Daniel Jacob Wilster

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi:

Daniel Jacob Wilster (9. december 1669 i København – 21. juli 1732 i Sankt Petersborg) var en dansk/svensk/russisk søofficer, bror til Peter Jacob, Joachim Jacob og Martin Jacob Wilster samt far til Jørgen Fogh-Wilster.

I dansk tjeneste: Han var søn af tøjmester Johan Jacobsen Wilster (født i Holsten 1623, død 24. marts 1693) og Cathrine Hornbuch (1633-1719). Wilster blev 1685 lærling i Søetaten, foretog flere rejser til Vest- og Ostindien og senere med danske orlogsskibe. 1690 og 1695 var han i udenlandsk krigstjeneste. 1694 blev han løjtnant i Søetaten, 1697 kaptajnløjtnant, 1700 kaptajn, 1705 kommandørkaptajn, 1710 kommandør og året efter schoutbynacht.

1694-95 gjorde han tjeneste i orlogsskibet Lindormen under Just Juel, 1696 førte han fregatten Hejren i Østersøen, 1698 tiltaltes han for at have kaveret for oberst Mules ulovlige ægteskab, men erholdt dog pardon. 1700 sendtes han som chef for Hejren med to andre fregatter til Pillau og stilledes til kongen af Polens disposition; ved hjemkomsten i efteråret måtte han ty ind til Præstø for ikke at falde i hænderne på den svenske flåde. 1704 førte Wilster fregatten Ørnen på Frederik IV's Norgesrejse, 1705 ansattes han ved indrulleringen i Slesvig, men forflyttedes 1707 til Stavanger og 1708 til Bragenæs distrikt, hvor han med sit stridbare sind kom i klammeri med sin mynstringsskriver og pådrog sig en alvorlig reprimande af Generalkommissariatet. 1710 førte han orlogsskibet Beskjærmeren i Østersøen, og året efter var han chef for flådeafdelingen i Norge; med denne skulle han holde den svenske Göteborgeskadre i skak og standse dens utålelige kaperier i Kattegat. Admiralitetet fik dog mange ærgrelser af ham; han gjorde ikke sin pligt, var altid utilfreds og fortrædigede den flinke kommandørkaptajn Hans Knoff. Da han 1712 ved sin overdrevne forsigtighed lod en stor svensk konvoj slippe ind til Göteborg, brast Admiralitetets tålmodighed; Frants Trojel opsendtes som hans afløser, og som arrestant førtes Wilster til København, hvor han ved en krigsret dømtes fra sin charge. Frederik IV formildede dog dommen til afsked i nåde; til tak herfor blev Wilster forræder og gik over til svenskerne.