Emil Slomann

Emil Slomann (24. juli 1855 i København (Frue Sogn)–26. maj 1904 i Middelfart) var skolemand og leder af Slomanns Skole i København.

Emil Slomann var søn af grosserer Sally Wulf Slomann (1809-1878) og Rosalie Johanne Christiane Heilbuth (1820-1894). Han blev gift første gang 20. juli 1883 på Frederiksberg med Thora Lucia Ovidia Klingenberg (1862-1924) med hvem han fik børnene Emil (1884-1917), Vilhelm (født 1885), Elisabeth (født 1887) og Knud (født 1889). De blev skilt i 1895, og Emil Slomann blev gift anden gang 29. maj 1901 på Frederiksberg med Theodora Frederikke Ida Rasmussen (1859-1935), der var skilt fra kunstmaleren Hans Nikolaj Hansen (1853-1923).

Slomann blev student i 1872 fra Det von Westenske Institut og studerede en tid ægyptisk. Stærkt påvirket af Georg Brandes kastede han sig derefter ud i friere humanistiske studier af historie, litteratur og sprog. Han tilhørte en snæver kreds af unge, hvortil bl.a. hørte Niels Neergaard (1854-1936), Julius Hoffory (1855-1897) og Kristian Bahnson (1855-1897). Samtidig med studierne underviste han privat og på skoler, således i Hauchs Skole 1874-1878 og efter en studierejse i Italien 1879-1880 igen 1880-1882. De følgende tre år var han lærer ved Vejle Latin- og Realskole. Han deltog i byens offentlige liv, fik oprettet undervisning for arbejdere, fik indrettet et svendeherberg og blev medlem af Venstrevælgerforeningens bestyrelse. Denne sociale og politiske virksomhed syntes en del vejleborgere ikke om, og den gav anledning til, at han forlod skolen. I skolens årsskrift 1884-85 takker rektor Krarup Emil Slomann for »hans udprægede Interesse for Skolegerningen og skarpe pædagogiske Blik. Disciplene vil ikke glemme hans ualmindelig vækkende Undervisning og venlige Imødekommenhed«.

Efter sommerferien 1885 grundlagde Slomann en skole på Nørrebro i København sammen med dr.phil. Frederik Winkel-Horn, som dog trak sig tilbage allerede året efter. Allerede fra begyndelsen havde skolen det nye fag sløjd på fagplanen med 12-14 ugentlige timer, der blev varetaget af den senere sløjdskoleforstander Aksel Mikkelsen, der imidlertid efter grundlæggelsen af Dansk Sløjdlærerskole overgav sine timer til Frederik Galatius (1855-1920). Slomann støttede sløjdsagen og var en hyppig gæst på Mikkelsens sløjdskole på Værnedamsvej.

Efter sommerferien 1889 indviedes skolens nye bygning Jakob Dannefærds Vej 3, Frederiksberg. Skolen hed nu Slomanns Latin- og Realskole. Slomanns undervisning og ledelse af skolen prægedes af de samme egenskaber, som rektor Krarup havde fremhævet hos ham: Nænsomhed og kærlighed til det behandlede stof, intensitet og tankeklarhed og human samfølelse med eleverne. Han ønskede vel intet eksamenspiskeri, men fordrede dog, at alt det faktiske i et pensum skulle læres. Det opdragelsesideal, han satte sig, og de fremragende lærere, han knyttede til sin skole, gav den på mange måder et mere moderne tilsnit end de fleste højere skoler i samtiden.

Slomann tog ivrigt del i drøftelse af tidens skolespørgsmål. Således holdt han i 1892 i Det pædagogiske Selskab et foredrag, der er udgivet under titlen »Den private Latinskole, dens Stilling og dens Fremtid«. Han indledte her drøftelsen af skolernes økonomiske forhold, som ni år senere ordnedes ved oprettelsen af De forenede Skoler. Skønt præget af sin ungdoms studium af den klassiske oldtid, og skønt han gav skolens segl et latinsk motto, »Et quid volo, nisi ut ardeat« (Direkte: Og hvad jeg vil, er kun, at det brænder; dvs. brænder for en hjertenssag), var han dog med til at arbejde for gennemførelse af den reform af den højere skole, der betegnes ved almenskoleloven af 1903, der begrænsede de klassiske sprogs (oldgræsk og latin) plads i skolen.

Slomann var medlem af Frederiksberg skolekommission 1896-1902, de fire sidste år som formand. I 1902 trak han sig på grund af sygdom tilbage fra sin skole. Han døde i 1904 og blev begravet på Assistens Kirkegård i København.

Slomann har udgivet en læsebog, nogle historiske skrifter og flere vægtige tidsskriftsartikler, hvoraf kan nævnes »Sløjden i Skolen« (1886 i »Vor Ungdom«).

Kilder

• Dansk Wikipedia: Emil Slomann
• Dansk Wikipedia: Slomanns Skole

  ---

  
  

Emil Slomann, 24.7.1855-26.5.1904, skoleleder. Født i Kbh. (Frue), død i Middelfart, begravet i Kbh. (Ass.). S. blev student 1872 fra det v. Westenske institut og studerede en tid ægypisk, en frugt heraf er artiklen Nemesis og Ægyptologien. En Kritik (af M. Goldschmidts Nemesis-tanker) i tidsskriftet Det nittende Aarhundrede, 1877. Stærkt påvirket af Georg Brandes kastede han sig derefter ud i friere humanistiske studier af historie, litteratur og sprog. Han tilhørte en snæver kreds af unge, hvortil bl.a. hørte N. Neergaard, J. Hoffory og K. Bahnson. S.s mindetale ved sidstnævntes død er udgivet under titlen I Kristian Bahnsons Hjem 11. Jan. 1897. Under studierne underviste S. privat og på skoler, således i Hauchs skole 1874–78. Efter studierejser i Italien 1879ff var han lærer 1882–85 ved Vejle latin- og realskole. Han deltog i byens offentlige liv, fik oprettet undervisning for arbejdere, fik indrettet svendeherberg og blev me'dlem af venstrevælgerforeningens bestyrelse. Da denne sociale og politiske virksomhed blev genstand for en del lokal kritik besluttede S. at forlade skolen. – Efter sommerferien 1885 begyndte S. en skole på Nørrebro i Kbh. sammen med dr.phil. Fr. Winkel-Horn som dog allerede n.å. trak sig tilbage. – S.s skole blev snart en af hovedstadens mest ansete latinskoler med ry for en fagligt engagerende undervisning og en børnevenlig omgangstone, præget af lederens noble, fordomsfrie og humane personlighed. Sit mål med skolens arbejde sammenfattede S. i dens motto: Et quid volo, nisi ut ardeat. 1889 indviedes den nye bygning på Jakob Dannefærdsvej – til hvilken lejlighed en af lærerne, digteren Viggo Stuckenberg, skrev de fire skolesange der er trykt i digtsamlingen "Sne" (1901). Oprettelsen af en børnehaveklasse og indførelse af sløjdundervisning var med til at tegne skolens profil; allerede 1886 havde S. med artiklen Sløjden i Skolen i Vor Ungdom peget på sløjds betydning for børn. I 1890ernes offentlige debat om skolespørgsmål blev der lyttet til S. Det gjaldt hans foredrag i Det pædagogiske selskab nov. 1892, Den private Latinskole, dens Stilling og dens Fremtid, udg. s.å. af De københavnske latinskolers bestyrerforening. Her indledtes den drøftelse af de private skolers økonomiske forhold og pædagogiske særpræg der over den organisatoriske sammenslutning ("Ringen") 1901 førte frem til lov af 20.3.1918 om statstilskud til private højere skoler i hovedstaden. – Sammen med S. L. Tuxen, der bestyrede Borgerdydskolen i Kbh. stillede S. 1898 forslag om en pædagogisk uddannelse af latinskolens lærere, og han blev medlem af den ministerielle kommission der med sin betænkning to år senere lagde grunden til gymnasielærernes pædagogicum. – S.s vigtigste indsats blev imidlertid, at han – ligeledes sammen med Tuxen – 1898 og 1901 udstak linjerne for en 3. retning i latinskolen – den der ved almenskoleloven 24.4.1903 blev til gymnasiets nysproglige retning. I striden mellem de klassiske og de "reale" fag stod S. på møder og i artikler – især Den lærde Skole og dens Reform i Tilskueren 1899 – som den myndige forkæmper for en moderne humanistisk dannelse. Reformen skulle fjerne den golde formalisme, men "bevare den humanistiske, den kulturbærende Tradition inden for den lærde Skole, som har været den gamle Skoles Maal, og hvor den trods alle sine Svagheder utvivlsomt har haft sin sande Grundkraft". Både klassikere og naturfagslærere anerkendte S.s saglige styrke og ireniske karakter; i begyndelsen af 1902 valgtes han til formand for De lærde skolers lærerforening hvis bestyrelse han havde siddet i siden 1895. Få måneder senere ramtes han imidlertid af sygdom og trak sig tilbage fra både foreningen og skolen. Samtidig udtrådte han af Frederiksberg skolekommission hvor han havde været medlem siden 1896, de fire sidste år som formand. Trods sygdommen fuldførte han udgivelsen af sin illustrerede Læsebog for danske Børn I-III, 1901–03.

Familie Forældre: grosserer Sally Wulf S. (1809–78) og Rosalie Johanne Christiane Heilbuth (1820–94). Gift 1. gang 20.7.1883 på Frbg. med Thora Lucia Ovidia Klingenberg, født 5.2.1862 i Kbh. (Helligg.), død 25.8.1924 på Frbg., d. af grosserer Henrik Emil Frederik K. (1834–1902) og Jane Jacobe Quist (1836–63). Ægteskabet opløst 1895. Gift 2. gang 29.5.1901 på Frbg. med Theodora Frederikke Ida Rasmussen, født 26.2.1859 i Kbh. (Petri), død 9.2.1935 i Charlottenlund (gift 1. gang 1883 med maler Hans Nikolaj Hansen, 1853–1923), d. af bandagist Anton Gustav Casimir R. (1824–1900) og Sophie Louise Christiane Wald (1827–1913). – Far til Vilhelm S. Bror til Herman S. Ikonografi Buste af Axel Locher. Foto. Bibliografi Politiken 15.10.1884. Vejle amts avis 16. 10.s.å. Viggo Stuckenberg i Slomanns skoles progr. 1903 3–8 og 1904 3f. Sigurd Trier i København 30.5.1904. M. F. Sødring i Vort land 2.6. s.å. [Georg S. Bendix:] Min moder, 1913 37. Karen Margrethe Carstens: Halvtreds år af gymnasieskolernes lærerforen.s. hist., 1940 16–42. Jakob Alsted: Skoleminder 1876–1936, 1946 26–30. Vagn Skovgaard-Petersen: Dannelse og demokrati, 1976. – Papirer i Landsark. for Sjælland.