Poul Christian von Stemann

Danske Kancelli, hvis oprindelige navn blot var "Kancelli", var det øverste centrale forvaltnings- og regeringsorgan i Danmark. Institutionen går tilbage til 1100-tallet og fungerede indtil 1848.Nogle af de betydningsfulde Kanslere/ Kancellipræsidenter var Griffenfeld – eller Peder Schumacher – i anden halvdel af 1600-tallet og Paul Christian Stemann i første halvdel af 1800-tallet.

Ridder af Elefantordenen i 1828

From Wikipedia, the free encyclopedia Poul Christian von Stemann:

Poul Christian (von) Stemann (April 14, 1764 - November 25, 1855) was a Danish state official and leading minister 1827-1848.

 Stemann belonged to an old civil service family of German origin that has created many Danish local officials. As a young man he was relatively liberal, later becoming a deep conservative. As the son of a supporter of Ove Høegh-Guldberg, his early state career was hampered for political reasons. Instead, he made himself a career in the Supreme Court besides establishing himself as a squire. Between 1798 and 1827, he was amtman (prefect) of Sorø and showed himself a very industrious, masterful and active local official who attracted the attention of King Frederick VI.

 In 1827, Stemann was appointed President of Danish Chancellery (Home Office) and Minister of Juridical Affairs and from then he was for twenty years the last ”prime minister” of Danish absolutism (though not officially presiding in the State Council until 1842). His work fell in an age of growing opposition and reform demands of which he (like his royal employer) clearly disapproved. He reluctantly accepted the creation of Assemblies of Estates in the 1830s, but tried to limit their influence as much as possible, counteracting the moderate conservative wing of the government as well as concessions to the liberal opposition. To the latter Stemann stood as the reactionary, an unimaginative and authoritarian bureaucrat himself. Later historians have varied this verdict but on the whole he is still regarded as a very traditional representative of the non-enlightened absolutism regarding the squires as the foundation of the state. He was also an enemy of the Schleswig-Holstein movement but it is still discussed whether this was due to his national feelings or to his disapproval of all opposition.

  During the reign of Christian VIII, Stemann continued in office but with less influence. At the fall of absolutism in March 1848, he was dismissed together with the other cabinet ministers, which marked the end of his direct political power. However, for some years he played a minor role behind the scenes as a councillor of conservative politicians.

 He was an uncle of the conservative minister Frederik Ferdinand von Tillisch.

Poul Christian von Stemann (14. april 1764 i København - 25. november 1855) var den førende minister i de sidste år af den danske enevælde. Han var af en embedsmandsslægt, der oprindeligt kom fra Westfalen og far til Christian Ludvig von Stemann.

 I 1781 tog han juridisk embedseksamen og blev udnævnt til kammerjunker.

 Han blev i 1788 gift med Cathrine Elisabeth Wasserfall (1767-1850), en datter af grosserer Peter Wasserfall. Det gode ægteskab gav ham mulighed for at blive godsejer på Sjælland; først ved køb af Benzonlund ved Jyllinge og derefter i 1805 Valbygård ved Slagelse, efter at Bezonlund var solgt. Valbygård blev solgt i 1846.

  I 1798 blev han udnævnt til amtmand i Sorø Amt, hvor han udmærkede sig som embedsmand.

  I 1827 blev han gehejmestatsminister, præsident for Danske Kancelli, justitsminister og kongelig bankkommissær. Som præsident for kancelliet blev han også direktør for Herlufsholms Stiftelse. Han forlod embedet som amtmand med "Amtet og dets Kjøbstæder i den fortrinligste Orden med alle Kasser fyldte".

  Stemann var præsident for kancelliet i 21 år og satte dermed et afgørende præg på lovgivning og reformer i den sidste del af enevælden.

  Han var medvirkende til kommunalreformen i 1837, hvorved borgerne i købstæderne fik et vist folkestyre gennem en borgerrepræsentation. Frem til 1841 indførtes også sogneråd og amtsråd. En anden vigtig reform var arveloven fra 1845, der gjorde den efterladte ægtefælle til tvangsarving.

  I 1831 fungerede han kortvarigt som udenrigsminister.

  Stemann fik en afgørende rolle at spille under det pres, der fra 1830 var fra den franske juli-revolution og den tyske nationale frihedsbevægelse. Mange tyskere, særligt i Holsten, ønskede en selvstændig, fri forfatning for hertugdømmerne og kun "konge og fjende fælles" med Danmark. Stemann var i opposition til denne bevægelse, og mens han accepterede en stænderforsamling for Holsten, var han mod de rådgivende stænder i Danmark. Da dette ikke kunne undgås, satte han i opposition til A.S. Ørsted ved stænderforordningen i 1834 igennem, at kun grundejere fik valgret og blev valgbare, idet han mente, at fast ejendom gav en tilknytning til staten. Ørsted havde ment, at også uddannede mænd, som lærere og præster burde kunne stemme.

   Efter Christian 8.s død i 1848 proklamerede Stemann Frederik 7.s tronbestigelse fra Christiansborg Slotsaltan og blev kort herefter afskediget.

• Dansk Biografisk Leksikon, vol. 14, 1983.
• Salmonsens Konversationsleksikon, vol. XXII, 1927.
• Svend Thorsen: De danske ministerier, vol 1., Copenh. 1967.'