Maren Olufsdatter, Baunhus

[http://arkiv.thisted-bibliotek.dk/webvang/Vangs%25C3%25A5web/Vangsa...]

Træk af Vangså´s historie

Vangså bliver til. Ved A. Grandjean-Thomsen:

Går vi tilbage til tiden før udflytningerne, har der ikke været megen bebyggelse. I jordbogen fra 1580 nævnes to vandmøller, som formentlig har ligget ved åens udmunding i havet (de omtales som klitmøller). I 1637 skildres de som aldeles øde, sandsynligvis fordi vandtilførslen (som kom fra Vang Sø og en mindre sø ved Hovekær) blev standset af sandflugten. Omkring midten af 1600-tallet har der ved klitmøllerne ligget et hus kaldet Kløvborg, som var beboet af en skipper ved navn Christen Kløvborg. 1684 har Bavnhuset ligget alene ude ved klitten. Kløvborg var da øde og forladt.

Bavnhuset i det nordvestjydske. Ved A. Grandjean-Thomsen:==

Bavnhuset i det nordvestjydske Matr. Nr. 10 Når man færdes ad de gamle hjulspor i Vangsaa hede og klitterne imellem, prøver man at forestille sig de gamle tider. Men de er glemt og borte. Kun ganske få træk er bevaret. Jeg vil forsøge at samle de træk, som findes omkring det første hus, som byggedes ude i klitten for tre århundreder siden, Bavnhuset. Huset er forlængst borte, og om dets placering ved man intet. Derimod kan vi finde frem til, hvem der i årenes løb har ejet grunden. Man vil let forestille sig, at de få mennesker, som boede herude, var fattige mennesker. Men gennemgående ser det slet ikke ud til at være tilfældet - alene det, at de, da sandflugten huserede og ødelagde hjem og ejendom ved Staukær og Trabsande, flyttede ud i klitten ved havet, fortæller, at der må have været mening i at flytte ud vesterpå. Herom vidner også mange indtryk fra de forskellige skrifter, der fortæller om bygninger og inventar: her stod man ikke tilbage for gårdene i Vang, og besæt-ningernes størrelse manglede heller ikke noget i forhold til de samme gårde.

Nystrup: For nogenlunde at samle Bavnhusets historie, såvidt det med de sparsomme oplysninger lader sig gøre, må vi først lægge vejen om ad herregården Nystrup syd for Vandet sø. Endnu i begyndelsen af dette århundrede lå den her som bondegård - nu er kun tomten tilbage. Her boede i første halvdel af 1600-tallet adelsmanden Christoffer Lunov. Tilsyneladende har han ikke hørt til de gode børn. Således klagede Jens Grøn i Vedø, Sønderhald Herred, til kongen over, at Christoffer Lunov for nogle år siden (!) med vold havde taget hans hustru fra ham. Et af børnene fra denne forbindelse, Anne Christofferrsdatter, giftede sig med præsten i Vang, Jens Christensen. Der har sikkert været en del forargelse over, at præsten giftede sig med en kvinde, som var ud af en ikke-ægteskabelig forbindelse, for i 1624 får biskoppen skrivelse fra kancelliet vedrørende sagen. Præsten havde klaget til kongen over, at han i lang tid var blevet hindret i at indgå ægteskab med sin trolovede fæstemø, og nu havde kongen bevilget, at han måtte gifte sig med hende, og sikkert er de blevet gift kort efter, men sikkert kan vi ikke sige noget derom, da kirkebøgerne først begynder efter denne tid. I ægteskabet er der tre børn, Christen Jensen, Anne Jensdatter og Ellen Jensdatter. Efter Anne Christoffersdatters død 1.jumi 1655, gifter præsten sig med Gertrud Villadsdatter, datter af sogne-præsten i Sjørring, Villads Simonsen. Efter Jens Christensens død i november 1665 deler Gertrud Villadsdatter og Christen Jensen boet ligeligt imellem sig uden at delagtiggøre Christen Jensens søster, Anne Jensdat-ter, i bodelingen. Men hendes mand, Oluf Sørensen i Vangsgaard, protesterer: de to havde ikke lov at udelade hende fra skiftet og arven efter hendes far. Man kan forestille sig, at der er blevet rejst tvivl om lovligheden af hans ægteskab og dermed hans ret til at optræde på Anne Jensdatters vegne.

Under alle omstændigheder: da sagen kommer for retten, fremlægger han en attest fra Niels Tomsen på gården Duenæs i Odernæs Sogn i Norge af 7.maj 1645, hvori denne bevidner, at Oluf Sørensen og Anne Jensdatter havde været på gården siden 31. juli 1644, og at de havde holdt deres bryllup på Duenæs 20. oktober samme år. Ligeledes fremlagde han et sendebrev af 4.maj 1645 fra sognepræsten på Odernæs, Anders Nielsen, der attesterede, at han havde trolovet dem og viet dem og siden absolveret den 4. maj (de var altså med andre ord ”kommet for tidligt”, som det hedder). De to var altså, som så mange andre i de år, hvor Jylland var besat af svenskerne, flygtet til Norge. Sikkert har Oluf Sørensen inden denne tid haft forbindelse med Norge. Han og hans broder, Søren Sørensen havde en skude på 6½ læster og 4 tønder (i kornmål svarer det til ialt 147 tdr.). Ser vi på lensregnskaberne fra 1640-43, kan vi mellem skudeafgifterne læse, at de to brødres skude står opført. Heri kan endvidere læses, at de var landet ”for Vang”, sikkert det nuværende Vangsaa. Samme sted nævnes - i forbindelse med told- regnskabet i 1629, hvor en nordbaggeskudes last fortoldes - stedet som Vang oedt, altså odde. At en sådan har eksisteret fremgår af Jens Sørensens søkort-opmåling fra 1694- 95 (det kgl. danske søkortarkiv); her ligger der umiddelbart udfor Vangs å’s udmunding (som lå noget nordligere end den nuværende) en mindre odde, ligesom vanddybden i oddens forlængelse har været ret lav.

Vedrørende arvesagen påstår Christen Jensen og Gertrud Villadsdatter, at når Oluf Sørensen har haft Krogsgaard, som var præsteembedets gods, siden 1648 uden at skulle betale nogen afgift, og når Anne Jensdatter ved sit giftermål havde fået medgift af det fælles bo, så måtte hun have fået nok, men Oluf Sørensen påstod, at det kom ikke arven ved. Dommen blev den 23. april 1666 afsagt af dommer Lauge Olufsen i Harring og lød på, at Oluf Sørensen igen skulle indføre i boet, hvad han har fået, og gøre regnskab for Krogsgaard, men til gengæld skulle hans kone indsættes som arving i boet. En af Oluf Sørensens og Anne Jensdatters børn var Jens Olufsen Vang, som vi skal blive lidt ved, da han senere får betydning for Olufsen- slægten og Bavnhuset.

Vangsgaard, som faderen havde fæstet 1660 efter broderen Søren Sørensen, der var død. 19 år gammel blev han student fra Thisted, efter datidens forhold noget sent. Men at det ikke var begavelsen, der var noget i vejen med, fremgår af, at han 3 år efter var teologisk kandidat. Snarest er der kommet svære tider for hans far. Allerede i matriklen fra 1664 fornemmer vi det, hvor afgiften for en af de af hans fra Ørum Slot fæstede ejendomme nedsættes fra 6 tdr byg og 6 tdr. havre til 4 tdr. byg og 4 tdr. havre ”formedelst det er fordærvet af sand”. Netop i disse år er det, sandflugten huserer; det kan også være gået ud over hans andre ejendomme. I 1664 har han foruden Vangsgaard og Krogsgaard endnu en gård i Vang, svarende til omtrent 20 tdr, hartkorn. I marts 1666 opsiger han Krogsgaard (efter faderens død er den formodentlig ikke længere afgiftsfri, ligesom den ved synet samme år betegnes som brøstfældig. 1668, hvor den udbydes til en ”lidelig afgift”, er synsvurderingen ”et gammelt forfaldent fæhus med en stald ved øster ende og en forfalden ralling”); kort efter havde folk set, at han og hans døtre Agnete, Anne og Berete havde borttaget fra Krogsgaard: to sengedøre, nogle fjæl og et lidet skab i gavlbænkekrogen. Der blev rejst sag imod ham, men der kom dog ikke noget ud af den. Det blev oplyst, at Oluf Sørensen bragte tingene tilbage, og man mente, at sålænge han endnu var fæster, havde han indtil fardag lov til at bære ud og bære ind, som det passede ham. Familiestridighederne har vel også slidt på ham. Arvesagen var ikke den eneste, der kørte. Således stævner Oluf Sørensen i februar 1666 Christen Jensen for penge og varer, han skylder ham for. Men hvordan hans liv former sig fra 1666 og til han i 1683 sidder som blind i et ensomt, jordløst hus ved havet og der ikke havde andet at leve af, end hvad ”Gud og godtfolk gav ham”, ved vi ikke. Her døde han i 1693. Kun nævnes det, at han i april 1672 fungerer som vidne i en sag om Nystrups ejendomsret til et klitareal fra Vester Vandet og ud til havet.

Om tiden for bygningen af Bavnhuset, som det kaldes, ved vi kun, at det ”blev bygget i krigens tid (formentlig svenskekrigen, 1657-60), og at de, der tog vare på bavnen, havde deres tilhold der” (amtsregnskabet 1703).

Vi skal lige vende tilbage til sønnen Jens Olufsen Wang. For ham må faderens tragedie også have været en katastrofe. Nogen må have taget sig af ham, men hvem, ved vi ikke, måske kan det være farfaderen Søren Sørensen Boy, som boede i Vang og også var knyttet til skudehandelen (og dermed velstående). Jens Olufsen Wang blev som sagt teologisk kandidat i 1682, 1686 blev han, kun 26 år gammel, sognepræst i Flade, Gærum og Fladstrand, det senere Frederikshavn. Han blev provst 1699 og tog magistergraden 1700. Han blev godt gift med en 18 år ældre præsteenke, som var særdeles rig, således havde han også mulighed for at hjælpe sin familie derhjemme.

Efter Oluf Sørensens død overtager Maren Olufsdatter (sikkert O.S.’s datter) og hendes mand, Hans Jensen, som stammede fra Vrejlev i Vendsyssel, og med hvem hun blev gift 1696 i Vang, huset, som tilhørte kronen. Imidlertid er kronen ikke mere interesseret i at beholde sådanne små, afsidesliggende ejendomme, og i 1703 bliver huset sat på auktion. Flere var interesseret, særligt herremanden på Raastrup , hvorfor budsummen løber op i den formidable pris af 101 rdl., det bud, som - lykkeligvis for Hans Jensen og Maren Olufsdatter - afgives af Marens broder Jens Olufsen Wang. Mens gårde på den tid normalt handledes til omkr. 80 rdl., løb Bavnhuset formentlig op i den høje pris, fordi Jens Olufsen Wang var parat til at gøre en virkelig indsats for at sikre, at det gamle hjem kunne blive på familiens hænder. Hans Jensen og Maren Olufsdatter kunne således blive i det gamle hjem, og de blev der til deres død. 11 børn voksede op i hjemmet, mindst to af dem kom til at studere (morbroderens hjælpende hånd?). Kun et af børnene blev, så vidt vides, på egnen, nemlig den ældste, Anne Hansdatter, som var født 1696. Hun blev gift i Vang 1721 med Peder Nielsen. De bosætter sig også ved havet, hvor alle husene ved Vang klit efterhånden samledes og blev til Vangsaa. To sønner og en datter blev i Vangsaa. Hans Jensen og Maren Olufsdatter dør i 1734, hvor formentlig sønnen, Søren Hansen, overtager huset og bor der til sin død i 1740. Senere boede hans søsterdatter, Helvig Pedersdatter, og hendes mand, Christen Christensen, i Bavnhuset. Han blev december 1773 fundet ”død paa stranden neden sandbakken 3 agre lang fra hans huus, hvortil hand var kommen ved sin gang fra Nørhaagaard og Vorupør”. Han blev begravet 19. december 1773. Året efter bliver hans enke, Helvig Pedersdatter, gift med enkemanden Morten Oddershede fra Vangsaa, som flyttede til hende. Hans søn, Jens Mortensen, blev gift med hendes datter, Anne, og 24. juni 1800 får disse skøde på ejendommen. Deres søn, Christen Jensen Odder (f. 1798), blev strandfoged og overtog ejendommen den 18. marts 1834. Mens ejendommen ved reskript af 15. april 1818 var ansat til hartkorn 0-1-1-0, forhøjes værdien i 1844 til 0-2-2-2. Endnu på dette tidspunkt eksisterer Bavnhuset. Christen Jensen Odders datter, Pouline Christensdatter (f. 1828) bliver gift med Peder Christian Andersen (f. 1827); han var fisker og stammede fra Hundborg. Sønnen, Morten Christensen (f.1836) blev gift med Petrine Nielsdatter (f.1837). De overtager ejendommen den 24. oktober 1870. Man kan godt sige, at overtagelsen markerer et historisk punkt i ejendommens historie, idet udstykningen begynder her, og hoved-parcellen betegnes som mtr.nr. 10a (udstykningen approberet ved skr. af 7. april 1869). Samtidig med at Christen Jensen Odder overdrager ejendommen mtr.nr. 10a til sin søn, Morten Christensen, sælger han formedelst 75 rdl. mtr.nr. 10b til sin sviger-søn Peder Christian Andersen (Grønkjær), som bygger et hus på grunden. Denne bygning, som var beklædt med spåntag, faldt sammen omkr. 1930. Bygningens bage-ovn blev dog brugt endnu i flere år af Andrea Nystrup Hansen, hvis mand, Niels Nystrup Hansen, fik skøde på ejendommen i 1931.

Men tilbage til hovedparcellen mtr.nr. 10a. Da Petrine Nielsdatters mand dør, får hans kone 20. juni 1876 lov til at sidde i uskiftet bo. Hun overdrager den 15. juni 1887 ejendommen til sønnen, Poul Christensen Odder, som den 31. juli 1888 tilskøder delparcellen mtr. 10d til Poul Andersen Grønkjær, mens han den 28. december overdrager hovedparcellen mtr.nr. 10a til Christen Christensen Odder Trab, som den 27. juli 1914 overdrager den til Niels Nystrup Hansen. I 1954 overgår den til sønnen Arne Nystrup Hansen. Efter udstykningen af mtr.nr. 10b er dennes historie følgende: 12. juni 1889 får Peder Christian Andersen Grønkjærs enke Pouline Christensen adkomst til ejendommen, som igen den 29. november 1902 overgår til Kristian Anton Andersen Grønkjær. Ejendommen tilskødes den 4. september 1931 til Niels Nystrup Hansen, hvis enke den 17. oktober 1942 får adkomst til ejendommen, og som den 8. novem- ber 1954 overdrager den til sønnen Arne Nystrup Hansen. Efter udstykningen af matr.nr. 10c, som Morten Christensens enke, Petrine Nielsdatter, beholder, er delparcellens historie således: 16. juni 1907 overdrager hun den til Peter Christensen Odder, men får igen 3. februar 1908 adkomst til ejendommen med bygninger; Petrine Nielsdatter overdrager ejendommen den 31. august 1913 til Niels Nystrup Hansen; herfra den 30. december 1919 til Siwert Andersen Grønkjær, 17. august 1922 til Gerhard Christensen, 2. august 1926 til M.C. Trab. 15. februar 1928 tilbage til Gerhard Christensen. 4. maj 1929 til Svend Andersen Grønkjær. 24. august 1930 til Chr. Aas Christiansen. 21. oktober 1930 til Juliane Petrine Andersen. 4. juli 1934 til Niels Chr. Trab. 17. februar 1942 iflg. fogedudlægsskøde til Thomas Thomsen. 1975 til Arne og Thyra Nystrup Hansen. Mtr.nr’s areal: 154 kvadratmeter. Efter udstykningen af mtr. nr.10d, som Poul Christensen Odder den 31. juli 1888 tilskøder Poul Andersen Grønkjær er matr. nr’s historie følgende: 1. januar 1916 til Niels Nystrup Hansen. 21. august 1916 til Peder Grønkjær Pedersen. 10. februar 1944 til Edvard Christensen. 2. december 1961 til Vagn Husted Jørgensen. Matr.nr.s areal: 9.900 kv.m. Efter udstykningen af mtr.nr. 10e tilskøder Anders Nielsen i 1963 mtr. til Arne Nystrup Hansen. Mtr.nr.’s areal: 1.020 kv.m. Efter udstykningen af mtr.nr. 10e tilskøder Anders Nielsen i 1963 mtr. til Arne Nystrup Hansen. Mtr.nr.’s areal: 1.020 kv.m. Efter udstykningen af mtr.nr, 10f, som finder sted i 1950, hvor Edvard Christensen tilskøder mtr.nr. til Bergliot Maria Rasmussen, er mtr.nr.’s historie flg.: 1983 adkomst for arvingerne, som i 1984 overdrager mtr.nr. til Den danske Stat, Skovstyrelsen. Mtr.nr.’s areal: 3.300 kv.m. Sluttelig kan det konstateres, at størsteparten af det oprindelige mtr.nr. 10 for tiden er samlet på én hånd.