Peder Christian Stengel

Da Peter Christian Stengel kom til verden den 1. april 1805, lå det nærmest i kortene, at han skulle være byens kommende bøddel. Han var nemlig ud af en ældgammel skarpretterslægt, og både hans far, Jochum Heinrich Stengel (1773-1840), og farfar, Augustin Christian Stengel (1743-1802), havde været skarprettere i Odense. Og den tradition kom Peter Christian til at føre videre.

Skarpretterne blev set som urene i kraft af deres arbejde, og derfor boede Stengel-slægten uden for Vesterport, nærmere bestemt hvad der nu svarer til Vestergade 101 (der hvor H.J. Hansen i dag har til huse). Skarpretteren var ikke velset inden for byens mure, da der klæbede alskens forestillinger om uærlighed og frygt til "blodets håndværk". Alle, som havde kontakt med skarpretteren, blev smittet af hans uærlighed.

Allerede fra barnsben gik Peter Christian sikkert tidligt sin far "til hånde", akkurat som faderen i sin tid havde hjulpet sin far. Og der var nok at tage sig til. Da 1800-tallet endnu var jomfrueligt, hørte dødsdomme ved hængning, halshugning, radbrækning og legemsstraffe som f.eks. afhugning af en hånd endnu til dagens orden. Og alt foregik i fuld offentlighed, så straffen kunne virke afskrækkende. Da Peter Christian voksede op blev der dog stadig længere mellem, at det afhugne hoved blev sat på en stage og kroppen lagt på hjul og stejle, men det forekom! I 1836 blev Peter Christian skarpretter for Fyn og Jylland, men han tjente også til dagen og vejen som snedkersvend og spækhøker.

Men skarpretteren kunne mere end tage livet af folk. Han vaccinerede også mod kopper. Det passede imidlertid ikke byens læger, men bødlen var autoriseret vaccinatør, og så kunne de intet stille op. Peter Chr. Stengel blev autoriseret, og da den 14-årige C.F. Tietgen blev vaccineret i 1843, var det efter sigende Peter Chr. Stengel, der foretog vaccinationen.

Der blev dog stadig længere imellem, at der var bud efter Odenseskarpretteren, og i 1853 kom Peter Chr. Stengel i funktion for sidste gang, da han henrettede den såkaldte ildebrandsdreng på Svendborg Galgebakke. Nogle måneder senere døde skarpretteren selv, og der blev ikke udnævnt en ny skarpretter. Danmark fik én fælles skarpretter (rigsskarpretteren), der også foretog Odenses sidste henrettelse i 1869 – af modermorderen fra Helvedeshuset.