
Mens han samme tid foregav ikke havde dem, men ved første lejlighed vilde tilsende mig dem.
Men da det efter nogle påmindelser ikke skete, så jeg mig nødiget at anmode Jens Skophuus
derom, som dog efter megen lang tids forløb ikke blev til andet end vind og snak, hvorpå jeg
endvidere blev beføyet at anmode såvel Jens Nielsen Skophuus som Jørgen Lillelund om min
betaling, der endelig efter nogle års forløb kom til sådan for menende endskab, at Jørgen
Lillelund leverte mig en ung nød i betaling for 5 sldr., som dog aldrig stod mig til nytte for 2
sk: og Jens Skophuus betalte mig med 4 mk. i penge og én specie, det øvrige, som da kan vise
sig at i fald det kan regnes noget nær til min betaling, det dog vel ikke er eller kan være fuldt,
og på beretningen vil jeg ikke håbe Jens Nielsen Skophuus med sandhed kan have noget at
imodsige, og om end så var, jeg er forsikret det aldrig enten af ham eller nogen i hvor være vil,
kan anderledes bevises og godtgøres, ja i fald Jens Nielsen Skophuus noget andet vilde
foregive, jeg som den der søges og sigtes alle tider og byder mig denne min beretning med
lovens ed at verificere og bekræfte. Jeg indstiller mig til herredsfogden samt alle retsindige
mennesker der øjensynlig og dels klar kan se, hvor ubillig og inresonabel Jens Nielsen Skop-
huus i denne tilfælde begegner mig, at han vil påstå, jeg skal gengive ham det, som han mig på
andres vegne ikke aleneste har tilsagt, men end og betalt. Thi skulde det kun aleneste have
været af lån, hvorfor har han da ikke efter så mange års forløb søgt det fordrede før, og der
altså måtte vise sig selv at være mere end lov tilladeligt efter så mange års forløb at oprippe
sådanne afgjorte ting. Imidlertid tager mig reserveret al lovmæssigt imod Jens Nielsen Skop-
huus om han dette sit uretmæssige foretagende ikke skulle ville nedlægge og sin begyndte pro-
ces ophæve, men derhos lader ham gerne al den ret han til sin svoger Jørgen Lillelund vil og
kan have, at jeg mig håb og forsikret om hr. herredsfoged giver ret og bifald, som den der i al
ydmyghed lever. Velædle herredsfogeds tjenstydmyge tjener,Christen Nielsen Rounum.

Hammerum herreds tingbog B79-07, 11. januar 1749 nævnes Jens Nielsen Schophuus af Rind
sogn, som en af stokkemændene.

Hammerum Justitsprotokol 1749, d. 22. december, side 855b
Jens Nielsen Schophuus i Øster Høgild hans skøde til Matthias Jacob Nielsen, hosekræmmer i
København, dateret Viborg den 11. maj 1734.
Kendes jeg underskrevne Jens Nielsen Schophuus boende i Øster Høgild, og hermed
vitterliggør, at jeg med min og min hustru Karen Mortensdatters fri vilje og velberåd hu, har
solgt, skødet og afhændet, og nu hermed sælger, skøder og aldeles fra mig og mine arvinger
afhænder til Matthias Jacob Nielsen, borger og hosekræmmer i København, og hans arvinger,
een min iboende bondegård, kaldet Øster Høgild, beliggende i Rind sogn i Hammerum
herred, udi Lundenæs amt, nye matrikel for 2 td. 1 skp .1 alb. hartkorn hvoraf gives og gøres
efter jordebogen og gamle adkomster.
Hvilken forskrevne gård bemeldte Matthias Jacob Nielsen, af mig og mine arvinger, skal
beholde for et fuldkommen købt køb til evindelig eje og ejendom for sig og sine arvinger, med
al dets tilliggende og påstående huse og bygning, øde og bygt, vådt og tørt, ager og eng,
fiskevand og fægang, tørvegrøft og lyngslæt samt hvis andet herlighed og rettighed, der nu
tilligger, og af Arilds tid til ligget har, og bør at ligge med rette. Intet undtaget i nogen måde,
ved hvad navn det nævnes kan, inden og uden markeskel.
Og kendes jeg, for mig og mine arvinger, ingen ydermere lod, del, ret eller rettighed at have
til, eller udi, samme gård, eller noget af dets med rette tilhørende, herefter i nogen tænkelig
måde.
Som jeg derfor har annammet og bekommet af ermeldte Matthias Jacob Nielsen fuldkommen
og fornøjelig betaling med 200 rixdlr. siger Toe Hundrede Rigsdaler, efter min vilje og nøje i
alle måder. Så jeg ikke alene takker ham for god og redelig betaling, mens og hermed klarer
for mig og mine arvinger, at fri, frelse, hjemle og fuldkommen tilstår ham samme gård med
alt hvad dertil hører, for hver mands tiltale, som derpå med rette kan tale.
Og dersom så skete, det dog ej formodes, bemeldte gård eller noget af sin rette tilliggende,
blev Matthias Jacob Nielsen eller hans arvinger, for nogen ret, eller for mig og mine arvingers
vanhjemmels brøsts skyld afvundet; da bepligter jeg mig og mine arvinger, en for alle og alle,
eller nogle for en, at skaffe ham ligeså god og vel belejlig en gård med lige så god herlighed,
ret og rettighed, som samme gård ejer og tilhører, eller og dets nøjagtig betaling, ikke alene
forbemeldte givne kapital, men endog for al derpå anvendte reparation i alle optænkelige
måder. Så Matthias Jacob Nielsen og arvinger skal af mig og mine arvinger for dette køb
være og blive i alle måder skadesløs holden.
Til dets ydermere bekræbtelse har jeg dette med egen hånd underskrevet og signet hostrykt,
samt venligen ombedet Jens Nielsen Alstrup borger og handskemager i Viborg, og Daniel
Lysgaard, borger og hosekræmmer ibid. dette med mig til vitterlighed at underskrive og
forsegle. Viborg 11. maj 1734. Til vitterlighed, efter begæring J. Nielsen Alstrup Jens
Nielsen Schophuus.
Ligeledes til vitterlighed Daniel Andersen Liusgaard.
Hammerum herreds tingbog 9/1 1745: Dette år er Jens Nielsen Schophus af Herning sogn og
by stokkemand. Nævnes også 12/12 1744 af Herning by.

Kilde Holger Hertzum/Holgers nye familie.pdf