Peder Andreas Heiberg

Peder Andreas Heiberg (1758-1841), Publicist, Visedigter og Skuespilforfatter.

Hans Forældre vare Mag. Ludvig Heiberg, Rektor ved Vordingborg lærde Skole, og Inger Margrethe f. Heiberg. H. fødtes 16. Nov. 1758 i Vordingborg. Da Faderen, som i høj Grad havde gjort sig fortjent af Vordingborg Skoles Reorganisation, allerede døde 31. Avg. 1760, flyttede Moderen med sine 2 Smaadrenge til sin Fader, Præsten ved Vemmetofte Mag. Peder Heiberg (d. 1775). Denne var allerede bleven stokblind i sit 40. Aar, men var ikke desto mindre en kraftig og virksom Mand. Allerede i Bedstefaderens Præstebolig viste Dattersønnen Tegn paa det satiriske Lune, som senere skulde udmærke ham. Trods alle smaa Skjælmsstykker samt de Følger deraf, som ikke altid kunde undgaas, have sikkert H.s Barndomsaar i Vemmetofte baade været frejdige og lykkelige. Men alvorlige bleve Dagene, da Moderen flyttede tilbage til Vordingborg, for at hendes Sønner kunde komme i Latinskolen der. 1774 blev H. dimitteret og tog Aaret derpaa Examen philos. Herefter opholdt han sig et godt Aars Tid hos sin Morbroder T. S. Heiberg, der var Præst i Kirke-Saaby. Han maa have benyttet Tiden vel her; thi allerede 1777 meldte han sig til den nylig indførte store filologiske Examen og opgav endogsaa langt mere, end der fordredes (fornemmelig i Græsk). Han klarede sig glimrende.

H. har aabenbart forment, at han nu «var noget», og med Grund. Hvor meget maa det da ikke have saaret hans ærekjære Hjærte endnu i de ældres Selskab at blive behandlet som en Dreng eller et ubetydeligt, ungt Menneske. Stødt tilbage ved dette Forhold fra de ældres Side har H. søgt andet Selskab, der muligvis ikke altid var det bedste. Saa vidt vi kunne skjønne, har han for at hjælpe paa sin uheldige pekuniære Stilling og de Afhængighedsforhold, som fulgte heraf, søgt Lykken i Spil eller ved stadig forhøjede Indsatser i Tallotteriet. Han har været uheldig, gjort Gjæld, og da han ikke har kunnet betale den, er han af Frygt for Gjældsfængselet i Midsommeren 1779 flygtet til Sverige, hvor han har ladet sig hverve til Soldat. At noget kriminelt skulde have været Grunden til denne Flugt, er mindre end rimeligt. Senere, da Aar vare svundne, blev han af litterære Modstandere paa en tvetydig Maade sigtet for i sin Tid at have begaaet et Tyveri. H. tilbageviste ikke alene med Harme disse ondskabsfulde Sigtelser, men truede endog med at lade «Lovene tale». Dette havde H. sikkert ikke vovet, hvis han virkelig havde forbrudt sig mod Lovene; thi det vilde ikke have faldet hans Modstandere vanskeligt gjennem Politiet at faa den formentlige, langtfra gamle Lovovertrædelse opsporet, og havde H. da vist sig at være skyldig, vilde han have været borgerlig fortabt. – Efter en Tid at have tjent som svensk hvervet Soldat lykkedes det H. ved sin Farbroder i Bergen, Klokker J. Heibergs Hjælp at kjøbe sig fri. En kort Stund opholdt han sig derpaa ved Upsala Universitet, hvor han agtede at tage Doktorgraden. Men snart opfordrede hans Farbroder ham til at komme til Bergen, hvor han mente Udsigterne for Brodersønnens Fremtid vare lysere. Der hen drog H. i Aaret 1782.

Her begynder et nyt Afsnit af H.s Liv. Efter en kort Tid at have tjent som Huslærer hos en Provst Krog blev han ansat som Kontorist hos en af Byens Storhandlere, Etatsraad Krohn. H.s Stilling var i Begyndelsen meget behagelig. Krohn havde særdeles Nytte af sin kundskabsrige og flittige Kontorist, og det sagdes almindelig rundt om i Byen, at Principalen i en nær Fremtid vilde gjøre ham til sin Svigersøn. Da forstyrredes pludselig det gode Forhold ganske. Et Bedrageri fra Krohns Side, som H. meget mod sin Vilje var bleven tvungen til at deltage i, vakte hans Harme i den Grad,, at han ikke kunde lade være at meddele sin Broder i Kjøbenhavn det hele. Brevet blev læst af uvedkommende, og Grossererens Forbitrelse kjendte nu ingen Grænser. H. maatte strax forlade hans Hus. Efter 3 Aars Ophold i Bergen maatte H. drage tilbage til Kjøbenhavn. Men fra det Øjeblik af nærede han en sand Modbydelighed for alt Handelsvæsen.

I Kjøbenhavn fik han snart Ansættelse hos Notarius publicus, og 1787 erholdt han Bestalling paa at være Translatør i det spanske, portugisiske og flere Sprog. Allerede 1779 var han for første Gang optraadt i Litteraturen med en Oversættelse af Moses Mendelsohns «Phædon». Nu udgav han en fri Oversættelse af Jean de Laveaux’ satiriske Fortælling «Eusebius eller, hvad Frugt man høster af Dyden i vore Tider». Dette Arbejde tilstillede han Rahbek (der paa hin Tid vel meget førte «Dyd» og atter «Dyd» i Pennen) med en spydig Dedikation. Herover udspandt der sig en lille litterær Bataille, hvorunder de unge Forfattere sagde hinanden en Del Grovheder; men det hele blev dog uden videre Følger. Under de sig nærmende politiske Brydninger fandt H. og Rahbek snart hinanden som frisindede Mænd. Omtrent samtidig med «Eusebiusfejden» udkom det første Nummer af «Rigsdalersedlens Hændelser». Ideen til dette satiriske Tidsskrift, som udgaves med ubestemte Mellemrum, har H. faaet fra den engelske Forfatter Johnston, men Stødet, som angav dets Retning, er aabenbart kommet fra Riegels’ «Kjøbenhavns Skilderi», der allerede 1786 havde taget sin Begyndelse, og hvori Udgiveren med skaanselløs Bitterhed blottede Hovedstadens sociale Brøst. Ogsaa disse vilde H. til Livs, men hans Stil og Maade at polemisere paa have i meget et Fortrin for Riegels’. Mangt vil nu forekomme os antikveret i disse Flyveblade; men Interesse ville de altid beholde som Bidrag til Tidens Krønnike, og om, hvad H. forstaar ved Satireskrivning, give de mere end én Oplysning. Naar han saaledes siger: «En Satyricus maa sige den rene Sandhed, intet laste uden Overbevisning, ikke rose af Frygt og aldrig laste af Had, og naar han overbevises om et eller andet Sted at have fejlet, da bør han være lige saa villig til at erkjende sin Fejl, som han er haard i at forekaste andre deres. Paskvillanten derimod siger aldrig Sandhed», – saa har H. aabenbart her villet udtale «en litterær Trosbekjendelse, som han i det hele og væsentlige kan siges aldrig at have svigtet». «Rigsdalersedlens Hændelser» (2 Dele) sluttede med Udgangen af 1793.

Allerede 5 Aar forinden var H. optraadt som Skuespilforfatter med Intrigestykket «Forvandlingerne» Æmnet er taget af en Novelle af Cervantes og ikke heldig lokaliseret; ikke des mindre gjorde Stykket Lykke og drev H. til fortsat Arbejde for Theatret. Samme Aar, som «Forvandlingerne» opførtes (1788), skrev han Karakterkomedien «Heckingborn»; men dette kan dog lige saa lidt som det foregaaende kaldes et godt dramatisk Arbejde. Højere end disse Stykker staar H.s Operaparodi «Holger Tyske» (1789), der fremkaldte en hel Fejde i Litteraturen, hvorunder det længe tilbageholdte Had mod den gjennem Enevældens Tider kun alt for meget Overhaand tagende Tyskhed kom til Udbrud. Medens H.s Operaparodi kun gav Anledning til denne «Holgerfejde», og han selv ikke tog Del deri, fremkaldte en kritisk Bemærkning om Skuespillet «Heckingborn», der fremsattes af Tode, som misbilligede, at Baggesen blev «epigrammatiseret» for sin Opera, et lille Fejdeskrift fra H., betitlet «Formaninger til den unge Tode». Heri fingerede Forfatteren, at det var Todes Søn (en Dreng, han havde set med en Notitsbog i Theatret), som hin efter hans Formening uheldige kritiske Bemærkning skyldtes. Det hele var kun et sarkastisk Indfald af H., der skulde ramme Faderen og ikke Sønnen. Men det ganske spidsborgerlige Kjøbenhavn (for ikke at tale om Tode selv og hans uheldige Adjudant Gutfeldt) tog i høj Grad Forargelse af dette Indfald; og da H. havde erfaret, at det oven i Kjøbet havde forstyrret Todes «huslige Rolighed», fandt han sig beføjet til offentlig at udtale sin Beklagelse over den Maade, han havde polemiseret paa, medens han samtidig forbeholdt sig Ret til at protestere mod Todes uefterrettelige Kritik.

Det var dog ikke som skjønlitterær Forfatter, H. skulde vinde Betydning i sit Fødelands Historie. Hans Navn er derimod uløselig knyttet til de politiske Bevægelser, som fandt Sted her hjemme i det 18. Aarhundredes sidste Decennium. – De første Efterretninger om Revolutionens Udbrud i Frankrig 1789 gjorde kun lidet Indtryk paa Hovedstadens intelligente Ungdom. Tvært imod, da Prinsregenten med sin Brud holdt sit Indtog i Kjøbenhavn i Sept. 1790, blev det unge Ægtepar modtaget af Befolkningens Jubel, og H. var selv med til paa taktfuld Maade at hylde dem i Sang og Kantater. Da hændte det sig, at H. i de samme Dage paa Opfordring fra et privat Selskab skrev en Vise, hvori han (med Motiver fra et vittigt Indtogstransparent hos en Skomager) snærtede «de Vonner, Vanner og De’er» og udtalte, at kun «Idioter» vare blevne behængte med Ordner ved denne Lejlighed, hvorimod fortjente Mænd vare blevne forbigaaede. For denne Vise, der uden H.s Medvirkning blev offentliggjort, blev han af Politiretten idømt en Bøde paa 150 Rdl. som den, «der havde tilladt sig en dumdristig Kritik af Hs. Maj. Kongens Forhold». Denne Sag gjorde H. meget populær: man fandt Politimesterens Tjenstiver i høj Grad utidig, ja selv Chr. Colbjørnsen dadlede ham derfor og fik Reskriptet af 3. Dec. 1790 udgivet, i Følge hvilket Trykkefrihedsmisbrug for Fremtiden skulde forfølges ved de almindelige Retter og ikke, som hidtil, paatales af Politimesteren. Fra nu af anvender H. sit Digtertalent saa godt som udelukkende i den politiske Satires Tjeneste. Hans Viser gjøre stormende Lykke hos det kjøbenhavnske Publikum, som efterhaanden stærkere og stærkere paavirkes af Luftningerne fra Frankrig.

Allerede tidligere havde H. spottet tysk Vindbeutleri og Frækhed i sit Enakts-Skuespil «Virtuosen» (1789). I Jan. 1792 opføres nu under stærk Tilslutning fra Publikums Side hans Femakts-Komedie «De Vonner og de Vanner», hvori der polemiseres skarpt mod Korruptionen inden for vor den Gang halvtyske Landofficersstand. Som Kontrast hertil lader Forfatteren et hæderligt Lys falde over vor Flaades Befalingsmænd, der i Modsætning til Landetaten vare lige saa nationale som populære. Men paa højere Steder forargedes man over denne skarpe Skjelnen mellem «den røde» og «den blaa Kjoles» Bærere, og Stykket blev for Fremtiden forbudt. Det kunde ikke være synderlig opmuntrende for H. at se det første af hans dramatiske Arbejder, som ganske havde slaaet igjennem hos Publikum og lovede at skaffe Forfatteren saa vel som Theaterkassen en betydelig Indtægt, henlagt af rent illitterære Grunde. Denne hans Utilfredshed maatte forøges, da den nye Theaterchef, Grev Ahlefeldt, der selv havde opmuntret H. til at skrive Enakts-Stykker, forkastede et saadant, fordi han (efter Sigende) læste dets Titel galt: Hofsnogen i Steden for «Hofsorgen». I den Strid, som derefter udspandt sig, havde H. aldeles det store Publikum paa sin Side. Men fra nu af tabte han Lysten til at skrive for Theatret. Der skulde ikke gaa lang Tid, inden ogsaa Lysten og Modet til at skrive politiske Viser blev ham berøvet.

26. Febr. 1794 brændte Christiansborg Slot. Ved denne Lejlighed, hvor den kongelige Families Fare og Tab vare Gjenstand for alle Hovedstadbeboeres Deltagelse, havde den engelske Gesandt Hailes vist en højst taktløs Opførsel. H. revsede ham skarpt herfor i en til Rahbeks «Danske Tilskuer» indsendt Artikel. I den Anledning klagede Hailes til Bernstorff, og denne lod «Tilskuerens» Redaktør sagsøge. Men Hof- og Stadsretten frifandt ham. Hailes var meget forbitret. Kort efter skrev H. en ny politisk Vise. I dens 5. Vers havde han givet «King George» (III) det Raad ikke at lade sig lede i sin Statsstyrelse af en Mand som den yngre Pitt (der paa den Tid var almindelig forhadt i Kjøbenhavn) og tilføjet:

«Han tror ej, Briten mukke tør, hvor gal han endog Sagen gjør; tror I, godt Folk! slig Politik kan længe holde Stik?»

At H. ved denne «han» har forstaaet Pitt, er der ingen Grund til at tvivle om; men Bernstorff henførte «han» til «King George» og sørgede for, at Generalfiskalen efter allerhøjeste Ordre anlagde Sag mod H. Denne blev i Nov. 1794 af Hof- og Stadsretten dømt til en Mulkt paa 300 Rdl. Dommen var uforsvarlig og saa meget mere at beklage, som den senere blev benyttet til at aggravere hans Landsforvisningsdom.

Fra nu af synes H. at have besluttet ikke mere at optræde som offentlig Skribent. Forholdene medførte dog, at han ikke vedblivende kunde holde sig tilbage. Den vindige unge Republikaner M. C. Bruun (III, 172), der som Dramaturg støttedes af Rahbek, havde i «Svada» væltet sig ind paa H., fordi denne forfægtede Mad. Preislers Ret til at spille Sigbrit i Samsøes Tragedie «Dyveke». H. var ikke sen til at give den unge Mand Svar paa Tiltale, og Bruun replicerede atter paa en uforskammet Maade. Af dette Skjænderi mellem to ansete liberale Publicister kunde efter de kjøbenhavnske frisindedes Formening «kun Fanden have Fryd», og de skyndte sig med at faa H. og Bruun forligte. Ikke desto mindre havde navnlig Bruuns Maade at polemisere paa vakt Anstød hos indflydelsesrige Mænd, og saaledes bidrog denne «Dyvekefejde» til, at Ønsket om en ny Presselov blev stærkere og stærkere. I den offentlige Debat, som i den Anledning udspandt sig, deltog H. med sin lille, klare «Draabe i det store Hav af Skrifter om Skrivefrihed» (1797). H. havde ikke skrevet denne lille Brochure af Lyst; «Sagens Vigtighed» ligesom tvang ham dertil. Og om den Dom, der senere drev ham i Landflygtighed, ogsaa heri fandt Udtalelser, der kunde forøge hans Skyld, saa var det dog navnlig den Del af hans Forfattervirksomhed, der faldt under og efter «Notarialfejden», der fremkaldte Dommen.

Notarialfejdens Aarsag var følgende: H. havde i 10 Aar assisteret den gamle Notar Schmidt til dennes fuldstændige Tilfredshed. Schmidt havde derfor lovet ham, at han skulde gjøre alt for at faa ham udnævnt til sin Eftermand i Embedet. Dette synes H. ogsaa at have været saa sikker paa, at han opgav den visse Exspektance, han (i Maj 1790) havde faaet paa sin Svigerfaders Dispachørbestilling. Ikke desto mindre havde H. søgt 2. Deputeret i Kancelliet, Chr. Colbjørnsen, for at faa yderligere Stadfæstelse af sit Haab om Notarposten. Colbjørnsen havde da, efter H.s Sigende, «i meget smigrende Udtryk opmuntret dette Haab». Da hændte det sig, at N. D. Riegels under H.s korte Sommerophold i Norge (1797) udgav nogle aabne Breve til ham. Disse fremkaldte et skarpt og haanligt Modskrift fra Colbjørnsens Side, hvori ogsaa H. fik et hvast Sideblik, fordi Riegels havde kaldt ham «sin Ven». Riegels’ Adfærd ved denne som ved flere andre Lejligheder var baade uklog og taktløs; thi da nu H. ansøgte om Notarposten, indstillede Colbjørnsen saa vel som de andre Kancelliherrer ikke H., men en Professor Olsen til Embedet. H. havde ikke kunnet vente sig andet af Kancellipræsident Brandt og 1. Deputeret, Schou; men paa Colbjørnsen, den erklærede Frihedsmand, der selv i sin Tid havde opmuntret ham til at bruge sin satiriske Pen, havde han sikkert haabet. At denne Skuffelse har fremkaldt Bitterhed i H.s Sind, er naturligt, og at den har forenet sig med den Mistænksomhed, som var ham medfødt og særlig udviklet under hans Livsskæbner, er rimeligt. I de Flyveskrifter, han udgav mod sin heldige Medbejler til Notarposten: «Suum cuiqve» og «Si tacuisses etc.», mærker man tydelig, at han formener, det er Colbjørnsen, der staar bag ved det hele.

H. har paa dette Tidspunkt (Avg. 1798) følt sig stærkt trykket, ja forpint. Olsen havde til Regeringen indgivet Ansøgning om, at flere Translatører maatte blive ansatte, og H. mente, han havde gjort dette ikke alene for at hjælpe paa sig selv, men ogsaa for at skade H. i hans Brøderhverv. Hertil kom hans private Sorger. H. tilstaar selv, at han under disse ulykkelige Forhold har taget sin Tilflugt til farlige Stimulanser (rimeligvis Opium). Dette Forhold forklarer den Hensynsløshed, der fra nu af kan spores i hans Polemik, især i den berømte «Sproggranskning», hvor hvert Ord er en rammende Pil. Det var her, han i Artiklen «Privilegier», benyttende sig af den bibelske Fortælling om Achab og Naboth som et gjennemsigtigt Slør, sigtede Colbjørnsen for skammelig Adfærd i en Sag, hvorved en Mand i Nærum mistede sin Ret til at drive Erhverv som Krovært. Da der, efter at H.s «Sproggranskning» havde set Lyset, blev anlagt Sag mod ham af Regeringen for Udtalelser i dette saa vel som i andre af hans Skrifter, derimellem Afhandlingen «Politisk Dispache» i Kvartalsskriftet «For Sandhed», troede hele den store Del af Publikum, der var paa H.s Side, og denne selv, at det var Colbjørnsen, der var Skyld i Sagsanlæggelsen og paa den Maade søgte at hævne sig. H. holdt under hele Processen Publikum à jour med Sagens Gang ved at udgive sine Forsvarsindlæg. Først da den nye Presseforordning af 27. Sept. 1799 fremkom, saa han sig nødsaget til at standse sin «Læsning for Publikum». Ogsaa denne Forordning har H. tilskrevet Colbjørnsen Initiativ, men med urette. Det hele skyldtes en Pression fra den russiske Regerings Side; derimod har Colbjørnsen som Regeringens juridiske Konsulent tydeligvis Del i Ansvaret for, hvad der kom til at staa i Forordningens Paragraffer. For H.s Vedkommende fik den nye Lov tilbagevirkende Kraft, og 24. Dec. (Juleaften) 1799 faldt hans Dom: den lød paa, at han skulde forvises Kongens Riger og Lande. Hvad der synes at have været det mest tyngende Anklagepunkt i H.s Proces, var hans Ytring i «Suum cuiqve», at han i sin Tid var bleven tiltalt for «Udtryk mod Master Pitt, som Kongen befalede skulde anses som brugte mod Kongen af Storbritannien». H. forlod Kjøbenhavn 7. Febr. 1800. Forinden saa vel som under selve Afrejsen var han Gjenstand for den største Deltagelse og Hyldest fra den kjøbenhavnske Befolknings Side.

Skjønt H. aldrig mere skulde gjense sit Fødeland, er der dog ingen Tvivl om, at han saa vel som hans Venner inderlig har troet og ventet, at hans Landsforvisning blot skulde være foreløbig. Om en Tilbagekaldelse var der dog ikke Tale, dertil vare Regeringsmændene, ikke mindst Kronprins Frederik, alt for forbitrede over den Skribentvirksomhed, H. havde udfoldet i det sidste Par Aar, saa vel som over det Bifald, den havde vakt. Da hans Hustrus Utroskab var bleven ham bekjendt, viste han en Stund stor Iver for at faa Lov til at komme tilbage: han vilde endog være nøjet med et Fængselsophold i Citadellet, om han blot kunde faa Lov til at opdrage sin unge Søn Johan Ludvig (s. ovfr.). Dog ogsaa denne Beslutning opgav han, stødt tilbage af den uærlige Maade, hvorpaa hans Hustru, der synes for alt i Verden ikke at ville have haft ham til Kjøbenhavn, omgikkes de Ansøgninger, han betroede i hendes Hænder. Af denne hans Hustru, Thomasine Christine f. Buntzen, hvem han havde ægtet 7. Maj 1790, findes ovfr. (VI, 401) en egen Biografi.

I Paris fik H. Ansættelse i Bureau des traducteurs under Udenrigsministeriet. Ved sine solide Kundskaber, sin Arbejdsevne og sin Samvittighedsfuldhed vandt han snart den bekjendte Talleyrand og efter ham de andre Udenrigsministres Velvilje. Men under de meget forandrede Forhold efter Napoleon I’s Fald fik han 1. Jan. 1817 en hæderlig Afsked med 3000 Frs. i Pension. En stor Glæde nød H. et Par Aar efter ved at modtage sin Søn Johan Ludvig, der som ung Dr. phil. kom til Paris. Han søgte at gjøre ham hans 3aarige Ophold i Verdensstaden saa behageligt og lærerigt som muligt. Men Sønnens Udgifter vare ikke lette at afholde, og efter hans Afrejse maatte den gamle indskrænke sine Fornødenheder til det mindst mulige.

I den sene Alder optog H. atter sin Forfattervirksomhed. Han udarbejdede og fuldendte en stor kriminalretlig Afhandling, som han allerede for Aar siden havde paabegyndt under de Rejser i Udlandet, han havde foretaget i Udenrigsministerens Følge. Af denne Afhandling udkom et Brudstykke, «Om Dødsstraffene», i Christiania 1820, hvori Forfatteren afgjort erklærer sig mod disse. 1822 udgaves i Paris hans «Lettres d’un Norvègien de la vieille roche, ou Examen des changemens, qui menacent la Constitution du Royaume de Norvège». Heri advarede den frisindede Forfatter det Folk, hvorfra han stammede, mod de Forslag, den svenske Regering gjorde til Forandring i den norske Konstitution. 1826 udkom i Christiania H.s «Politiske Aforismer», medens en spansk Oversættelse af dette Skrift blev forbudt af «den hellige Kongregation i Rom», «en uventet Ære, som Forfatteren reklamerede sin Andel af». 1827 udkom den for H.s politisk-juridiske Standpunkt mærkelige Afhandling: «Hvad betyder Ordet «arbitrær»?», 1828 «Enevældens Indførelse i Danmark», 1829-30 de avtobiografiske Skrifter: «Tre Aar i Bergen» og «Erindringer», alle i Norge. Intet af H.s senere Skrifter udkom i hans Fødeland. Da en Gang en Artikel af ham, trykt i Kjøbenhavn, var bleven mærket med den danske Censors «Imprimatur», havde han derved faaet en saadan Afsky for at udgive noget, der skulde bære dette Stempel, at han ikke forsøgte at faa nogen Bog ud paa dansk Forlag. Denne Kjendsgjerning staar dog i ingen som helst Forbindelse med nogen Animositet mod det danske Folk; tvært imod de danske, som kom til Paris, vare altid sikre paa at træffe den venligste Modtagelse og beredvilligste Vejledning hos H. H.s «Erindringer» handle mere om de mærkelige Mænd, Forfatteren er truffen sammen med, end om ham selv; kun én vigtig Oplysning give de os om H.: at han gjennem hele sin Landflygtighedsperiode har nydt de Folks Agtelse, han kom i Berøring med; og at vise dette turde ogsaa have været hans Hensigt med hint avtobiografiske Skrifts Udgivelse. – H. var nu over Støvets Aar og havde sikkert haabet snart at skulle gaa bort. Men des værre havde Skæbnen bestemt det anderledes. I Begyndelsen af 30erne udviklede en Øjensvaghed, der allerede for flere Aar siden havde ængstet ham, sig i den Grad, at han snart blev fuldstændig blind. Mere og mere følte han sig forladt og ensom. En enkelt Gang blev han oplivet af Sønnens og Svigerdatterens Besøg i Paris; men i Regelen mente han, at Sønnen forsømte ham utilbørlig med Breve. Endelig, 30. April 1841, kom den Død, den haardt prøvede Mand saa længe havde ventet paa.

Faa af H.s Skrifter kunne endnu have Interesse for det store Publikum, dertil have de alt for meget slaaet Rod i den Tid, hvori de ere fremkomne; men som Aktstykker til Tidshistorien ere de af betydeligt Værd. H. var egentlig ikke skabt til Partifører, dertil var han en alt for stejl Natur og selvstændig Karakter; ej heller var han i Stand til at opstille eller hensynsløst gjennemføre noget bestemt politisk Program, i saa Henseende var han for lidet doktrinær og alt for kritisk. Han havde Modbydelighed for Enevælden i den idolatoriske Form, visse Perioder af det 17. og 18. Aarhundrede kjendte den: han ønskede, at Regenterne skulde være Folket ansvarlige for deres Regerings Førelse; men han priste de forstandige og oplyste Konger, der vogtede sig for slette Raadgivere og samvittighedsfuldt sørgede for deres Undersaatters Tarv. Han hadede den Adelsmand, der henviste ham til sit Stamtræ, inden han nævnede ham sine Fortjenester; men han bøjede sig for den højbyrdige Mand, der aldrig glemte, at Adelskab forpligter (jvfr. H.s store Digt «Selvstændighed», Bearbejdelse efter Churchill). Han satte den ærlige Republikaner højt, men afskyede Jakobinismens Udskejelser (jvfr. Fierval i «Menneskekjenderen»). Kun ét Sted, i «Politiske Aforismer», har H. med udhævet Tryk fremsat sit politiske Ideal, og d. e. «en Regeringsform, der udelukker alt, hvad der er arbitrært» (*c: al Vilkaarlighed og Egenmægtighed, som Lovene ikke kunne beskytte en imod). «Er blot en Stat saaledes organiseret og denne Organisation redelig holdt ved lige, er det H. ligegyldigt, om Statsoverhovedet kaldes Kejser eller Konge, Præsident eller Konsul.» Da H. mere end én Gang under sin Landflygtighed udtaler, at de Meninger, han har lidt for, saa langt fra at være forandrede, snarere i Aarenes Løb ere tiltagne i Styrke, maa vi lade det bero ved hin Erklæring; thi det turde dog være mindre korrekt at tillægge H. andre politiske Anskuelser end dem, han selv har tillagt sig paa en Tid, hvor intet som helst Hensyn kunde tvinge hans Tunge til Forsigtighed.

Faa have som H. med rette været Gjenstand for den offentlige Opmærksomhed og de frisindedes Tilslutning her hjemme; thi faa have vidst og endnu færre vist som han, at det egentlige Frihedssind, det eneste, der kan bære et Folks politiske Liv, bestaar i den ærlige Forstandighed, hvormed man vejer sine Meninger, den Uegennytte, hvormed man gjør dem gjældende, og den mandige Uforsagthed, hvormed man fastholder dem. At H.s kjøbenhavnske Medborgere i ham saa den ideale Frihedsmand, deres Stands liberaleste og dygtigste Repræsentant, er da vel forstaaeligt. H.s Landsforvisningsdom kan aldrig forsvares. Med Presseloven af 27. Sept. 1799, der drev ham ud af Landet, lammedes den danske Frihedsudvikling for et halvt Aarhundrede, og han efterlod i vort politiske og litterære Liv en tom Plads, som i over en Menneskealder ikke kunde fyldes.

H. Schwanenflügel.

Kilder

• Author: Carl Frederik Bricka - Dansk biografisk Lexikon / VII. Bind. I. Hansen - Holmsted / p253 (1887-1905): Heiberg, Peter Andreas, 1758-1841
• English Wikipedia: Peter Andreas Heiberg
• Norsk Wikipedia: Peter Andreas Heiberg
• Dansk Biografisk Leksikon: P.A. Heiberg
• gravsted.dk: Peter Andreas Heiberg
• Rahbeks Erindringer.
• Hist. Tidsskr. 3. R. II og 6. R. III.
• Breve fra og til J. L. Heiberg.
• Breve fra P. A. Heiberg, udg. af J. L. Heiberg, 1883.
• B. Smith, Literære Personer og Forhold i Slutn. af d. 18. og Beg. af d. 19. Aarh.
• Holm, Den offentlige Mening og Statsmagten 1784-99.
• H. Schwanenflügel, P. A. Heiberg, 1892.