Carl Andersen

https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=170891#170891,2... Tversted 1817 født / døbt

Karen Margrethes “Kærlighedsbarn” Carl Andersen blev født 1817 i Slynge. Anders Løth fra Ålbæk blev udlagt som fader, der angivelig var tjenestekarl i Slynge.
Carl Andersen voksede op i Slynge og havde digterevner, men trange kår. Ind imellem skrev han digte og blev kendt som Digteren fra Råbjerg, hvis” livsværk”(Digtersamling”) endte på det Kongelige bibliotek. Få af Råbjergs beboere trådte ud fra det sædvanlige, men indefra på deres Kirkegård, står der forfatter på en gravsten og digter på en anden.
Der står ikke noget om, at digteren har modtaget kongelig understøttelse eller at forfatteren har modtaget fortjenstmedalje i guld. Ingen af de to halvbrødre, (Carl Andersen og A. P. Gårdboe) fik adgang til anden skolegang end den skoleundervisning end den de kunne modtage i den omgangsskole, der om vinteren blev holdt på skift en uge af gangen på gårdene, hvor nykonfirmerede drenge og hjemmeværende sømænd, de såkaldte løbedegne, underviste. De blev for øvrigt selv begge to løbedegne og A. P. Gårdbo endda lærervikar i Skagen, og Astrup. For denne tjeneste modtog de nogle få rigsdaler, men om vinteren bestod vederlaget hovedsageligt i forplejning. Om sommeren kunne hverken børnene eller deres lærere undværes i det daglige arbejde.

Præst og forfatter Christian Houkjær har beskrevet Carl Andersens liv i en artikel i Skagen Avis den 9. november 1985, herunder følgende udpluk af ”Klitsognets Digter”:

”Carl Andersen hed han efter den mand, der var angivet som hans far. Han hed Anders og boede i Ålbæk. Datteren i Slynge giftede sig imidlertid ikke med den angivne barnefader, så drengen var efter sin tids skik stemplet som uægte barn. Han fik aldrig mulighed for at få sig en rigtig gård. Da hans tid som informator (løbedegn) var omme, måtte han gå ud på arbejde hos hvem, der ville gøre brug af hans arbejdskraft. I plantningstider gik han oftest i klitten og arbejdede for plantøren, mens han om vinteren var henvist til at bruge plejlen i bøndernes lader, (tærskeredskab, hvor man med en simpelt træstang tærskede korn løs fra aksene)

Da Carl Andersen blev 23 år gammel, giftede han sig med en pige der hed Karen Sofie. Han opgav det lidet indbringende arbejde som omgangsskolelærer og de to unge blev husmandsfolk. Familiens hjem, der var nemlig også børn, blev et lille sted ikke langt fra Råbjerg Kirkegård, hvor han ligger begravet, mindet ved en beskeden gravstens enkle tekst. Ved et sært tilfælde, som kunne ligne en tanke, kom Axsel Schiøtz´ prunktløse gravmæle til at stå blot nogle skridt fra Råbjerg digterens grav.

Carl Andersen havde nydt sin konges gunst, men ikke sine sognefællers forståelse. Den 17. august 1859 havde han iført sig sine skaftestøvler for at begive sig til Ålbæk. Han havde fået bud om, at H.C. Andersen, der var på vej til Skagen med postvogn, ville gøre ophold på kroen, mens der skulle skiftes heste, og postkøreren og hans passagerer spiste middagsmad. Han måtte dog lide den store tort at blive afvist af kroværten. Digtere var ikke den slags folk der blev regnet med den gang, i hvert fald ikke i Råbjerg sogn, så han måtte begive sig på hjemvejen uden at have mødt sin store kollega.

68 år gammel døde han ubemærket, som enhver anden husmand, og flyvesandet har for længst dækket tomten af hans hus. Men han havde nøje fulgt fuglenes viltre leg om det og om de forblæste hyldetræer, der lænede sig op af det. Han har vel sagtens sammenlignet fuglenes korte livs mening med sin egen tilværelses mening, og tankerne havde nedfældet sig på en lap papir i disse ord:

Kom frem lille Fugl, Kom frem af dit Skjul Og syng til Afsked en Sang. Snart drager du bort, Den tid er så kort, gæster vor grønne Vang.

Han havde fra bedsteforældrenes gård i Slynge, hvor han havde haft sin barndom, kendt til smukke ting, ja endda en have med blomster, hvilket var særegent på egnen. En dag under et blæsevejr var en rose knækket og det får digteren i klitsognet til at tænke over livets barske kår, og han skriver:

I Haven staar en rose rød saa herligt, ja, og smilte
Og med en pigemund saa sød zefyrer om den ilte.

Og rosen nikkede saa sødt til Solens straalebade.
Og aftensol gik ned i rødt og kyssed rosens blade.

Den næste dag fløj stormen vildt henover havens gange.
Den dag ej Solen smiler blidt, ej hørtes fuglesange.

Og foraarssolen varm og blid omstråler Rosens taarne,
Og Fuglene fløj hid og did og ofred hver sin Tone.

Men stormen sang sin dødningssang Med lynglimt og med torden.
Med knækket stængel rosen hang sørgmodig ned mod jorden.

Den, Rose, som i Gaar var rød, I dag var visne vorden.
Ja: rød i Dag, i morgen Død, det er naturens Orden.

Han havde engang stået og set på, hvordan en lille kilde sprudlede med klart vand, og da han gik hjem og skrev de linier, der kom til at som et udtryk for den livsvisdom, som husmanden og digteren fra Råbjerg havde nemmet:

I lundens favn saa jeg en kilde. Dens vand var klar - saa klart og skønt,
den risled’ tidlig, risled, silde, i vaartid under løvet grønt.

Lær mig du lille rare kilde at ile, o saa stræbsomt frem,
at virke baade tidlig og silde, indtil jeg naar mit rette hjem.

Nu og da sætter en lille fugl sig en sommerdag på hans gravsten og slår et par triller. Flyvesandet, der lagde hans hus øde, har lagt sig til hvile. Og det har digteren også.

Carl Andersen fik en kunstnerpris af Kong Chr. den IX for sine digte i form af en boggave, samt 30 rigsdaler.

(Præst og forfatter til ”Kirken ved Milen” Mogens Lindhardt Pedersen skriver om digteren C. Andersen): ”Den mere indflydelsesrige broder A. P. Gaardboe, har udvirket at digteren fik 30 Rdl. Og en anseelig boggave af kongen. C. Andersen, digter er formentlig den eneste i Raabjerg indtil nu, der har opnået at få tildelt kunstnerstøtte. ”

Bent Haller har skrevet en roman ”Digterpjalten” over hans liv.
Fra omtalen af bogen: ”Det er en historisk roman fra egnen omkring Tversted, Ålbæk, Råbjerg og Skagen om digteren- ”lejlighedsdigteren” som folk nedladende kaldte Carl Andersen. Han er en virkelig historisk skikkelse, og hans beskedne grav kan ses på Råbjerg Kirkegård. Man ved så lidt om hvad han gjorde, sagde og tænkte i sit fattige liv deroppe på de sandede jorder i det forrige århundrede. Derfor har Bent Haller, som selv har slægt i hvert andet hus i de sogne, digtet om ham og gjort hans liv virkeligt for læserne, så vi næsten har kendt. O g alle de andre indbyggere som sloges med sandet. De store og de små, de reformvenlige og de overtroiske. Digterpjalten der gik barfodet til byen med træskoene i hånden, fik dog en vis, sen anerkendelse. Christian den Niende belønnede ham kort før den gudfrygtige og lidt fordrukne løbedegn og husmand døde.”

• Reference: FamilySearch Family Tree - SmartCopy: Jun 10 2024, 6:42:04 UTC