Enevold Nielsen Ewald

Enevold Ewald, född 1696, död den 17 november 1754, var en dansk präst, far till Johannes Ewald.

Ewald var prästson från Højst i Nordslesvig. Han studerade teologi i Tyskland, bl. a. i Halle, där pietismen vid den tiden stod på sin höjdpunkt. Gripen av denna rörelse höll han efter återkomsten till hemmet samlingar i pietismens anda.

1727 blev han kallad till präst vid det nyupprättade Vajsenhuset i Köpenhamn och utövade genom sina predikningar ett icke ringa inflytande. Utan sammanstötningar med de ortodoxa gick det dock inte. Särskilt var skriftermålet med tillsägandet av syndernas förlåtelse en törn i ögat för pietisterna och Ewald fick tillåtelse att avstå från att leda skriftermål.

Senare kastade han sig mer över skriftliga arbeten; således utkom Tidsregister over det gamle og det ny Testamentes Kirkehistorie och fem band predikningar över Moseböckerna, dessa är tillsammans med hans Bibelske Konkordants (I-III, 1748-49) vittnesbörd om en ingående bibelkunskap.

Han var svärson till Marie Wulf och far till Johannes Ewald.

Ewald, Enevold, 1696-1754, Præst. Han var Søn af Præsten Niels Enevoldsen (Evald) (f. 1658 d. 1733) og Mette Magdalene Prætorius (f. 1671 d. 1729) og født i Højst, mellem Tønder og Aabenraa, 29. Avg. 1696. Faderen var en Præstesøn fra Nabosognet Bylderup, men dansk Student fra Frederiksborg Skole; Moderens Forfædre havde i 3 Slægtled været Præster i Højst. E. var en tidlig vakt og alvorlig Dreng, der alt før sit 14. Aar, som han selv fortæller, havde gjennemlæst hele Bibelen 4 Gange. Som hjemmehørende i Hertugen af Gottorps Lande sendtes han til tyske Universiteter, rimeligvis først til Kiel, senere til Jena og Halle. Paa det sidstnævnte Sted stod den Gang Pietismen i sin højesteFlor, og E. paavirkedes meget stærkt af dens indtrængende og vækkende Forkyndelse. Han gjenoptog her sin flittige Bibellæsning og opnaaede, om end ikke uden Anfægtelser, at komme til aandelig Hvile i en fast Tillid til det aabenbarede Ord; hans Kjendskab til Bibelen var enestaaende, og de store Flidsværker, som han senere forfattede, havde deres sikre Grund i disse Ungdomsstudier. Efter at være vendt tilbage til sit Hjem optraadte han her som den første Forkynder af den pietistiske Kristendomsopfattelse; han holdt Forsamlinger, prædikede og katekiserede og havde stort Tilløb fra hele Egnen; det kirkelige Tilsyn holdt ikke af denne Bevægelse. Han udgav ved denne Tid sine første Smaaskrifter, baade i bunden og ubunden Stil.

Da i Aaret 1727 det store Waisenhus oprettedes i Kjøbenhavn, kaldtes E., der var bleven bekjendt i Hovedstaden ved gjentagne Besøg og Gjæsteprædikener, til Lærer og et Par Maaneder efter til Præst ved denne Opdragelsesanstalt. Hans Virksomhed her faldt i to Perioder; i de første Aar vakte han Opsigt ved sin Veltalenhed og ved de Tanker, han fremsatte, senere gik han mere og mere op i sine lærde Værker. E. synes at have været den første, som bragte Pietismen til Kjøbenhavn; hans Prædikener havde stort Tilløb; selv da Waisenhuset var brændt, og der maatte holdes Gudstjeneste i Ridehuset, flokkedes rige og fattige om hans Talerstol; «en større Prædikant og Katekisator haver Danmark næppe haft», siger en samtidig. Det var dog ikke blot den Inderlighed og den Veltalenhed, hvormed han forstod at fremsætte sine Tanker, der droge Folk til ham, men ogsaa de efter Tidens Lejlighed kjætterske Meninger, han fremsatte. Saaledes vovede han at paastaa, at der maatte skjelnes mellem den indre, sande Kristendom og den udvortes Kirke med dens Naademidler, og at Mennesket først efterhaanden kunde vinde Naade hos Gud ved Selvopdragelse i Taalmodighed og Troskab; ligeledes krævede han Taalsomhed over for anderledes troende. Følgen blev da ogsaa, at han droges ind i den forargelige Strid mellem Hovedstadens Præster og underkastedes Forhør og andre Ubehageligheder; han beholdt dog sit Embede mod at holde en Kapellan, som var fri for hans Anfægtelser med Hensyn til Absolutionen (1734).

Der havde i disse Aar samlet sig en talrig fri Menighed om E., men senere synes denne igjen til Dels at have opløst sig, og det blev vanskeligt for ham at komme ud af det med de meget smaa Indtægter ved Waisenhuset, som han dog ikke vilde forlade. Saaledes nødtes han til at paatage sig andre anstrængende Arbejder; han oversatte opbyggelige Skrifter og begyndte derefter en brydsom Forfattervirksomhed: 1741-42 udkom i 2 Bind et «Tidsregister over det gamle og det nye Testamentes Kirkehistorie» og 1744-50 i 5 Bind Prædikener over Mosebøgerne med deres Spaadomme og i 3 Bind den bekjendte «bibelske Konkordans». Endelig udgav han et Par mindre Skrifter med opbyggelige Digte og en Anvisning til Bibellæsning. – E. blev 1747 tit. Professor theol. og i det følgende Aar Medlem af Missionskollegiet og Waisenhusets Direktion. Han var kun én Gang gift, nemlig med Maria Wulf (f. 23. April 1715), hvem han ægtede i Avg. 1730, Datter af en Bygningsentreprenør Matthias W., hvis Enke Marie havde været stærkt indviklet i Sagen om de gudelige Forsamlinger. Hans Helbred var alt den Gang svagt og nedbrødes yderligere ved Overanstrængelse; om Sommeren maatte han opholde sig paa Landet. Senere formaaede han næsten slet ikke at røgte sit Embede, i hele Aar talte han kun faa Gange. Han døde 17. Nov. 1754; hans Enke ægtede 4 Aar efter Hørkræmmer og Overformynder Peder Hulegaard, men blev atter Enke 1769 og døde 27. April 1791. Af deres 3 Sønner var Digteren Johannes E. (s. ndfr.) den mellemste.

Nyerup, Lit. Lex. A. D. Jørgensen, Johannes Evald. Tilskueren 1901, S. 233 f.

A. D. Jørgensen. (Bricka)

http://bibliotek.dis-danmark.dk/cgi-bin/koha/opac-detail.pl?biblion...