Niels Petur Midjord

Føddur 30. mars 1885.

                                       Òðalsrætturin í Føroyum

                            Lívføri títt er slektin, tey sum í mold liggja.

                            Komu tey stutt ella longur, tú skal víðari byggja.

                            Lívlát er ikki deyðin,

                            lívlát er hetta at seta førningin av sær við vegin,

                            tað sum frá fedrunum goymdist

                            og sum tú sjálvur søkti, meðan tú førkaði fótin

                            Sonurin tekur aftur viðføri títt at bera longur fram á vegin

Bedstefar var den yngste af en søskendeflok på syv, fem piger og to drenge. Poul, som hans bror hed, blev ikke gammel. På vej fra Sumba til Våg, med båden "Edel" forliste

båden. Der døde så han, kun tyve år gammel. Dette skete den 13/5-1899, ja, for snart 110 år siden.

Bedstefar var fisker. Han drev hjemmefiskeri om vinteren, med de små både, som man brugte dengang, seksmandefarer eller ottemandefarer. De fiskede både ud fra vestsiden (Vágseiði) og østsiden af Suderø. Dem som han har drevet fiskeri sammen med, da han var ung, har været eldre fiskere og dygtige til at lære fra sig, og det kom ham så tilgode senere. Bedstefar blev en af de allerdygtigste fisker i sin tid, både hvad angår at have forstand på strøm, vejr og at fange fisk.

Om sommeren fiskede han ved Island og andre steder med "Slupp", (sejlskib) til han som syvogtyve årig bestemte sig at bygge sin egen fiskekutter.

I 1913 reiste han til Tórshavn for at underskrive kontrakt med Elias Johanesens Skibs og Bådebyggeri, og i "Bilbrevet" (skøde ?) står der skrevet.

"Undertegnede erklærer her ved på tro og love, at jeg på mit verft, i år 1914 har bygget Motorkutteren Royndin Frýa af Våg,Suderø."

Så står alle mål og Lasteevne 8,5 ton (men den lastede meget mer) Til sist står der at

"Kutteren er bygget til og for regning af Fisker Niels Peter Midjord af Våg, samt at den betinget byggesum er blevet mig betalt, har jeg udsted dette bilbrev og egenhændigt underskrevet det i tvende vitterlygheds-vidners overværelse

Torshavn 21 oktober 1914 E. Johansen, til vitterlighed B.Hansen og Sofus Jacobsen".

En mærkelig hendelse, som bedstefar aldrig talte om, men som vi har hørt vores foreldre fortælle fra, var engan i vinteren 1923-24.

Det havde været godt vejr og fint fiskeri, så de var klare til at sejle ud igen neste nat, men vejret slog om. Det blev dårligt vejr, sydøst, pålandsvind og vindstyrken bare voksede. Der var ingen der gjorde sig tanker om at sejle ud på fiskeri den nat. Men Bedstefar gav besked til sin besetning om at de tog afsted. De mente at nu var den gruelig gal med Bedstefar. Ingen sagde noget, men de tenkte sit og mødte op ombord på båden aligevel. De sejlede så ud af fjorden, drejede sydover, sejlede forbi "Vikarfjord" og forbi "Baglholm". Det var mørkt og der var høj sø, men de sejlede videre. Da de var kommet ret ud af "Mýrafjord", (en vig der ingen strand er, kun klipper og skær) mente en af besetningen at han så et lysglimt inde i fjorden. Det kunne ikke stemme, fordi der bor jo ingen der, mente en. Men de ventede så lidt. Jo, der var et til og så et til.

Om nogen er sejlet der ind i nat, kommer de ikke levende ud igen, mente en. De bestemte sig så for, at sejle så langt ind som de turde, (de var jo stedkent) for at se.

Jo, en lille båd lå der inde. De havde ikke megen tid til at tænke sig om i, fordi bølgerne ville snart tage den lille båd og knuse den imod klipperne.

Ombord på "Royndin" gjorde de liner klare og sejlede ind. De fikk sikkert kun den ene mulighed, så nu skulle der ikke kikse noget! Og det gjorde det heller ikke. De fik en line ombord, og fik slebt den lille båd ud fra klipperne og den visse død. Da mændene så var kommet ombord til Bedstefar, viste det sig at det var kent folk. Syv mænd fra linebåden "Bravo" der var fra Aberdin i Skotland. De var forlist om natten, sydøst fra Suderø og mente at de roede ind til Våg. Men da de opdagede, at de var ved at komme galt afsted, klarede de ikke at ro ud igen. Så brugte de nogle stormtendstikker som de havde, og det var dem som de ombord på "Royndin"så.

Bedstefar kente mændene, fordi de handlede med samme rederi i Våg som Bedstefar solgte sin fisk til.

Spørgsmålet er så; Hvad vidste Bedstefar som de andre ikke viste?

Hvorfår sejlede han ud, da ingen anden sejlede, og når vejret bare blev værre og værre? Bedstefar ville aldrig fortelle noget om en varsel eller noget andet. Det var noget man ikke fortalte til nogen. Mor fortalte at de i mange år efter, fik pakker fra Aberdin med kremkager og sjokolade.

Bedstefar solgte Royndina til Rederiet" Løhamar" ,som ejedes af broderen til min anden Bedstemor , Jaspur Hjelm.Rederiet ejede mange skibe,både store og små , der blev der arbejdet både saltfisk og klipfisk,Løhamar var det første Rederi som byggede tørkehus til at tørke fisk i,det var da vi havde fået bygget kraftverket i Botni (der vor Poul arbejdede ) og som stod klart at levere strøm i 1921 Bedstefar var formand der vor de tørrede fisken i mange år, frem til sin død i 1951.