Christian Anker

Som barn omtales Christian Anker av sin far i et brev skrevet til Carsten Anker, den 17.04.1789

"Min Christian svarer til min Forvæntning, har og fått den fortjente Belønning av et Uhr, han er en mageløs 8 aars Dreng, synger den sværeste italienske Aria, spiller godt allerede på Violin og Claver... danser som Faderen, fægter net med megen Grace, i sommer skal jeg begynde med at give ham Idé om Ridekunsten, han især udgjør min Glæde"

I "Christianias theaterhistorie" fra 1876 (Henrik Jørgen Huitfeldt-Kaas) står følgende:

Ved Concerten Onsdag 25 Novbr 1789 sang Jess Ankers tiaarige Søn Christian Anker en af Sartis sværeste Arier med saa meget Bifald, at han maatte repetere den. "Han har", siger Moderen i denne Anledning, "en fortræffelig Stemme og ganske god Undervisning i Augusti, som fru Kaas kjender, da han har lært hende at synge; jeg har og taget Information af ham; det er en gammel snild Mand, som [...begrenset utdragsvisning via Google...]

Fru Conradine Dunker sier om Christian at han hadde en skjønn stemme og "Declamation"; hun hadde aldri hørt noe lignende; "Han hadde alle sin Faders Talenter, forened med sin Moders i endnu høiere Grad og ingen av Faderens Excentriciteter, der voldte ham en tidlig Død.

Om Christians død skriver Dunker: "Den elskværdige Søn maate vel tidlig forlade Verden, kun syv og tyve aar gammel, men hans Død var ved Uheld, ikke ved egen Brøde. Schandorff, der var hos ham i de sidste Øieblikke, har fortalt mig alle Omstændigheter derved, blidere og skjønnere Død kan ikke tænkes, han sov ind uden Kamp, som et Barn i Moderens Arme. Dagen før hadde han ladet sit Piano stemme, og da Christen Hammer spurgte; "Hvorledes staar det til med Dem, svarede han: "Ret godt, kun meget mat". Hans Sygdom var en Nyresygdom, som han havde paadraget sig ved en tilsyneladende liden Uforsiktighed".