Bishop Peder Bang

Peder Skjalmsen (Hvide) Peder Bang

Notater

1252 biskop i Roskilde, var tilhænger af sin oprørske "morbroder" ærkebisp Jakob Erlandsen og måtte derfor 1259 forlade sit stift, som han først 1274 efter et langvarigt ophold i udlandet genvandt, efter at have forliget sig med kongen.

Antages ifølge ubekræftede teorier at være stamfader til de fynske Bang-slægter, men har ingen kendte efterkommere.

• http://finnholbek.dk/genealogy/getperson.php?personID=I30878&tree=2
• https://da.wikipedia.org/wiki/Peder_Bang_(biskop)_

  ---

Bang, Peder, –1277, Biskop i Roskilde. Da Jacob Erlandsen, som hidtil havde været Biskop i Roskilde, var bleven valgt til Ærkebiskop i Lund, fik han P. B., som var hans Søstersøn (hvem Faderen var, vides ikke), valgt til sin Eftermand i Roskilde og havde i ham en baade tro og ivrig Tilhænger. Da derfor Striden mellem Ærkebiskoppen og Kongen var kommen til fuldt Udbrud, og Kongen 6. Febr. 1259 havde ladet Ærkebiskoppen fængsle, var det Biskoppen i Roskilde, som kraftigst optraadte som Hævner af dette Overgreb. Allerede 9. Febr. udstedte han fra Kjøbenhavn en Befaling til hele Gejstligheden i sit Stift om i Henhold til den af Paven stadfæstede saakaldte Vejle-Konstitution af 1256 at standse al Gudstjeneste i Stiftet, og da dette Bud ikke alle Vegne overholdtes, indskærpede han det ved en ny Skrivelse af 22. Marts. Des værre véd man ikke, hvorfra denne Skrivelse er udstedt, da Stedets Navn («Scapruth») vistnok er forvansket. Maaske havde Biskoppen allerede den Gang begivet sig til Hertug Jaromar af Rygen, i Forening med hvem han i April Maaned drog til Sjælland med væbnet Haand, erobrede Kjøbenhavn og ødelagde Slottet. 29. Maj døde Kong Christoffer pludselig i Ribe. Enkedronningen opbød de sjællandske Bønder; men Jaromar tilføjede dem et stort og blodigt Nederlag, under hvilket deres Biskop, om han end ikke deltog i Kampen, dog, som der siges, ikke var langt borte. Efter en kort Tids Stilstand udbrød Striden med fornyet Voldsomhed, og Biskop Peder gik endogsaa videre end Ærkebiskoppen, i det han satte den unge Konge (Erik Glipping) tillige med Enkedronningen i Band. Baade han og Ærkebiskoppen maatte dog nu forlade Riget, og P. B. havde den Ubehagelighed, at en mindre gunstig Pave overdrog Bestyrelsen af hans Stift til hans bestemte Modstander, Biskop Tyge af Aarhus. At Kardinallegaten Guido 1266 tilkjendte ham en Erstatning af Kongen af 20000 Mark Sterl., hjalp ham ikke meget, da han næppe nogen Sinde fik meget af denne Sum. 1268 er han rimeligvis fulgt med Ærkebiskoppen til Rom, hvor de maaske forbleve, indtil der 4-5 Aar senere viste sig Haab om en Udsoning med Kongen. Paa Hjemvejen til Danmark døde Ærkebiskoppen i Febr. 1274 paa Rygen; men Biskop Peder fortsatte Rejsen, og i Maj Maaned kom det da til et Forlig mellem ham paa den ene og Kongen med hans Moder paa den anden Side. Betingelserne kjendes ikke, men Biskoppen synes at have været tilfreds med dem, maaske mest fordi han var træt af Kampen og svagelig, thi 23. Juni 1277 døde han (jvfr. Paludan-Müller, Studier til Danmarks Hist. i d. 13. Aarh., 4. St). Suhm, Hist. af Danmark X. Helveg, Den danske Kirkes Hist. til Reform. Jfr. Paludan-Müller, Studier til Danmarks Hist. i d. 13. Aarh., 4. St.

J. Kinch