Jens Christensen Søndberg

Gimsing kirkebog 1829-1848, opslag 25:

1833, den 11te November, Jens Christensen, døbt i Kirken den 17te November 1833. Til Barnefader blev udlagt Tjenestekarl Christen Pedersen Søndberg af Roenborg i Weirum og Moderen Anne Christensdatter af Bomhuus i Struer. Baaren af Tjenestepigen Anne Marie Jensdatter af Balle. Fadderne ware Enkens Børn Pou Andersen og Lene Andersdatter af Westermoustgaard samt Tjenestekarl Søren Nielsen af Fuglgaard. Uægte.

Lysning påbegyndt i Sinding kirke 6. aug. 1865. Vielse 22. 8. 1865. Konstitueret skolelærer i Karup s., ungkarl Jens Christensen, f. i Gimsing sogn. 31 3/4 år, vacc. 1837. og Pige Mette Marie Jensdatter, datter af Jens Madsen og H. 32 1/4 år, opholdende sig i Store Lonnebjerg. vacc. 1834. Forlovere: Møllejer Jens Madsen i Karup Mølle og gårdejer Gade i St. Lonnebjerg.

Afskrift af artikel i Herning Folkeblad 23. 12. 1957.

Karupdegnen I. C. Søndberg

I Folkebladet for 8. november d. å. var en artikel med overskriften "Begravelsesskikke i Vestjylland forhen", og hvori der bl. a. spørges, om nogle af bladets læsere kan fortælle noget om nogle af de folk, der gav sig af med at digte og prente gravskrifter eller mindevers over afdøde.

Da jeg fra mine drenge- og første ungdomsår tydeligt husker I. C. Søndberg - Karupdegn - som han kaldtes - og hans mangeartede virksomhed foruden det at være degn, skal jeg gerne her fortælle lidt om ham.

I. C. Søndberg var degn i Karup fra først i 1860'erne til hen i 1890'erne - altså i nogle og 30 år. Som hans kollega, hint berømte Lysgård-degn, havde han aldrig taget nogen eksamen, og selv om han hverken var murermester om sommeren eller gav sig af med at vise igen, eller læse over bulne fingre, kunne Søndberg meget, meget mere end det at være degn i Karup.

I de fire dage af ugen læste Søndberg i Karup Skole, der havde 2 klasser, der hver gik i sole 2 dage i ugen, de andre 2 dage af ugen gik han en lille smut til Vallerbæk for at holde skole for børnene der, der alle gik i én klasse.

I Skolen var han således optaget 6 timer daglig de søgne dage, og om søndagen var han ringer, degn og kirkesanger ved Karup kirke. Når han så desforuden havde degneladen - der lå lidt afsides på de mange Karup marker - at passe, skulle man synes at manden kunne være fuldt optaget, men Søndberg overkom adskilligt mere.

Det var ikke enhver mands sag at kunne føre en pen i de tider, men det kunne Søndberg. Han skrev en smuk og letlæselig håndskrift, og mange kom til ham for at få skrevet kontrakter og overenskomster, særlig om vandingsanlæg ved Karup Å, hvor der på den tid dannedes flere interessentskaber om engvanding. Så var der aftægtskontrakter og andre kontrakter og skrivelser, som egnens folk kom til Søndberg for at få skrevet.

Han gave sig endog af med åremaling, som han bl. a. udførte på senge i mit hjem. Endvidere var han glarmester, og satte billeder i glas og ramme for folk. Blev der knust en rude omkring i hjemmene, hvad der jævnlig kunne haænde, især hvor der var børn, gik der bud til Søndberg og en dag efter endt skoletid, tog han glaskisten på ryggen og drog ud og folk fik hullerne i vinduerne, der var stoppet med puder eller pjalter, forsynet med nyt glas.

Ved dødsfald på egnen, og det ikke alene i Karup sogn, men også fra den nordlige del af Bording sogn, og den sydlige det af Haderup og Resen sogne, gik der straks bud til Søndberg om at lave et gravskrift, som det kaldtes, og om at komme og 'synge liget ud' på begravelsesdagen.

Der var jo ikke lang frist fra dødsdagen til begravelsesdagen, og selv om Søndberg med tiden havde erhvervet sig en vis rutine i lave gravvers, var der alligevel adskillige personlige hensyn at iagttage i hver enkelt tilfælde, så det gik ikke af uden hovedbrud, og han fortalte, at han tit måtte sidde oppe det meste af natten, inden det lykkedes for ham at nå til en tilfredsstillende løsning af opgaven. Når denne var nået, skrev han versene op på et stykke stift, hvidt papir, som han så tog med sig på begravelsesdagen, og fæsted på det altid sorte kistelåg, der var lagt på 2 stole ved siden af den åbne båre. Søndberg mødte altid i god tid, for at denne akt kunne være i orden inden de altid indbudte begravelsesgæster begyndte at komme. Ligbåren stod i storstuen, hvortil der var indgang fra forstuen, g eftersom følget indfandt sig, fik de først derind for at se liget og for at læse Søndbergs gravskrift på kistelåget. Skriftet blev altid grundig læst og diskuteret, især af kvinderne, med tårefyldte øjne

Hele følget, hvoraf flere var kommen langvejs fra, spiste frokost i de andre stuer, førend de på de åbne hestevogne begav sig ud på det ofte milelange ligfølge, der altid foregik i skridtgang.

Når alle havde spist, samledes de om båren i storstuen for at 'synge liget ud'. Søndberg trådte hen for hovedenden af båren og ledede sangen, og bad fadervor, men holdt ingen tale - det gjorde han aldrig. - Derefter blev låget skruet på, og Søndbergs gravvers blev siddende på låget og fulgte med i graven.

Efter begravelsen tog Søndberg så - efter bestilling - fat på at tegne og prente gravskriftet, der blev sat i glas og ramme - også af Søndberg - og ophængt i hjemmet til mine om den afdøde - ofte på væggen for bordenden. Når man ser disse gravskrifter, må man beundre hans evner i den retning, og det tålmodighedsarbejde det har krævet at tegne og prente det hele med en almindelig stålpen. Blandt mangfoldige andre, lavede han også gravskrifter over mine bedsteforældre, der døde først i 1880'erne. - De findes nu på Herning Museum blandt adskillige andre, hvor de er tilgængelige for interesserede. Navnene er prentede med store flerfarvede bogstaver og er over Søren Jensen på det ene minde og Kjersten Christensen, altså hendes døbenavn på det andet, og begge er signeret med Søndbergs navn i hans håndskrift.

Trods alle sine mange udenomsbestillinger var Søndberg anset for at være en meget dygtig lærer efter den tids forhold. Han skrev selv en meget pæn og tydelig håndskrift, og man sagde, at de fleste, der havde gået i skole hos ham, havde også kunnet lære at skrive, hvis de ville. Han holdt en god og skrap disciplin i skolen, og en dreng kunne være sikker på en revselse, når han havde gjort sig fortjent dertil.

Jeg husker ham som en jævn, høj og slank mand med hageskæg og med fuldrandede briller, og med et par små, runde guldørenringe.

Uden for skoletiden var han jævnlig på farten for at bære de indrammede billeder ud til kunderne, hvad han altid gjorde, eller for at tælle de knuste ruder. Han havde mange børn, og et lærerembede gav kun lidt i de tider.

Efter at han havde taget sin afsked hen i 90'erne flyttede han fra egnen, og han døde hos en af sine børn, og ligger begravet på Spentrup Kirkegård ved Randers, hvor jo også digteren St. St. Blicher er stedt til hvile.

Th. Sørensen

Agerskov

Ved pens. Lærer Jens Christensen Søndbergs Jordefærd Ondsdag den 13. Maj 1908. [i Spentrup]

I Hjemmet: Lær mig, o Skov, at visne glad.

I Kirken: Lyksalig, lyksalig, hver Sjæl, som har Fred.

                Jeg lever - og ved hvor længe fuldtrøst.

Ved Graven: Herrens Venner ingen Sinde.