Elisabeth Marie Scharling

Opkaldt efter sin farmor. Giftede sig med forfatteren af "Nøddebo Præstegård". Søsteren Julie giftede sig med broderen.

Eget kapittel om hende i bogen "Livsminder"(1919) af sønnen Carl Henrik Scharling, s 24. (http://www.worldcat.org/title/livsminder/oclc/13257371/editions?ref... )

Se også teksten hendes datter Ingeborg Margrethe "Margrethe" Scharling-Dragsdahl skrev om hende:

Elisabeth Marie Tuxen fødtes ind i et lykkeligt Hjem paa Christianshavn, paa den gamle Dok, hvor hendes Fader var Direktør for Orlogsværfterne. Ikke ofte ser man et Levnedsløb, som i alle ydre Forhold er saa lykkeligt, saa lyst og godt lagt til Rette, som hendes. 26 Aar i et harmonisk og sjældent lykke­ligt Barndomshjem - 26 Aar i eget Hjem med den Mand, hun elskede. En udpræget Sundhed, sjældent Sygdom, ingen store Sorger og en med Aarene stadigt stigende Livsglæde - indtil hun under et af sine Dages lykkelige Højdepunkter brat, næsten uden Varsel blev kaldt bort fra denne Verden. Men det, der dybest betinger et Menneskes Lykke, kan aldrig op­tælles i ydre Forhold, den afgørende Lykke eller Ulykke i et Menneskeliv stiger op fra Menneskers Indre. Elisabeth Tuxen bar en stor Lykke i sit Indre. Hendes Livstone var lys, glad, harmonisk. Hun var lykkeligt udrustet baade i Forstand og Hjerte. Det var hende naturligt at føle Sympati for Mennesker, og ud fra det voksede en forunderlig levende Deltagelse for andre Mennesker. Hendes Søster Nikoline glemte aldrig den lysende Glæde i Elisabeths Øjne, da Nikoline kom og fortalte, at hun havde faaet sit første Maleri antaget til Charlottenborg Udstillingen.

I sit smukke Hjem paa Dokken med det gamle hyggelige Hus, terrasseformet bygget i tre Stokværk, med de to Haver, som strakte sig ned til Søen, gik Elisabeth blandt sine 6 Søskende og hjalp sin Moder. Der var i hine Tider sjældent Tale om Er­hvervsuddannelse for unge Kvinder. Tid og Kræfter kunde derfor bruges til en alsidig Udvikling. Ved Siden af sit huslige Arbejde dyrkede hun Musik, Sang og Klaverspil, saa Kunstudstillinger, gik i Teater, hørte Koncerter, læste Bøger paa fremmede Sprog, læste i det hele en hel Del og beskæftigede sig stærkt med religiøse Tanker. Om Aftenen, naar de yngre Søstre laa i deres Senge, kunde de se Elisabeth sidde ved Bor­det med Bibelen opslaaet. Da hun var 20 Aar, havde hun gen­nemlæst Bibelen. - Hun levede sit Liv i Hjemmet og blev, hvad man i den Tid forstod ved en dannet, ung Pige. Kamp for og Pligt til Erhverv var endnu ikke sat ind i Kvindernes Række.

Der var i Hjemmet god Hjælp baade af kvindelig og mandlig Kraft. Men Huset var stort og Familien ligesaa. Elisabeth var sin Moder en god Støtte i Husgerning og i de yngre Søskendes Opdragelse. Haand i Haand med en alvorlig Grundtone i hen­des Personlighed gik de lyse, venlige Drag i hendes Karakter; en lykkelig Harmoni prægede hendes Sjæleliv. Den lille Søster Julie sad en Sommerdag i Lysthuset og saa Elisabeth gaa forbi. Elisabeth gik i sine egne Tanker uden at se Søsteren; men da hun i det samme sukkede, tænkte Julie forbavset: „Kan hun ogsaa sukke! Er hun ikke altid glad?" Hun var saa vant til altid at møde den sunde, venligtsindede Ligevægt hos Elisabeth. Maaske dette Træk ellers ikke var det mest udprægede i denne Søskendeflok, hvis Sind gennemgaaende var præget af en Kunstnernatur, som hos tre af Børnene gav sig Udtryk i Maler­kunst: hos Laurits Tuxen, der blev en af sit Lands ansete Kunst­nere (allerede i Elleveaarsalderen malede han Billeder, man lagde Mærke til), hos Nikoline, der særligt som Blomstermaler­inde naaede en meget smuk Udvikling; hos Judithe, der dog ikke naaede at male meget, da en Tyfus bortrev hende i hendes fejreste Ungdom.

Naar Elisabeth med sin ranke, kønne Skikkelse og lette Gang gik hen ad Strandstræde, sagde Folk bag Vinduerne: Der gaar den smukke Frøken Tuxen. - Da hun naaede sit 25. Aar uden at have valgt en Livsledsager, tænkte hendes Moder med Be­kymring: Hun bliver nok aldrig gift. - Men i Søskendeflokken havde man en anden Mening. De anede, hvor hendes Hjertes Slag bar hen. Julie, nu en halvvoksen Pige, gik en Dag med hende over Kongens Nytorv. Da viste Elisabeth hende en Mand, der gik et Stykke borte, og sagde: „Der gaar en Digter!" Men Digteren, det var Henrik Scharling, og hans Hjerte bar Navnet Elisabeth Tuxen indskrevet, efter at han havde mødt hende i et Selskab hos Brygger Jacobsen paa Carlsberg.

Mange Aar senere fortalte Mormor sit Barnebarn: „Den Dag, da Elisabeth blev forlovet, det var en af de lykkeligste i mit Liv." Det skete en blomstrende yndig Juniaften i Dokkens Sø­have, at Henrik Scharling bad Elisabeth Tuxen blive hans Hustru. I Breve fra de andre Søskende læser man om Henrik og Elisabeth, der straalende lykkelige traadte ind i Stuen sammen paa Besøg hos Slægt og Venner.

28. Maj 1868 ringede Holmens Kirkeklokker over et lysende glad og dog alvorligt Brudepar - og det Hjem, de to byggede sammen i 26 Aar, blev et sjældent lykkeligt Hjem - rigt, stærkt, fyldt af Sjælens Harmoni. De Ord, Elisabeth hin For­aarsaften i Dokkens Søhave i sin straalende Lykke sagde til sin Elskede: „Jeg tror nok, at jeg tør love Dem, at jeg skal blive Dem en god Hustru" - det holdt hun helt igennem. Som teologisk Professor, som Forfatter, med sit stærke, kamplystne, idealstræbende Sind kom Henrik Scharling ud i mange Slags Strid blandt Mennesker. Klartskuende, ubestikkelig i sin Sand­hedstrang, kærligt forstaaende stod hun trofast ved hans Side. Og om ham lagde hun alt et Hjems Hygge og Lykke, det, der giver en Mand Hjertets Fred, naar han vender hjem fra mangen Slags Strid i Verden. Med kyndig Haand styrede hun Hushold­ningen, tog sig dog efter hin Tids Skik ikke af Madlavning og grovere Rengøringsarbejde, men ledede sit Hus mønsterværdigt. En klog, varmhjertet Moder for sine tre Børn, vaagen overfor enhver Fejlretning i deres Karakterer - først og sidst be­sjælet af et inderligt Ønske om, at de maatte blive kristne Mennesker.

Saaledes drog hun sit lysende Spor gennem sin Mands og sine Børns Liv - den Tid, der var beskikket hende paa denne Jord. Og da hun var borte fra dem, levede hun dog i deres Tanker og deres Hjerte. Faderen nævnede hende sjældent. Han kunde det ikke. Men da Datteren engang sagde: „Jeg drømte mærkeligt levende om Mor i Nat," fik han et stærkt grebet Ud­tryk, satte de Støvler fra sig, som han just havde taget frem for at gaa ud, og sagde med dyb Bevægelse: „Er det ikke under­ligt, at jeg aldrig drømmer om hende; jeg tænker dog paa hende hver eneste Dag." Og han satte sig i Gyngestolen og faldt i dybe Tanker.

(Skrevet af Margrethe Scharling Dragsdahl (10. sept. 1883 - 3. nov. 1970), findes i ”Min Mor, 40 danske Mænd og Kvinder fortæller om deres Mor”, De Unges Forlag , Kbh. 1948, pp. 116-127.)

1894: http://www.worldcat.org/title/mindeord-over-elisabeth-marie-scharli...