Ole Christian Nielsen Hougaard (Robert Skack)

public profile

Is your surname Nielsen Hougaard (Robert Skack)?

Research the Nielsen Hougaard (Robert Skack) family

Ole Christian Nielsen Hougaard (Robert Skack)'s Geni Profile

Share your family tree and photos with the people you know and love

  • Build your family tree online
  • Share photos and videos
  • Smart Matching™ technology
  • Free!

Ole Christian Nielsen Hougaard (Robert Skack)

Birthdate:
Birthplace: Hougaarden, Bigum S., Nørlyng H., Viborg A.
Death: March 18, 1892 (49)
Laasby S.
Place of Burial: Laasby S.
Immediate Family:

Son of Niels Nielsen Hougaard and Anna Christine Christensdatter
Husband of Kirsten Marie Cathrine Dam
Father of Karl Sofus Nielsen Hougaard; Peter Dam Hougaard Nielsen; Niels Hougaard Nielsen and Kristine Johanne Hougaard Nielsen
Brother of Elsine Boline (kaldet Sine) Nielsdatter; Niels Nielsen Hougaard and Christen Nielsen Hougaard

Managed by: Niels Jørgen Vestergaard
Last Updated:

About Ole Christian Nielsen Hougaard (Robert Skack)

Dåb: Ole Christian Nielsen f. 19 juni 1842. Dbt. 14 aug 1842 i Bigum K. Forældre: Niels Nielsen Hougaard, gårdfæster i Bigum og hustru Ane Kristine Christensdatter. Båren af barnets moster Chr. Pedersens kone, Karen Christensdatter af Hornum. Faddere: Anders Bødker. Peder Ushuus. Peder Halskou, alle af Bigum. Bigum KB. 1813-1844. Nørlyng H. AO opsl. 45

Veteran, 1864. Lærer og kirkesanger, Laasby.

En gammel dame i Laasby, der har gået i skole til Christian Nielsen, fortæller, at lærer Nielsen var noget af en digter, og han kunne f. eks. pludselig fare op til katederet o" skrive noret ned — hvad det så end var. For børnene så det ud, som havde han fået en god ide "der skulle fæstnes på papiret straks! Ligeledes, at da Chr. Nielsen var død 50 år gl. — rejste hustruen tillige med den endnu ukonfirmerede datter Johanne bort fra egnen, vistnok til Hinnerup, hvor hun blev husbestyrerinde i en præstegård, or, siden har ingen hørt noget til hende! — Enkepensionen var ikke dengang noget, man kunne leve af.

Christian Nielsen skrev artikler om aktuelle emner i dagbladene, og ligesom Knud Skytte" har han også skrevet en del fortællinger under pseudonymet 'Robert Skack'— også til Husvennen, men ikke i samme omfang som Knud Skytte. der ret ofte gæstede lærerparret i Laasby skole; han og Chr. Nielsen var jo også søskendebørn.

Ovennævnte dame fra Laasby mente at vide, at lærer Nielsen var gift to gange men at hans første hustru døde barnløs kort tid efter brylluppet. —

Christian og Marie havde 5 børn, men det er kun sparsomme oplysninger, der foreligger om dem:

  • Karl Sofus Hougaard Nielsen, f. 5.7.1873 i Laasby Skole, døde tidligt i Laasby
  • Peter Dam Hougaard Nielsen, f. 22.8.1877,
  • Niels Hougaard Nielsen, koncertsanger, udv. til USA
  • Kristine V. J. K. Hougaard Nielsen, f. 17.3.1882 i Laasby Skole, må ligeledes være død tidligt.
  • K. Johanne Hougaard Nielsen, lærerinde i Aalborg,

Om gamle Niels Nielsen Hougaard af 1808, altså lærer Chr. Nielsens far har Faster Trine" ( Knud Skyttes søster) fortalt følgende — genfortalt af hendes søn, Thomas i Lund:

                                    .

Som så mange andre på den tid (i 1850-erne) fik gamle Niels Hougaard sine daglige Drammer" og roste sig af at være stor kender af de forskellige produkter af hjemmebrændt brændevin, og kun den. der blev fremstillet af kromanden i „Wåshus" ( ved Vasehusbroen nord for Lindum skov) var efter hans mening værd at nedsvælge. Da brændevinen en aften var sluppet op — eller ned — sendte han sin yngste søn Christian (ovennævnte lærer), der da var 8—10 år afsted til „Washus" efter ny forsyning Men drengen var meget ængstelig ved at gå gennem skoven l mørkningen, hvorfor han gik og smågræd. Da han nåede skoven traf han en mand, der spurgte, hvorfor Christian græd, og da manden hørte sammenhængen, tilbød han drengen sin egen hjemmelavede brændevin. Manden boede lige i nærheden, så Christian lod sig overtale, omend med megen betænkelighed. Efter en passende tid indfandt Christian sig med brændevinen, og faderen tog sig — intetanende en slurk: „Ja-a! Det ka'en da smag' hwa er. De' æ rele Wåshusdram!"

Først mange år senere turde Christian røbe sandheden, og endda blev gamle Niels Hougaard meget fortørnet over at være taget ved næsen!

Det følgende er et uddrag af Jørn Rom Jensens artikel i

ORD & SAG 17 (1997) Udgivet af Institut for Jysk Sprog- og Kulturforskning Aarhus Universitet

Jørn Rom Jensen: OM ROBERT SCHAK

I 1860’erne opstod der i Danmark en ny litteratur, den såkaldte skolelærerlitteratur, hvortil bl.a. regnes forfattere som C. A. Thyregod, Knud Skytte, Mads Hansen, Anton Nielsen, Bendix Hansen, Emanuel Henningsen og til dels Zakarias Nielsen. De var, bortset fra Mads Hansen, alle skolelærere. De fleste var opvokset på landet som sønner af bønder eller håndværkere. Som lærere på landet levede de i nær kontakt med landbefolkningen, hvis levevilkår de delte og i forvejen var fortrolige med. De skrev i første række for almuen, men blev dog læst i langt videre kredse, således at de “dannede” læsere fik udvidet deres kendskab til almuekulturen. C. A. Thyregod var 1800-tallets måske mest læste forfatter i Danmark.

Det er livet på landet, den danske bondes liv, der oftest skildres hos disse forfattere, ofte på dialekt. Formålet med deres litteratur var nok at underholde, men også at oplyse og opdrage almuen, bringe viden og kultur ud til almindelige mennesker. Derved virkede de – ligesom højskolen – i folkeoplysningens tjeneste. Deres romaner, noveller og almanakfortællinger vandt stor udbredelse og nåede ud til mange, som ikke tidligere havde læst litteratur. Flere af “skolelærerne” blev endda oversat til fremmede sprog. Samtidens finkulturelle elite agtede dem derimod ikke: deres litteratur var for moraliserende, for naiv og kunstnerisk for primitiv, helt uden forbilledet Blichers litterære kvaliteter. En vel ensidig dom, i betragtning af at så mange havde gavn og glæde af fortællingerne.

Med til gruppen af skolelærerforfattere må også regnes Robert Schak, hvis rigtige navn var Ole Christian Nielsen. Han blev født den 19. juni 1842 på en gård i Bigum sogn mellem Hobro og Viborg. I drengeårene interessede han sig især for musik, sang og læsning. Han lærte at spille violin, og efter sin konfirmation var han i nogen tid landsbymusikant, spillede bl.a. ved bøndernes gilder og ungdommens fester, men ønskede at blive lærer. Han vandt, efter en del modstand, forældrenes tilslutning hertil, og kom nu i huset hos sin fætter Knud Skytte, dengang lærer i Vorde ved Viborg. Her opholdt han sig et par år og blev forberedt til optagelse på Ranum Seminarium. Efter eksamen i 1865 blev han først lærer i Løvskal mellem Randers og Viborg. I 1869 flyttede han til Låsby mellem Silkeborg og Århus, hvor han var lærer til sin død den 18. marts 1892.

Han efterlod sig hustru og tre børn. Nielsen var afholdt og beundret af såvel eleverne som deres forældre og andre i sognet. Han tog aktivt del i egnens liv og hjalp mange i ord og gerning, “vakte” mange unge mennesker, især unge lærere. Lærerhjemmet blev et slags åndeligt centrum, hvor der næsten altid var besøgende uden for skoletid. Her i hjemmet, såvel som til gilder og i festligt lag rundt omkring, var Nielsen ofte det naturlige midtpunkt, idet han takket være sit fortrinlige fortælletalent altid blev opfordret til at fortælle og ikke var svær at overtale. Han fortalte – med megen humor og en særegen evne til at efterligne især gamle menneskers ord og bevægelser – småhistorier fra landsbyens og bøndernes liv, især som det levedes i fortiden, på bedsteforældrenes tid. Herved fik han også afleveret en god portion historisk oplysning til sine tilhørere om fortidens sæder og skikke, f.eks. om hvordan videsamlinger formede sig “rigtig i den ældgammel Ti”. Ved sådanne festlige lejligheder fik Nielsen undertiden assistance af Knud Skytte, og de to lystige fætre skiftedes da til at fortælle historier for et indforstået og velfornøjet publikum. Blev Nielsen træt af at fortælle, greb han ofte sin violin og spillede melodierne til gamle bondedanse. Også i hjemmet hørte sang og musik til dagens orden: hustruen spillede klaver, og undertiden sang hr. og fru Nielsen flerstemmigt sammen med børnene.

Ole Christian Nielsen var ikke kun mundtlig fortæller, men skrev under pseudonymet Robert Schak en lang række fortællinger, sagn og småskitser, som fra tid til anden blev bragt i forskellige tidsskrifter og blade (f.eks. Husvennen, Nordslesvigsk Søndagsblad, Ugens Nyheder og Børnenes Blad), almanakker (f.eks. Folkets Almanak og Den nye Almanak) og aviser. Ofte var det de samme tekster, der gik igen: Nogle historier er jeg stødt på 3-4 forskellige steder. Så ved siden af, at fortælleren har fået tilfredsstillet sin fortælleglæde, har han også tjent en pæn skilling som supplement til lærerlønnen.

Egentlige bogudgivelser fra Robert Schaks side findes ikke. Han optræder intetsteds i Dansk Bogfortegnelse, og vore biblioteker har ikke kunnet opstøve nogen titler af ham. Men det ser alligevel ud til, at han et par gange er udkommet i bogform; det drejer sig da om særtryk af avisføljetoner. I 1885 bragte Silkeborg Avis således som føljeton en samling på 12 tekster af Robert Schak under titlen “Smaafortællinger og Sagn” og under rubrikken “Udkomne Bøger” anmeldte Nordslesvigsk Søndagsblad (Nr. 42, 1885) bogen Smaafortællinger og Sagn af Robert Schak! I 1890 bragte Randers Dagblad 11 tekster af ham, ligeledes som føljeton og under titlen “Fra Midtjylland. Smaafortællinger og Sagn. Andet Bind.” Den sidste fortælling i denne anden samling er “Slutningen aa en Viesammeling”, som vi nedenfor gengiver i sin helhed. Også føljetonsamlingen i Randers Dagblad 1890 er efter al sandsynlighed blev udgivet som bog. Det var på den tid almindeligt, at aviserne bragte såkaldte fraklipningsføljetoner, dvs. føljetoner, som kunne klippes ud og indbindes for sig. Disse bøger blev brugt som lokkemad for nye abonnenter – som et tilbud, der fulgte gratis eller billigt med, når man tegnede abonnement. De fleste fraklipningsføljetoner – trykt på almindeligt avispapir – er nok hurtigt gået tabt.

I et par nekrologer, som er de væsentligste kilder til vor sparsomme viden om læreren og mennesket Robert Schak, vurderes den mundtlige fortæller O .C. Nielsen højere end den skrivende fortæller Robert Schak. Og sandt nok: han fortæller jævnt og ligetil, men han er ingen stor stilist, fremstillingen er i for høj grad præget af mundtlig fortælling, og kompositionen er som regel meget løs i fugerne. Hvad indholdet angår, moraliserer han undertiden vel rigeligt, og han kan være dri- vende sentimental. Til det positive hører, at han med få træk, bl.a. gennem velvalgte replikker, kan levendegøre en person eller en situation for sine læsere. Og der findes fine tidsbilleder rundt om i Robert Schaks fortællinger. Han har sans for at fortælle en morsom historie og kan også fortælle så medrivende, at man spændt læser videre.

Robert Schaks litterære forbilleder var især Knud Skytte og C. A. Thyregod. Som hos dem er det landbefolkningen, der står i centrum for interessen – hos Schak især livet på landet 50-100 år tidligere. Men han har også skrevet fortællinger fra svenskekrigenes og napoleonskrigenes tid, sagnhistorier, spøgelseshistorier og fortællinger for børn. Blandt de mange titler kan nævnes “Fra Stavnsbaandets Tid”,“Fra den gamle Skovriders Ungdom”, “Svenskerne ved Ulfsbjergkrog”, “Den stumme Oberst”, “Et Jagilde”, “Fra Lindum”, “Smaatræk af Menigmand fra 48”, “Smaasagn fra Frederik den Fjerdes Tid”, “En Spøgelseshistorie”, “Trofast Barnevenskab” etc.

De to eneste tekster af Robert Schak, som er skrevet helt på dialekt, er “Slutningen aa en Viesammeling” og et digt fra tidsskriftet Jyden: “Sløngsaarens Basselgildd”. Det meste af hans øvrige produktion indeholder ofte slet ingen dialekt, undertiden blot nogle dialektale replikker. Grunden kan være, at han, dersom han havde brugt rigeligt med dialekt, nok ville have haft svært ved at få sine ting bredt afsat, f.eks. til et landsdækkende ugeblad som Husvennen. Og han skulle jo leve. For Jysk Ordbog knytter der sig en særlig historie til “Slutningen aa en Viesammeling”. Instituttet har i årtier været i besiddelse af denne fortælling – som eneste tekst revet ud af en eller anden bog, hvori den udgør s. 204-228. Ingen havde kendskab til, hvilken bog fortællingen stammede fra, og ingen vidste, hvem forfatteren var. Man regnede dog med, at fortællingens sted kunne lokaliseres til Hobroegnen,idet det af teksten fremgår, at stedet ligger ca. 2 timers gang fra Øls,hvortil frierfærden går.(etc.)

Kilder:

  • Nekrolog i Husvennen, 19. juni 1892.
  • Nekrolog i Silkeborg Folkeblad, 26. marts 1892.
  • Lærerne og Samfundet, bd. 1 (Kbh. 1913) s. 402-04.
  • Dansk litteraturhistorie, bd. 6 (Kbh. 1985) s. 175-86

Slutningen aa en Viesammeling Skildring fra Himmerland, af Robert Schak

Der haad waat Viesammeling (1) i Lægsgoeren. Ja, ja, a komme wal te aa fotæl ledt om, hwa en Viesammeling er. De Navn stamme no fræ ældgammel Ti aa, fræ den Ti, te aall Bøjmarkeren wa tefælles. Aall Bøjmænd’en sammelest da tow Gaang om Aaret, baadde Foraar aa Etteraar, te Viesammeling, aa de gik immer aapaa Skyvt, saaen te næ de haad waat ve jen Mand om Foraaret, saa wa’et ve hans Naabo om Etteraaret, aa saaen bløv’et ve hiele Bøjen rondt. Ve Viesammelingen bløv’et saa bestemt, aalt hwa dæ sku bestilles indte den næjst Viesammeling: hudden Aggeren sku fordieles, hvitti (2) di sku begyndd aa kjø Maag, hvitti di sku begyndd aa plovv, hvitti dæ sku saaes, hwa Veij dæ sku gjørres istand, hwa Ti di sku te aa ha Malt aapaa Kjøll (3), hvitti dæ sku brændes Svøn aapaa Skov (4) aa møj mier aa hwa dæ no saaen ku wæer aa ta Waar aapaa i en Bøj. Renskawet bløv ført med Viekjæppen. De war en stue fikantet Fur Kjæp (5) , aa aapaa den war aall Bøjmænd’ens Nawn skaann (6) mæ stue Bogstave, saaen te næ jen Mand f. Ex. hidd Peder Nielsen, saa bløv der aapaa Viekjæppen saat P N, aa saa wa der et bette Styk som en fi fem Tomm imell hvæ Nawn. De bette Rum sku bruges te aa skjær Kosser (7) aapaa. Fo nærensti (8) di kam te Viesammeling, aa dæ wa en Mand, der ett haad opfyldt hans Forplegtelser, som dæ wa bløven ham paalaa ve sidst Sammeling, saa bløv dæ skaan et Kos ve hans Nawn, aa de betydd, te hvisommensti (9) han ett, inden dæ bløv Viesammeling igjen

1) videsamling (vide = landsbyvedtægt) — 2) hvad tid, hvornår — 3) tørrehus —4)brændemærkes svin, før de blev lukket ud i skoven efter æde —5)fyrrekæp —6) skåret —7) kors —8) når —9) dersom

fæk oprætet, hwa han haad forsømt, saa skull han gi Mult (10). Aall Multeren gik saa te de Brændvin, dæ bløv fortæret ve Viesammelingen; derimued sku den Mand, di wa sammelt we, gi Øl aa saa de Wost og Brø, te di will æd. Si saaen gik ed ommentrent te ve Viesammelingeren rigtig i den ældgammel Ti. Saaen er ed naturligvis ett no te Davs, aa a kjend’e heller ett ret manne Stejer, te (11) di haalle Viesammeling ino; men i wo Bøj blyve di no ve mæ ed, aa de æ mjest for den ældgammel Skiks Skyld. Ja, de fostoe sæ, der æ jo da end’ele ino en hiel Diel, te (12) Mænd’en ka ha aa aagjør (13) mæ hinaan, aa de blyve bestandig gjemt te Viesammelingen, som no aa ta Bestæmmels om aa repperier Bøjens Smiddi (14), Smejhuset, Kjøllen, aa lej Gaadjoret ud (15) aa saaen Sager. No haad dæ, som a begyndt aa fotæl, waat Viesammeling i Lægsgoeren. Aall Bøjsageren wa gjo tesih (16) ; Kuenen haad saat aapaa Bueret, fuld op aa baadde Mad og Drek, fo no næe di dem (17) ett mæ aa sed aa knassel (18) en Stump Wost aa Brø, no ligener ed mier næjsten ed bette Gildd, aa no begyndd di saaen aa sedd aa snak om baade jet aa ed aandt; hue (19) dæ æ saa manne sammelt, der æ de jo alti noue (20) , dæ ka desk op mæ ne Krønniker (21) te aa li aa (22) .Nier i Kakkelovnskrogen saad en bette lam Saalmagger (23) aa rimpet aapaa ne gammel Kjyertøv (24) , ham fæk di dem et jennele Grind (25) aa, fode wa saaen en bette broute (26) jen, dæ vill gjaen snak mej om aallting. Hver Ywblek, saa kam der en Bemærkning om, hudden de haad gaaen ham den aa den Gaang op aapaa “Goeren”. Dæ bowd nemmele en bette Knaldproppitarri (27) i Naabosovnet, han wa no aa (28) Brandagitør (29) , aa hans de gammel Kjyertøv gjo Saalmaggeren ve (30), aa de war han no saa wegtig aa. “Ka Do no aa godt kom aastej mæ ham? fo han ska nok wæ ledt stikken aa sæ somm Tier,” wa dæ jen aa Mænd’en dæ saae. “Hvem? Brandagitøren?” suert (31) Saalmaggeren, “jow, ham ka jen

10) bøde — 11) hvor—12) som — 13) afgøre, ordne—14) smedje — 15) leje gadejorden (dvs. fællesjorden) ud til græsning — 16) ordnet — 17) nøjes med —18) gnaske på —19) hvor —20) nogen —21) nogle skrøner — 22) le ad — 23) halt sadelmager — 24) seletøj — 25) et enligt grin, et grin i ny og næ — 26) brovtende, vigtig — 27) knaldproprietær; proprietær der lever pralende og over evne — 28) også — 29) brandakkvisitør (dvs. agent for brandforsikring) — 30) gjorde sadelmageren i stand — 31) svarede

s’gu sajt (32) kom aastej mæ; men - de fostoe sæ - en ska jo regtignok ka fostaa aa omgaaes ham, de er en wis Vej (33) “Ja, men Do kjend’e nok ommentrent hudden han ska ha’ed.” “He - ja - de er en wis Vej, de fostoe sæ, de gjør a regtignok; men æ - tak mæ Skam fo de, a haa jo studiered ham saa nøw, de er jo en wis Vej, ette som (34) a æ dæ saa møj!” “Haar I no aalle waat nøj imell (35) “Hja - tu! (36) - hvem ka ett kom nøj imell? de er no ett fo de a holler aa aa fotæl om’ed, de er en wis Vej; men de sidst a wa aapaa Goeren, da to wi regtignok en slem Topøel (37) mæ hinaan, mæ aa saa Brandagitøren; aa Guj bewaares, som de Mennesk endda wa gal, aa som han skjældt ud! ha-ha-hihihh - a ka ordenlig si ham indno, hudden han spruttet aa spraget (38) ; men - han ga da godt fo (39) tesidst.” “Men hwa haad Do da gjo ve ham?” “Gjo ve ham! - a haad missen (40) ingen Ting gjo ve ham, - de er en wis Vej!” “Ja, men hwa saa Do da te ham, da I saaen skjændtes?” “Saa te ham - tu - a saa missen ingen Ting te ham, fo a tent (41) som saa, saa ku han ta’ed fo hwa han vill.” “Ha-ha-hah - -,” sikken en Skrannien (42) dæ bløv aa de; men ingen grindt endda høwr end Saalmaggeren sjel.

I de samm kam Dætteren i Lægsgoeren ind aa saat Kaffe aapaa Bueret. “Naa, bette Anmari! a tøkkes haatti (43) snaar, te Do sku te aa sej “ja” te jen aa di manne Bejlere, der rend’e aa wimser her, fo tu, no haa Do ju da ligh faat Snesen aapaa Røggen (44) !” saa ham Nels Notløv - di kaldt ham no hejsen ((45) mjest Hommelen (46) , aa de wa fo de te han wa saa brommel i Snakken (47) aa saa broute saaen i hiele hans Væsen - læ væhe, han wa osse døgtig nok, den samm bette Knot (48) , fo da han to imod Goeren ku di’ett holl mier end fi Kjyer aa et Pa Bæste (49) , aa no hollt han

32) sagtens—33 et er en viis vej; det er sikkert og vist; selvfølgelig—34) eftersom — 35) har der nu aldrig været noget (uvenskab) imellem jer? — 36) (uoversætteligt ord for eftertanke el. overgang til nyt emne, 37) dvs. top-øl = opgør, skænderi — 38) slog ud med arme og ben — 39) blev god igen — 40) minsandten—41) tænkte —42) latter — 43) næsten; virkelig —44) nu er du jo lige blevet 20 (år) — 45) ellers — 46) humlebien, brumbassen —47) var så mørk i stemmen —48) lille fyr, spirrevip —49) heste 

ott retskaffens (50) gue Maalkkjyer, forudden Telægget (51) ; men - de fostoe sæ - han fæk jo osse ed rig Gjyvt (52) - han fæk ju hend Inkikuenens (53) Dætter derøwe fræ Øls, aa die fæk han nok ed slem bette Nakkedrav aapaa en Pa tusind Regsdaaler i Mægjyvt forudden baadde Mægjyvtskaav (54) aa Bæst aa Sengiklæjer aa Uld’ent aa Linned i Forhold dieretter, fo di wa ju kun tow Bøn, hend han fæk, aa saa Sønnen, dæ fæk Goeren. Men de wa no et om de a vill fotæl, men derimued hwa Anmari -Dætteren i Lægsgoeren - saa te de hie bette Kapettel (55), han saa te hend. “Hwa æ’et Do sedder aa brommeler (56) om, Niels?” suert hun lissaa vreppen (57), “der æ saamænd ingen, dæ rend’er og wimser ette mæ, høddo (58) ! de ska Do’et bild Dæ ind.” “Jow vest, bind mæ den aapaa Ærremet” - suert han - “de faa Do nok noue te aa trow, te Do ett haar hat Bejlere ino.” “Bejlere,” suert hun, “hudden gaae de te aa bejl? De kan Do maaske seij mæ?”“Ih - tu - de gaae saaen te, te Kaalen seje te Pigen: “Ve Do ha mæ, saa ta mæ, aa grind ett a mæ.”“Saae Do maaske saaen, da Do bejlt?” “Hi-hi-hih” - grindt Saalmaggeren “nej han gjor ikki, fo han bejlt ett sjel, de er en wis Vej, han haad ham Nels Fjeldste te’et, han ment wal han ku beje sej’et (59) .”a - tu, om saa wa (60) , saa er a wal ett den jennest, der haar hat en naan jen te aa go set Boj (61) ve saaen Lejlighed,” suert Hommelen ledt stødt. “Veed Do hwa?” seje i de samm Sownfovden, “no sedde vi hie saa godt; Do ka fotæl wos, hudden de gik te Niels, da Do bejlt, saa behøwe vi ett aa ta ette, hwa Saalmaggeren seje, aa saa ka Anmari mæ de samm faa aa veed, hudden de gaa te aa bejl.” “Ja - tu - Do seje jen Ting,” suert Hommelen, “ka de fonøw Jer, saa ka a haatti gjan fotæl Jer, hudden de gik te, fo - de æ ju en Sag, a behøwe ett aa dølls øwer (62).”

50) temmelig —51) tillægget, kreaturerne til opdræt —52) giftermål —53) enkekonens—54) medgifts-skab —55) kapitel, “smøre” — 55) brummer —57) tvært —58) hører du, er du med! — 59) sige det, få det sagt —60) om det så også var sandt —61 bud, ærinde—62) skjule

Han put no hans Piw i hans Kjowllomm (63), etter han haad baanked en ud aa helt Soesen aa (64), to saa hans Skraadaaes op aa hans Bowselomm aa bed sæ en vældig Skraa aa; da han haad gien den en Pa gue Klemaa haad spøttet en Pa Gaang, saa begyndd han aa fotæl akuraat lissem a no sejer et: “Læ wos si,” begyndt han, “den to Aas Plag, a soldt i Foraaret te Andreis Bagger i Klejtrup, de wa ju de treddi Føl, a haa laa te aapaa (65) met Medgjywtsbæst! jow - ja saa æ ed no ligh akuraat oet Aar te Etteraaret, sin a bløv gjywt. Naadeda! - men nok om de! - De wa no de samm Sommer, saaen omentrent ve Sehansdastier (66) , de wa da i aall Fall et bette Stød ette (67) Pendsde (68), de war en Sønddæ Muen, a wa sjel trukken ud mæ Kjyeren i Udmarken. Ve de te a no kommer aa gaa hjem, saa staar ham Fjeldste ud i hans Kalgu (69) mæ beggi hans Arrem aapaa Kalgugjaret (70) aa staar aa røger aa hans Piw; - de wa no saa møj et yndig Vejr, aa Kuen aa Græs sto osse ligh tedde de bownt (71) .“Hør!” sejer a lissaadan (72) te ham, den Gaang vi haad ben (73) Guddaw te hinaan, “haa Do ett mie trawilt, end de sir ud te, saa ka Do haatti gjaen faa Staaend (74) aa følle mæ hjem, vi ka gaa ud aa sie met Kuen i Indmarken.” “Ih - tu - da ka a saen (75) osse de” - suert han aa skræwd øwe Gjaret -fo han sejer haatti “saen” næjsten te hver anden Uer, de æ ju no hans Mundhell - “fo tu a forsimme (76) saen ett møj mæet i Daw.” Han dasked ju saa mæ, aa da vi haad waat indd aa faat Piwweren stapped om aa waat rond’en om i Goeren aa sit Sageren etter, saa gik vi ud i Marken for aa si, hudden die saa ud, aa saaen hen aa Vejen. “Veed Do hwa,” seje saa Fjeldste ligh mæ jit, ide han staar aallstell (77) aa gi sæ te aa haag Ild (78) te hans Piw. “Do haae saen en gjæw Goer, bette Niels, aa Do er osse en Kaal te (79) aa affensier (80) mæ en, aa fostaar også bejer end di flest, hudden Joeren ska ampeligieres (81) , men - æ - veed Do hwa Do Mangeler?” “Ja,” suert a, “a mangele haatti manne Ting.”

63) frakkelomme—64) hældt (pibe)sovsen af —65)lagt til efter —66) sankthansdagstide—67) en lille tid efter, kort efter—68) pinsedag—69) have — 70) havegærdet — 71)bugnede —72) ordret, sådan her; uden videre—73) bedt, hilst—74) stunder, dvs. tid —75) sandelig; minsandten —76) forsømmer —77) helt stille — 78) slå ild (med fyrtøj) —79) dygtig til —80)arbejde —81) behandles

“Nej,” sejer han saa lissaadan, “Do mangeler ett udden jen Ting, Do mangeler en Kuen - si de æ saen de, Do mangeler; a ka saen ett forstaa, te Do vill sedd hier aa borkel (82) ved den Goer aa ett gjywt Dæ. Hwa fo Do ud aa det Mjelk aa di Sager, imuedsom næe (83) Do haad en Kuen te aa si ed etter aa pas aall Ting inden Daeren. Aa tu, næe a ska sej, hwa a miener, saa æ Do ju en kjøn Kaal aapaa di bejst Aaller, aa sedder ett forgjælded ve di Goer, Do maa ju fo den Sags Skyld ka faa næjsten hwa Pigh, Do pæger aapaa. Gjør Alwor aa ed, høddo” - slutted han, ide han ga mæ ed Paaf i Sien - “a æ saen wes aapaa, te nærensti Do række di jen Haaend ud ette dem, saa hænge dæ ti Pigger aapaa hvæe Finger.” “Ja, ja, bette Nels Fjeldste,” sejer a, “smaa Slaw, fo tu wal ka’ed væer, a nok ka tøk om mæ sjel, te a er ingen reen Kaastkjæp (84), men diefo maa Do’et trow, te a tenke, Piggeren saaen ska kappes om aa faa mæ; aa a behøwer osse laant fræ jen - sin ti (85) aapaa hwæ Finger; Do kjend’e ju nok de gammel Mundhell: te de en ka lettest ha fo møj aa i en Goer, de æ Swyn aa saa Kvindfolk. Nej, ku a faa mæ Hold i jen gue, saa haad a haatti nok.” “Ja, ja, godt Uer igjen,” sejer han saa, “tu Do fostaae wal nok, de heller ett wa ment, som de wa saa (86); men - næe vi no ska snak Alworssnak - kjend’e Do ett Inkikuenens Dætter derøwer i Øls? Næer a ska sej, hwa a miener, saa tøkkes a no ligh, te de ku wæ di Ganning (87)! De æ saen mi Mjening. Regtignok kjend’er a ett Pighen aandt end aa Omtaael; men de ska væ noue knøw (88) Bønn aa noue døgtig Bønn, baadde hend aa Broweren - fo di æ ju et udden di samm tow - aa der æ wes Pengg te forudden Goeren. Hør, veed Do hwa, bette Niels, leg Do no et bette Leg ve (89) , hwa a seje Dæ i Daw, si de æ saen met Alwor.” A kjendt no heller ett Pighen aandt end aa Omtaael; men nok æ de; Nels Fjeldste bløv ve aa gaa aa krassi ve (90), aa i hudden (91) wi gaae aa snakker aa ett snakker, saa kam wi iliewaller tejens om (92) , te wi sku følles ad øwe te Øls om Ettermejjen, næe wi haad faaet wor Und’ener (93), fo aa bejl. Niels lowed fo (94), te han sku nok kjyld ed fo dem (95) , saa a behøwed ett saa søndele aa bry mæ om aandt end aa si ette Pighen.

82) slide i det—83) sammenlignet med hvis—84) kastekæp; ubetydelig person—85) endsige ti — 86) sagt — 87) være noget for dig—88) pæne —89) læg du nu et lille læg ved; overvej du nu lige —90) mase på — 91) hvordan end —92) blev vi alligevel enige om —93) middagsmad — 94) forsikrede —95) forelægge dem det

Naadeda! Da Klokken wa saaen hen ve jet, haad a Fjeldste. Han wa kommen i hans Støwl aa haad hans noweleddes Klæjer (96) aapaa. A saad aa wa ve a ta met Skjæg aa(97) ; men a fæk ju snaae no Tøw aapaa – a traat (98) no i de bejst a haad; a haad nylig faaet mæ en nøj Sølvuhrkjied te aa hængg aapaa Laared; et Raw-Singeneet (99) wa dæ ve og trej stuer Uhrnøggeler; di tow wa tow gammel Oetmarker (100) , aa den treddi wa en Fimark, a haad faat saat Spidser aapaa aa Ringi (101) i ve en Guldsmej i Hobrow. En Mæskumspiw med Sølvlenki i haad a osse, den haad a ginn oet Regsdaaler fo. Nok æ de, da a wa bløven pusset, aa wi haad faat wo Piwwer tænd aa wo Kjæpper i wor Hendder - mi wa no en Spansrørkjep - saa massiered vi aa (102) .Klokken war haatti wal om ve trej (103) , da wi kam te Øls. No - vi komme ju saa ind, Fjeldste aa mæ. Kuenen saad ve End’en aa Bueret aa band aa en Hues (104) . Hun haad et Pa stue Hwonbriller aapaa Niesen; en stuestjellet (105) Bønnebog laa aapaa hinde Skjød, hun saad aa løst i. Sønnen saad aapaa Slawbænken aa grawed Stads (106) med hans Knyv aapaa en nøj Mongelfiel (107) , han haad lawed - fo han æ saaen ledt haandsløw (108). Dætteren sto aafor ve (109) ed bette Spejl, der hændd i. Venddikarremen, aa wa ve aa sætt hind’e Haar. Hun sto i hind’e Særkærremer aa war ett i aandt end et Lywstøk aa et Unddeskjywt. “Ja Kroppen æ haatti gue nok,” tent a ve mæ sjel, da a saa hend, a fæk ett regtig hend’er Ansigt aa si, da hun jow te (110) aa kikked om ette wos, ide wi kam ind. “Guddaw,” saa wi.“Tak,” saa Kuenen aa kikked øwe Brilleren ette wos, “aa walkommen.” “Gaa hen aa sæt Jer aapaa Bænken,” saa Sønnen ledt etter. De gjoe wi. Dætteren saa ingen Ting; a ka haatti trow, hun kundd ett saa godt, fo hun sto mæ Munden fuld aa Øl; beggi Hend’erne haad hun omm i Nakken aa wa ligh ve aa bindd Nakpisken (111) aa hend’er Haar. Ølkaawsen (112)

96) sine pæne klæder, søndagstøjet—97) barbere mig—98) trak — 99) ravsignet (båret som pynt i urkæden) — 100) 8-mark-mønter (møntenheden i Danmark var 1814-75: 1 rigsdaler = 6 mark = 96 skilling) —101) spidser på og ringe i (så mønterne kunne hænge i urkæden og bruges som nøgler til at trække lommeuret op med) —102) marcherede vi af sted —103) hen ved (kl.) 3 — 104) hose, strømpe —105)med store bogstaver — 106) skar pynt —107) manglebræt —108) fingernem —109) foran —110) skyndte sig — 111) fletningen — 112) ølkruset

sto aapaa End’en aa Bueret ve Sien aa hend; hun to saa en Mundfuld Øl iwessemda (113), som hun beholddt i Munden aa lo saaen ledt ette ledt løv ud i Haanden te aa glaet Haaeret mæ. “Ja, ja, Ansigtet ka haatti aa godt gaa an!” - tent a ve mæ sjel, da hun wa færdig mæ aa sæt Haar aa vendd sæ om fo aa gaa ind i Sowkammeret aa ta en Kjowl aapaa. A tent ve mæ sjel, om Nels Fjeldste ett snaae vill te aa begyndd, aa rækked lissaa stell hen mæ mi jen Fued aa ga ham et bette Spark aapaa hans Bien. “Haar I ingen Kvejer (114) aa sæl,” begyndt han i de samm, “dæ ska kjæll (115) saaen hen etter Høst?” “Nej,” suert Sønnen. “Heller ingen Grispoldd (116) ,“ bløv Fjeldste ve, “helle Aaringsplaeg (117)?” “Nej” - “ja,” suert Sønnen igjen, “vi haae end’ele nok et Føl, men wi er ett regtig jens (118) mæ wos sjel om, enten wi ska sæl et iaar, helle wi ska behold et te Foraar kommer igjen.” “Nej, - de ka ju godt væer” - suert Fjeldste, aa ga sæ te aa kras hans Piw ud. “Væe saa gue aa stap Piwweren om,” saae saa Sønnen, ide han reest sæ op aa to Tobakskassen, dæ sto aapaa en Hyldd ve Sien aa Klokhuset (119), aa saat hen aapaa Bueret te wos. “Huer æ di hie Folk fræ?” saa no Kuenen, ide hun lukked hend’e Bog i aa to hend’e Briller aa - “a tøkkes, a sku kjendd Dæ,” saa hun, ide hun saa ette Fjeldste. “Ja,” suert han, “vi haa da sitt hinaan faer, imen di Mand wa løwen; met Nawn æ Niels Fjeldste.” “No - ja, tøt a et ekki nok” - suert hun, “ja, saa er I ju ett saa laant hen fræ (120). Men hvem æ saa den naaen Mand?” I de samm kom Dætteren ind. “Ih - tu” - saa no Fjeldste aa skotted ledt polisk (121) etter hend - “fo tu saaen regtig aa blyv Mand mangeler han ett aandt end en Kuen, fo han æ saen Ungkaal. Men hejsen æ han no mi Naabo, han haae den Goer mæ den nøj grundmuret Laae, dæ legger i den sønd’e Sie aa Goeren; hans Nawn æ Nels Notløw.”

113 nu og da—114 kvier —115 kælve — 116 halvstore grise — 117 etårs plage —118 enige — 119 urkassen til stueuret —120 langt borte fra —121 skælmsk

“No, ja saa trowr a endda, a haar høtt ham omtaael,” saae Kuenen aa reest sæ aa gik ind i Sowkammeret. Ide hun ligh gik ind aa Daren, ga hun et bette Blunk. (122) med Øwnen ette Sønnen aa han fulle saa aabag etter. Ledt etter kam han tebagh aa saa gik Dætteren derind. “Væ saa gue,” seje no Sønnen, “aa stap Je Piwwer om, aa saa ka I følle mæ ud aa si wo Besætning.” De gjo wi. Wi wa no rond’en om ve baadde Bæster aa Kjyer aa Foer aa Unghøwder, aa de ku heller ett nejtes, de wa ekki en grumme villele (123) Besætning i aall Maader. No ska a sue te (124) , te Sønnen han ku snak, aa immer ku han vendd aa drej saaen mæ hans Prokelmasjoner (125) , te han ku komm te aa spør om, hudden min Sager sto. Aa a ska low for, Fjeldste war heller ett øen øwer aa gi’ed et Dask mæ (126) aa fotæl om, hudden a saad i’et; a tøt somti ve mæ sjel, te han smur wal tyk aa; men a saae ingen Ting te de; de jennest a saae, de war a past aapaa aa rues Sønnen aa dje Sager (127) , de ku a snaae fosto, han howed (128) ; aa a tent ve mæ sjel, te de skaad ett aa komm te aa sto godt ve ham (129) ; men ett fo de, a maa aa testaa, te dje Sager fortint haatti osse aa blyv ruest, for aal Ting sto haatti bown te (130) baadde i Goeren aa i Marken. Naadeda! Da vi kam ind, da ka I trow, dæ saa ud ind. Bueret sto dækket, saa de wa da faalet (131) , aa et stuerige (132) swærige (133) Kjømadsfad sto medt aapaa, a trower de war en hal Al høw. “Væe saa gue aa sedd om te Bueret aa faa en Bedd te Je Meldmad,“ saae Kuenen, aa wa saa mild aa saa vennele, te de wa da faalet. Dætteren haad faat en naan Lue (134) aapaa, sin wi gik ud i Marken. De wa jen aa di hie Sæsses (135) bette Smutteng (136) , nowe di kaldt Betteluer; di wa ve aa begyndd aa komm i Gaang den Ti (137) saaen imell de villest Pigger; aa hun saad aa søjed (138) aapaa jen aa di hvid røprækkere Sæsses Suelhatter (139) , dæ wa small Spansrøer i aa haadd et laang Tagskjæg (140) di war aa ve aa begyndd aa kom aapaa Mueden den Gaang.

122) blink — 123) fortrinlig — 124) love for —125) proklamationer, udtalelser —126) ikke “bleg” for at give et nap med —127) rose sønnen for deres sager —128) kunne lide — 129) stå sig godt med ham —130) stod virkelig fint til —131) forskrækkeligt —132) gevaldig stort —133) gevaldig tungt — 134) hue —135) sirtses —136) småting —137) blive moderne dengang —138) syede — 139) solhatte — 140) tagskæg, (hatte)skygge.

“Naa mi bette Pigh,” seje Fjeldste te hend, men wi saadd ve Bueret, “ska Do ett snaae te aa gjywtes?” “Nej,” suert hun, “der æ saamænd ingen dæ vil ha mæ.” “Æ der ingen, dæ vil ha Dæ?” raabt Fjeldste aa slaw beggi Hend’er sammen - “saa er ed saen osse noue Taakkinaakker (141) I haae te Kaal i den hie Bøj; men de ska Do ett kji Dæ etter (142) , fo næer a ska sej Dæ Sandhieden, saa er a hellesen (143) kommen for aa bejl aa (144) Dæ. Hwa seje Do te de?” “Hi-hi-hi” - low hun - “ja tu, hwa skal a snaae seij? - tu a trowe liewaller, a vil vendt et bette Stød ino aa si, om der ett ka komm en naan jen, dæ sier en bette Kun unger (145) ud end Do, a tøkker ett rigtig Do æ snøeg (146) nok te mæ.” “Ih, no haar a saen aldrig kjend Magen te Piggebaaen,” raabt Fjeldste, “aa de seje Do mæ ligh i mi Øwn, hm-hm - no Do tøkker ett, a æ kjøn nok! - ja, ja, mi bette Pigh, no ka Do jo betenkk Dæ aapaa et, fo de æ no som a sejer, te a æ kommen fo aa bejl aa Dæ.” I de samm reest wi wos fræ Bueret aa takked fo Mad. “Maa a’et snak et Pa Uer mæ Dæ,” hvisked Fjeldste til Kuenen; aa di gik saa med hinaan op i Owestaawen (147). A bløv nie ved Dætteren, fo Sønnen gik knap aabag ette (148) di and’er. No wa wi jen (149) tow - mæ aa saa Dætteren - saa tendt a ve mæ sjel: “Do maa haatti te aa tenkk Dæ om, Niels, om Do kan find aapaa nøj aa sej te hind, fo helles tøkkes hun nok, Do er et godt Doggerhue (150).“Haar I no manne pæn Pigger hier i Bøj,” begyndd a. “Nej - hi-hi-hi - vi haae slet ingen, fo wi æ grimm aallsammel.”“Die løw Do haatti (151), ” saae a, “om Do saa aalle haa løwen faer, dersom Do da renne Dæ sjel mæ te di grimm; de vill a læ Dæ ve’d!” “Saa-aa, trowe Do de,” suert hun mæ ed bette Grind aa kikked ledt polisk ette mæ - “Do æ wes gue te aa gjø Nar!” “Nej, de haae a haatti aalle waat gue te; a sejer ett aandt end hwa a miener,” suert a, “men a tøkke iliewaller ett, te Do sku sej ja te den gammel Støder, der æ hær aa bejl te Dæ; saa tøkker a de wa beje, Do saa ja te mæ.”

141) tåber — 142) bekymre dig om; være ked af—143) ellers —144) bejle til — 145) en smule yngre—146) pæn — 147) overstuen, storstuen—148) lige bagefter —149)ene —150) tåbelig person—151) dér løj du skam

“Ha-ha-ha-hi-hih” - low hun aa holdt Forklæd for Øwnen - “tu Do æ da en sære jen te aa sedd aa sej saaen no Snak” - hi-hi-hi - low hun ijen aa to Forklæd fræ Øwnen - “Do vil wes nødde ha saaen en grim jen som mæ,” saae hun ijen aa bløv lisse rø i Hueddet. I de samm aawwent Kuenen Øwestaawdaren aa saae: “Vil I ett kom hier op beggi tow, vi vill godt snak mæ Jer, dersom I da haa Staaend,” laa hun te (152) aa low lisse smørred ette wos - “de er aa en Skam a læ Jer sedd jennele (153) hie nier.”“Nej,” suert a, ide wi gik aa bag etter hend op i Staawen, “a haar haatti faat godt Endd aa Tien (154) ; men a ved ju ett, om de haa gaann di Dætter saaen.” Hun saae ingen Ting, men hun fæk saa traandt (155) mæ aa pel ve hend’e Forklæd; aa a laa osse Mærki te, te hun jow te aa kikked ette mæ, ligesom hun vil sejj, te hun haad endda ett waat saa møj kij aa (156) mæ. “Ja, bette Mett-Kjestin,” begyndd Kuenen, da wi wa kommen op i Owestaawen, “de æ no liegodt, som dæ hier Mand sejer, han æ kommen fo aa bejl aa Dæ. Wi æ no fo den Sags Skyld saa aa sejj kontent (157) om Sageren, men hwa seje Do no te’et, fo Do ska ha di ejen Villi (158)?”“Ih, tu a trower, I æ sæer, Muer,” suert hun aa skotted hen ette mæ, “hudden ka I komm mæ saaen Snak? De æ ju slet ett Jer Alwor.” “Ja, mi bette Pigh,” saae hun saa ijen, “de æ’ed no iliewaller; men - de fostaa sæ - der æ no regtignok den bette Haag (159) ve’ed, te de er ett fo sæ sjel, han bejler, men de æ fo en naan jen. Do kommer ett te aa fløtt sue laant (160) fræ dit Hjem. Han haae en gue Goer, nejsten lisse stue som wos, aa de er osse en ret pæn Kaael. Hvem tænker Do saa de er?” “Ih, tu de kan a ju ett ve’d Muer,” suert hun aa stal (161) sæ te aa kaast ed Yw hen te mæ, ide hun bløv saa rø i hend’er Ansigt som et dreppin (162) Blod aa sto aa trimmelt (163) hend’e Luebuend(164) op aa nier. “Ja, da ka Do si ham dier,” saa hind’e Muer aa pegt ette mæ, “aa dersommensti (165) I helles sjel ka komm tejens, saa ka I fo den Sags Skyld godt gi hinaan Jer Hind’er, hwitti de ska væer! - hwa seje Do saa te’et, bette Mett-Kjestin?”

152) tilføjede hun — 153)alene — 154) fået godt udbytte af tiden — 155) travlt —156) ked af — 157) enige —158) vilje —159) hage —160)særlig langt —161) stjal — 162) dryppende —163) drejede —164) huebånd —165) dersom

“Ih, tu de ka I sjel om, Muer,” suert hun, aa Wand’et wa ligh ve aa begyndd aa kom i hend’er Øwn. “Ja,” sejer a lissedan, “a trower haatti nok, te a er aapaa de reen mæ mæ sjel, ette hwa a haa ku høtt og sitt, aa ette hwa a ku skjønn, saa vil Do da wes aa i de mindst heller ha mæ, end ham Fjeldste die stoer (166) ,saa hvis Do tøkke som a, læ wos saa gi hinaan wor Hind’er.” Hun saa no nier ad aa begyndd aa bævver mæ hend’er Owelepp, lissom hun vil te aa græed, aa rækked mæ saa hend’er Haaend. Hind’e Muer laa hend’es owen aapaa aa saa: “Te Løkk saa bette Bønn! aa Guj væ mæ Jer!” “De er aa mi Uer,” saa Fjeldste aa laa hans owen aapaa; “men no tøkkes a,” laae han te mæ et bette Ræwgrindd (167) , “te I sku gi hinaan et bette Kjys.” “Ja, tu ved Do hwa, bette Niels,” sejer a saa, “tu de tinker a nok wi komme terett om sien, men a tøkker haatti wi sku vendt mæ de, te wi blyver jennele, for a æ baangg fo, Do ka ett taael aa sied, Niels.” “Ja, de æ fonuftig nok,” saae no mi Guemuer (168) , “de komme nok aa sæ sjel; men no vil mæ aa Mett-Kjestin gaa nier aa law te Bueret (169) , aa saa kan Do fotæl ham, hwa hun faar i Medgjywt saa læng,” saae hun te Sønnen, aa saa blywer et ju, ligesom vi haa snakket om.”“Ja,” sejer han saa, da Mueren aa Dætteren wa gaaen, “de ka a i Grund’en kom nem fræ aa sejj Dæ, fo den Gaang mi Faae wa dø, saa holdt mi Muer knap etter Skjyvt (170) , aa a fæk saa Skjyederen (171) aapaa Goeren. Hwa mi Søster hun skull ha, de bløv saat i Pengg, aa bløv saa bestemt, te hun skull ha tow tusind Regsdaaler. Tu de fostoe sæ, saa faaer hun ju en Diel Sengiklæjer aa Gaangklæjer (172), fo no den Drawkiest aa de Klæjeskav aa den Staandkiest (173) er hend’es mæ hwa der æ deri. Tu Do ka maaske nok tøk ved Dæ sjel, te de æ lidt nok, ettesom wi sedde no ve’et; men a haa no forbejeret Goeren møj, saa den er ekki saa ledt mie waer (174) no, end da a fæk en.” “Ja,” sejer a saa, “a vil haatti ett sto aa pruttes mæ Dæ, aa a ka trow, de ka ju heller ett nødt nøj, da der æ holdt Skjywt. Aa tu nær a ska sejj, hva a miener, saa trænger a haatti osse hoere (175) te en Kuen, dæ ka styer mi Sager, end a trænger te hend’e Pengg. Fo di Søster kommer ett

166) som står der —167) rævesmil — 168) svigermoder —169) sætte på bordet —170)skifte —171) skøderne —172) klæder, man går i —173) standkiste (dvs. kiste med låg) —174) værd — (175) hårdere,

mere ind te Armued, fo a sedder ett udden mæ femten hund’e Regsdaales Gjæld.” “Jo,” suert han saa, “saa - saa sedde Do lisse godt som a; men mi Muer aa mæ haa no liegodt bestemt, te hun skal ha den blesset tre-aars (176), Do saa herud, te Medgjyvtsbæst, aa saa en gue Kow, hvekken hun vil ha.” Si a tøtt haatti no, Kaalen snakked mæ Ræson (177), aa de saae også baadde mæ aa Fjeldste ham, aa saa gik wi nier i Staawen igjen. Men hille den spids Endd aa en Syel (178), bette Bønn. Ja haad vi ett faat Tragtiering faer, saa kan I trow, wi fæk ed no. Føst wi kam te Bueret, fæk wi no baadde Brø og Brændvin aa Meldmad og Dram; men saa kam di ind mæ Grødd i stuerige swærige indfaed, dæ wa saa blankk, te di ku spejl dem i dem; de wa no aa di hie Risengrødd, di saae, di ku fo dem aa kjyev i Hobrow. Ja, ja, no æ di ju haatti saa møj bruggele (179) saaen ve Basseler aa Gild’er aa Walkommer (180) ; men de wa di ju ett den Gaang, aa aabag etter fæk vi Bærrefisk (181) mæ de klaare Smør aa dep (182) dem i. Men - æ - nok om de! - a vil haatti ett sedd aa gjø Fortællingen længere end a æ nødd te, men lighfram fotæl et som de war, aa som de gik, te nejst Søndde etter kam mi Guemuer aa Sønnen aa Dætteren kjyerin øwe te mæ fo aa si, hudden mi Sager sto, aa da bløv et bestemt, te vi sku tehoev (183) knap etter Høst, aa de kam wi osse, wi haad Gild (184) ligh akuraat fjøwten Daw fae Mikkelsdaw. Si saaen gik et haatti te mæ met Gjywt,” slutted Hommelen, ide han reest sæ op aa vild te aa sej Gunat. “Ja,” sejer han saa den bette Jens Hwamm, ide aall de ander aa rese dem aa vild te aa gaa, “men Do haar osse faat baadde en døgtig Kuen aa en kjøn Kuen, bette Niels.” Ja,” suert Hommelen, ide han vendd sæ om i Daren - “døgtig, de vil a sej ja te, fo de æ hun haatti, men kjøn - de vil a’et sej, hun æ mier end hwa Kvindfolk æ flest; men - - hwa a sætte mie Priis aapaa - ed allervældige Gemyt (185) æ der i den Kvindd! - Gunat!”

176) en blissede treårs hest—177) fornuft, rimelighed —178) hillemænd; du godeste — 179) efterhånden så almindelige—180) eftergilder (ved bryllup)—181) bergfisk (dvs. tørret, usaltet torsk)—182) dyppe —183) skulle giftes —184) bryllup —185) temperament

  
view all

Ole Christian Nielsen Hougaard (Robert Skack)'s Timeline

1842
June 19, 1842
Bigum S., Nørlyng H., Viborg A.
August 14, 1842
Bigum S., Nørlyng H, Viborg A.
1873
July 5, 1873
Laasby S.
1877
August 22, 1877
Laasby S
1879
December 11, 1879
Laasby S
1882
March 17, 1882
Laasby S
1892
March 18, 1892
Age 49
Laasby S.
????
Laasby S.