Christen Nielsen

Fra "Veteranhistorier fra 1864" af J. Jacobsen.

Side 69.
KR. NIELSEN (STIGSEN). I. Jeg er født 1839 i Bøgild, Thorning Sogn, Lysgaard Herred, blev 1861 udskrevet paa Session i Randers til Infanterist, og 1862 i Juli Maaned indkaldt til Tjeneste i Rendsborg ved 9. Bataillon, hvor jeg laa indtil April 1863, da Bataillonen blev forflyttet til Altona. I sidstnævnte By laa vi indtil først i Decbr. Imidlertid var Bataillonen bleven fordoblet, og Afdelingen kaldt 9. Regiment. Jeg stod ved 1. Komp. og havde Nr. 326.

Fra Altona drog vi til Lybek, hvor vi i Omegnen laa indkvarteret indtil Julemorgen. Vi laa 20 Mand paa en Gaard, hvor Manden Juleaften bad os om at synge „Den tapre Landsoldat". Julemorgen marscherede vi saa Nord paa igennem Holsten og kom Nytaarsaften til Landsbyen Fardorf, der ligger Sydøst for Slesvig. I denne By laa vi i 8 Dage; saa blev vi forflyttet til Slesvig, hvor vi laa i Kvarter indtil 3. Fe-bruar. I den Tid maatte vi gaa paa Arbejde og havde det ret strengt. Vi maatte save Is paa Slien for at holde en Rende aaben til at møde Tyskerne. For at kunne staa fast fik vi Issporer spændt paa Fødderne. Imellem maatte vi grave Løbegrave; hvil-ket Arbejde var meget strengt, da Jorden var frossen.

Imidlertid udbrød Krigen, og 3. Febr. Kl. 4 om Morgenen rykkede vi ud til Store Dannevirke, hvor vi stod til Kl. 11 om Formiddagen. I Førstningen var det Regnvejr; men saa klarede det op og blev Frost. Saa trak vi tilbage ind efter Slesvig og troede, at vi skulde hjem i Kvarter, men fik noget andet at vide. Da vi kom til Frederiksberg, svingede vi ud gennem Bustrup, hvor en Dragon, der havde faaet en Kugle gennem den ene Kind, mødte os. Saa vidste vi, hvad Tid der var. Da vi kom forbi Kongshøj, blev Kompagniet formert, 1. og 2. Deling forrest i Kæde, 3. og 4. i Reserve. Saa begyndte vi at skyde paa Østerrigerne. Vi kom saa nær paa hinanden, at Geværerne kryssedes over et Dige. Det gik frem og tilbage en Tid, indtil vi stod bag ved Voldene, som Østerrigerne tre Gange prøvede paa at storme; men de blev slaaet tilbage. To af vore Kanoner blev kørt op paa Volden. Den ene af dem trillede ned første Gang, og det saa ret uhyggeligt ud, som det laa der, Heste og Mandskab, mellem hinanden. Men man kom snart paa Benene, og Kanonerne gav Fjenden et Par Salver, saa han maatte trække sig tilbage.

Da det var Aften, blev 1. Komp. blæst sammen ; men der kom kun 23 Mand. Vor Kompagnichef, Premierløjtnant Redsted, klagede sig derover og spurgte, om nogen af os havde Mening om, hvor Mandskabet kunde være. Nogle af os svarede, at det naturligvis var Løjtnant Bahner, som var løbet med dem. Der blev saa øjeblikkelig sendt Bud efter Bustrup med Ordre til Løjtnanten om hurtigst muligt at vende tilbage. Vor Formodning viste sig at være rigtig; det savnede Mandskab med nævnte Løjtnant var kommen til Bustrup. Efter Tilbagekomsten blev Mandskabet straks stillet paa Forpost, medens vi, de 23, blev fri foreløbig.

Medens vi den 4. Febr. om Morgenen stod paa Forpost hen efter Vedelspang, fik jeg en saaret Mand at se, der laa eller krøb der ude paa Marken. Jeg meldte det til Kaptainen og bad om Tilladelse til at hente ham. Jeg fik saa tre Mand med, og vi krøb eller løb fra Hegn til Hegn, Imedens red seks fjendtlige Husarer frem efter os; men de blev jaget tilbage af vort Artilleri. Det viste sig, at den Saarede var en østerrigsk Officer, der havde faaet det ene Laar skudt i Stykker. Vi smed ham paa Ambulancebaaren; tilligemed samlede jeg fire af de henkastede Geværer op, og i en Fart gik det tilbage til Kompagniet. For Geværerne fik jeg en Specie.

Vi stod der paa Forpost indtil Kl. 5 om Aftenen den 5. Febr. uden at faa Mad, — naar da undtages en Bid Brød og en Snaps, vi tilfældig kunde have hos os — og det frøs og sneede. Endelig kom der Afløsning, og vi gik til Bustrup, hvor der vankede lidt Forplejning, og vi begyndte at koge Mad. Men ud paa Aftenen kom der Ordre til os om at slukke Ilden og aflevere Kedlerne. Saa blev vi stillet op ude paa Gaden ; men vi maatte hverken tale sammen eller holde Fodslag; der blev bare sagt „Gaa" !

Vi fulgte den store Landevej efter Flensborg. Føret var meget glat, og vi gik og halvsov omtrent hele Tiden. Da det gryede ad Dag, spurgte vi om Flensborg var nær ved ; men fik det trøstesløse Svar, at vi kun var 1 Mil fra Slesvig. Rundt omkring saa vi, at der laa Heste og Vogne med Bagage.

Op paa Dagen deltog 9. Regiment i Fægtningen med Østerrigerne ved Oversø.

Ved Ankomsten til Flensborg ud paa Aftenen lagde vi os plat ned paa Brostenene. Da Oberst Harbo spurgte til vort Befindende og, om vi kunde gaa paa Forpost, maatte vi svare benægtende. Vi blev saa indkvarteret med Ordre til at stille Kl. 5 om Morgenen. Men næppe havde vi lagt os, jeg var ikke engang falden i Søvn, før der blev blæst ud ; saa maatte alle Mand op, og Turen gik efter Sønderborg. Da vi om Aftenen kom til Sønderborg, var det næsten umuligt at faa Tag over Hovedet. Nogle af os laa den første Nat i en Jernstøberigaard. Udmattede og dødtræt-te, som vi var, kunde vi dog næsten ikke sove for Kulde, immer maatte vi staa op for at faa lidt Varme ved en Løbetur, Den næste Nat havde vi Kvarter i et Uldspinderi, og Mandskabet laa saa tæt sammenstuvet, at der ingen Plads blev til mig. Jeg krøb saa op paa et Loft, hvor jeg fandt nogle store Kasser med Uldsække. Jeg fik saa en ItM, gik hen og kaldte paa min gode Ven og Kammerat, en Mand fra Funder, at han skulde komme op paa Loftet og se, hvad jeg havde fundet. I Førstningen turde han ikke af Frygt for at miste sin Plads; men jeg fik ham dog lokket derop. Vi tog saa Ulden ud af Sækkene, bredte den ud paa Loftet, tog vort Ydertøj af og lag-de os i Ulden med vore Kapper over os. Der havde vi et rigtig varmt og behageligt Leje, og vi nød den Nat en god Søvn. Men det kneb med at faa Mad; vi fik bare lidt Flæsk og Brændevin, som blev hentet fra et Skib.

Den 9. Febr. blev vi sejlet til Fredericia, straks indkvarteret i Byen og senere sendt ud paa Forposttjeneste ved Byen Taulov, som ligger ned efter Kolding. Den 8. Marts havde vi en Fægtning med Preusserne og blev drevet tilbage til Fredericia. Vi kom saa ud i Skanserne, hvor vi gjorde Forposttjeneste og laa i Barakkerne, indtil vi drog tilbage til Dybbøl. I den Tid blev Byen bombarderet.

Den 12. April drog vi til Fyn og sejlede Dagen efter fra Faaborg til Høruphav, hvorfra vi marscherede ud i Dybbøl-stillingen paa Forpost. Der blev efter vor Ankomst skudt med Granater hver Dag. Natten mellem den 17. og 18. April stod 9. Regiment i Reserve ned efter Alssund. Om Formiddagen Kl. 10 fik vi Ordre til at gaa paa med Bajonetten. Da vi var kommen et Stykke op efter, blev jeg ramt af en Kugle i det højre Laar lidt oven for Knæet, faldt forover og blev liggende Jeg kunde ikke rejse mig, da det smertede ganske skrækkeligt i det saarede Ben. Jeg laa der paa den aabne Mark, hvor Kuglerne regnede ned omkring mig. Et lille Stykke borte var der et Dige, som jeg krøb hen til og fandt en lille Smule Dækning ved. Da jeg havde ligget en Stund, kom der to Preussere gaaende med Gevær i Haand og paasat Bajonet. Den ene af dem satte mig Bajonetten for Brystet, medens han udbrød: „Donnerwetter, der Dåne ! Men den anden tog ham i Skulderen og sagde: „Verwundet, nichs laufen." Jeg henvendte mig saa til ham om Hjælp. Han spurgte mig saa: „Kanst sie laufen ?" Hvortil jeg svarede: „Nicks laufen." Han brækkede derpaa en Gærdestav af, som han gav mig i Haanden, og hjalp mig op, og med den ene Arm om Tyskerens Hals blev jeg ledet hen til et Hus. Men i det samme kom der en Granat, som sprang og tændte Huset i Brand. Saa blev jeg lagt ved et andet Dige, hvorfra jeg kunde se det preussiske Artilleri holde et Stykke henne paa Marken. Henad Aften kom der seks Konstabler, som forlangte min „Bierbuttel" og „Schnapsbuttel," hvilke Ting jeg straks overlod til dem. Derimod nægtede jeg at udlevere mit Tornister, som de ogsaa vilde haft Fingre i. De bar mig saa hen i en Fjællebarakke, hvor der snart kom en Læge til Stede, som forbandt mig efter at have flænget Tøjet i Stykker. Saa blev jeg tilligemed en anden saaret Mand lagt op i en stiv Kassevogn, og saa kørte vi efter Flensborg. Mit Saar smertede meget, da Lægen havde forbundet mig altfor haardt.

Ved Ankomsten til Flensborg blev vi foreløbig indlagt i en Borgerskole, hvor der var strøet Halm paa Gulvet, som vi kunde ligge i. Der laa vi, baade Tyske og Danske, imellem hinanden. Mit Bind blev taget af, og der blev lagt Is paa, hvilket straks lindrede Smerterne. Næste Dag blev vi flyttet hen paa Latinskolen, der blev taget i Brug som Lazaret. Der laa vi i Senge, blev tilset af Læge hver Dag og plejet af to „Barmhjertige Søstre," et Par flinke Piger, som jeg havde meget Fornøjelse af og snakkede en hel Del med, idet jeg prøvede paa at lære dem det jydske Sprog. I den første Tid bragte den danske Befolkning i Flensborg Mad til os; men det blev forbudt, da man ikke vilde give de tyske Soldater noget med, og vi maatte saa nøjes med almindelig Sygehusforplejning.

Jeg laa paa Lazarettet i 10 Uger. Efter Udskrivningen, efterhaanden som vi blev raske nok dertil, fik vi Lov til at gaa ud i Byen, under Bevogtning naturligvis. En Dag blev vi alle sammen lukket inde i selve Tugthuset, hvor vi opholdt os i over 4 Timer. Saa blev vi ført hen paa Banegaarden, puttet ind i Toget og derfra kørt til Rendsborg, hvor vi blev lukket ind i et stort Magasin og maatte ligge paa Gulvet. Opholdet der varede i omtrent otte Dage. Derfra gik Rejsen videre med Tog til Hamborg, hvor vi laa indkvarteret en Nat paa Loftet i et Hotel. Endskønt Tyskerne var meget fiffige til at passe paa os, kunde de dog lade sig narre. I Hamborg deserterede en københavnsk Baron fra dem. Den Dag, vi kom til Hamborg, trakterede han os alle sammen med Cigarer. Om Aftenen lagde vi Mærke til, at Tyskerne havde saa forskrækkelig travlt med at tælle os, medens de stadig raabte : Donnerwetter. Baronen var da forsvunden, og de fandt hans Uniform paa en Retirade. Han havde paa en snild Maade listet sig til at faa fat paa noget civilt Tøj, selv en Handske med en udstoppet Finger — han havde nemlig mistet en af sine Fingre i Krigen — hørte jeg senere, da vi kom hjem fra Fangenskabet. Da han var det tyske Sprog fuldt ud mægtig, var det ikke saa vanskeligt for ham at slippe fra Hamborg. Gennem Magdeburg, hvor vi en Nat laa indkvarteret paa Kaserne, kørte vi til Erfurt, der ligger i preussisk Sachsen. I den By laa vi saa Resten af vort Fangenskab, indtil sidst i August Maaned. Erfurt er en gammel By og stærk Fæstning. Den er jo særlig bekendt i Historien fra Morten Luthers Tid, da han der tilbragte en Del af sine Aar i Kloster og paa Universitet. Den første Tid laa vi i en Vognpark paa Gulvet; men saa blev vi indkvarteret paa en Kaserne, hvor vi fik ordentlige Senge med Madrasser, Tæpper og Lagener. Kasernen var to Etager høj med Skraatag, der var dækket med flere Alen Jord. Der var vældige tykke Mure med Skydehuller. Vor Forplejning var daarlig. Om Morgenen fik vi sort Kaffe, der næsten ikke var til at drikke. Til Middag vankede der forskellig Slags Mad: Kartofler, Nudler, Ærter og Linser samt en lille Smule Fisk eller Flæsk. En Dag spurgte Fæstningskommandanten os ud, om vi fik den os tilkommende Forplejning. Vi vidste naturligvis ikke, hvad der tilkom os i et saadant fremmed Land. Kommandanten lod os saa vide, at vi skulde have 11 danske Skilling om Dagen, Da vi hørte det, turde vi ikke stille større Fordringer. For Resten kunde vi, naar vi havde Penge, købe hos Marketenderen, hvad vi ønskede eller havde Brug for. Vi maatte ogsaa bestille noget for Føden. De raske blev sat til Fæstningsarbejde, læsse og trille Jord, medens vi, der var saarede, skulde fylde Krudtposer. Der blev truet med streng Straf, hvis vi ikke vilde være skikkelige og lydige. Da vi skulde rejse hjem til Danmark var der fem, som havde forset sig ; en skulde have 30 Dages Vand og Brød, og fire skulde paa Fæstningsarbejde.

Jeg og en anden Soldat, der ogsaa var saaret, gik Ærinder i Byen for Marketenderen. En Dag var vi inde hos en Vinhandler, der fortalte os, at vi en af de første Dage skulde gives fri og have Lov til at rejse hjem. Denne Meddelelse var vi naturligvis svært glade ved; men vi turde næsten ikke rigtig fæste Lid til den. Det viste sig imidlertid, at Manden havde Ret; thi et Par Dage efter blev vi sendt med Tog til Lybek, hvorfra vi marscherede til Travemiinde ; saa var vi færdig med Tyskerne og blev afleveret til den danske Stat.

Fra Travemiinde blev vi med et dansk Skib sejlet til København, hvortil vi ankom en Morgen tidlig, og blev straks indkvarteret paa Sølvgades Kaserne, hvor vi skulde aflevere vore Munderingsgenstande. I Stedet for det nogenlunde gode Tøj, vi afleverede, fik vi nogle gamle Pjalter at tage paa til Hjemrejsen. Det, jeg fik, var saa daarligt, at jeg skammede mig ved at tage det paa. Derfor holdt jeg mig lidt tilbage for at forsøge, om der muligvis kunde faas noget, der var lidt bedre. Vaabenmesteren, en Sergent, lagde Mærke dertil og befalede mig at „skruppe af". Men jeg listede mig til at stikke en Mark i Næven paa ham. Saa pegede han om bag et Skab og kastede et Par gode Benklæder hen til mig. Tillige fik jeg Lov til at beholde mit hvide Drejls Tøj. Efter Permissionen blev vi befordret med Toget til Kalundborg, hvorfra vi sejlede til Aarhus. Der lejede vi, som skulde paa den Kant, Befordring til Kjellerup. Vi kom hjem sidst i August, og Folk havde da travlt med Høsten.