Jens Sørensen Torsgaard

Fra en klat mørtel og flere sten af Hans Gjedsted:

" De 51 fæstere i Vognsild Sogn var samlet sat i hartkorn til 162 tdr.

I 1688 var det næsten samme hartkorn, nemlig 161,98 tdr. Det dyrkede areal i 1688 var 1389,4 tdr. land agerjord. Hovedparten af gårdene i Vognsild Sogn var halvgårde, hvoraf flere med 2 fæstere. Lerkenfeld var med 29 fæstere den største lodsejer i de 2 sogne.

Ved matrikuleringen 1724 var der kun 3 af gårdene i de 2 sogne, der blev betegnet som ødegårde. Der var kun 6 af de såkaldte helgårde, hvoraf den ene tilhørte selvejer Jens Sørensen Thorsgaard i Morum. Som det fremgår af skemaerne, var næsten alle ejerlav i de 2 sogne opdelt mellem flere godsejere. Kun Svoldrup var helt og holdent ejet af Lerkenfeld. De ret varierede ejerforhold bevirkede, at de enkelte fæstebønder i en by sjældent havde samme vilkår. Var ejeren af fæstegården et fjerntliggende gods eller en handelsmand i f.eks. Aalborg eller København, så slap man for hoveri, men måtte til gengæld betale langt større afgifter. Så havde man trods den større afgift alligevel mere tid til at dyrke sine marker. Var bonden derimod underlagt Lerkenfeld, Testrupgård, Hvanstrup, Bjørnsholm eller Gunderupgård, var sagen straks en hel anden. Her var afstanden til herregården overkommelig, og bonden eller dem, han nu sendte, måtte derfor bruge en stor del af tiden til at pleje og passe godsejerens marker ved herregården.

Gislum Sogn var der i begyndelsen af 1700-årene ingen selvejere. Den første var - så vidt det kan spores - en ”Hjorth”, der købte Dalgården i sidste halvdel af 1700-årene.

Som tidligere nævnt var Vognsild Sogns eneste selvejer i 1724 Jens Sørensen Thorsgaard, der var ejer af en gård, der i hartkorn var sat til 7.5.2.2½ tdr. Det var samtidig sognets største gård.

Ud over Jens Thorsgaard var der i alt kun 5 selvejere i hele Gislum Herred eller Mariager Amt. De øvrige 4 selvejere havde kun mindre gårde og husmandssteder. Det var uhyre svært at blive selvejer.

Herremændene ville hellere købe end sælge fæstegårde, fordi de derved forøgede deres indtægter. Men netop ved kongens auktioner, hvor der blev solgt ryttergårde eller krongods, havde den højestbydende en chance. Forpagter Albreth Sørensen på Lerkenfeld købte 3/10-1717 gård nr. 5 i Morum af kronen/kongen. Den var tidligere anført som rytter- eller officersgård. Omkring 1720 solgte han den til Jens Thorsgaard, der lagde den sammen med sit fødehjem, der i hartkorn var sat til 1 tdr. 5 skp. 2 fjk. 1½ alb.

Den er i dag kendt som Morumgård, og siden 1844 har den haft matr. nr. 2a. Den bestod af en sammenlægning af Jens Thorsgaards fødehjem og hans kone Anne Henriksdatters hjem, der var sat til 5 tdr. 7 skp. 1 fjk. 2 3/5 alb. For et beløb på godt 5 rdl. erhvervede han relutionsrettighederne (genindløsning af pant) på sidstnævnte gård 13/09-1723 og var derefter ejer af en gård på godt 7 tdr. hartkorn.

Jens Sørensen Thorsgård (1670 - 21/05-1730) var antagelig søn af den Søren Christensen Thorsgård, der sammen med Chr. Christensen ved matrikuleringen 1688 var fæster på gård nr. 7.

Hans hustru Anne Henriksdatter (1658 - 10/5-1736) var datter af Henrik Jensen og Anne Lauridsdatter (gård nr. 5, den senere matr. nr. 2a). Først var hun gift med faderens medfæster Christen Jensen, med hvem hun fik børnene Maren (1679-1736), der var gift med Chr. Thorsgaard, og Anne (1685-1708).

Efter sit første ægteskab blev Anne Henriksdatter enke omkring 1688-90. Hun blev derefter meget hurtigt gift med Jens Sørensen Thorsgaard, som derfor overtog fæstet på grd. nr. 5. I dette ægteskab var der børnene:

1) Henrik Jensen (1691-1764, aldrig kaldet Thorsgaard). Han bosatte sig i Jelstrup, men ejede i en årrække sit hjem i Morum, som han bortfæstede til sin broder, indtil dennes enke, Else Knudsdatter, købte gården.

2) Søren Jensen Thorsgaard (1699-1760), gm. Else Knudsdatter

3) Anne Jensdatter (1701-?), gm. Jens Andersen, Morum.

Når man tager i betragtning, at der fandtes fæstebønder helt op til omkring 1910, så var det relativt tidligt, at Jens Thorsgaard kunne købe sin gård allerede i begyndelsen af 1700-årene. Hvorfra han fik pengene, meldes der ikke noget om. "