Johannes Vogelius Steenstrup

1818 Cand.theol. 1835 Sognepræst til Skelund & Visborg Johannes Vogelius Steenstrup vandt sig et kendt Navn i Thy og fortjener nærmere Omtale - 1800 tog han teologisk
Embedseksamen (haud); 1807 blev han Sognepræst i Vang, hvor han virkede til 1818, da han forflyttedes til Hillerslev-
Kaastrup. 1835 flyttede han fra Thy, udnævnt til Sognepræst for Skelund-Visborg, i hvilket Embede han døde 1840.
Pastor Johs. Steenstrup var en sjælden dygtig Mand. I sit Hjem var han en alvorlig og streng Familiefader, i sine Menigheder en myndig og samvittighedsfuld Sognepræst. I kristelig Henseende har han nok været præget af Tidens rationaliserende Aand. At han i hvert Fald ikke har været pietistisk indstillet som sikkert Farfaderen i Sjørring, kan man roligt slutte, naar man hører, at han var en lidenskabelig L'hombrespiller. Men efter Tidens Forhold var han en alvorlig og nidkær Præst, der ikke
alene med Kraft styrede Sognets aandelige Sager, men ogsaa, som Skik var, udøvede Styrelsen af det lille Samfunds timelige Anliggender. Hertil kom, at Steenstrup var anset som en af Thys dygtigste Landmænd. Da han blev Præst i Hillerslev, købte han en hel Del Jord, som han lagde til Præstegaarden, der i Forvejen var den største Gaard i Sognet. Efter datidens Forhold havde han en stor Kreaturbesætning, nemlig 12 Køer, 1 Tyr og Kalve, og desuden fedede han hvert Aar 32 Stude. Om Vinteren fik disse bl.a. et Gulv utærsket Byg; dette skulde gøre dem saa glatte og pæne15). Hans Stude regnedes da ogsaa for de bedste i vid Omkreds og gik altid for højeste Pris. Studene blev hvert Aar solgt til Proprietær Poul Tøfting til Tandrup (Bedsted Sogn), d. v. s. han købte kun de 30; 2 skulde være "Skodstude", idet Tøfting forbeholdt sig Ret til at kassere de to ringeste, naar han paa sin aarlige Tur til Hillerslev saa paa Stude. De 30 Stude blev saa drevet til Thyholm af Præstens Karle og Drenge. Et Aar traf det sig, at de havde faaet en af de to frasorterede med, men Tøfting opdagede straks Fejltagelsen, og til Drivernes Ærgrelse maatte de have Studen med tilbage. Det er fortalt om Pastor Steenstrup, at han, naar han om Søndagen gik over i Kirken, saa altid lagde Vejen igennem Stalden, der laa lige op ad Kirkegaarden, og efter Gudstjenesten talte han Landbrug med Bønderne og handlede med dem om deres Stude16). Sagnet fortæller, at det var Pastor Steenstrup, der genindfødte Dyrkning af Rug i Thy, efter at denne Dyrkning havde været opgivet gennem flere Menneskealdre paa Grund af Fejlslag, som man mente skyldtes det barske Vejrlig.
Der var ingen der paa Egnen, der avlede saa godt som Præsten. - Ogsaa Havebrug havde hans Interesse. Foregangsmand som han var, stod han i stadig Forbindelse med det kongelige Landhusholdningsselskab, gennem hvilket han fik alle Slags Maskiner og Frøsorter og desuden Tyende. Han var saaledes en af de første, der havde en Svingplov.
Engvanding var han ogsaa stærkt interesseret i. 1835 flyttede han, som ovenfor nævnt, fra Hillerslev; det er blevet sagt, at det skulde være af Ærgrelse over, at der var noget Tiende, han ikke kunde faa ind fra Kaastrup. 6. September holdt han Afskedsprædiken under stor Tilstrømning fra Egnen. - Samme Aar udnævntes han uden Ansøgning til korresponderende
Medlem af Landhusholdningsselskabet. Han paatog sig ogsaa at affatte en Beskrivelse af Thy til Selskabets Skriftrække om de danske Amters økonomiske Tilstand. Da han døde 1840, blev Opgaven og det af ham indsamlede Materiale overdraget til Provst Chr. Djørup i Klim. - Et Vidnesbyrd om, hvor kendt en Bl.a. købte han Østermark i Hillerslev, Matr. Nr. 11 b, og et
Engskifte i Skovsted af Anders Oddershede, som han saa ved sin Bortrejse solgte til Jens Jensby i Hillerslev tillige med en Lade, der stod paa Toften Øst for Præstegaarden. Han købte ogsaa en Ejendom Vest for Mejeriet. (A. Overgaard).
Mand Pastor Steenstrup var, er, at der ligefrem gik Sagn om ham i Folkemunde. Man fortalte saaledes, at han tydeligt
kunde se Varsler og den Slags Ting. En Kendsgerning er det da ogsaa, at han havde en tydelig Forudfølelse af sin Død og
talte med flere af sine Paarørende herom. Man sagde, at han skulde have hørt sig selv gaa omkring i Stuerne med Tøfler
paa. Det skulde være et Varsel om Døden. En Dag blev han saa pludselig lam i den ene Side og mistede Mælet, og efter
faa Dages Sygdom døde han 23. Jan. 1840. Fire Sønner førte hans Lig til Slægtens Gravsted paa Sjørring Kirkegaard, hvor
han stedtes til Hvile ved Siden af Faderen og Farfaderen.
Johannes Steenstrup var gift med Anne Cathrine Carstensen (f. 1784, d. 1868), en Datter af den betydelige Amtsprovst i Thisted Christian Ehrenfried Carstensen og Hustru Anne Marie Schytte. Hans Hustru var en finttænkende, kærlig og harmonisk Kvinde og en dygtig Husmoder, som forstod at faa Embedets mindre gode Indtægter til at slaa til for den store Familie. Efter et af Børnenes (Japetus') Fødsel var hun angrebet af Barselfeber i den Skikkelse, som medførte Sindsforvirring, og stor var Frygten for, at hun ikke kunde komme sig. Pastor Steenstrup søgte Raad mange Steder for hende. En "klog Mand" raadede ham til at lade hende gøre, hvad hun vilde og ikke sige hende imod. En Dag gik hun hen og slog alle Vinduer ind et Sted i Byen; men hun kom sig ikke. Hendes Familie sørgede naturligvis meget. Men en Dag, da Amtsprovsten kom ud af sit Værelse og paa Gangen traf en betroet Tjenestepige (nemlig Kristen Kolds Moder), kunde han sige til hende: "Nu ved jeg, at min Datter kommer sig. Gud har paa min Bøn givet mig Svaret i mit Hjerte!" Man fortæller ogsaa, at Pastor Steenstrup tog til København til en Professor, der gav ham noget Medicin, der kostede fire Skilling, og som Patienten skulde tage paa een Gang. Hjalp det ikke, var der ingen Ting at gøre. Men Fru Steenstrup kom sig. 
I Hjemmet var der en stor Børneflok. En første Søn døde som spæd; men otte Drenge og to Piger voksede op og fik, især for Drengenes Vedkommende, en overordentlig god Uddannelse. Drengene blev i de yngre Aar, før de kunde komme paa Kathedralskole i Aalborg, sendt til en Forberedelsesskole i Thisted, som holdtes af den residerende Kapellan Peter Nielsen Brandt, en godmodig, lidt djærv Mand, men flink Lærer. Det var nu ogsaa Drenge, det var værd at ofre en Uddannelse paa. Med en enkelt Undtagelse fik de deres Virke udenfor Thy; men de er dog udgaaet fra denne Landsdel, saa det vil være naturligt at nævne dem her.