Marie Louise Kathrine Balslev Wied

I forbindelse med Marie Catharina Lykkegaards død ses følgende trykt i Dansks Missionsselskabs Blad, Søndag de 18. Oktober 1914:

Efterfølgende gengives her den tekst som er skrevet i bladet:

Den 4. September 1899 satte to Missionærbrude, Frøknerne Wied og Pedersen, under Ledsagelse af Missionær Emil Jensen Kursen mod China, det Land, hvor deres Fremtidsarbejde skulde øves - og nu er den ene af dem efter trofast Arbejde derude gaaet hjem til Herrens Glæde.

Lys over vort Sendebud din Fred

og over de tvende Brude !

Bær selv du paa deres Veje med

i Mag, og naar Stormene tude;

gør Miskundhed mod dem i tusinde Led,

til Hjælp for tusinde derude !

Således blev der sunget ved deres Udrejse, og saaledes er det gaaet. Dobbeltbryllupet stod i Chefoo 27. Oktober samme Aar, og derefter rejste de to Missionærer, Lykkegaard og Vyff, hver med sin Brud til Arbejdet, som de efter endt Sproglæsning lige havde faaet begyndt.

Lykkegaards Rejse gik til Feng-hwang-ch'eng, og her fik det nygifte Par den Gerning, som i det mindste for Fru Lykkegaards Vedkommende blev Livsgerningen.

Her har de mødt Livets Storme udefra; her maatte de gennemgaa Trængslerne under Borerurolighederne og Krigen 1904-05; her mødte de Sygdom og Smerte. To Børn ligger begravet i Chinas Jord; Fru Lykkegaard har gentagende lidt af Dysenteri og Malaria, det har svækket hendes Hjerte.

Her har de mødt Stormene indenfra, her kom Smerterne og Sorgerne, da Førstegrøden af de døbte i Feng-hwang-ch'eng, Muhammedaneren Jang-Fu-Jung, vendte Sindet mod Verden og skuffede de Forhaabninger, der var knyttet til ham. Der kom mere af samme Slags, som de maatte bære sammen.

Men Herrens Miskundhed var over dem, derfor blev de til Hjælp for mange, og Gerningen lykkedes under deres Haand.

Udstationer oprettet, en Stab af gode chinesiske Arbejdere knyttet til Gerningen og 126 Menighedsmedlemmer var den synlige Frugt ved deres Hjemrejse.

Det hjertelige ”Farvel og Fred”, der lød ved deres Udrejse, bærer Vidnesbyrd om Hjertebaand, der var knyttet i vor højlovede Frelsers Navn. Der var Kærlighedens og Takkens Klang i det farvel, der lød fra fordums hedninger, der var blevet velsignet af Gud og havde fundet Pladsen i Guds Rige.

Det vil blive et Smertens Budskab for mange derude, naar de hører, at de aldrig mere skal de Fru Lykkegaards kærlige Ansigt.

Hvilken herlig Frugt bar ikke Arbejdet gennem de 13 Aar, afbrudt ved Borerurolighed og Krig, og udført af de smaa Menneskebørn, som stod fremmede for Forholdene og Hustruen ved Arbejdets Begyndelse fuldstændig ukendt med det chinesiske Sprog.

Fru Lykkegaard stod trofast ved sin Mands Side gennem Aarene; i hendes Hænder var Pigeskolen, og sammen med Frøken R. Andersen gjorde hun Arbejdet blandt Chinas Kvinder. Hendes stille Færd mellem Chinesere, som kom paa Missionsstationen, var velsignet; de fandt i hende en Ven, som de skattede.

Saa kom det tunge Opbrud i Efteraaret 1912, Lykkegaards nedbrudte Helbred nødvendiggjorde det, men nu glædede de sig til at vende tilbage til Arbejdet, selv om de skulde gennem det svære at efterlade de tre Børn herhjemme. Gud magede det saa, at de fandt et godt Hjem til dem hos Sekretær Kildeby i Haslev.

Udrejsen var bestemt til August d. 21., men saa kom Krigen og umuliggjorde det. Desuden blev Fru Lykkegaard angrebet af en Lungebetændelse. Sygdommen forløb normalt, og hun kom godt over den, men den har dog efterladt sit Spor, og den i Forbindelse med det svækkede Hjerte er vel den udvortes Aarsag til det bratte Dødsfald.

Veltilpas sad hun med Børneflokken om sig den 2. Oktober, men næste Morgen vaagnede hun med en Lungeblødning, og da en Fødsel var umiddelbart forestaaende, blev hun bragt paa Rigshospitalets Fødselsafdeling, og her sov hun stille og fredfyldt hen Lørdag 3. Oktober kl. 4½ Eftm. efter at have skænket en lille Pige Livet.

For Fru Lykkegaard og hendes Arbejde skal Guds Menigheds Tak lyde; Fred være med hendes Minde!

Hendes Mand med det svage helbred maa nu ensomt drage tilbage til Gerningen. Ham og Børnene anbefaler vi til Guds trofaste Forsorg.

Gud Herren styrke og velsigne dem!

                          -o-

Det bedste Indtryk af Hjertebaandet til Vennerne derude faar vi maaske gennem et Brev, som Fru Lykkegaard 10. Febr. d. år skrev til Kvindeforeningerne, og vi hidsætter det derfor her:

"Naar jeg tænker paa mine Venner i Feng-hwang-ch'eng, da ruller der sig et Billede op af den sidste Tid derhjemme; den var meget travl; vor Rejse blev paa Grund af min Mands Sygdom hurtig bestemt, og jeg maatte være ene om alle de praktiske Forberedelser til Opbrud og Rejse.

De kære, kristne Kvinder kom den ene efter den anden og spurgte, om de ikke kunde række en hjælpende Haand ved Sytøj eller lignende, og med Forkærlighed fandt jeg nu og da lidt, de kunde hjælpe med, og saa kom de næsten alle med Sko til Børnene, kønne, broderede Sko, som de slev havde syet hvert Sting paa, jeg gad nok vide, hvormange Par Sko jeg fik med hjem. Børnene maatte have Sko baade til dette Aar og det næste, sagde de. Den lille Lærerinde sad og broderede ”Overlæderet” saa smukt, mens andre stak Saalerne. Hvor holder jeg af de Kvinder, de kære Bibelkvinder!

Fru Dang havde mistet sine to yndige Drenge et Aarstid før, da hele Menighedens Børn, ogsaa vore, laa af en meget ondartet Mæslingeepidemi. Siden havde hun selv været saa syg flere Maaneder. Hvor I vilde holde af den Kone, om I saa hende, hun har været saa trofast en Veninde i lyse og mørke Dage.

Og Fru Djin, den stille, gode Kone, har trofast fulgt mig omkring i Hjemmene; hun havde saadan en god Maade at tale med de hedenske Kvinder paa, saa de kunde ikke let blive vrede paa hende; hun laa nu hjemme paa Kangen med en lille tre Dage gammel Dreng, mens en tre Aars Dreng, en morsom lille Fyr, løb omkring paa Gulvet og glædede sig ved nogle Sager, som Johannes havde testamenteret ham.

Og saa ind ad den tredje Dør til Evangelisthuset, hvor den lille, stille, dybe Fru Jin boede; hun har haft det saa svært i sit Liv paa mange Maader, men aldrig klagede hun sig, men gik saa stille med det tunge.

Og alle de andre Koner: Lius lille Kone, som jeg kendte, fra hun var den lille, pyntede, pjantede Kone, der kunde drille sin Mand saa grueligt og spottede Kristendommen; hun er nu en forstandig, kærlig og god Moder, der lever sit Liv under meget smaa Kaar, men i daglig Omgang med Gud; hun kom med 1 Pund Kage, som vi skulde have med til Rejsen, og nogle Smaating til Børnene.

Ting's Kone, som Børnene kalder ”store Søster”, kom til os under ulykkelige Forhold og var hos os et Par Aar, indtil hun drog bort fra vort Hjem som en god Mands Hustru. Ogsaa hun kom med Sko, og til sidst tog hun Ringen af sin Finger og gav den til vor lille Ingeborg til Erindring om ”store Søster”. Hvor man, skønt i Hedningeland, føler sig rig, omgiven af saa magen Kærlighed.

Vi rejste hjemmefra en Mandag; om Søndagen før var Menigheden samlet saa vidt muligt for at sige os Farvel. Om Formiddagen var der som sædvanlig Gudstjeneste med Daab, og om Eftermiddagen samledes man atter i Kapellet til Afskedsmøde. Min Mand kunde ikke holde ud at tale ret meget; men mange af Menigheden havde et Ord at give os til Afsked. Der var ikke et tørt Øje, selv hos Mændene. Til sidst sendte jeg Bud efter Børnene, som legede udenfor i Gaarden, og sagde til dem, at de skulde sige ”Ping-an”, d. e. Fred, til deres mange chinesiske Venner; jo, de var Venner, Børnene elskede dem, og de Børnene.

Saa kom den sidste Dag. Jeg skulde pakke, og de kære, unge Prøveevangelister kom ind i Børnestuen og hjalp mig, og alt imens vekslede vi mange Ord om at staa fast og om Guds Naade, som kan og vil bevare os, naar vi kun vil lade os bevare. I Mørkningen var Vognen der, og vi maatte bryde op for at komme til Stationen. Nok et Blik tilbage, og vi kørte langsomt ud ad Porten, mens den synkende Sol kastede sit sidste forgyldende Skær hen over Børnenes Barndomshjem.

Paa Stationen stod i Halvmørket en hel stor Flok ikke alene Mænd, men ogsaa Kvinder; man maa ellers ikke komme ud paa Perronen uden Billet til Toget, og Perronbillet gives ikke, men vor Kristne, japanske Postmester havde bedt om særlig Tilladelse hos Stationsforstanderen. Endnu ét Favntag, endnu et kærligt Ord fra hver, og Toget var der og holdt kun et Øjeblik, saa vi maatte rive os løs. Alle tilønskede de os Guds Fred og Beskærmelse og et ”Bed for os, det kan vi ikke undvære - og hils Modermenigheden i Danmark!”

At Afsted hjemmefra kan smerte, naar man skal sige Farvel til sine kære, det forstaar enhver; men at Afsted derudefra kan faa Hjertet til at bløde, det har I maaske ikke tænkt Jer; men det hører jo med til Missionærlivet at skulle rykkes op, hver Gang man har begyndt at slaa Rod - og saa er det dog saa lykkeligt at kunne slaa Rod.

Glemme dem derude - nej, det kan vi ikke, selv om vi pludselig finder os hensat under andre saa aldeles modsatte Forhold.

Bevare dem - Aa ja, gid vi kunde; men det kan vi ikke med vor bedste Vilje, men bede for dem, det kan vi; det er det, vi gerne vilde have Eder alle med i. Om I vidste, hvor meget den lille Menighed der netop for nærværende trænger til eders Forbøn! Bed om, at de maa være sig deres Ansvar som Kristne bevidst, og at Guds Aand maa faa Lov til at lyse op og rense ud og gøre den indbyrdes Kærlighed brændende. Jeg har stor Tro til Forbøn. Jesus har selv givet os de skønneste og herligste Forjættelser og lovet os, at han vil give aandelige Goder og Gaver og Sjæles Frelse, naar vi beder derom. Hold ud i Bønnen, og nye, levende Strømme, som borttryller alt det daarlige og bringer Friskhed og Frugtbarhed med sig, vil komme ned over Markerne derude, og da vil vi fryde os tilsammen.

Kærlig Hilsen til alle, hver især med Tak for al Kærlighed,

Eders for Chineserne

Catharine Lykkegaard".

Gift med JENS CHRISTIAN JENSEN LYKKEGAARD, f. 6.1.1867 i Sdr.Onsild sogn, død 22.10.24 i Tvis, begravet der.

(Kinamissionær) — Sognepræst. Viede i Chefoo, Kina: 27.10.1899.

Det var nok under påvirkning af sin fromme mor, Ingeborg Hal- skov, at Jens Chr. Lykkegaard allerede tidligt fik præstegerningen i sigte, men hans lidt mere jordbundne far, Jens Kristian L. var af en anden mening: „A hår ingen Peng' å løs' for, å ka' do it fåsto det, saa er Døren die"! — Det var ikke til at tage fejl af, men vel på grund af sin gode begavelse blev J. C. L. hjulpet til læsningen — efter si- gende af selve Viborg-bispen. Muligvis har den fromme og kærlige mor i sin bekymring personlig henvendt sig til biskoppen.

Da han havde fået sin eksamen i København, blev han udsendt som missionær til Kina og opholdt sig her i en årrække, og her er børnene født, med undtagelse af det yngste.

Efter at være kommet til Danmark igen blev J. Chr. Lykkegaard sognepræst for Sdr. Felding-Tvis menigheder i Aalborg amt. — Hustruen Kathrine Balslev Wied var af gammel præsteslægt både på faderens og på moderens side. Moderen var datter af Ribe-bispen, C. F. Balslev. — I Kina opholdt parret sig forskellige steder, den meste tid dog i Fenghuangch'eng.

(Om J. C. L.s missionærgerning har Dansk Missionsselskab udgivet et skrift).

Deres 4 børn er:

• INGEBORG AGNETE LYKKEGAARD, f. 22.4.1902 i Port Arthur, Kina
• SOPHIE MARGRETHE LYKKEGAARD, f. 16.8.1904 i Chefoo, Kina.
• JOHANNES VILHELM LYKKEGAARD, f. 10.8.1906 i Fenghuanch'eng, Kina.
• CATHARINA MARIE ELISABETH LYKKEGAARD, f. 3.10.1914 i København