Hans Mikkelsen

Förste rektor på Herlufsholm, Kong Christian IVs tugtemester.

Mikkelsen, Hans, --1601, Skolemand, var født i Randers, vistnok ved den Tid, da Reformationen gjennemførtes her; men om hans Studeringer vides intet, før vi henimod 1560 træffe ham i Kjøbenhavn som Lærer for Brødrene Arild og Jacob Huitfeldt der da vare i Huset hos Professor Poul Madsen (s. ovfr. S. 21). Efter at H. M. i nogle Aar med stor Dygtighed havde ledet de unge Menneskers Undervisning i Kjøbenhavn, blev det 1562´overdraget ham at ledsage dem til Gymnasiet i Strasburg, der den Gang styredes af den berømte Pædagog Johs. Sturm og stod i megen Anseelse. Her tilbragte han henved 3 Aar. Ved hans Bortrejse omtalte Sturm ham i et Brev til Kong Frederik II som en særdeles brav, flittig og velstuderet Mand. 1565 kom han hjem, og ikke længe efter antog Fru Birgitte Gjøe ham til Rektor for den nys oprettede «fri» Skole paa Herlufsholm, der i sin Art var noget nyt her til Lands og særlig var beregnet paa at være en Kostskole for den adelige Ungdom. 1566 tog han Magistergraden i Kjøbenhavn. Som Tillæg til sin tarvelige Løn fik han 1570 et Kanonikat i Roskilde, og Aaret efter blev han Sognepræst for Herlufsholm uden derfor at opgive Lærergjerningen. 1578 var han en af de Mænd, som Universitetet anbefalede til at blive Biskop i Throndhjem. Biskop blev han dog ikke; men da Kongen forlangte, at ovennævnte Poul Madsen, der nu var Sjællands Biskop, skulde give Anvisning paa «en god, from, fin, lærd og gudfrygtig Mand», der egnede sig til at være dansk Hofprædikant, saa vidste han ingen bedre at pege paa end H. M., som da ogsaa blev kaldet til denne anselige Stilling. 1580 forlod han Herlufsholm og tog Bolig ved Frederiksborg, hvor Hoffet mest opholdt sig.

Da Kong Frederik II's ældste Søn, Christian (IV), var i den Alder, at han skulde have en Lærer, bestemte Kongen sig, efter Rigsraadets Anbefaling, for H. M., der «før havde omgaaedes med Børn og vel vidste at skikke sig i den Lejlighed». 1583 overtog han den vigtige Gjerning at opdrage Rigernes tilkommende Styrer, og i ii Aar forestod han den med ualmindelig Dygtighed (s. III, 494). En saa kompetent Dommer som Dr. Hans Poulsen Resen siger, at H. M. var «vidt berømt for sin synderlige Skikkelighed til Ungdommen at oplære», og at han «med stor Lov og Ære» havde varetaget sit Embede som Kong Christians Tugtemester. Da han endelig havde fuldendt sit Hverv, trak han sig tilbage til det Prælatur i Lund, hvormed han allerede 1583 var bleven forlenet. Men den unge Konges Yndest og Tillid kaldte ham 1597 til den betydelige Post som Forstander for Sorø Skole og Klostergods,i hvilken Stilling han forblev til sin Død, 13. Dec. 1601. En fremmed rejsende, der 1600 besøgte Danmark, omtaler ham som «Vir corpore grandis et annis consilioqve potens», altsaa en ærefrygtindgydende og ærværdig Skikkelse. -- Hans Hustru, Lisbet Munthe, overlevede ham med flere Børn, hvoriblandt M. Christian Hansen Lund, Rektor i Odense og Professor ved Gymnasiet sammesteds.

Ny kirkehist. Saml. VI. /H. F. Rørdam.