Ruth Vermehren

• Danish Family Search:
• https://www.danishfamilysearch.dk/churchbook/sogn578/churchlisting3...:
• Amt Oversigt / København / København (Staden) / Den Kgl. Fødselsstiftelse / Kirkebøger / Kirkebog 1891 - 1896 Den Kgl. Fødselsstiftelse / Opslag Nr. 167 - Fødte 1894.

Fra kvinfo.dk: 1894-1983, fængselspræst.

• 27.10.1894 i Kbh., †6.5.1983 smst.

Forældre: maler, inspektør ◊Gustav V. (1863-1931) og Louise Borchsenius (1862-1954).

RV voksede op i et kunstnermiljø. Faderen var kunstmaler, og hun var barnebarn af den kendte portrætmaler ◊Fr. V. Hendes opvækst var præget af en dyb kirkelighed, og allerede da hun gik til konfirmationsforberedelse, besluttede hun, at hun ville være præst. Efter at have taget studentereksamen fra N. Zahles Skole 1914 begyndte hun at læse teologi. Af økonomiske grunde afbrød hun dog ret hurtigt sine studier for at blive sekretær i Danmarks Kristelige Studenterforbund, men i 1923 tog hun studierne op igen og bestod embedseksamen i 1927. 11 år før var Rigmor Larsen som den første kvinde blevet teologisk kandidat, og der var nu en håndfuld kvindelige studerende på fakultetet. Men kvinder havde fortsat ikke adgang til at blive præster i folkekirken, og kampen for at at blive ordineret blev en livsopgave for RV.

Som teolog viede hun hele sit liv til fangerne i de kbh.ske kvindefængsler, heraf de første ti år som ulønnet medhjælper for fængselspræsten. Samtidig virkede hun fra 1929 som vikar for ham under ferier, et arbejde, hun dog blev betalt for, og holdt regelmæssige gudstjenester i fængselskirken. Men som hun selv udtrykte det: “uden at bryde Alterringen”, for så længe hun ikke var ordineret, kunne hun hverken uddele nadver eller døbe fangernes børn. Og det følte hun var vanskeligt, især fordi hun måtte skuffe mange af de kvindelige fanger, der havde været udsat for misbrug og vold og var utrygge ved en mandlig præst, men havde tillid til hende. RV var en ildsjæl, der allerede som studerende deltog i den offentlige debat om ordination af kvinder, især efter 1921, da man i forbindelse med loven om lige adgang til offentlige embeder havde undtaget kvindelige præster. Hun foreholdt modstanderne, at man ikke kunne finde noget principielt i Det Nye Testamente, der talte imod kvindelige præster og fastholdt, at udelukkelsen af kvinderne alene beroede på den kirkelige praksis. Hun blev bakket op af kvindeorganisationerne, der med særligt henblik på hende anmodede både Kirkeministeriet og fængselsdirektøren om at oprette en fast stilling som kvindelig fængselspræst. Hun ansøgte selv flere gange om at blive ordineret, men fik afslag. Da fængselspræsten skulle pensioneres i 1937, foreslog også han, at der skulle oprettes en stilling til RV som præst for de kvindelige fanger. Men det eneste, der blev opnået, var, at hun i 1938 blev ansat som honorarlønnet assistent efter de mange års frivillige arbejde. Hun måtte samtidig supplere sin indtægt som lærer ved Statens Institut for Talelidende, efter at hun havde bestået talelærereksamen i 1934. Først i slutningen af 1944 blev der oprettet en fuldtidsstilling til hende som forsorgssekretær ved Statens Kvindefængsel.

RV var aktivt medlem af Dansk Kvindesamfund (DK) og var efterhånden blevet en efterspurgt prædikant ved DKs gudstjenester i forbindelse med bl.a. landsmøder og sommerlejre. Her blev hun rost for sine klare prædikener, der viste, sagde man, hvor nødvendigt det var at få kvindelige præster, der kunne udlægge Guds ord for kvinder. Kirkeminister ◊Vilhelm Fibiger var imidlertid fortsat afvisende og erklærede i 1940 i Kristeligt Dagblad, at så længe han var kirkeminister, ville der ikke blive tale om at give kvinder adgang til præsteembedet. Men RV gav ikke op og udviste stort mod, da hun samme år uden tilladelse assisterede ved uddeling af nadveren under en gudstjeneste i Vangede Kirke, hvor hun var gæsteprædikant. Det udløste en mediestorm og en klage til kirkeministeren, som gav sognepræsten en næse og lod ham vide, at den slags skabte uorden i kirken. RV debatterede sagen offentligt med bl.a. redaktøren af Præsteforeningens Blad ◊Paul Nedergaard. I anledning af sin 50-års fødselsdag i 1944 udtalte RV i et interview, at hun følte, at hun stod ret alene blandt de kvindelige teologer, fordi de fleste havde opgivet og var søgt ind i andre erhverv. Selv mente hun, at det var kampen værd, og hun tilsluttede sig rektor •Aagot Ladings opfattelse af, at modstanden fra kirkelig side bundede i et primitivt syn på præstegerningen som “en kønsbunden Funktion af magisk Karakter”.

En henvendelse i 1944 fra 16 kvindelige teologer til de danske biskopper med et ønske om, at RV kunne ordineres, blev afvist. Men efter megen tovtrækkeri blev hindringerne omsider overvundet, og under kirkeminister ◊Carl Hermansen vedtoges i 1947 en lov, der gav kvinder adgang til at blive ordineret. Året efter blev RV, •Edith Brenneche Petersen og ◊•Johanne Andersen ordineret af Fyns biskop ◊H. Øllgaard i Skt. Knuds Kirke i Odense som de første tre kvindelige præster i Danmark. RV virkede herefter som fængselspræst ved Kbh.s Kvindefængsel 1949-64, da hun gik på pension. Ved sin afsked blev hun udnævnt til ridder af Dannebrogordenen.