Mette Pedersdatter Worm

Carstens, Jørgen, 1660-1717, Præst, blev født i Kjøbenhavn 28. Juli 1660 og bar samme Navn som sin Fader, der var Renteskriver; Moderen var Anne Lyng fra Ystad. Han lagde tidlig sine fremragende Evner for Dagen, og da han, 18 Aar gammel, blev Student fra Kjøbenhavns Skole, leverede han en saa fortrinlig latinsk Stil, at den berømte Dr. Ole Borch med Beundring sendte den rundt til flere Biskopper og Rektorer for at vise, hvad Kirken og Fædrelandet kunde vente af saadan Begavelse. Et Aar efter tog han Attestats, blev en vældig Disputator, fik Magistergraden 1682 og tænkte paa at rejse udenlands. Men ganske uventet fik han Tilbud 1685 om Brenderup og Ore Sognekald ved Bogense og modtog Tilbudet. Med Kaldet fulgte Formandens 20aarige Enke, Biskop Kingos Stifdatter, Mette Worm. Brylluppet stod 31. Maj, og 3 Uger efter blev han ordineret af Kingo i Brenderup Kirke. Samtidig blev han i sin Formands Sted Provst i Vends Herred. Han var en veltalende Mand, en dygtig Styrer, energisk og livlig, men hans hvasse Tunge og heftige Sind skaffede ham Stridigheder hele hans Liv igjennem og bragte ham ogsaa i dette første Embede i skjævt Forhold bl. a. til Kirkepatronen, Erik Banner til Oregaard. Striden endte med, at han 1688 fik Ordre til at bytte Kald med Nabopræsten i Haarslev. – Her havde han en halv Snes forholdsvis rolige Embedsaar. Allerede 1694 mistede han sin Hustru. I Sept. 1699 giftede han sig igjen, med Cathrine Magdalene Lundt, en Stifdatter af Gerhard Neve, Sekretær i det tyske Kancelli (hendes Fader havde i sin Tid været bekjendt som Sekretær hos Griffenfeld).

Knap 2 Maaneder efter udnævntes han til Stiftsprovst og Sognepræst ved St. Knuds Kirke i Odense som Biskop Deichmans Efterfølger. Det nye Embede tiltraadte han dog først i Foraaret 1700. Nu kom han altsaa i Kingos umiddelbare Nærhed, og rimeligvis har det ogsaa været denne Vens inderlige Ønske at faa C. til Odense. Men dette nære Embedsforhold, der begyndte saa glædelig, blev for Kingo Kilden til bitre Sorger. Begge vare stridbare, men C. var ubetinget den, der gav størst Anledning til Uenigheden, og i hans Karakter var indblandet en ikke ringe Grad af Malice. Begyndelsen til Sammenstødet foranledigedes ved en i og for sig ubetydelig Embedssag, men denne drog snart andre Stridigheder efter sig, og Krigen brød ud i lys Lue. En Kommission blev nedsat, der erklærede C. skyldig i Foragt, Formastelse og Opsætsighed imod sin Biskop og dømte ham til at gjøre Kingo offentlig Afbigt paa Landemodet og erlægge en Pengebøde. Striden var ikke dermed bilagt, men senere beskyldtes C. end videre for forvansket Tilførsel i Landemodeprotokollen. Denne Sag gik Kingo overordentlig nær og var endnu ikke afgjort, da Biskoppen faldt i sin Dødssygdom. Han sendte Bud til C. for at forlige sig med ham, men «Budet blev hindret», og det blev forebragt Kingo, at C. ikke vilde komme. Kingo skal alligevel paa sit yderste have erklæret, at han døde som C.s Ven af sit Hjærte. Selv efter Kingos Død lagde C. et hadefuldt Sind for Dagen mod den afdøde og var efter al Sandsynlighed den, der ophidsede Eftermanden i Bispeembedet, Dr. C. R. Müller, til hans mærkelige og uretfærdige Adfærd lige over for Kingos Bo og Arvinger. Men med alt dette holdt C. sig dog i Yndest paa højeste Steder, hvortil maaske ogsaa den rige poetiske Hyldest, han ydede Kongen, der ofte opholdt sig i Odense, har bidraget en Del. Det var en betydelig Begunstigelse, der vistes ham, da han ved personlig Henvendelse til Kongen 1713 udvirkede, at hans Svigersøn, Lie. Matthias Bloch, der var udnævnt til Lector theol. i Christiania, alligevel maatte adjungeres ham i Præsteembedet med Successionsløfte. I øvrigt ere C.s efterladte litterære Arbejder kun faa; trykt foreligger kun foruden hans akademiske Disputatser en Ligprædiken over Dr. Luja, som dog først blev udgivet 6 Aar efter hans Død; men i Haandskrift findes bl. a. af ham Prædikener over Profeten Zacharias (Thottske Saml., 4to, Nr. 388) foruden hans Ærevers til Kongen i Anledning af Krigsbegivenhederne (Additam., Fol., Nr. 167 paa Univ. Bibl.). – Efter flere Aars Svaghed af Vattersot døde C. 23. Juni 1717. «En Karl som Carstens» var et Mundheld, som længe holdt sig i Odense, naar Talen gjaldt en meget stridbar Person.

Bloch, Den fyenske Geistligheds Hist. I, 652 ff. (Forf. var C.s Dattersøn). R. Petersen, Thomas Kingo og hans Samtid S. 368 ff. 400 ff. A. C. L. Heiberg, Thomas Kingo S. 211 ff. Nyt hist. Tidsskr. VI, 71.

A. Jantzen. hans Biskops og fortrolige