Ole Olsen, Varntresk

[]http://www.iva.no/storjorden.htm

Far: Ole Olsen "Jamt-Ole" Mor: Ingebor Olsen

Senere, og især i det 16 - 17 aarhundrede, skedde en betydelig indflytning til Vefsen fra Jæmtland, og disses efterkommere kaldtes i flere slægtled fremover for Jæmtlændinger. Optat blev saaledes av Jæmtlændinger følgende gaarde: Grane av Jon Anfindsen, Glugvashaug av Ole Pedersen (Jæmt-Ola), Nedre Laksfors av en Kol- bjørn, hvorom senere skal nævnes, Fellingfors, Stornærset, Røsvasholmen likesaa av Jæmtlænd- Page 12 Top

-12 - inger, og Varentræsk av Jæmtlændingerne An- ders Larsen fra Kulstad og Kolbjørn Baruksen fra Moldremmen. Mange av de kraftigste mænd i Vefsen nedstammer fra indflyttede Jæmtlænd- inger. Stor-Ole Værentræsken - svigersøn til Kol- bjørn Baruksen – Peder Olsen, der tok op Perjord i Drevjen, var begge sønner av Ole Pe- dersen Glugvashaugen (Jæmt-Ola) mulig Ole Jonsen - søn av Jon Anfindsen Grane, og var vidt bekjendt for sine kjæmpekræfter. Brødrene Daniel, Andreas, Knut og Peder Mathias Jørgen- sen Ravatsaasen var av denne slægt – ætlinger av Peder Olsen Perjord. Førend Peder tok op Pær- jord, var han husmand paa Holmdalsmoen oven- for Laksfors, og fra hans datter Dorthea Peders- dtr. nedstammer Peder Bendsen Fjeldbekmo. F a l d m o blev optat av en ”rofinn” eller rov- finn ved navn Ole Rosmann. Om ham fortælles: Engang Kolbjørn paa Nedre Laksfors hadde væ- ret nede ved sjøen om vinteren og rustet sig med en matbøre, gikk han sin paa hjemveien ned gjen- nem isen paa elven midt for Faldmo, men blev hængende paa iskanten og rope om hjælp. Ole Rosmann hørte ropet, drog ivei og hjalp ham – Vel under isen! – tok saa matbøren og gik til sit hjem med. Senere gik han til Laksfors og slog ihjæl Kolbjørns kone og barn, og bemægtigede sig alt som forefandtes i huset. Engang kom der en skræppekar til Faldmo og bad om logi for natten, hvilket blev ham indrømmet; men om natten fandt Ole høve for at ta skræppekaren av dage og bemægtige sig hans kramsaker. Liket begrov han først under stuegulvet, men her laa ikke skræppekaren i fred - han gik igjen og voldte uro og spetakkel i huset. Saa tok Ole ham derfra og grov ham ned paa Faldmomoerne, men fik ikke fred for ham der heller, tok han saa atter og bragte ham til Ravnaamarken og begrov ham i en dal, som kaldes Manddalen den dag i dag. Disse ”rofinner” var svært flinke til at væve baand, og derfa har vi navnet ”rofinn – baand” paa et slagsbaand, som senere har været noksaa almindelige i Vefsen.

Fra Bok om Storjorden av J.Ingebrigtsen