Steen Steensen Blicher

https://www.gravsted.dk/person.php?navn=steensteensenblicher

• *

St.St. Blicher, Steen Steensen Blicher, 11.10.1782-26.3.1848, dansk forfatter. Blichers store novelle Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog (1824) er den første fuldbårne prosafiktion på dansk, og den indsats, som fortsat holder hans navn levende, er og bliver novelle-digtningen.

Privat gæld og digterflid gjorde Blichers novelleproduktion overordentlig stor, fra den tog fat i 1824. Det meste af den er med rette gået i glemmebogen, men den gode snes stykker, som udgives igen og igen, betegner til gengæld tilblivelsen af realismen i dansk litteratur.

Formelt set er Blichers arbejde med fortæller-fiktionen hans afgørende bidrag til moderniseringen af dansk prosa. Hans særlige fortælleteknik beror på brugen af "den personaliserede jeg-fortæller", dvs. fortælleren er et "jeg", som kan være så direkte involveret i de begivenheder, der berettes, at det bliver sin egen historie, han fortæller.

Den form er tydelig i dokumentfiktionerne som Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog, hvor Morten Vinge betror dagbogen sin skæbne, efterhånden som den udvikler sig, og hvor Blicher afslører hans manglende selvstændighed ved at lade hans sprog skifte efter hans omstændigheder fra lydig discipel hos præsten over underdanig lakaj på herregården til taknemmelig degn hos et pietistisk herskab.

En anden variant har man i Sildig Opvaagnen (1828), hvor en selvretfærdig præst vil forklare sin vens selvmord ved at redegøre for hans kones uhyrlige, ja direkte horeagtige forhold til en anden ven. Igennem denne beretning blotlægger præsten efterhånden sit eget bigotteri på en sådan måde, at det bliver Blichers indirekte fremstilling af lillebyens snæversyn og sladderagtighed og et langt mere nuanceret kvindeportræt end det, præsten vil tegne, der toner frem.

Også i de noveller, hvor fortælleren står mere på afstand af begivenhederne, er det af betydning, at de på en eller anden måde angår ham. I Hosekræmmeren (1829) er fortæller-jeget en udefra kommende iagttager, der beretter om en tragisk tildragelse i et fremmedartet miljø, men det er ikke desto mindre med til at gøre hans fortælling for alvor nærværende, at hans egen betagelse af den kvindelige hovedperson skinner tydeligt igennem.

Skytten paa Aunsbjerg (1839) har dobbeltfortæller: Dels beretter den voksne Blicher om nogle begivenheder, han husker fra sin barndom, dels gengiver han en ældre slægtnings udfyldende beretning — men igen er det af afgørende betydning for læserens tilegnelse af historien, at han får at vide, at dens hovedperson, skytten, var den lille Steens bedste ven på en herregård, hvor han ellers ikke befandt sig godt.

Selv i De tre Helligaftner (1841), hvor Blicher helt efterligner den folkelige fortællers alvidende 3.personsform, bidrager det til almueskildringens nærvær som fortælling, at fortællerens historie foregår i hans eget sogn og har hans egen forfader som hovedperson.

(Steen Steensen Blicher; litografi fremstillet i stentryk hos litograferne Isaac Wilhelm Tegner og Adolph Kittendorff. Det Kongelige Bibliotek.)

Blichers suveræne fortælleteknik er afgørende for, at han fremstår som den første store realist i dansk digtning. Hans mange skildringer af steder og mennesker bliver levende og vedkommende, fordi de formidles gennem fortællingen om begivenheder, som har grebet og rystet de mennesker, der fortæller dem.

Samtidig fremstår paradoksalt nok novellernes dybeste udsagn af det forhold, at fortællingernes troværdige vidnesbyrd fremlægges på en sådan måde, at de vækker læserens mistillid til fortællerne. Vi tror på, at tingene er sket, som de fortælles, men fortællernes engagement i dem er så rystet og hudløst, at vi tvinges til at tvivle på, om de tolkninger, som de nødvendigvis må fremlægge samtidig med fortællingen, er holdbare.

Dette forhold mellem begivenheder og fortolkning gjorde Blicher til tema for en af sine største noveller, Præsten i Vejlbye (1829). I dagbogsform fortælles om præsten Hr. Søren, der efter aflagt tilståelse henrettes for et mord, som det viser sig, han ikke har begået. Gåden i den historie er, hvorfor præsten tilstår, og forklaringen, som også fremstår af fortællingen, er, at det gør han, fordi han ikke kan andet. Ellers bryder ikke bare hans tilværelse, men hele hans tilværelsesforståelse sammen.

Præsten i Vejlbye er den eneste fortælling af Blicher, som direkte har tilværelsens uigennemskuelighed som tema, men alle hans store noveller handler om den. Til syvende og sidst blev han en af Danmarks allerstørste fortællere, fordi han skrev sine noveller på den overbevisning, at menneskenes virkelighed er af en sådan art, at den hverken kan forklares eller fortolkes; derfor må den fortælles.

Blicher var en moden mand, da han fandt frem til novellen som sin form. Forud var gået ihærdige anstrengelser for at placere sig i dansk digtning som lyriker. Hans første indsats blev oversættelsen af Ossians Digte I-II (1807-09) efter skotten James Macpherson, et hovedværk i engelsk førromantisk litteratur.

I 1814 kom Digte. Første Deel (heri det første af hans stadig yndede digte "Kiær est du Fødeland..."), i 1817 andendelen Jyllandsrejse i sex Døgn. Det lyriske hovedværk er Trækfuglene (1838), hvorfra "Præludium" ("Sig nærmer Tiden...") og "Ouverture" ("Det er hvidt herude...") stammer. Han skrev også et par skuespil, som hverken dengang eller siden har gjort indtryk.

(I 1914 publicerede Den danske Radeerforening Blichers "Trækfuglene" i en smuk udgave med orginaltræsnit af Johannes Larsen. Teksten sat i fraktur og bogen trykt i håndpresse.)

Det er tydeligt at se på hans digtning, at Blicher, selvom han fuldt ud hører til i sin samtid, åndeligt set har sine rødder i 1700-t. Hans far, præsten Niels Blicher til Vium, var en fremragende repræsentant for sin tids rationalistiske præstetype. Han blev sønnens fortrolige lærer, og Blicher havde meget fra ham. Moderen, Kristine Marie, f. Curtz, var søsterdatter af etatsråd Steen de Steensen, herremand på Aunsbjerg. Gennem ophold dér lærte Blicher tidens landlige aristokrati og dets skikke at kende. Moderen selv fik ingen aktiv betydning for hans opdragelse, da hun tidligt blev sindssvag og færdedes i hjemmet næsten som en skygge.

I 1810 afsluttede Blicher sine teologiske studier i København og fik ansættelse som adjunkt ved sin gamle skole i Randers. Samme år giftede han sig med Ernestine Blicher, hans farbroders unge enke. Ægteskabet blev rigt på børn, men ikke meget lykkeligt. Blicher fik sin Ernestine, men ikke den muse, han troede at gifte sig med; og Ernestine fik ikke den solide ægtemand, som hun uden tvivl havde regnet med. I 1828 søgte han separation, men ved faderens mellemkomst blev ægtefællerne hurtigt forsonede og holdt siden sammen i medgang og især modgang.

Han blev forpagter hos sin far i Randlev. I 1819 fik han præstekald i det fattige Thorning og fra 1825 et væsentligt bedre kald i Spentrup. Men han sad i håbløs gæld; han angav selv ønsket om ekstraindtægter som en væsentlig grund til, at han begyndte at skrive noveller til det århusianske underholdningstidsskrift Læsefrugter, og til at han selv forsøgte sig med en konkurrent, Nordlyset (1827-29).

Blicher var en ivrig landbrugsreformator, skrev en topografisk beskrivelse af Viborg Amt (1839) og utallige småskrifter med forslag til sociale og økonomiske forbedringer i hedeegnene. Han må regnes for en af de teoretiske foregangsmænd i den hedeopdyrkning, som for alvor tog fart i slutningen af 1800-t., se også hede. Hans jagtinteresse udmøntedes i tidsskriftet Diana (1832-36). Et andet topografisk værk er Vestlig Profil af den cimbriske Halvøe fra Hamborg til Skagen (1839), en levende beretning om en rejse langs den jyske vestkyst. I 1842 udsendte han E Bindstouw. Fortællinger og Digte i jydsk Mundart.

Fra 1839 fik Blichers politiske interesse en klar demokratisk orientering. Hans største politiske indsats i disse år blev foranstaltningen af fem "Himmelbjergmøder". Hans egne taler til dem kan trods deres demokratiske ånd dårligt kaldes folkelige, men det afgørende er, at han med dem inspirerede til en forsamlingsform, hvor landbefolkningen selv kunne mødes, diskutere politik og på den måde formulere deres krav nedefra.

Blicher plejede ikke sine præstekald alt for samvittighedsfuldt, ligesom han blev mere og mere forsømmelig med sin person; indimellem tog hans mange vandre- og jagtture på heden næsten karakter af egentlig vagabondering, hvor han blev fortrolig med alt og alle fra de store vidders ensomhed til hosebindingen og fra rakkere og tatere til velstående hedebønder. I september 1847 fik han uansøgt afsked, men med pension; et halvt år efter døde han. Se også Blicher-selskabet.

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Dansk_litte...

KJM 26.9.2010

Biografi http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Kunst_og_kul...

Født 11. oktober 1782 i Vium tæt ved Viborg, hvor faderen var præst.

Mens han gik i skole i Randers, blev han holdt til bogen af faderen.

Studentereksamen i 1799, med udmærkelse.

Teologisk embedseksamen med Laudabilis i 1809.

1807 -09 oversatte han skotske digte af Ossian.

Herefter fik han sin eksamen, blev gift og fik et beskedent embede i Randers.

I 1819 fik han sit første embede i Thorning og Lysgård syd for Viborg.

1822 skriver han til kongen, Frederik VI, og beder om penge.

1825 søger han kald i Spentrup (har nu 8 børn), og får det også.

1837 er Blicher meget syg, og tror han skal dø.

1838 "Trækfuglene"

1839, 7.dec., annonce om offentlig auktion på 7 kakkelovne (skal dække skatter og afgifter)

Marts 1847 skriver han - igen - til kongen, da han var opfordret til at søge sin afsked.

26. marts 1848 dør han i Spentrup.

På fædrene sider stammede han fra de jyske bønder, og fra mødrene side fra adelsslægten de Steensen. Moderens bror var etatsråd på Aunsbjerg, Steen de Steensen, og deraf har han fået navnet Steen Steensen Blicher.

Morbroderen var lidt af en omstrejfer og vandrer, og måske har Blicher "arvet" tilbøjeligheden fra ham.

I studietiden, som var temmelig lang, havde han ikke kun brugt tiden på de teologiske studier, men også brugt megen tid på andre fag og færdigheder, især sprog. Dette gjaldt såvel levende som døde sprog (latin, græsk, tysk, fransk, engelsk og italiensk).

Han havde - kort sagt - altid mange ting i hovedet på én gang.Desuden lærte han at danse, spille fløjte og fægte. Desuden havde han deltaget i krigen mod englænderne.

Han var meget selskabelig anlagt, og gik tit til baller og i klubber; dertil kom, at han spillede kort og - ikke mindst - gik på jagt.

Dette lyder som et rigmandsliv, men han fik kun ganske små beløb sendt hjemme fra faderen, som jo kun var en fattig præst (det var absolut ikke noget givtigt erhverv dengang). Men Blicher var en meget nøjsom fyr (trods sin levevis), han var flittig, og desuden supplerede han det, han fik hjemmefra med undervisning, bl. a. som huslærer på landet. Han brugte (spildte) ikke penge på ordbøger, og husk at man selv betalte bøgerne i studietiden, men skrev de ukendte ord op når han læste, for senere at slå dem op på biblioteket. Sproglærer havde han ikke, han lærte f.eks. engelsk af en engelsk sømand, som han beværtede med te og aftensmad.

Blicher udnyttede døgnet godt, idet han gerne stod tidligt op, ved 4 - 5 tiden om morgenen, læste indtil han skulle på universitetet, og igen efter forelæsningerne til klokken var syv-otte om aftenen. Om aftenen "gik han i klubben, og restaurerede sine trætte sjælekræfter ved kort og let passiar, pølsegilde og dans."

Blichers hovedinteresse var dog poesien, og han havde selv meget tidligt lyst til at digte. Da han kom til København omkring 1800, var en ny digtretning i frembrud, nemlig romantikken. Den nye stjerne i fremmarch var Adam Oehlenschläger (guldhornene). Blicher blev grebet at den romantiske digtning, og slugte alt, hvad han kunne komme i nærheden af, bl.a. nogle mærkelige kvad, som en skotsk digter, Macpherson oversatte og udgav for skrevet af Ossian, en slags oldgræsk Homer. Denne Ossian blev hans skæbne, idet de skotske stemninger og naturbeskrivelser gav genklang i Blichers sind, hvorfor han besluttede at oversætte dem til dansk, hvilket han gjorde med succes (1807 - 09), og herefter blev han et navn i dansk litteratur. Ingen kan vide, hvad Ossian har betydet for Blichers indre udvikling, men det kan næppe overdrives, ligesom oldnordisk poesi og mytologi har inspireret Oehlenschläger. Blicher blev bekræftet "i det danske Skotland", og brugte Jylland og alt jysk til sin senere digtning (motiv).

Den succes, Blicher fik med sine oversættelser var en éngangs forestilling. Han fik "beginner's luck", for ellers blev han ikke forvænt med succes for, hvad han skrev.

Blicher indgik ægteskab med sin tante, Erneste, en unge tante ganske vist. Hun var kun 17 år gammel, da de blev gift, og da var hun allerede enke efter Blichers farbror. Ægteskabet blev ikke lykkeligt selv om det begyndte lovende; det har til dels været pengesorgerne, til dels de mange barnefødsler, der var skyld heri. Blichers kone skildres som "en kold, indesluttet person, der mest sad på sit værelse", og hun brød sig ikke det mindste om Blichers skriverier. En svigerdatter han endda sagt, at hun ikke havde "læst en tøddel af Blichers skrifter, end ikke de dejlige digte!"

Det har ikke været let for Blicher at gå fra det frie liv i studietiden og årene derefter, og komme til en lille provinsby som adjunkt. Han havde et dårligt forhold til rektoren, et dårligt forhold til lønnen, så han opgav og blev landmand. D.v.s. han forpagtede sin far's præstegårdsjord i Randlev, og troede, at han kunne leve af det, samt sin poesi. Det gik ikke så godt, for familien voksede, og penge smuldrede mellem hænderne på ham, hvorfor han blev nødt til at søge embede, en langvarig søgen. Han sendte mange forgæves ansøgninger, og besluttede så at indrykke en annonce i avisen med ordlyden: "En teologisk kandidat søger ansættelse som skovrider eller skytte i et herskab. I den tid, der bliver tilovers fra den egentlige bestilling, tilbyder han at undervise i latin, græske, italiensk, tysk, engelsk og fransk. Pålidelige attester kan fremlægges som duelighed som jæger." Han bad en af sine indflydelsesrige jagtvenner, en jysk herremand, om disse attester, og denne bad ham prøve endnu en gang, og så fik han embedet ved Thorning og Lysgård, syd for Viborg.

Nu skulle alt jo så være godt, men det var det nu ikke, for det var et elendigt kald, som slet ikke kunne forsørge Blicher og den voksende familie, og derfor skriver han til kongen, Frederik den 6. og beder om penge, da han ikke kan betale sine skatter, skatterestancer eller renterne af sin gæld. Han har nu 7 børn, kun et fattigt hjem uden den mindste form for "luxus" (de nøgne vægge), ingen penge til børnenes gode opdragelse og undervisning. Besætning har han ikke, da han mangler penge til avl, og er faktisk den fattigste blandt alle i sognet, og derfor såvel ringeagtet som ynket af andre. Med andre ord er han meget ulykkelig. Kongen hjalp ham, men Blicher var en dårlig økonom, og derfor gik det igen galt.

I 1825 går han på jagt efter et bedre kald, nemlig Spentrup, som han hører er ledigt. På dette tidspunkt er han 43 år gammel og har været præst i Thorning i 6 år, og børneflokken er nu på 8 i alt i alderen fra 2 - 16 år. Dertil kommer, at konen er svagelig og han har en gæld på 2000 rigsdaler. Han får embedet i Spentrup, men også dette er kun en stakket frist, for i løbet af få år er han igen dybt nedsunken i økonomiske bekymringer. Og det fortsatte med dårlig økonomi; desforuden fik han forskellige sygdomme og legemlige skrøbeligheder, som af og til gjorde det vanskeligt for ham at passe sit embede. Han er stivsindig, og lægger sig ud med kolleger og overordnede, som giver ham den ene irettesættelse efter den anden.

Blicher nød altid det omstrejfende liv med bøssen på nakken. Ganske vist var han jæger i sind og skind, men han nød lige så meget at snakke med de mennesker, han kom i berøring med. Han kendte Jylland og jyderne ud og ind, bedre end de fleste, for han gik rundt, og rejste gerne til fods. Således har en uldbonde engang fortalt, hvordan han en regnfuld dag kom kørende forbi en vandrer, der højst sandsynlig var en håndværkssvend, og denne bad om lov at køre med. Det var Blicher. Da kusken straks spurgte, hvorfra han kom. opdagede han jo sin fejltagelse, og de kom i en livlig snak. Uldhandleren gav udtryk for sin forbavselse over, at han rejste til fods, men Blicher svarede, at han på den måde fik mest at se og høre om alt, hvorimod der skete så lidt i deligencerne. De to skal efter sigende have nydt hinandens selskab så meget, at de kørte omkring i uldhandel i 3 hele dage.

I Jylland følte Blicher sig hjemme og blandt sine egne, hvorimod han ikke var så god til at holde forbindelsen med digterbrødre og meningsfæller i byerne og hovedstaden. (Nogle har sagt, at dette måske var grunden til, at han havde svært ved at blive anerkendt).

Som årene gik, blev han med andre ord en ensom mand , hvilket jo nok ikke blev bedre af, at han blev mindre renlig med sig selv, og desuden begyndte at drikke. Hvor slemt det var, er svært at sige i dag, noget er måske overdrivelse, men han levede jo - sin stilling til trods - ret uborgerligt, så han har sikkert af og til drukket uborgerligt; skønt, hvad drak men ikke den gang. Men Blicher var den tids "outsider" og dertil præst, skønt han ikke omgikkes ordentlige mennesker. En gang steg han til lands på Københavns toldbod iført en islandsk trøje, og derhjemme gik han gerne med bredskygget kasket. Det gjorde man bare ikke. Kasketten indbragte ham en reprimande fra biskoppen. Det gik ham nu vist nok ikke så nær, men det gjorde tabet af sit gode navn og rygte; det, at vennerne forlod ham én efter én, og han blev en ensom mand, det gik ham til hjertet.

Blicher har nok heller ikke været nem at være gift med, for han havde sine egne vaner; han blev med årene mærkelig urenlig, havde efter sigende utøj, hvorimod hans kone var sygelig renlig og proper. Desuden var hun ham utro, hvilket ikke er sladder, men et af de mørke punkter i Blichers liv, som også kunne mærkes i hans digtning. man tager sikkert ikke fejl, når man siger, at det er dette forhold, der ligger til grund for novellen "Sildig opvågnen", og man kan undre sig over, hvorfor Blicher selv har fundet det nødvendigt at bringe forholdet frem i offentligheden, som han gjorde i 1846, hvor han lod sine "Erindringer" trykke som indledning til en ny samlet udgave af novellerne. Heri omtaler han sit ægteskab, men tilføjer en note, hvor "han" er Blicher selv: Hans fødselsdag var den 11, oktober, hans bryllupsdag den 11. juni, 11. december 1827 er en mærkelig terminsdag for ham, dog ikke i pengesager, men i skæbnens gang; dog verden skøtter vel om ikke at vide, hvad han selv ønskede at glemme.

Privat havde han nu selv skrevet om det til provsten for at forklare, hvorfor han havde ladet sin kone rejse til Randers; det var kort efter, at det var sket, og han skriver (dybt nedbøjet) i et brev den 26. januar 1828, at hans hjerte bløder, og at hans fattige omstændigheder er blevet endnu mere fortvivlende, da han ser sig nødsaget til at blive separeret fra sin kone. Han håber på den barmhjertige Gud, og troen på nåden i alle hans prøvelser og førelser. Han tror på, at han ved at virke for sine børn har styrke til ikke at segne under prøvelserne. Det kom nu ikke så vidt, at Blicher lod sig skille, og ægteskabet fortsatte, dog uden at hjemmet nogen sinde blev særlig hyggeligt eller lystigt. Jeppe Aakjær skriver i et 3-bindsværk om ham, at de gennem årene tillagde sig en omgangstone, der var yderst ubehagelig for andre at høre på, og at de ustandselig "yppede kiv". Venner og familie brød sig efterhånden ikke om at komme der, for der var altid familieskænderier, og de lovede gang på gang sig selv, at de aldrig mere ville sætte sine ben i hjemmet. Derhjemme var Blicher altid forrykt; han gik med lette trin ud af døren, og med tunge, slæbende skridt, når han gik hjem.

Sent i Blichers livsforløb blev hans kapellan - tilkommende svigersøn - en morgen fundet skudt død i sin seng. Han havde skudt sig med en pistol.

Den dårlige økonomi medfører til sidst, at man vil have ham til at søge sin afsked, som han kunne få på rimelige vilkår, så han kunne nyde sit otium under tålelige forhold, økonomisk, men dette rystede Blicher så meget, at han for en gangs skyld tager bladet fra munden og skriver til kongen, Christian VIII, et personligt brev. Dette er dateret den 25. marts 1847, og han skriver meget åbenhjertigt om sin situation. Kongen mente imidlertid, at han måtte følge sit ministerium, og i juni samme år fik Blicher sin afsked.

Alt i alt er det jo sørgelig nok, men det ene hører sammen med det andet, og det mærkelige er jo, at Blichers tunge og triste livshistorie samtidig er vejen, der førte ham frem til at blive én af vore store digtere. Det er blevet sagt - men ikke populært i velfærdsdanmark - at digtere og malere skal suge på labben for at skabe stor kunst. Det kunne nu godt tyde på, at det m.h.t. Blicher er sandt, for op af hans dybe elendighed blomstrede de skønneste digte og prægtigste fortællinger, der er skrevet i det danske sprog. Alle de lidelser, han var udsat for, modnede ham tidligt til digter. Sine bedste digte skrev han i en sen alder, og ligeledes med mange af de udødelige noveller.

Steen Steensen Blicher

From Wikipedia, the free encyclopedia

Steen Steensen Blicher (11 October 1782 — 26 March 1848 in Spentrup) was an author and poet born in Vium near Viborg, Denmark.

1 Biography

2 Significance as a writer

2.1 Prose

2.2 Poetry

2.3 Political and social themes

2.4 Present-day appreciation

3 Works

4 Blicher works in English

5 References

6 External links

Biography

Blicher was the son of a literarily inclined Jutlandic parson whose family was distantly related to Martin Luther[citation needed].

He grew up in close contact to nature and peasant life in the moor areas of Jutland. After trying his hand as a teacher and a tenant farmer, he at last became a parson like his father and from 1825-1847 served in the parish at Spentrup.

As a clergyman he is said to have been less than inspired. He was once accused of alcoholism. His main interests were hunting and writing. Many struggles with his superiors led to his dismissal shortly before his death.

He had ten children, (seven sons and three daughters), with his wife Ernestine Juliane Berg whom he married on 11 June 1810.

Significance as a writer

Prose

Blicher is known as the pioneer of the novella in Danish. From the 1820s until his death he wrote several tales that were published in local periodicals (mostly dealing with his home region), as well as historical and amateur scientific sketches. Much of this work is entertainment but as many as twenty or thirty pieces have been called masterpieces.

In these works he describes human fate in his home region in Jutland, He is often called a tragic and melancholic writer, but he is not without wit and humour.

The Diary of a Parish Clerk, his break-through story, tells of a poor peasant boy’s troubled life with unhappy love, war, exile and an old age in resignation.

His sombre story The Hosier and his Daughter (twice filmed) that describes the mental breakdown of a girl because of unhappy love is a classic prose tragedy.

The Parson of Veilbye, the first Danish crime novel, deals with a wrongful conviction. It too has been filmed.

Tardy Awakening, a tragedy of adultery and suicide, is perhaps influenced by his own matrimonial life.[clarification needed]

E Bindstouw is a mixture of tales and poetry on the model of the Decameron, written in the Jutlandic dialect. Here he turns loose his humorous side.

Blicher’s most noted literary skill lies in his descriptions of scenery, especially the Jutlandic moor landscape and its inhabitants: the long-suffering peasantry and “free” moor gypsies.[clarification needed]

Stylistically he alternates between his own detailed intellectual narrative style and the colloquial speech of peasants, squires and robbers.

Poetry

Blicher wrote poetry from the years of the Napoleonic Wars until his death. Among his most important poems are the melancholic Til Glæden (“To Joy”) from 1814, his interesting local patriotic song Kærest du Fødeland (“Dear are You, Fatherland”) that shows his love for his home region, and his impressive winter poem Det er hvidt herude ("It is white out here").

The bluff and cheerful dialect poem Jyden han æ stærk å sej ("The Jutlander he is strong and tough") is from 1841.

More uncharacteristic is his collection Trækfuglene ("Birds of Passage") inspired by a serious illness. In this poem various symbolic birds express his personal situation.

Political and social themes

Blicher was a man of far-ranging interests. Beginning as a conservative he developed into an eager critic of society, uniting the role of the enlightened citizen of the 1700s with modern liberalism. He tried to arrange national feasts in Jutland and proposed numerous laws and reforms, but he was never really accepted by the established liberal politicians.

Also something of an Anglophile, he translated British poetry, including Macpherson’s Ossian and novels such as Goldsmith’s The Vicar of Wakefield – once he even tried to write poetry in English.

Though being a member of the first Romanticist generation of Danish writers, Blicher is in many ways unique. He is more of a realist, dealing with broken dreams and with Time as man’s superior opponent. His religion is the old rationalist one.

He is a belated Danish pupil of the 18th century English epistolary style while, in his interest for dialect and peasants, he anticipates the regional writers who emerged around 1900, such as Johannes Vilhelm Jensen.

Present-day appreciation

Today he is regarded as the pioneer of the Danish short story and regional writing. Many of his verses have been set to music and his best novels have been reprinted many times.

He has never enjoyed international interest on the scale of Hans Christian Andersen or Karen Blixen but in Denmark he is almost just as well known. In 2006 his novel Præsten i Vejlbye was adapted in the Danish Kulturkanon, which means, officially one of the 10 Order of Merit novels in Danish literature.

Works

Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog (1824, novella, "Diary of a Parish Clerk")

Sneklokken (1825, poetry, "The Snow Bell")

Røverstuen (1827, novella, "The Robber’s Den")

Ak! hvor forandret (1828, novella, "Alas how changed")

Sildig Opvaagnen (1828, novella, "Tardy Awakening")

Præsten i Vejlby (1829, novella, The Rector of Veilbye)

Kjeltringliv (1829, novella, "Gypsy Life")

Telse (1829, novella)

Hosekræmmeren (1829, novella, "The Hosier and his Daughter")

Trækfuglene (1838, poetry, "Birds of Passage")

De tre Helligaftner (1842, novella, "Three Holliday Eves")

E Bindstouw (1842, novella-poetry, dialect)

Blicher works in English

Steen Steensen Blicher: The Diary of a Parish Clerk and Other Stories. Pref. by Erik Harbo, introd. by Margaret Drabble, transl. by Paula Hostrup-Jessen. 1996.

Steen Steensen Blicher: Tardy Awakening and Other Stories, ed. with afterword and comment. by Niels Ingwersen, transl. by Paula Brugge & Faith Ingwersen. 1996.

References

Knud Sørensen: Steen Steensen Blicher. Digter og samfundsborger. En illustreret biografi. Cph. 1984.

Hans Brix: Steen Steensen Blicher (in: The American Scandinavian Review Vol. 15. 1928, Number 10 October)

External links

Works by Steen Steensen Blicher at Project Gutenberg

S.S. Blicher's Autobiography at The Archive of Danish Literature (Online in Danish)

St. St. Blicher blev født i Vium præstegård, hvor faderen var præst. I 1796 kom han til

Randers for at gå på Latinskolen, som på det tidspunkt lå i Helligåndshuset. Tre år senere

blev han student derfra og rejste til København for at studere teologi. Han vendte tilbage

til byen som adjunkt ved skolen i 1810, og i 1825 flyttede han med sin efterhånden store

familie til Spentrup, hvor han var sognepræst til sin død i 1848. Ved siden af sin

præstegerning var han forfatter og skrev især skildringer fra heden og livet blandt

småkårsfolk.

http://da.wikipedia.org/wiki/Steen_Steensen_Blicher

Fra 1819-25 virkede han som præst ved Thorning Kirke. Præstegårdens gamle landbrugslænger rummer i dag Blicheregnens Museum, der bl.a. har en Blicher-udstilling med førsteudgivelser af en række af hans værker.

I 1824 udkom hans første novelle Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog. Hans elskede midtjyske hedelandskab udgjorde en melankolsk baggrund for hans noveller. I 1839 var han hovedmand bag det første Himmelbjergmøde. Blicher døde i 1848 i Spentrup.