Manassie Kirstine Madsen

http://www.dedanskesland.dk/laesoe-111.html

Dette elendige Steds diametrale Modsætning finder vi i Gaarden Juelsminde mellem Byrum og Bangsbogaarde, som foruden at være den ældste paa Øen tillige er den smukkeste og mest velbevarede — den er i Hænderne paa Godtfolk!

Gaarden ejes af den 72-aarige Enke Manassie Thomsen, hvis Bedstefader i sin Tid var Strandfoged i Østerby. Foruden hende bestaar Gaardens Herskab af hendes Datter, Enke efter Pastor Gaarn Larsen, som var Præst paa Øen, samt dennes Børn.

Ligesom alle gamle Læsøgaarde er Juelsminde en Bindingsværksbygning, dens Tangtag er enkelte Steder henimod 3 Alen tykt. Foruden at være den ældste paa Øen, skal én af dens fornylig nedrevne Længer have været én af de ældste i hele Norden, idet dens særegne Tækningsmetode (med Pinde i Stedet for Tagbjælker) henviser dens Oprindelse til Middelalderen. Naar Beboerne selv fortæller, at da man for ca. 50 Aar siden restaurerede en Længe, som nu er Udhus, faldt en Bjælke ned fra Taget, hvorpaa var indskaaret Aarstallet 1197 — da maa man sige, at denne Tydning af Tallet er højst tvivlsom. Paa en Tid, da kun enkelte Gejstlige kunde læse og skrive, har Bønderne ikke skaaret Aarstal i deres Bjælker! — 1 én af de andre Længer, hvor der nu er Lo, fandt jeg en Bjælke med Aarstallet 1694 — ogsaa en anselig Alder. Og der findes endda to Længer, som er betydeligt ældre end denne.

Som Modsætning til Bangsbogaarde er Juelsminde en fuldkommen Patricierbygning, alene dens Fagade mod Haven adskiller sig paafaldende fra denne udprægede Almuebolig. At Vinduerne som Skik er sidder saa nær oppe under det brede Tagskæg, gør Stuerne noget mørke i Graavejr. I Solskin derimod, naar Lyset reflekteres fra Jorden, er de lyse og venlige. Her findes endnu et Par udmærkede Interiører i denne velholdte og nydelige Gaard, især Spisestuen med et gammelt Chatol er fortrinlig.

Men mærkeligere og smukkere end alt andet derinde var den gamle Manas-sie selv. Hun er ikke alene vor største Oplevelse mellem Beboerne paa hele vor Ørejse, men et af de betydeligste og fornemste Mennesker, jeg har mødt. Iklædt sin pragtfulde Læsødragt modtog hun os saa gæstfri, saa stolt og værdig, som var hun en Høvdings Hustru. Man maa tænke paa Bjørnsons „Bergliot“, naar man ser hende. — Gud véd, om nogen født Adelsdame i Landet nogensinde har haft mere air af Herskab, end denne gamle Bondekvinde!

I Samtalens Løb fortæller hun, hvor hun var bleven forfærdet ved at høre, at en Dattersøn, som engang havde Tjeneste paa en Gaard i Nordjylland, var Dus med Bonden dér paa dennes Opfordring. „Saadan noget maa Du ikke indlade Dig paa,“ havde hun sagt. „Værsgod og sig De til ham! Der skal overalt være Forskel paa Herskab og Tyende, min Dreng!“

— Dette er ikke fordi netop Jyderne er særlig ansete herovre, tværtimod — de Karle, der har været paa Øen derovrefra kaldes ligesom deres Landsmænd bestandig „Klunter". — Men Manassie har aldrig været paa Højskole!

Hendes Klædning er fornem som hende selv; jeg har kun mellem de gamle Adelsdamedragter paa Valdemarsslot set noget tilsvarende. Den gamle Højtidsdragt bestaar af et Livstykke, hvis Aabning i Brystet er sammensøret med en Sølvlænke. Brystet er bag Lænken dækket af et blomstret Silketørklæde, og over Livstykket sidder selve Trøjen, som er af tykt, sort Silke; denne er ogsaa aaben i Brystet og har to eller tre store, flade Sølvbroscher øverst paa hver Side. Om Livet snor sig „Lænen“, et Sølvbælte af mange Led, undertiden P/a Tomme bredt. En sort, svær og vid Silkenederdel, plisseret helt rundt og med brogede Borter forneden, er foran dækket af et Silkeforklæde, ofte i prægtige Farver og med brogede Borter, knyttet bagpaa med Silkebaand, der hænger ned med-fire Ender. „Hovedslettet" af hvidt Lin har en bred Blonde, ligesom der er hvide Blonder om Hals og Haandled.

Denne Gamles Dragt var et Pragtstykke. Bunden i det store Silkeforklæde var grønblaa som clair de lune paa persiske Fayencer og rigt dækket med Silkebrokade — et Vidunder af Farver. „Lænen“, som vistnok er hollandsk Arbejde (en Mængde af Øens Sølvsmykker er hjembragt af Sømænd, som var i hollandsk Koffarditjeneste), og de cirkelformede Sølvplader paa Brystet, som saa ud til at kunne være af dansk Oprindelse, var herligt gammelt Sølvsmedearbejde af høj Værdi. Jeg løftede paa „Lænen“ — alene ved sin Vægt var den en lille Kapital værd. Det er en Dragt, som var en Høvdings Hustru værdig.

Her findes endnu ikke faa af disse Dragter paa Øen, men kun et Par enkelte gamle Kvinder foruden Manassie anvender dem ved højtidelige Lejligheder. Missionsfolkene paa Øen har allerede fra Slutningen af 80’erne samlet en Mængde af de gamle Sølvsmykker, smeltet dem og solgt dem for Sølvets Værdi — til sin egen og Hedningemissionens Behov!

Mændenes gamle Højtidsdragt, som anvendtes til Begyndelsen af det 19. Aar-hundrede, ses nu aldrig mere. Den var efter hollandsk Mønster, hvilket skrev sig fra at Læsøboerne i en meget lang Periode sejlede med hollandske Ostindiefarere, efter at Forholdene paa Øen havde tvunget dem ud paa Søen. Dragten bestod af en brun eller blaa Klædes Kjole med korte Ærmer og store Opslag, en ulden Damaskes Vest med Sølvknapper, en „Lænkeknap“ af Guld i Skjorten eller Kraven og ligesaa for Ærmerne, en hvid Lærreds Halsdug, Klædesknæbukser med 3 store runde Sølvknapper i Linningen og nogle smaa ved Knæerne, sorte eller graa Strømper, og Støvler eller Sko med firkantede Sølvspænder. Paa Hovedet havde de en rundskaaren, hvid Paryk og en trekantet Hat, samt i Haanden et ægte Spanskrør med Sølvknap.

Første Gang vi saå den gamle Manassie, blev vi stærkt betaget af hende, og det vedblev bestandigt at være vanskeligt at løsrive Blikket fra denne henrivende Fremtoning — især fra dette blide, rolige, fornemme Ansigt med dets umiskendelige Adel, om hvilket Dragten dannede en saa harmonisk Ramme.

Let og uden Pauser fortæller hun om Livet paa Øen, mest saaledes som det formede sig i hendes Ungdom. Og hyppigst kredser hendes Beretninger om de store, dengang saa hyppigt tilbagevendende Begivenheder, de frygtelige Strandinger. Hendes Bedstefader var Strandfoged i Østerby i én af de værste Perioder, og det hændte engang paa hans Tid, at der efter en Stranding drev saa mange Lig iland, at der i et Tørvehus laa seks af dem, fordi det Hus, der var bestemt til dette Brug, var saa overfyldt, at der ikke var Plads til disse. — I den mindste Smule daarligt Vejr, især Snefog eller Tykning, strandede dengang altid mange Skibe, og de Druknede blev endnu i mange Aar efter Hals’ Kirkes Nedstyrtning begravede paa dens tilsandede Kirkegaard.

1 Efteraaret 1876 vaagnede Beboerne en Morgen efter at en Tredages Storm havde raset hen over Øen og saå fra Gaardens Tage 26 strandede Skibe staa fast paa Nordkysten. Hvor mange Mennesker, der dengang blev derude, husker den Gamle ikke. Men jeg mindes hvad en anden gammel Kone, Mine Møller fra Vesterø, som lever endnu, engang har sagt om det Syn, der mødte hende efter en lignende Katastrofe: „Det er ingen Sag at se en enkelt Død i en Kiste — men naar de kommer agende med dem i Hobe saa store som Hølæs, saa er det rigtignok stræng’ at se!“ —

Det mørkeste Minde fra Manassies Ungdom er vistnok fra hin Decembernat i 1882, da den norske Brig „Flora" strandede paa Nordkysten udfor „Hornex“ (Hornnæs). En af Switzers Dampere havde faaet Briggen flot og var ved at slæbe den bort, mens Paalandsstormen endnu var haard og mange Læsøboer, som havde assisteret ved Bjærgningen, endnu befandt sig ombord i Havaristen. Da sprang Trossen mellem Bjærgningsdamperen og Briggen, og Stormen satte paany denne ind paa Grunden omtrent paa samme Sted som før. Det lykkedes ikke at faa den ud mere, og i Nattens Løb —- det var den 31. December, Nytaarsnat — omkom

III. 3*

Mændene i Brændingen af Frost, blandt andet 8 af Læsøboerne — Fædre, Brødre eller Sønner af dem, der stod inde paa Stranden og hørte dem skrige hele Natten. De faa overlevende, som siden bjærgedes i Land, var halvdøde af hvad de havde gennemgaaet.

—• Saadant og meget andet fortæller den Gamle, uden en Antydning af Sentimentalitet. Roligt og sagligt bliver det fremstillet — det kunde nu engang ikke være anderledes, det var Livet dengang! Og som dette Liv paa Havet formede Mændene, saaledes skabte det disse Kvinder paa deres Gaarde. Den gamle Ma-nassie er én af de sidste af den Type; med hendes Slægtled vil den forsvinde og aldrig vise sig mere.

— Jeg mindes en Historie om en Lærer fra Øen, som i 1895 besøgte en Gaard nær Aalborg og forbavsedes over, at det var Konen, som modtog de fremmede, viste dem rundt og sagde Besked om alt, og endelig afgjorde Forretninger med dem og bestemte Priserne, mens Manden sad i Nabostuen uden at tage nogensomhelst Del deri. Læreren kom med en Bemærkning om, at det nok her ligesom paa Læsø var Konen, der styrede Gaarden, hvortil denne svarede: „Jamen A er da rigtignok ogsaa fra Læsø!“ — Hun havde taget sit Hjemlands Skik med sig, uden at Manden til Gengæld havde faaet sit Territorium at herske paa!

Den Feststemning, der var over vore Besøg paa Juelsminde, kulminerede en Dag, da de kvindelige Repræsentanter for Gaardens tre Slægtled alle modtog os i Højtidsdragter ved det Kaffebord, hvortil vi var indbudt. Vi to Gæster havde svært ved at føre Konversationen, saa benovede var vi ved Synet; men det behøvedes heller ikke, de to ældste Damer ledede den hele Tiden. Kun „lille Manas-sie", som var blændet af sin egen Pragt, sagde ingenting!

• Reference: MyHeritage Family Trees - SmartCopy: Dec 21 2021, 15:41:18 UTC