Erik Estridsøn, KONGE

Erik Emune

Links:

• The Peerage
• Geneall
• Kings of Denmark
• Wikipedia English Dansk
• Danmarkshistorien In Danish
• King of Denmark: Reign 1134 - 1137

Predecessor: Niels I Successor: Eric III Lamb

---

http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Monarki_og_a...

Erik 2. Emune, d. 18.9.1137, konge. Død på et tingmøde nær Ribe, begravet i Ribe domk. Om E.s fødsel og ungdom er intet oplyst, først i slutningen af 1120erne finder man ham ved halvbroderen Knud Lavards side under dennes modsætningsforhold til kong Niels. Forinden har han ifølge Saxo haft et modsætningsforhold til en anden halvbror, Harald Kesja, der ville nægte ham fædrenearv som han dog opnåede ved Knud Lavards mellemkomst. Efter drabet på Knud Lavard 1131 krævede E. og Harald Kesja hævn over drabsmanden Magnus, kong Niels' søn; på Sjællands landsting mæglede ærkebiskop Asser forlig, men kong Niels opretholdt ikke den vedtagne fredløshed for sønnen, hvorpå de to halvbrødre rejste opstand. E. fik løfte af den tyske kong Lothar der havde været Knud Lavards lensherre for Wagrien; men Lothar svigtede og sluttede forlig med Niels der gentagne gange besejrede E., bl.a. i et slag ved Onsild bro, så han måtte flygte ud af landet, oftest til Norge. Men også kong Magnus den Blinde, hans hustrus søn, svigtede ham, ligeså broderen Harald Kesja der sluttede sig til kong Niels, og ved Værebro ved Roskilde fjord led han 1133 et knusende nederlag. Men året efter, da kong Niels havde ladet sønnen Magnus aflægge lensed til kong Lothar, og ærkebiskop Asser derefter havde brudt med kongen og forenet sig med E., kunne de i fællesskab 2. pinsedag (4.6.) 1134 vinde det afgørende slag ved Fodevig i Skåne; her faldt Magnus og de fleste af rigets biskopper, mens Niels flygtede og kort efter (25.6.) blev dræbt af borgerskabet i Slesvig. E. anerkendtes derefter som konge og nedkæmpede året efter broderen Harald der på Urnehoved ting havde ladet sig udråbe til modkonge; E. overrumplede og fangede ham og hans mange sønner i den jyske landsby Skiping (Skibet ved Vejle å?), Harald halshuggedes straks, mens sønnerne førtes til Skåne hvor de blev taget af dage. Kun én af sønnerne, den senere modkonge Oluf undslap E.s merovingiske grusomhed. Forinden havde E. ved et diplom af 6.1.1135 (det ældste bevarede originalbrev i Danmark) takket Gud og ærkebiskop Asser for sejren ved udvidede privilegier og en anselig godsgave til Lundekirken og sammen med Asser forsynet riget med nye biskopper, herunder E.s egen kapellan Rike til Slesvig og Assers brorsøn Eskil (ca. 1100-81) til Roskilde. Samme år grundlagde E. et kloster ved Ringsted kirke, til hvilken han lod overføre sin bror Knuds kiste; de skulle hellige sig kulten af Knud der skulle gøres til helgen. Han lod en engelsk klerk, Robert af Ely, forfatte et helgenskrift af hvilket kun fragmenter er bevaret. E. synes at have grundlagt et slags kongeligt kancelli, men i øvrigt ved vi kun lidt om hans kortvarige styre. E. foretog resultatløse krigstog til Rügen der var Lundekirkens missionsområde, og til Norge. Hjemme mødte der ham kraftig modstand. Den nye biskop i Roskilde, Eskil, rejste sammen med Peder Bodilsen, der tidligere havde støttet ham, en opstand "for frihed"; den tvang ham i første omgang bort fra Sjælland, men siden vendte han tilbage og besejrede dem og tvang Eskil til et ydmygende forlig. 1137 rejste den ellers ukendte hirdman Plov sig under et tingmøde ved Ribe mod E. og gennemborede ham med sit spyd. E. begravedes i Ribe. Han efterlod sig en umyndig søn, den senere konge Sven Grathe. E. bedømmes meget modstridende i samtiden. I ærkebiskop Assers Necrologium Lundense benævnes han "gloriosus", svarende til tilnavnet Emune, "den altid mindeværdige", men i Roskildekrøniken som i ærkebiskop Eskils Lunde gavebog karakteriseres han som en udpræget voldskonge. Familie

Forældre: Erik Ejegod (død 1103) og unævnt frille. Gift senest 1130 med Malmfrid, død efter 1137 (gift 1. gang med kong Sigurd Jorsalfar af Norge, død 1130), d. af storfyrst Mstislav (el. Harald) af Kiev og Christine (d. af kong Inge af Sverige). – Far til Sven Grathe. Halvbror til Knud Lavard og Harald Kesja. Ikonografi

Fantasitegn. ca. 1600 (Kgl. bibl.) samt stik fra 1600-tallet. Mal. tilskrevet Antonius Samfleth (Ribe domk.). Bibliografi

Kilder. Lunde domkapitels gavebøger, udg. C. Weeke, 1884-89. Knud Lavards helgenskrifter, Robert af Elys fragmenter og Ordinale i Vitae sanctorum Danorum, udg. M. Cl. Gertz, 1908-12. Sakses Danesaga, 1076-1157, udg. Jørgen Olrik, 1908. Saxonis Gesta Danorum, udg. J. Olrik og H. Ræder I–II, 1931-57. Roskildekrøniken og Svend Aggesen i Scriptores minores I, udg. M. Cl. Gertz, 1917-18 (reproudg. 1970). Necrologium Lundense, udg. L. Weibull, Lund 1923. Lit. J. G. F. Ræder: Danm. under Svend Estridsen og hans sønner, 1870-72. H. Olrik: Knud Lavards liv og gærning, 1888. Curt Weibull: Saxo, Lund 1915 (også i Hist. tidskr. for Skåneland VI, 1915 156-76). L. Weibull i Scandia I, Sth. 1928 84-112; XIV, 1941 57-73.

http://www.denstoredanske.dk/index.php?title=Danmarks_geografi_og_h...

Erik 2. Emune, d. 18.9.1137, konge af Danmark fra 1134, søn af Erik 1. Ejegod. Erik stod på sin halvbror Knud Lavards side mod kong Niels, og efter drabet på Knud i 1131 stillede Erik og en anden halvbror, Harald Kesja, sig i fællesskab i spidsen for kravet om hævn. De førte en række kampe mod Niels og hans søn Magnus (d. 1134), men led indledningsvis mange nederlag; den støtte, som Erik havde håbet at opnå fra den tyske konge, den senere kejser Lothar, udeblev, og kongen støttede endog hans modpart. Imidlertid vandt Erik det afgørende slag ved Fodevig i 1134.

I kampens sidste fase gik Harald Kesja over til modparten og lod sig efter kong Niels' død i 1134 udråbe til konge mod Erik. Opgøret mellem de to blev blodigt: Erik fangede Harald og alle hans sønner undtagen Oluf Haraldsen i Skiping vest for Skanderborg og dræbte dem alle.

Efter sejren straffede Erik sine modstandere og belønnede sine venner rigeligt. Han grundlagde Ringsted Kloster og indledte bestræbelser på at få Knud Lavard kanoniseret. Erik blev dræbt af hirdmanden Plov 18.9.1137 under et tingmøde, og kongen blev begravet i Ribe Domkirke. Eriks tilnavn betyder 'den altid huskede'.

http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/erik-e...

Erik Emune var konge af Danmark 1134-1137. Han var især kendt for sin hårde fremgangsmåde overfor sine modstandere. Erik var søn af Erik Ejegod og en ukendt kvinde (frille), og er sandsynligvis blevet født engang omkring 1090. Senest 1130 blev han gift med Malmfred af Kiev. Erik Emune indtrådte for alvor på den politiske scene umiddelbart efter Magnus Nielsens drab på hertug Knud Lavard i janaur 1131. Efter drabet blev der dannet en alliance bestående af forskellige danske stormandsslægter som Bodilsønnerne og Hviderne samt Knud Lavards halvbrødre Erik Emune og Harald Kesja, som rejste et oprør imod kong Niels og dennes søn Magnus Nielsen.

Borgerkrigen

Erik Emune blev i april 1131 valgt som modkonge mod kong Niels i Skåne, hvilket dog medførte, at Harald Kesja følte sig tilsidesat, hvorfor han gik over til Niels og Magnus. Erik havde i begyndelsen ikke krigsguderne med sig, og Magnus besejrede hans styrker ved Jelling i 1131. I løbet af det følgende år opnåede Niels og Magnus atter fuld kontrol over Jylland efter at have nedkæmpet Trundslægten og fordrevet Erik fra landsdelen. Erik kunne dog opretholde kontrollen over Skånelandene, da det lykkedes ham at besejre Magnus´ flåde ved Sejrø. Sjælland derimod gik tabt, da Eriks styrker blev besejret ved Værebro nær Roskilde.

Efter nederlaget flygtede Erik Emune til Skåne, hvilket indbragte ham tilnavnet ”Harefod”, og drog herfra videre til Norge. Her vandt han dog ikke den ønskede støtte, hvorfor han vendte tilbage til Skåne. I pinsen 1134 drog Niels, Magnus og rigets bisper til Skåne med en stor hær for at gøre det af med Erik. Men sådan kom det ikke til at gå, for i mellemtiden havde ærkebisp Asser skiftet side og var gået over til Erik Emune.

Erik Emune kunne som følge af Assers allianceskift regne med ærkebispens stærke hird som forstærkning til sin hær. Erik havde desuden hvervet tysk hjælp. Da det kom til slag ved Fodevig i Skåne, besejrede Erik den kongelige hær ved hjælp af sit rytteri. Slaget ved Fodevig kostede Magnus Nielsen, fem bisper samt mange verdslige stormænd livet. Kong Niels flygtede til Sjælland sammen med Harald Kesja, som han her gjorde til medkonge. Niels drog derefter til Slesvig, men dette viste sig at være en dårlig beslutning, for borgerne i byen hævnede sig nu for drabet på deres hertug Knud Lavard og dræbte Niels. Harald Kesja måtte flygte til Norge.

Erik Emune – tyran eller ærefuld konge

Efter slaget ved Fodevig sikrede Erik Emune sig sine tilhængeres forsatte loyalitet ved rundhåndet at uddele de dræbtes gods og embeder til medlemmer af de slægter, der havde støttet ham. Eksempelvis blev Roskilde bispestol besat med ærkebisp Assers nevø Eskil. Også på anden vis søgte Erik at styrke sit magtgrundlag. I højere grad end sine forgængere understregede han, at kongeværdigheden var givet af Gud, og han legitimerede sin magtovertagelse ved at lancere Knud Lavard som en ny helgen.

Mens han var rundhåndet overfor sine tilhængere, ryddede Erik Emune skånelsesløst sine modstandere af vejen. Da hans halvbror Harald Kesja vendte hjem fra sit eksil og lod sig hylde som konge på Urnehoved ting i Sønderjylland, slog Erik til. Han overraskede Harald i landsbyen Skibet ved Vejle og lod ham dræbe. Af Haralds mange sønner undslap kun Oluf; de andre otte blev alle dræbt. Tidligere havde Erik Emune også ladet Haralds sønner Erik og Bjørn Jernside drukne.

Samme grumhed udviste Erik under et togt til Norge, hvor han afbrændte Oslo. Saxo og Knytlinge Saga beretter desuden, at Erik i 1136 besejrede venderne og indtog Arkona på Rügen. Et oprør på Sjælland, anført af Roskildebispen Eskil, slog han ned og tvang oprørslederen til at betale en kæmpebøde.

Der er meget, der tyder på, at Erik styrede riget med hård hånd. Roskildekrøniken beskriver ham som en ”rex tyrannus” (en tyrannisk konge), en overmodig, grum og hensynsløs hersker, der fór frem som et lyn og sprædte rædsel hvor han kom. Saxo til gengæld priser Erik for atter at sætte de gamle love i kraft, efter at de pga. borgerkrigen næsten havde været ophævet. Desuden fremhæver Saxo, at han straffede stormændenes uretfærdigheder og ”revsede de fornemmes utilbørlige havesyge med sværd og strikke”. I domkirken i Lund blev Erik prist som stor kirkelige velgører, og han blev betegnet som ”rex gloriosus” (en ærefuld konge). Hans tilnavn ”Emune”, som han fik, mens han levede, betyder ”den altid mindeværdige”.

Der var altså stærkt delte meninger om Erik Emune. Det tyder hans endeligt også på, idet han den 18. september 1137 på et ting ved Ribe blev gennemboret af et spyd af en hirdmand, der blev kaldt Sorte Plov. Han blev begravet i Ribe domkirke.

1134-37 talet