Hans Christian Sneedorff

Kilde Wikipeida: https://da.wikipedia.org/wiki/Hans_Christian_Sneedorff: Hans Christian Sneedorff (22. maj 1759 i København – 13. oktober 1824) var en dansk søofficer, søn af professor Jens Schielderup Sneedorff og hans anden hustru.

Sneedorff mistede kun 5 år gammel sin fader. Med moderen, en udmærket begavet og elskværdig personlighed, flyttede han 1764 fra Sorø til København, blev ved grev Fr. Danneskjolds formående protektion 3 år efter indskreven som volontærkadet og fik 1772 bolig på Søkadetakademiet. 1776 udnævntes han som Nr. i af sit Hold til Sekondlieutenant i Marinen med det Skudsmaal: «Har godt Geni og god Konduite». Han førte paa den Tid et livligt Ungdomsliv, blev Medlem af Litteraturselskabet, omgikkes Rahbek, Nyerup og andre skønånder og var jævnlig gæst i Kammerherre Suhms Hus.

Sneedorff avancerede derefter 1781 til Premierlieutenant, 1789 til Kapitajnlieutenant, 1796 til Kapitajn, 1803 til Kommandørkapitajn, 1811 til Kommandør og blev 1816 Kontreadmiral. Sine Kundskaber udvidede han som ung Officer dels ved hos den geniale H. Gerner at tage Undervisning i Konstruktion, hvorefter han blev Avskultant i Konstruktionskommissionen (1789 virkelig Medlem af denne), dels ved 1783 at høre Professor Bugges Forelæsninger. 1779-85 var han udkommanderet som subaltern Officer med Øvelsesskibe, deriblandt 1781 til Norge, hvor han med en Snav tog en amerikansk Kaper, og 1782 med Fregatten «Bornholm» (Kapitajn M. Bille), der paa et hængende Haar nær var strandet paa Irland efter at have udholdt en Række forfærdelige Storme. Aaret efter (1786) ansattes han som Skoleofficer for Søkadetterne, hvortil han medbragte fortrinlige Anlæg. Ved Akademiet vedblev S. at virke i en lang Aarrække, først som subaltern Officer, fra 1789 tillige som Lærer i Sømandskab og s. A. som næstkommanderende; han deltog i dette Tidsrum i Kadetskibstogterne, hver Gang Saadanne bleve udrustede. 1797 ansattes han som Chef for 1. Artillerikompagnis 1. Division, men forflyttedes her fra allerede s. A. for at overtage det vigtige Hverv som Chef for Søkadetakademiet efter Kommandørkapitajn A. H. Stibolts Afgang.

S.s Udnævnelse til denne Post betegner et betydeligt Opsving i Kadetternes Uddannelse. Han fik indført, at der fra nu af aarlig udrustedes særlige Øvelsesskibe for Kadetterne; disses Antal forøgedes, saa at det fra 1802 endog blev nødvendigt at anvende et Linjeskib som Kadetskib; tillige sørgede han for, at selve den theoretiske Undervisning blev bedre reguleret og lettet ved Udgivelsen af forbedrede Lærebøger. Endnu større var dog den Indflydelse, han personlig fik over de unge Mennesker ved de Grundsætninger, han forstod at bibringe dem. Med en glødende Veltalenhed, der set med Nutidens Øjne dog af og til forekommer os noget svulstig, opflammede han deres Fædrelandskj ærlighed og Æresfølelse og bibragte dem høje Forestillinger om deres Pligter som Søofficerer; samtidig med at være Stræng viste han sig som sine underordnedes faderlige Ven, saa at han paa en Gang var baade frygtet og elsket, og hans Ry som Organisator og Opdrager fløj ud over Landets Grænser. Admiral van Dockum siger om S. i sine Livserindringer: «Han var en Mand, der satte sin Ære og Stolthed i at bringe det mest mulige ud af Kadetternes Opdragelse, fremmende disses Æresfølelse, Kammeratskab og Selvstændighed . . . en højt dannet Personlighed, om end ikke uddannet til Pædagog, men med gode Evner til at behandle og udvikle Ungdommen». Hvad der bidrog til at give S. en Del af hans Prestige, var sikkert ogsaa det smukke og fyldige Familieliv, han førte sammen med Hustruen, Marie Elisabeth (Betzy) f. Tønder, med hvem han blev gift 14. Avg. 1789; hun var født 1. Dec. 1770 og døde 16. Juni 1815 paa Villaen «Betzyshytte» ved Fredensborg, var Datter af Kontreadmiral R. H. Tønder (f. 1740 d. 1814) og Elisabeth f. de Hemmer (d. 1808). I hans Hjem færdedes Datidens lærde Mænd og gode Hoveder, der direkte paavirkede S. selv og udviklede hans Lyst og Anlæg for Poesi. Efter sin 1. Hustrus Død indgik han 19. Juni 1818 Ægteskab med den da 31aarige Marie Margrethe Skibsted (f. 10. Marts 1787 d. 25. Maj 1874), Datter af Justitsraad, Generalfiskal Poul Fred. S. (f. 1753 d. 1812) og Christiane Magdalene f. de Fine Olivarius (f. 1759 d. 1816).

I Aarene 1798-1800 var S. Chef for Kadetskibet, Fregatten «Frederiksværn». 1801 bragte, som naturligt var, en Forstyrrelse i de vanlige Udrustninger. I slaget på Reden 2. April kom han ikke til at spille nogen aktiv Rolle; dog har han ved denne Lejlighed sat sig et Minde, i det han efter Kampen paatog sig at skrive den Saarede Kommandør Olfert Fischers Rapport for ham. Fra 1802-6 førte S. atter Kadetskibene, først Linjeskibet «Sejeren», sluttelig «Louise Augusta». Der er næppe nogen Tvivl om, at han paa disse Togter har udviklet sit Uddannelsessystem saa meget, som gjørligt var, saa meget mere som han var en fortrinlig Manøvrist; derimod staar det til at antage, at han selv samtidig blev for meget methodisk paa Bekostning af det raske, ofte skiftende Initiativ, som Forholdene under en Krig kræve af den kommanderende. Under alle Omstændigheder er det en Kjendsgjerning, at han i det paafølgende Krigsaar, hvori han optraadte aktivt, ikke naaede saa gode Resultater, som hans Samtid havde ventet. 1807 udsendtes S. som Chef for Kadetskibet, Linjeskibet «Prins Christian Frederik», med dette fulgte Briggen «Lovgen» som Tender; i Juli oplagdes Skibene i Christianssand, men ved Efterretningen om Krigens Udbrud udrustedes de paa ny. S. blev da Chef for «Louise Augusta», Kapitajn Jessen for «Prins Christian», og med disse Skibe foretog S. et kort Kryds. Under sit Ophold i Norge paabegyndte han -- under Prins Christian Augusts Avspicier -- en Ordning af Sødefensionen i Norge, der senere overtoges af og energisk udvikledes under Lorentz Fisker. På hjemturen i december samme år undlod han at bemægtige sig en stor engelsk Konvoi, hvilket senere er regnet ham stærkt til Last. Ved Ankomsten til Kjøbenhavn oplagdes S.s Skib, der var gammelt og skrøbeligt, og hermed var hans Rolle som aktiv Søkriger udspillet.

Tabet af flåden 1807 forandrede i væsentlig grad Sneedorffs Virksomhed; under hele den paafølgende langvarige Krig ophørte Kadetskibstogterne, og det blev mere de yngre Søofficerers Lod at hævde Flagets Ære i deres ofte heltemodige Kampe med Kanonbaadene. Han vedblev dog at staa i Spidsen for Akademiet lige til sin Død, hævdede her vedblivende den smukke Stilling, han en Gang havde vundet, men udviklede samtidig sin Selvbevidsthed, saa at han til sidst fik farlige Modstandere. Hans tidligere fortrolige Forhold til Kongen kølnedes, og da han endelig 1824 over for Chefen for Kadetbriggen, Kapitajn P. S. Wulff, vilde tiltvinge sig en Myndighed, som denne fandt uberettiget, desavouerede Admiralitetskollegiet ham og foranledigede ham tildelt en kongelig Irettesættelse, som dybt krænkede den ærekjære Mand og vistnok bidrog til at fremskynde hans død. Som påskønnelse for sin fortrinlige virksomhed erholdt Sneedorff 1811 kammerherretitelen.

Ved Siden af sin militære Virksomhed, under hvilken han har forfattet en Lærebog: «Søtaktik» (1799), fandt S., som foran berørt, Stunder til at beskæftige sig en Del med Poesi. Der foreligger fra hans Haand ikke faa Digte, dels samlede af Rahbek («Efterladte Digte», 1829), dels spredte i periodiske Skrifter o. l., f. Ex. «Til Selinde», «Til Danmarks unge Søkrigere», Elegier over Henrik Gerner o. fl., der dog ville forekomme Nutiden alt for sentimentale; det samme kan ogsaa til Dels siges om hans efterladte Foredrag og Taler («Arkiv f. Søvæsen»), om man end maa anerkjende den varme patriotiske Aand, hvoraf de ere besjælede.