Louise Karoline Henriksen

Da tale ved Kristine Louise Karoline Henriksen er lidt svær at tyde på billedet vil jeg prøve at renskrive den på bedst mulig måde.

Tale.

Ved Fru Louise Henriksens bisættelse den 12. maj 1934 af Kantor Chr. Hansen Larsen

Jo ældre man bliver, desto mere træder dødens alvor og dødens nærhed hen til én. Saaledes gaar det i hvert fald mig. Og jo længere man har levet paa et sted, desto dybere gribes man af vemod, naar sorgen melder sig hos dem, man har lært nøje at kende. Her i vort lille samfund har den sidste tid været rig paa ulykkelige hændelser. Mere end én ung mand, flink og flittig, er gaaet bort midt i sin gerning, midt i sit arbejde. Enhver ved, hvem jeg tænker paa.

Også denne familie er ramt af tunge begivenheder. Den 30. November i fjor døde vor kære Henrik. Det var en stor sorg for det lille hjem derude i Vesterby Nu er denne unge kvinde gaaet bort. Og om lige saa svær byrde er lagt på broderhjemmet der henne i Kappelborg. Vi forstaar det ikke Vort hjerter vaander sig. Ydmygt maa vi bøje vor vilje under Guds stærke Haand og sige: Der er sket af Herren Men det er underligt for vores øjne. Det nytter ikke at ønske tilbage. Men det er skønt at se tilbage, naar den svundne tid er fyldt med et saadant rigdomsvæld af dyrebare minder, som det her er tilfældet. Alle vil vi huske Fru H. som en fin, nobel og sympatisk kvinde, og I , hendes kære, vil aldrig glemme hende for hendes offervilje, hensynsfuldhed og Hjegodhed. Vi bringer hende en tak. fra hendes gamle svigermor fra hendes kærlige mand fra hendes flinke børn fra hendes elskede søster fra hendes gode svoger, og en tak fra alle dem, der stod hende nær og havde hende kær. og det er langt mere værd end gods og guld.

Hvis hendes løber kunne tale, ville hun ikke alene sige jer et kærligt farvel, men ogsaa en hjertevarm tak, for hver gang I har hjulpet hende, glædet hende trøstet hende. Noget af det sidste , hun bad sin mand om dette liv, var at bringe alle hendes kære en hjertelig afskedshilsen.

Lige til dødes stund havde hun sine venner i sine tanker.

I foraarets lyseste tid, mens solen varmer, fuglene synger og alt spirer, knoppes og grønnes, maatte denne unge kvinde lukke sine øjne i døden. I staar tilbage med sorgen og savnet Og spørger med taarefyldte blikke, hvorfor skulle dette ske? Derpaa kan intet menneske svare. Maaske hun allerede har fået svaret Maaske hun kan forstaa Vor Herres Vej "Tænk, naar engang er løst hver jordisk gaade, besvaret hvert, Hvorfor jeg grunded paa, men kunde ej med at min grublens raade. tænk, naar jeg Herrens Vej skal klart foreslaa"

I hendes kære, maa trøste jer ved mindekransen og gensynshaabet.

"Tænk naar engang i Himlens gyldne sale jeg med den ven, jeg her paa jorden fandt, i lyset om et evigt liv skal tale og om det liv, der som en drøm forsvandt.

Væk, Jesus, denne tanke i mit Hjerte hver gang mig vejen tykkes lang og slem i den sødt skal dæmpe hver en bitter smerte og lukke smilet gennem taarer frem.

Fader vor, du, som er i Himlen Helliget vorde dit navn Komme dit rige ske den vilje, som i Himlen, saaledes også paa jorden. Giv os i dig vort daglige brød og forlad vor skyld, som vi forlader vore skyldnere. og led os ikke i fristelsen Men fri os fra det onde Thi riget er dit, magten og æren i evighed.

AMEN