Niels Kristian Nielsen

Niels Kristian Nielsen blev født i bebyggelsen Hanstholm på Mors, døbt i hjemmet og fremstillet i Sejerslev kirke den 24. marts 1878.

Ved folketællingerne i 1880 og 1890 boede han i hjemmet i Sønder Draaby Flade Sogn.

Han var landmand (malkerøgter, fodermester, gårdbestyrer, husmand), tømrer, slagter og tækkemand.

Niels blev gift med Ane Marie Jensen den 30. maj 1900 i Kobberup kirke. Han var da arbejdsmand på Ørslev Kloster.

Niels og Ane Marie har boet mange forskellige steder: Sønderrævngaard, Taarup (1901+1903), Taarup Gaard, Taarup (1904), Salten (1906), Hedegaards Mark, Thise (1907+1908), Børsting Hede, Thise (1911), Over Astrup, Vestervig (1913), Ettrup, Hurup (1915+1918), Vestervig Overgaard (1918), Istrup, Hvidbjerg Vesten Aa (1920+1926), Kjallerup, Hvidbjerg Vesten Aa (1930+1936) og Svankjær, Hvidbjerg Vesten Aa).

Ved folketællingen 1. februar 1906 boede familien Niels, Ane Marie og børnene Johanne, Alfred og Peder, samt den endnu ikke døbte Karl Ejner i Salten.

(Se kirkebogsnotater og folketællingslister under "medier".)

Niels var en dygtig mand og der var næsten ikke det fag, han ikke kunne mestre. I det hele taget var han dygtig med det meste, han gav sig i kast med. I alt fik han og Marie 11 børn. Niels tækkede i en alder af 80 år A. P. Møllers sommerhuse i Lyngby (vest for deres hjem i Svankjær). Det fortælles, at A. P. Møller ville afregne for arbejdet ved dets afslutning (eller en gang om måneden). Men sådan blev det ikke med Niels's medvirken. Han skulle have sin lønningskuvert hver fredag, som han var vant til. Og han fik sin vilje.

Ved Niels og Maries krondiamantbryllup i 1965 modtog de en skriftlig lykønskning fra A. P. Møller og hustru.

Barndom: Niels kunne ikke lide skolen, da de ofte fik tæsk med spanskrøret. Han begyndte derfor allerede at tjene i en alder af ni år.

Alderdom: Som 91-årig fortalte han hele sin livshistorie på bånd til sin svigersøn Martin. Han har også, sammen med sin kone, fortalt om deres liv i et interview med deres barnebarn Eigil.

Interview med Niels Kristian Nielsen og Ane Marie Jensen. Interviewer: Deres barnebarn Eigil.

Bedstefar: Jeg kom ud at tjene, da jeg var 9 år, og jeg havde meget at lave, og søvn fik jeg lidt af. Jeg kom ikke i seng før kl. 1, og de kaldte på mig kl. var halv 4 igen. Det var det allerførste. Da blev jeg løftet af sengen. Så skulle jeg gå en lang stykke vej for at komme hen og flytte en masse høveder, får og heste. Så gik jeg og faldt i søvn. Jeg skulle følge en hovedlandevej, og så, ligesom jeg gik, klattede jeg i søvn. Så faldt jeg i grøften, jeg kunne jo ikke holde mig vågen. Så vågnede jeg jo et lille stykke igen. Og vi kunne jo ikke komme i seng. Køerne stod jo bundne, og det skulle jo ordnes. 1 var da det første, man kunne komme i seng. Men som sagt, min mosters søn han var forkarl og løftede mig af sengen hver eneste morgen. Vågne - det var da ikke forlange sådan en dreng kunne. Og om middagen skulle de voksne jo sove, og jeg skulle lege med gårdens børn, så de andre kunne få ro. Der var ikke tale om, at sådan en dreng kunne trænge til at hvile, nej det var der ikke tale om. En dreng var ingenting bevendt dengang. Og det hele man kunne få - ja jeg kan ikke huske, om jeg fik 10 kr. hele sommeren. Et sted jeg var, fik jeg et par træsko, og jeg fik vist også lidt touw og sådan. Det gik jo. Så komn jeg på en herregård derovre på Mors, dengang jeg var blevet 15 år. Så tåbelig er det da. Vi var 2 drenge, og jeg skulle da være 1. dreng, da jeg var den ældste. Han skulle jo gøre rent, det gjorde han ikke. Så ville herremanden jage mig til det. Det ville jeg ikke - det skulle jeg ikke gøre. Så greb han mig i armen, trak mig om nord for laden, så lynede og bandede han på at pille øjnene ud af mig. Så sagde han: ”Nu kan du gå hjem til din far”, ja det skulle jeg. - Så begyndte jeg at gå, - så rendte han efter mig. ”Holdt, holdt” sagde han så. Men du kan tro, jeg satte fart på. Så kom far jo derned, og da var herremanden nået ned i det alleryderste af hans mark, men far bagefter ham, og blev ved så længe han kom til ham. Så var han jo tosset, da han kom. Min far tog altid herremandens skæg af. Og så lynede han, at han skulle ikke begynde at komme mere. ”Nå men det er godt”, sagde far, ”så skal jeg altså ikke tage dit skæg af nu på søndag?”. ”Jo”, så lynede han igen, ”for jeg skal til Als". Så skulle han komme og tage hans skæg af. Men jeg var der da så kun 1/2 år. Det blev sådan, at jeg skulle blive der til flyttedag. Det var så reel. Så kom jeg hen at skulle tjene som karl. Da var jeg 17 år, og lille var jeg jo, men der var jeg alligevel i 3 år, og jeg fik 175 kr. om året. Det var en stor løn dengang. Jo så gik det jo. Så kom jeg til Salling og skulle være forkarl på en gård. I a, der traf jeg jo konen, så blev det jo sådan, at vi blev to om det. Så kom jeg til en anden gårdmand. Der var jeg så -ja jeg kan ikke huske hvor længe. Der skulle jeg så have 200kr. Og han klagede sig. Sådan en løn havde han aldrig givet i hans dage, det var ikke til at holde ud. Det var en gammel mand og kone. Der var ingen børn. Men jeg grinte nu af dem mange gange. Konen var sådan til at gå og snakke med sig selv. Så var der en søndag, jeg kom ind. Hun vidste vel sagtens ikke, jeg var kommet ind. Så kommer hun ind med bukserne nede om hælene, og så siger hun til manden: ”Det var dælen ta'mig godt, nu har jeg været ude for mig selv. - Åh, dælen ta'mig, sidder du der?” - Det er da noget, der passer. - Jo -ja så blev vi jo da gift, så begyndte det jo på en anden måde. Jeg arbejdede ved teglværk, jeg var i tørvemose og sådan alting. Gik til alt. Svigerfar lærte mig at slagte. Så kom jeg til at gå ud at slagte, og det er tusinde af svin jeg har slagtet. Ja det skal jeg love for. Men så kom jeg atter på herregård som fodermester på forskellige herregårde. Så til syvende og sidst købte vi et lille hus, nu er den nedlagt. Så var vi der en tid, så solgte vi den. Så købte vi en anden i Ettrup. Så solgte vi den. Så kom vi til Vestervig Overgård, som fodermester. Derfra og til Istrup, og fra Istrup og til Kjallerup, og fra Kjallerup og endte i Svankjær. Jeg har også været på Over Astrup, som er brændt. Da vi så kom herover, kom jeg til at køre vejtromle, og jeg kørte med tærskeværk i 21 år. Først med damp og så med traktor. Der var engang, vi holdt i Nørhå ved en gårdmand derovre, så ville ham passe dampkedlen, mens jeg gik ind og fik min kaffe. Dengang jeg havde siddet lidt, da havde han så lukket fejl op for det, for jeg havde jo sat det ned. så hoppede den af stativet, og han kom flyvende ind, at den rendte hen.

Eigil: Der var noget med, at i skulle have vand på, hver gang i skulle flytte den?

Der var nogen der forlangte, at der skulle vand på hver gang den skulle flyttes, men det gjorde jeg ikke. Så lukkede jeg bare for vandet ind i maskinen og så slog det af glasset, så troede de, at vandet var af den. Så var vi jo færdig til at køre, når jeg kørte med varmt vand. Ja så varede det jo aldrig, før vi var færdig til at køre igen.

Eigil: Jeg troede ellers, i skulle have vand på den, for at hestene kunne trække den?

Nej, det kunne de godt, men der var nogen der mente, de ikke ville have deres heste for den. Vi havde jo altid 4 heste for sådan en. Så når jeg lukkede, troede de, vandet var af den. Så gik det så udmærket alligevel. Så det gik så vældig godt. Far og mor boede jo ovre på Mors i noget der kaldtes Sønder Dråby. Vi havde jo et lille sted. Vi kunne have et par køer og sådan, og far gik jo på arbejde. Han var jo stråtækker. Det var det første jeg kan huske, hvad han sådan tog sig for. Han hed Niels Peter Nielsen og mor hed Kirsten og hendes far kaldte de lille Peter Mikkelsen. Dem kendte jeg ikke. Jeg kan lige huske mors mor. Hende kendte jeg faktisk ikke, jeg var ikke ret stor dengang, og jeg kan ikke huske, hvad hun hed, men jeg kan huske hun døde. Så gik der nogle år og jeg blev nok så stor. Vi var 3 søstre og mig. Det var hele familien Der har været en dreng til - nej det var en pige, og hun hed Mikkel - nej lad os nu se, lad os nu se, - nej der kom en pige, ja, der var jo den ting, at dersom hun ikke var kommet, var jeg kommet til at hedde Mikkel, men så kaldte de jo hende Mikkeline Nielsen. Det var så det. Så kan jeg huske engang også, da var jeg nu ikke ret stor. Jeg var ene hjemme, min mor var gået i byen. Så skulle jeg da til at prøve at ryge på min fars pibe. Det havde jeg ikke prøvet før, men jeg kunne jo ikke suge, og så rev jeg alle vores svovlstikker, hver en. Dengang så mor kom hjem, hun skulle så have tændt ild, så var der jo ingen svovlstikker. Men så begyndte hun at klage sig over, hun kunne da ikke forstå, hun syntes jo der var nogen. Så var jeg jo alligevel så meget karl og så fi'æk jeg siger, at dem har far revet hver en for at tænde hans pibe. Så skal jeg rele nok love for, jeg fik den vildeste lussing, jeg nogensinde har fået i alle mine dage. Jeg kunne snart ikke sidde på min ende i 2 nætter efter, sådan tarsk han mig. Det skulle jeg ikke have prøvet en gang til da, så var jeg kureret. Men så kom jeg til at gå så meget på en anden herregård. Så fik herremanden mig til, at skulle prøve at ryge tobak fra hans pibe. Jeg skulle jo sidde ude i stalden, og der var han ude også. ”Nu skal du puste ordentlig, tag bare et ordentlig sug”. Og jeg pulsede og pulsede. Så blev jeg jo syg, og jeg kom hjem, og jeg var jo så syg, og mor vidste jo ikke, hvad der var i vejen med mig, men jeg kom da i sengen. Men så til sidst opdagede de da også det.

Eigil: Har du så røget siden?

Nej ikke inden jeg så blev de her 15-16 år. Før den tid turde jeg ikke lade min far se, jeg røg tobak. Nej det skulle jeg nok vare mig for. Jeg har fået sådan en lærestreg efter, at det var ikke noget.

Eigil: Hvor længe er det siden du sidst har røget?

Sidst jeg har røget - ja hvor længe er det siden, det er nu mange år siden. Jeg har en enkelt gang røget en cigar. Den eneste tid til sidst jeg røg, det var, når jeg kom ned og besøgte Hans Buhl. Han sad jo og var lammet og kunne dårlig nok snakke, men han kom altid med en cigar. Så syntes jeg ikke, jeg kunne nænne at sige nej. Så røg jeg, så længe jeg sad derinde, men ligeså snart jeg var ude, så smed jeg den, for jeg kunne jo ikke lide det. Så kom jeg sådan til at arbejde og arbejde. Så kom jeg til at tække, - stråtække. Det gik jeg med i mange år. Jeg fik også lært ar slagte. Det lærte jeg af min kones far.

Eigil: Har du så lært at tække af din far?

Nej, det har jeg faktisk ikke, ikke ret meget. Vi købte et hus. Der var en gammel mand, ham havde vi så i 3 år, og han havde også været tækker, så han lærte mig noget. Det første var nu ikke så godt. Jeg kan huske, jeg tækkede hos en nabo, og det var jo det her gammeldags lade med noget høj indgang tvær ager, og det var jeg jo ikke belavet mig på, for den blev mere flad end andet tække. Så skulle de have tærskeværk dagen efter. Så gav det sig til at regne, og det regnede lige så stærkt inde i laden - i den ende - som det regnede udenfor. Så siger manden: ”Det skal du ikke lave mere, for det duer du ikke til”. Nej det var jeg også selv klar over. Så gik der nogle år, så kom han igen. ”Nu vil jeg gerne have dig til at tække, nu kan jeg se, du kan tække”, sagde han. Så tækkede jeg for ham siden, og jeg kom jo langt omkring og tække. Så gik det så udmærket. Og så indimellem slagtede jeg svin og sådan alting. - Tærskeværk og vejtromle. Nu bor vi jo her i Svankjær, og så er vi jo blevet så gamle. Nu sidder jeg jo mest hjemme ved konen. Nu kan jeg jo ikke noget. Jeg kan sidde og binde nogle kurve, så kan jeg forslå tiden, og jeg laver jo masser af reb om sommeren. Når først man bliver 87 år, så kan man jo ikke alting. Nej det er lidt da. Men vi har det godt. Konen er ikke rask, men jeg er så vældig rask og kan færdes og alting. Så kan jeg jo ordne det, hun ikke kan ordne. For den dag jeg går ned, da kan vi ikke være ene. Da er vi færdige, hvis vi skal opleve det på den måde. - Så ved jeg såmænd ikke, om der er mere. - Arbejdsløshedskasse?”. Nej, der var hverken fagforening eller arbejdsløshedskasse. De gamle sad jo faktisk og halvt sultede ihjel. De slap af gården, så blev der lavet et kammer ude i deres udehus, og så kunne de sidde der og leve af, hvad de unge ville unde dem. Det var det hele. Der var ingen hjælp af nogen slags.

Eigil: Børnene skulle forsørge dem?

De skulle forsørge dem selv. Der var ikke noget. Alle børn kom tidligt ud. Det er ikke som nu tildags, da går de jo hjemme og drøner og laver aldrig nogen verdens ting. Nej, nej de skal ikke ud.

Eigil: Hvor længe har du gået i skole?

Jeg gik jo ikke længere, end til jeg blev konfirmeret. Der var ikke noget, der hed andet. Vi var færdige så. ”Hvor meget lærte i så?” - Det var meget lidt, og interessen var meget lille for de fleste af dem, men vi fik nogle gode reelle tærsk af degnen. Det var noget der hørte til dagens orden, der var bestemt ingen nåde. Så kan jeg huske engang. Jeg gik jo både med de store og de små, så skulle de til at regne, - jeg kan ikke huske, om det var med de store eller de små - så skulle jeg have en regnebog. Så siger jeg til degnen, - jeg ville vist have min historiebog i stedet for. "Du skal regne". Nej det ville jeg ikke, jeg ville ikke regne og derfor er jeg skidt til at regne i dag. Det var en gammel degn. Han var sådan af tubertler, at når han kom ud, gik han med en mundkurv for sig. Han kunne ikke tåle den luft han kunne få. Det kunne begrænses med den mundkurv, så han bare kunne få det, han kunne tåle. De havde 12 børn, og de er døde alle sammen af tubertler, og han døde også af tubertler. Det kunne jo ikke tillades i dag, at en degn måtte holde skole, der var så fuld af tubertler. Nej, det måtte ikke tillades. Men han kom, da jeg ville ikke regne, så skulle jeg have en ordentlig lussing, som jeg fik. Da han så gik, gav jeg mig til at grine, for han kunne jo ikke slå. Så havde han en datter, så sagde hun: "Far, nu ler han af dig”. ”Nå, jeg skal minsandten”, sagde han, degnen - så kom han igen. Det varede jo aldrig, så var han træt. Så gik han – ”Far, han ler af dig igen”, sagde hun så. Til sidst måtte han da til at holde op. Jeg kan såmænd ikke huske, om jeg kom til at regne, eller jeg kom ingenting til. Men jeg var da en skide knægt. Det var enden på det. Som nu dengang jeg kom ud at tjene, da var der ingen, der havde rodfrugt dengang til at begynde med. Det var først flere år efter, jeg kom ud at tjene. Så begyndte de så småt med kålrabi, og vi skulle jo kravle og luge. Der var ikke tale om at bruge hakke, nej, og så blev de kørt hjem om efteråret. Så kan jeg huske ligesådan, da var jeg vel 17 år, jeg skulle til at køre roer ind fra kulen, så tog jeg forken, og ville læsse i hjulbøren, men så kom manden: ”Dersom du læsser med forken nu, så får du sandelig ikke fri til pinse”. Så blev de rådden - ved at læsse med en fork.

Eigil: Det var ene korn så, de havde?

Ja, det var ene korn. Der var brakjord, som de kaldte det, som de arbejdede på hele sommeren. Så blev der jo sået roer i det om efieråret, og om vinteren, vi skulle jo tærske alting med plejl. Ja, jeg havde jo plads der, så skulle jeg røgte både køer og heste om morgenen ved lys, og så, når lyset var slukket, blev jeg sendt ned i laden. Så stod jeg der og tærskede til det blev mørkt, så kunne jeg begynde at røgte igen og skære hakkelse og sådan noget. Vi havde rele nok ikke fri kl.4 eller 5. Nej det var en lang dag, men vi var jo ikke bedre vandt, så det gik så knibbel. Vi syntes jo selv, vi havde det godt.

Eigil: Dit hjem. Kan du huske din far og mor? Jeg ved ikke, hvor langt tilbage du kan huske?

Ane Marie: Min far hed Johan Thorsø Jensen, og min mor hed Ane Marie Jensen og hendes far hed Laust Bækgård, og bedstemor hed også Ane Marie. ”Det er så 3 slægtled?”.- Ja så er jeg kaldt op efter min mor. ”Og i boede ovre i Salling?” – Nej, vi boede i Fjansager, ovre i noget der kaldes Gamskjær. Vi var 11 søskende og de 6 døde som små, så var vi 5. Nu er de døde så nær som mig - nu er der kun mig tilbage. ”Hvad med Hulda?”. - Nej det er min brors kone. Vi siger altid moster Hulda. Ja, men det kalder vi hende jo da, når de var gift med sine brødre. ”Jeg troede faktisk det var din søster”. - Nej det var det ikke.

Eigil: Hvad skal vi finde på?

Ane Marie: Vi an jo finde på at begynde med, at som barn var det jo ikke, som det er i dag. Så snart vi nærmede os jul, så var vi så lykkelige ved, når vores far han sad, hjemme, og han begyndte - vi havde spist risengrød og sager - så satte han sig og legede med os. Pebernødder - og legede de forskellige lege med os. Han var så god til at lege med os. Det var ligefrem en højtid, når det var jul. Så havde vi også lov til - vi havde så fremmede børn samlet sammen - det var altid skik, de skulle have pebernødder og de skulle have mellemmad, og far legede med dem som et barn. Det var den vildeste sted, de kunne komme hen. Han var sådan til at lege med dem, bare de kunne komme dertil til barnegilde. Så gik tiden jo. Så kom jeg ud at tjene, da var jeg kun 11 år. Så tjente jeg 3 år et sted før jeg blev konfirmeret - så kom jeg et andet sted til, der var jeg i 2 år, og så kom jeg i min gamle plads _ år, så kom jeg derfra og til Salling. Så kom vi til at lære hinanden at kende der. Så gik den tid et par år eller tre. Så blev vi jo gift og så begyndte tiden jo - ja, vi har så oplevet at bo mange steder. Og vi havde 13 børn, og de 11 er så levende.

Eigil: Hvordan var det at være ung pige dengang, det var ikke ligesom nu?

Ane Marie: Nej det var ikke noget man tænkte på. Som nu om afienen, så kåre og spandt vi, og fik det vævet i tøj. Jeg fik vævet til 2 kjoler og 3 halstørklæder, eller sådan en tæk som de kaldes. Vi bagte grovbrød, vi støbte lys før jul, og man skulle jo selv kravle ind i ovnen og sat en skrue der, som vi kaldte det, med 3 rum i, så skulle vi fyre med det. Den var så helt gloende. Så skulle rugbrødet ind, så skulle sigtebrødet ind, og så havde vi noget vi kaldte æggekage, det stod så i mundingen af ovnen. Det var noget vældig noget, når vi skulle have det. Jo da bestilte vi alting. Så snart foråret kom, så skulle vi ud og sprede møj skår. Den har vi jo ikke her i Thy. - ”Nåh muldvarpei?” - Og så skulle vi samle sten, og så skulle vi til at trille tørv ud. Det skulle pigerne. Sprede møg.

Eigil: Din far - havde han en ejendom - en gård?

Han havde en ejendom, men han var jo ikke hjemme, men ude at tjene. Den var ikke større end far og mor passede det. Men han slagtede også, - og han var tømrer, han kunne også noget af alting. Men det var da også en skøn tid dengang. Vi kendte jo ikke til andet. Ja, når vi skulle til Skive og købe ind derfra som vi tjente, der var omsorg for at ta' et par træsko, - jeg havde altid et par træsko, der stod og var pudsede - og klæde på hovedet. Der var aldrig tale om vi skulle i frakke. ”Have stads?” - Nej vi skulle ikke. ”Når i gik i byen, havde i så et særligt sæt tøj?” Nej, det var da til by. Hvad skulle vi til?. Skulle vi til dans en aften, havde vi jo altid en ordentlig kjole. Det var altid træsko. Jeg kan huske den første fastelavnsgilde, jeg var til - ja det var vel ikke den første. Da var det sådan, vi gik rundt i hjemmene og bestilte fastelavnsgilde. Og så skulle de føre os den dag - alle skolebørnene. Så skulle vi jo danse der, som de lovede at tage festen. Så kan jeg huske en dag, vi dansede inde i dagligstuen. Der stod 2 senge inde, men det gik jo udmærket, vi kunne godt danse derinde også. Jeg dansede jo ringene af mine træsko. Så det var jo en hel begivenhed. Så kunne jeg gå og humpe rundt på det. Det er såmænd sær... (?).

Eigil: Der var ingen gummistøvler dengang?

Nej.

Eigil: Det var træskostøvler så?

Nej dem havde vi da heller ingen af. Når vi gik til skole om vinteren da var der jo meget mere vinter, end der er i dag, der var jo så høje snedriver, så det var vældig, så fik vi sådan et sjal bundet om, som er et stort klæde og så træsko, der var ikke tale om andet. Så skred vi på is, når vi kom fra skole, og vi kom forbi en isdam. Så skred vi til langt hen på tiden. Det var noget, der var skønt.

Eigil: Havde i halmsenge eller lyngsenge dengang?

Nogle havde alkove senge, og så lagde de hedetørv i bunden og så nogle sten og så tøj. Ellers kom de halm i. Det gik ikke så nøje til. Bedstefar: Det var indelukkede senge med døre, for så lå vi knægte i en seng, de stod for enden af hinanden, og forældrene i den anden seng. Tjenestefolkene lå også derinde i en seng. De lå i en stue. Det blev så forandret, som tiden gik. Men jeg kan ikke se, folk er mere lykkelig i dag, end de var dengang. Der var ikke sådan en rastløshed. Nu om dage har folk ikke tid til nogen ting. Bedstemor: Da var vi ikke vant til så mange penge. Jeg blev fæstet for fyrretyve kroner. I 2 år fik jeg ikke andet end fyrretyve kroner. Det er jo ingenting i dag. Men vi fik da heller ikke noget tøj og sådan. Det gjorde vi ikke. Det var hjemmegjort tøj. Bedstefar: Hjemmegjort tøj holder længere. Det var ikke sådan, at det skulle være flot, det skulle kunne holde. Der var jo ingen penge, men selvfølgelig kunne vi få mere for vores penge dengang, end vi kan i dag. De var mere værd dengang, end de er i dag, faktisk. Nu er der ingen grænser for penge. Det ser ud til, at der er penge nok, særlig her i Danmark, da. Kommer vi ud i udlandet med vores penge, så er de ikke ret meget værd. Nej, det er de ikke. Jeg kommer i tanker om, dengang jeg gik til præst. Så var vores præst rejst hans vej, så vi havde 2 mil til præst. Vi skulle jo gå. Så var vi 6 drenge. Der var 2 steder vi kunne dele os, om vi ikke kunne blive. Så var vi 6 drenge, vi fandt så på, at vi ville til Tøstrup på Mors, og resten gik så til Flade. Så var der en mælkekusk, han kunne ikke lade de andre drenge være, når vi gik. Han ville ture med os, men det skulle han såmænd ikke have gjort. Der er jo ikke noget, der er værre at komme i vej med end store drenge og små hunde. Så var der en dag, han var rigtig i vej med os, så sneg jeg mig til bagfra at tage pisken fra ham. Så springer han af vognen og efter mig. Så var der en anden, der greb pisken og hen og piske på hestene. Så måtte han jo til at af sted. Siden den tid, kan du tro, han rørte os aldrig. Så vi skulle gå fjordlangs, der var jo en lang vej. Det var langs med fjorden, og der var is. Så huggede vi 3 kanter klager i isen, og når der så var vind, der passede til det, så slog vi en fi'akke ud, så kørte vi på den. Det var ikke så sjælden, den rendte fra os, og vi faldt bag over. Så, når vi kom ind til præsten, var vi så gennemvåde om fødderne og alting. Det kunne sige klisk klask. Nu tror jeg ikke du får mere - nu tror jeg det skal være.

Eigil: Kan du huske, hvor gammel du var, da du købte knallerten?

Knallert, jeg var sidst i 70'erne. Det gik da udmærket. Jeg kunne så godt køre på den, men så blev jeg alligevel ræd for den til sidst - turde ikke.

Ane Marie: ”Det var vel da du nær var kørt over grisen?”. - Ja, der var engang, jeg kom fra Agger, det var i et sving, og der lå et hus, lige som jeg kommer. Det beregnede jeg jo ikke rigtigt. Så sprang der en rigtig stor gris ud lige midt på vejen. Og jeg var så heldig, jeg kom lige forbi den, for den faldt, og der lå den. Jeg kom lige forbi den, ellers var jeg sandelig blevet slået ihjel, for jeg tror, den kom da med alt det den ku rende. Så begyndte jeg alligevel at blive noget ræd. Så skilte jeg mig af med den. Og så fik din mor den. Så kørte hun på den et stykke tid, så byttede hun den hen og fik en damecykel for den, og hun gav så mig hendes gamle damecykel, og nu har jeg fjollet rundt på den siden. Og jeg kører på den endnu, men nu bryder jeg mig ikke om ret lange ture, for tillige med jeg er blevet noget tunghør, så er det ikke så gæv, for færdselen er stor i dag. Det skal man tænke på. Den sidste tur - hvor længe er det siden, jeg var kørende på cykel - det var altså en lang tur. Lad os sige, det er en måned siden, så er det ikke længere. Så kørte jeg her fra Svankjær og til Hundborg, og det er jo da det meste af 40 km. Det gik udmærket, men da jeg så kørte hjem, havde jeg modvind. Så blev jeg jo så træt, så træt. Men så boede vores datter (Gudrun), så var jeg lige inde og hvile en stund. Så ville hun jo lige have ringet efter hendes søster, det er jo så din mor (Signe), men jeg sagde nej, nu kan jeg cykle hjem. Og jeg cyklede hjem, og det gik svær godt, men jeg sagde til mig selv: ”Aldrig skal jeg ud på sådan en lang tur mere”. Jeg kan køre en lille tur, det vil jeg gerne. Men ellers er det længe imellem.

Eigil: Er du helt holdt op med at tække?

Niels Kristian - Ja, ja hvor længe er det siden - ka' det være - Ja, jeg tækkede det sidste, da jeg var 80 år. Jeg tækkede 3 sommerhuse for A. P. Møller i Lyngby, dengang jeg blev 80. Jo, men jeg synes, jeg har tækket - jo søde børn, det er da ikke så længe siden, jeg tækkede den helt langt, langt nord for Thisted. Ude på Bjerget. Da var jeg da over 80 år. Kan det være en 4-5 år siden. Det var det sidste.

Eigil: Hvor længe er det siden du slagtede?

Niels Kristian - Ja det er længe siden. Jeg slagtede en enkelt lille gris, der var kommet til skade, ellers er det længe siden, jeg gik ud og slagtede. Nej det kunne mine kræfter ikke holde til at ture med de store grise. Der var jo mange jeg slagtede, særlig ude ved havet, der vejede over 300 pund. Der skal nu noget tag til. - Nej, det er flere år siden.

Touw = fåreuld

Rele = sandelig

Tarsk = tæskede

Tuberkler = tuberkulose

Knibbel = udmærket / godt

Sime = reb

Porefilld = kande fuld

Grisvom = griset

Tæk = stort tørklæde / overtøj