Peder Pedersen Wøldike

• 7. 1725, tillige Leder af Latinsk. [p. Cap.* 23**] F. S. Peter Petersen Wøldike; [1751 Haderslev; see der].

http://wiberg-net.dk/1458-Sommersted.htm

• 2. 1751 [Sommersted, samt leder af Latinsk. 25] Peter P. Wøldike af Sommersted, f. 17/10 92; St. i Wittenberg 12; i Leipzig 14; C. Kbh. 17; Huslærer i Fdbg. 17; p. Cap.** Sommersted 23; Pr. 51; ~ 30/5 31 Anna Catharina Andreasdtr. Arnkiel af Moltrup-B., f. 07, † 15/1 67; see Andreas W. i St. Hedinge; J. P. Krahe i Gl. Haderslev; J. J. Rehling i Hasle-B.; [† 14/5 1759; (J. 150. 226; R. 196 f. 433; Fr. B. III. 126; Giessing. I. 536 (Stamt.); B.-D. 1584; Ersl. III. 627; Lautrup 37; Sl. Kb. Ud. 152; V. f. K. 2 R. VII. 507; P.-T. 8 R. IV. 236–40. 244); Achelis I, nr. 4604].

http://wiberg-net.dk/1432-34-Haderslev.htm#PeterWoeldike

Andreas Pedersen Wøldike was born on 29 August 1687 at Sommersted, Gram, Haderslev. He was the son of Peder Wøldike and Catharina Magdalena Buch. Andreas Pedersen Wøldike married Anna Maria Christophersdatter Kruse, daughter of Christopher Hansen Skrædder and Elisabeth Johansdatter Kruse, on 28 June 1712 at Vor Frue, København. Andreas Pedersen Wøldike died on 13 October 1770 at Viborg købstad at age 83. He was buried on 30 October 1770 at Viborg købstad.8

    Andreas Pedersen Wøldike …ligeledes Hr. Andreas Wøldike, som gik med sit eget Hår, blev befordret fra Helsingør til Holmens Kirke i København, men da han buldrede mod Pietisterne, blev han forflyttet til Biskop i Viborg og omendskønt slig, Forflytning skede til disses Fordel, så holdt dog de fleste for, at sligt alene skede for at udrydde den orthodoxe Lærdom, særdeles udi København.9 He måtte som kapellan 1709-1711 i den sidste del af peståret næsten ene mand udføre alle kirkelige handlinger i Helsingør, og som belønning udnævnes han, 24 år gammel, til sognepræst ved Sankt Olai.

Efter forberedelse af sin lærde fader blev Andreas dimitteret til universitetet i København 1702, men efter at have taget Baccalaureusgraden i 1703 rejste han ud for lige som sine brødre at studere i Wittenberg - tysk var deres modersmål. 1707 var han en kort tid i Hamborg og studerede orientalske sprog og deres litteratur. I 1708 vendte han tilbage til København og tog samme år theologisk eksamen. 1709 blev han kapellan ved den tyske menighed i Helsingør og ved Kronborg Slotskirke. I 1711 da pesten havde bortrevet begge byens sognepræster vakte han betydelig opmærksomhed ved sin nidkære, uforfærdede optræden blandt syge og døende. I 1733 blev han udnævnt til præst ved Holmens kirke og provst ved Land- og Søetaten. Men hans standpunkt overfor pietisterne var uklart, og disse betragtede ham som deres modstander. I øvrigt fandt man som prædikant hans langtrukne prædikener i dårligt dansk, fremført med læspende stemme, kedsommelige, og de urolige kirkeforhold i denne kamptid førte ham stadig ind i situationer, han ikke kunne magte. Meget mod sit ønske blev han i 1735 udnævnt til biskop i Viborg, idet Chr. VI med stor bestemthed krævede hans forflyttelse.

Som biskop kom han ud i mange bryderier, men han synes alligevel at have fået en vis anseelse. Han havde noget læspende og langsomt ved sin tale, og det var hørligt, at tysk var hans modersmål, men alligevel omtales af flere med ærbødighed det indtryk som den fromme og ærværdige mand gjorde på prædikestolen, som han stod der med sine egne grå hår (et særsyn i paryktiden) og tog sin kalot af til bøn. Især synes han med nidkærhed at have kastet sig over forbedringer indenfor skolevæsenet.

I 1735 bad kancelliet stiftsøvrigheden indberette skolesagens tilstand i stifterne. Stiftsamtmand Güldencrone og biskop Wøldike skrev 19/9 1735, at det stod meget slet til i Viborg stift. Der var 23 skoler foruden de danske skoler i købstæderne, mens der var 217 sogne. Den 20/3 1738 skriver biskoppen og stiftamtmanden til generalkirkeinspektionskollegiet: ' Vi ser aldeles ingen Frugt at være fulgt paa den Paamindelse, som vi nu for faa Aar siden på Foraars-Landemode ved Provsterne lod gøre til kirkeejerne udi Stiftet i Anledning saavel af hans Majs. Allernaadigste Lov som allerhøjstpriselige Vilje om Skolernes Indretning, om de mangfoldige Degneboligers Opbyggelse, som hid og did i Stiftet fattes. Hvilken Mangel at remedere ingen haver lagt Haand paa Gerningen med nogen Alvor uden alene Proprietær Anders Kjærulfs Enke paa Sødal her udi Nørlyngs Herred, som, som foruden Bolig til Degnen haver ogsaa oprettet en ny Skole'.

Han tog meget ivrigt del i oplysningsarbejdet. Også i gudstjenesten skulle der undervises ved katekisation. På landemode i 1739 gav han følgende formaning:

'Naar Præsterne efter Prædiken selv forretter Catechisationen, da bør Degnen, naar de har læst i Chordøren pro exitu, gaa ned til Kirkedøren, at hindre dem, som før og under Catechisationen ville gaa ud af Kirken, siden mange af de gamle lige saa højt behøve at give Agt på Undervisningen som de Unge; dog bør frugtsommelige Koner samt gamle og svage Folk ikke formenes at gaa bort'.

Han rejste meget rundt og holdt lange katekisationer i kirkerne. Han fortæller selv derom, hvordan han først taler over en frivalgt tekst og derpå eksaminerer ungdommen i de gamles påhør og passer på, at det ikke skal være noget, de kan udenad, men noget de forstår. 'Og herudi gaar jeg ikke lettelig noget Barn forbi, ihvor talrig Forsamlingen end er, siden jeg saa, at baade Forældrene og Børnene glæde sig derover, at de ikke forbigaas, og derved opmuntres til des større Flittighed efter min Bortrejse. Og da dette alt sammen sker med Kærlighed og Venlighed, saa sker det idelig, at de Gamle i Stolene af egen Drift bryde også frem at svare, naar de Unge ikke straks ere færdige'

Denne velfortjente biskop - Andreas Wøldike - kom til verden den 29. august 1687. Hans fødested var det berømte Sommersted i Haderslev amt, hvor hans fader, hr. Peder Wöldike, var sognepræst i mange år og døde i det herrens år 1725. Hans moder var Cathrine Magdalene Buch, som forlod dette timelige 1749 i en høj alder af 85 år.

Af disse høyanseelige Forældre og Forfædre havde vores Sal. Hr. biskop Andreas Wøldike efter den allerhøyestes Raad og Villie det naturlige liv.

Hans fader sendte ham meget ung til det københavnske universitet, hvor han med berømmelse tog alle sine Examina, defenderede 1703. Joh. Gerhardi Grubes disput Chemico-Physica de Natura & ufu falis, og derpå besøgte nogle højskoler i Sachsen.

Ved hans tilbagekomst til København blev han i anledning af vor danske arme's overgang på Skåne formedelst hans fuldkomne færdighed i det tyske sprog allernådigst kaldet at være Pastor Vicarius og medtjener ved slotskirken på Kronborg og den tyske kirke ved Helsingør, da han var lidet over 22 år; han bekom dertil allernådigst Veniam Ætatis dateret den 23. november 1709, og forfattet så nådig som uindskrænket, at nemlig ingen slags embedes forretninger blev undtagen eller ham forment. Han blev derpå den 11. december ordineret af D. Henr. Bornemand. I dette embede forblev han ikke fuldt to år, og der troligen arbejdede tillige med den tyske sognepræst hr. Andreas Hoff, der siden blev feltprovst, og derefter 1718 sognepræst og stiftsprovst i Christiania.

Men i disse 2 år mødte hr. Wøldike ikke ringe men vigtige besværligheder; thi efter det ulykkelige slag i Skåne den 10. marts 1710, kom de blessurede (sårede) soldater af armeen tilbage til Helsingør, og her måtte nu hr. Wda pesten meget heftigt ytrede sig først i Helsingør, siden i København, Roskilde og andre steder, og i hobetal henrev indvånerne ved hvilken lejlighed hr. Wøldike viste sin utrættelige flid og arbejdsomme troskab som sjælehyrde for alle disse døende får i Helsingørs begge menigheder, hos hvilke han derfor vandt og fandt en besynderlig og bestandig højagtelse og kærlighed, som og ytrede sig i følgende tildragelse: Den danske sognepræst M. Laurids Christensen Aagård dør i pesten, og da sal. hr. Wøldike tillige med den danske kapellan M. Johannes Schrøder fulgte hans lig til jorden, siger M. Schrøder: Jeg har nu fået løfte på sognekaldet, og vil ønske, at I hr. broder må igen i mit sted få det residerende Capellanie. Det skete da, at M. Schrøder blev sognepræst, men det skete og, at han kort derefter i bemeldte pest bortfaldt. Vores hr. Wøldike forrettede da embedet såvel i den danske kirke tillige, som og besøgte sildig og tidlig de pestsyge og døende indvånere. Menigheden ytrede da, som meldt, deres kærlighed for ham, idet de ved allerunderdanigst memorial bad kongen om hr. Wøldike til sognepræst, som og skete ved allernådigst kaldsbrev, dateret 22. august 1711.

Her var han nu således ene præst i denne elendige by, var dag og nat i denne smitsomme syge i uro, og ingen time sikker fra arbejde og opvartning hos de syge og døende. Men den allerhøjestes beskærmelse gjorde, at han i alt dette ikke fdød gemte til en erindring om Guds beskærmelse.

Hans værdige dattersøn velærværdige hr. Andreas Joh. Rehling i ærede skrivelse til mig blandt andet melder:

'Aar 1770 i Majo besøgte min Fader og jeg denne snehvide ærværdige Mand, og aldrig kan jeg forestille mig en mere rørende Sammenkomst. - Endnu vedblev han sin gamle Vane at staa tidlig op, og indfandt sig undertiden hos os om Morgenen Klokken sex. - Vi saa blandt andet hos ham den Chor-Kaabe, han fik ved Kroningen 1747, hængende ved Side af den Voxdugs Præste-Kjol, han brugte i Pesten. - Begge betragtede han, den ene som Beviis paa Kongens naadige Højagtelse, den anden som Beviis paa Kongernes Konges almægtige Beskærmelse.

He Wøldike, Andreas, 1687-1770, Biskop, var født 26. Avg. 1687 i Sommersted i Haderslev Amt og Søn af Præsten Peder W. (d. 1725). Moderen Cathrine Magdalene Buch (d. 1749) var Præstedatter fra Sommersted. Gjennem sin Farmoder nedstammede W. fra den bekjendte Hussiterfører J. Ziska. Faderen, der var en velstuderet Mand, forberedte selv sine Sønner til Universitetet. W. blev indskrevet som Student i Kjøbenhavn 1702. Men efter at have taget Bakkalavrgraden 1703 rejste han ud for ligesom sine Brødre at studere i Wittenberg - Tysk var deres Modersmaal. 1707 opholdt han sig i kort Tid i Hamborg og studerede orientalske Sprog og deres Litteratur. 1708 vendte han tilbage til Kjøbenhavn og tog s. A. theologisk Examen. 1709 blev han Kapellan ved den tyske Menighed i Helsingør og ved Kronborg Slotskirke, og samtidig dermed tjente han tillige som Feltpræst for de syge og Saarede tyske Soldater, der overførtes fra Skaane til Helsingør. 1711, da Pesten havde bortrevet begge Byens Sognepræster, blev han Sognepræst ved St. Olai Kirke og kom saaledes til ganske alene at udføre alle gejstlige Forretninger i den haardt hjemsøgte By, hvor han ufortrøden færdedes ved Dag og Nat med Trøst for syge og døende -- en Virksomhed, som synes at maatte overstige en Mands Kræfter. Først da Pesten var i stærk Aftagende, fik han sendt 2 Vikarpræster til Hjælp. 1732 blev han Viceprovst i Lynge-Kronborg Herreder og 1733 Præst ved Holmens Kirke i Kjøbenhavn og Provst ved Land- og Søetaten. Men hans Standpunkt over for Pietisterne var meget uklart, og disse betragtede ham som deres Modstander. Dertil kom, at han var uheldig som Prædikant, da han ikke havde let ved at udtrykke sig paa Dansk. Christian VI ønskede ham derfor fjærnet og udnævnte ham 1735 til Biskop i Viborg. Her mødte han de samme Vanskeligheder som hans Formand, J. Trellund (XVII, 490). De vare begge lige upraktiske og havde samme ihærdige Modstander i Stiftsprovst Chr. Tychonius (XVII, 610), der ansaa sig som selvskreven til at beklæde Viborg Bispestol. Over for ham fandt W. dog en god Støtte i Generalkirkeinspektionen, som han ellers ikke stod i noget godt Forhold til. Den tildelte ham ret skarpe Irettesættelser paa Grund af hans Optræden først over for Støttruperne (XVI, 547) og senere over for Præsten B. Taulov (XVII, 98). W. har faaet det Vidnesbyrd, at han sørgede omhyggelig for, at Menighederne bleve forsynede med duelige Lærere, at han var en flittig Visitator og i Stilhed viste megen Godgjørenhed mod faderløse og trængende; men de mange Vanskeligheder, han havde at kæmpe med i Viborg, fremkaldte dog hos ham Ønsket om at kunne ombytte Bispestolen med et Præstekald. 1754 søgte han Præsteembedet ved Helliggejstes Kirke i Kjøbenhavn, men Forsøget mislykkedes. 1769 fik han Stiftsprovst V. A. Worsøe til Vikar i Embedet. W. døde 13. Okt. 1770. 1712 havde han i Kjøbenhavn ægtet Anna Marie Christophersdatter Kruse (f. 1688 d. 1748).

Kjøbenhavnske lærde Efterretninger 1770, S. 833 f.

Giessing, Jubel-Lærere I, 529 ff.

Progr. fra Helsingør Realskole 1866, S. 56 ff.

Saml. til Jydsk Hist. og Topogr. IV, 303.10

He I Viborg bispearkiv findes en række breve og andre skrivelser, som tegner et billede af C.M. Faber, om end ikke entydigt...

adskillige organer og personer i indbyrdes rivalisering.

I brevene møder vi i første række Andreas Wøldike, biskop i Viborg i hele 35 år. Kirkehistorikeren Bjørn Kornerup karakteriserer ham som "en hæderlig og velmenende Mand, udmærket ved uhyre Arbejdsomhed og værdifulde menneskelige Egenskaber, men lidet egnet til at magte de vanskelige kirkelige Situationer, han oftere blev ført ind i. Ved sin uklare og vaklende Holdning over for Pietismen havde han skadet sig selv en hel del, og han var ikke godt anskrevet hos Kirkekollegiet."

Pietismen var en vækkelsesbevægelse med vægt på det personlige fromhedsliv. Den havde sine rødder i Tyskland og var under den enevældige konge Christian d. 6. blevet en vigtig faktor i kirke- og samfundslivet. Kongen, der selv var stærkt grebet af pietismen, søgte af al magt at fremme fromhedslivet, blandt andet ved at få ansat præster med sympati for pietismen. Desuden iværksattes en massiv kontrol med kirke, skole og offentlig forvaltning i hele riget.

Til dette formål oprettedes den såkaldte "Generalkirkeinspektion" ved forordning af l. oktober 1737 (i brevene her kaldt "kircheinspektionen"). Dette organ bestod reelt af kongens håndplukkede rådgivere og fik i perioder en særdeles vigtig rolle og greb ofte ind, også i enkeltsager, på tværs af den officielle forretningsgang. Det almindelige ministerium, Danske Kancelli, og dettes departement for kirkelige anliggender, Kirkekollegiet, eksisterede nemlig fortsat og var den officielle kommandovej.

Det er ned baggrund i disse modsætninger mellem pietistiske og mere traditionelt indstillede kredse inden for såvel bisper som Generalkirkeinspektionen og Kirkekollegiet, vi må se de uklare myndighedsforhold i følgende breve:

Til sognepræst Christian Mathiasen Faber.

Det har gjort mig meget ondt, at jeg to gange har været fraværende, da Deres Velærværdighed har villet gøre mig den fornøjelse af besøge mig.

Men for at svare på indholdet af Deres meget ærede skrivelse til mig af 21. oktober, da er min mening om de til mig gjorte forespørgsler angående dets

l. punkt: at kræve krohold afskaffet efter love og forordninger, enten af hensyn til købstædernes ret, eller fordi det finder sted i domhuset, er ikke en præsts sag. Han skal alene anmode de verdslige myndigheder om at borttage anledningen til eder, banden, fulderi, uforligelighed og deslige ugudelighed, som krohold giver, ikke alene for gæster, som besøger krostuerne, men også for værterne selv.

Vil de verdslige myndigheder ikke gøre det, som præsten ønsker, da er det deres eget ansvar over for Gud og mennesker. Men fremturer værterne med disse onde handlinger, da viser loven klart, hvad præsten skal gøre mod sådanne syndere, og når en præst nøje retter sig derefter og tager sig nøje i agt at udvise både tålmodighed og varsomhed, som loven befaler, da går han den tryggeste og bedst forsvarlige vej.

Vil en præst da prøve til slige menneskers forbedring at gøre noget, som ganske vist ikke er nævnt i loven, men dog ikke er imod loven, førend han skrider til den yderlighed, som loven endelig ommelder 1), da kan han gøre følgende:

Når personerne anmelder som sædvanlig otte dage før at ville gå til Herrens bord 2), da kalder præsten dem til sig og formaner dem at holde sig borte fra sakramentet, indtil de ved alvorlig omvendelse atter er beredte dertil.

Når de derpå kommer i kirken for at gå til skrifte med andre, kan præsten, før noget skriftemål begynder, træde frem og i menighedens påhør spørge dem, om de agter at gå på den dag til skrifte, fremdeles: om de foruden deres andre synder have med anger overvejet den og den vitterlige synd, i hvilke de hidindtil have levet og ville herefter med alvor ved Guds nåde holde sig fra den. Svarer de ja, så ønskes dem velsignelse og bestandighed til at opfylde deres løfte, og de nærværende kræves til vidne over dem både for Gud og menneske, dersom de ikke holder deres løfte. Men dersom de begynder at sludre om deres skrøbelighed o.a. sligt, da foreholdes dem omvendelsens nødvendighed og formanes offentligt at holde sig sålænge borte fra skriftestolen og sakramentet, indtil de erklærer sig til omvendelse, så antages de. Forbryder de sig alligevel, kan dog denne måde bruges endnu nogle gange med dem, førend der gåes til den yderste konsekvens efter loven, som desmere kan ankes. Dog er det ikke let at formode, at slig handlemåde under Guds inderlige og idelige påkaldelse for sådanne mennesker skulle være aldeles frugtesløst.

Angående 2. punkt:

Ved berygtelse og mistænkelse må en præst meget vel vogte sig, at han ikke tænker anderledes end ment i loven: Der skal være gyldige vidner, som kan og vil vidne, hvis de bliver lovligt stævnede, at de har set dem alene sammen på enlige steder.

Er en præst ikke forud sikker og tilforladeligt forsynet med sådanne vidner, da vil jeg ikke råde ham til, kun på baggrund af mistanke og rygter, at holde nogen borte fra nadveren 3).

Bortvisningens tid er påskedag og mikkelsdag 4), når vedkommende ej selv vil finde sig i anden tid.

Imidlertid ser jeg ikke, at Deres Velærværdighed kan undgå at tage dem til skrifte og til alters, når de erklærer over for Dem at have holdt sig borte fra hinanden og fortsat at ville gøre det.

Angående 3. punkt:

Er det vel, at De har gjort det, som De i Deres brev til mig har meddelt, men fordi den forurettede har beklaget sig over for sin præst, skal forliget ikke nødvendigvis ske i hans overværelse, men det må være nok for ham, at begge parter vedgår forliget.

Den, som gør uret, burde efter Matthæus 5 gå hen og forlige sig med sin broder. Er han ikke at bringe til det, men alligevel indrømmer at have gjort uret og begærer tilgivelse, da bør en præst, når ingen anden dertil er for hånden, regne sig selv fremfor alle andre berettiget til at være angelus pacis (="fredens engel").

Også, når den uretfærdige alene med munden taler om fredelighed og forsoning, men mener det ikke af hjertet, da er det først og fremmest Gud, som ransager hjerterne, og dernæst, når en præst har foreholdt en synder, hvad sjælefare og fordærvelse, han styrter sig udi ved at være uoprigtig, og han ikke desto mindre vil anses for at mene det af hjertet, hvad han taler med munden, da får han for sin egen regning at antages til Herrens bord, og præsten kan på sin side have en frelst samvittighed.

Angående 4. punkt:

Da bør præsten/provsten indsende beretning om det årlige syn til herskabet med erindring om reparation - hjælper det ikke, da forelægger provsten tillige med præsten forsømmelsen for stiftsamtmanden og bispen tillige, som da er skyldige at påminde ejerne en og anden gang, og når sligt alligevel ikke bærer frugt, da at forelægge det for kongen.

Angående 5. punkt:

Her er, hvad N.N. skole angår: …her burde ligestrax ved allerførste skolesamling af amtmanden eller fuldmægtig og provsten samt andre vedkommende være fastsat, hvad som befindes at være gavnligt til ungdommens undervisning. Bagefter kommer tyndt øl….Det eneste middel til at få den sag bragt i bedre stand er og bliver det, som jeg både mundtligt og skriftligt altid haver tilrådet, nemlig en fornuftig og uden anstødelige vendinger forfattet memorial (=erindringssskrivelse) til kongen, enten fra Deres Velærværdighed på sine tilhøreres vegne, eller som jeg på den tid agter tjenligere (=mere hensigtsmæssigt), fra nogle af menighedens medlemmer på egne og de øvriges vegne… Thi sligt memorial bliver uden tvivl forelagt stiftsamtmanden og undertegnede til udtalelse, hvorved der gives lejlighed til at demonstrere tingene bedst muligt og derpå forvente udfaldet.

Angående 6. punkt:

Der er ganske vist ingen kgl. befaling kommet, hvorved de fattigvæsenet skulle være ophævet, men for resten kan hverken stiftsamtmanden eller jeg hverken rette eller gennemtvinge rettelser, så længe ingen regnskaber kommer os for øje, samt anden nærmere forklaring af, hvori urigtigheder består.

Når vi får fornøden underretning om dette, skal der til vedkommende blive gjort af os behørig påmindelse.

Viborg, d. 7. december 1744.

Andreas Wøldike.11

He Det mørke, gamle Domhus, som trak sig ind i Skyggen under Nordsiden af Kathedralen længst mod Øst i Nærheden af Bispegaarden og saa klods op ad Kirken, at kun et enkelt Menneske kunne knibe sig ind derimellem, havde ofte fra ældre Tid gæstfrit stillet sin Sal til Raadighed for farende Komediantner, Gøglere og Linedansere som i Terminen og ofte længere endnu forlysted Tilskuerne.

Mangen Gang var dog Bølgerne gaaet højt blandt Publikum, at da den tunge Religiøsitet i Christian den Sjettes Tid tog Magten og søgte at ihjelknuge al Livsglæde og Friskhed, forstummede ogsaa Morskaben her. Dør om Dør med Domhuset residerede jo en Alvorsmand som Biskop Andreas Wøldike, der i sine stille Stuer kunde høre Spektaklet og føle sig forarget over at Satan selv dristede sig til 'at have sit Capel næst ved Kirken'. Nu mente Bispen Tiden moden til at kvæle Uvæsenet, og den Klage over Klammeri og Tumulter, han indsendte til Kongen, fandt villigt Øre; thi det lod sig ikke nægte, at det af og til kom til stormende Optrin, og Stiftamtmanden mente ligeledes at kunne paastaa, at Snapstingsforestillingerne hverken tjente til Opbyggelse eller Belæring, ja tilmed kun antændte onde Lyster og Begærligheder, da de til Tider trak ud paa Natten og derfor troligt nok kunde give Anledning til 'debauche' blandt 'gemene og unge Folk'

Følgen af disse Klager blev Forordningen af 21. Marts 1738, som forbød alle Slags Komedianter, Linedansere, Taskenspillere, Lykkepottefolk og lignende at indfinde sig og vise deres Kunst baade i Danmark og Norge.2 He was graduated in 1703 at København; baccalaureat. He was kapellan on 24 August 1709 at Helsingør. He was sognepræst in 1711 at Helsingør. He was provst on 4 May 1733 at Holmens, København. He was biskop on 15 July 1735 at Viborg købstad. He witnessed salvelse af Frederik 5. og dronning Louise on 4 September 1747 at Hillerød.3

kilde: http://pws.prserv.net/erichsen/p92.htm#i140

  1. [S27] Paul Nedergaard, 100 danske præsteslægter.

  2. [S35] Hugo Matthiessen, Snapstinget. Jydsk Termin. Marked og Mennesker.

  3. [S31] Christopher Giessing, Jubellærere (Giessing).

  4. [S37] Johannes S. Dalsager, St. Maria Kirkes historie. 1450-1950.

  5. [S255] Svend Aakjær, Viborg Købstads Historie.

  6. [S256] P. Severinsen, Viborg Domkirke.

  7. [S38] S. V. Wiberg, Almindelig Dansk Præstehistorie.

  8. [S4] Kirkebog.

  9. [S34] Christen Sørensen Thestrup, Rinds Herreds Knaber.

 10. [S45] Carl Frederik Bricka, Dansk Biografisk Lexikon, S. M. Gjellerup.

 11. [S277] Erik Johansen, "C.M. Faber - En temperamentsfuld Bjerregravpræst i 1700-tallet".