Henrik Müller, til Kornerupgaard, Bøstrup og Dragsholm

Henrik Müller, Heinrich Müller, 16.3.1609-2.3.1692, rentemester. Født i Itzehoe, død på Lejregård, begravet i Kbh. (Nic. k.). M. gik i skole i hjembyen Itzehoe. I sit 15. år blev han af hertugdømmernes statholder Gert Rantzau kaldet til at være studiekammerat med dennes fem år yngre søn Christian R., den senere premierminister. Efter statholderens død 1627 fulgte M. Christian Rantzau til Sorø akademi. Hans ophold her blev dog af kort varighed idet han 20.2.1628 ansattes i tyske kancelli. 14.1.1630 blev han skriver hos den københavnske statholder Frants Rantzau. Efter dennes tidlige død blev M. 17.11.1632 kammerskriver hos Christian IV. Udover regnskabsmæssige rutinesager blev M. beskæftiget i administrative kommissioner, og ret hurtigt kom han til at fungere som kongens betroede ved vurdering og indkøb af varer til hoffet og de centrale institutioner i Kbh. Det branchekendskab og de personkontakter til den københavnske storhandel M. herigennem erhvervede var naturligvis af største betydning for den privathandel han selv drev senest fra 1634. Det var dog først i begyndelsen af fyrrerne han kom frem i forreste række. For hans private erhvervsvirksomhed synes det at have haft stor betydning af han 1641 fratrådte som kammerskriver for at blive tolder i København. Som sådan afregnede han på kronens vegne efter Corfitz Ulfeldts ordrer med en række af de største statskreditorer, bl.a. Rasmus Jensen Hellekande og Jacob Madsen der var hovedmændene bag de svigagtige leverancer til Holmen og flåden der fandt sted under den kongelige svigersøns auspicier. Der er næppe nogen tvivl om at det var stillingen som tolder og den hermed forbundne kontakt med Ulfeldt der skaffede M. adgang til storleverandørernes eksklusive kreds. Mens han indtil 1641 kun havde modtaget mindre beløb for statsleverancer udbetaltes der ham i årene 1642-45 mere end 150 000 rdr. Især krigen 1643-45 gav en vældig forøgelse af hans forretninger med staten. Han udrustede således tre skibe til flåden, og en kontrakt om forsyning af et nyoprettet proviantmagasin i Varberg gik ligeledes til ham: gennem denne forretning kom han i forbindelse med den anden mægtige kongelige svigersøn, Hannibal Sehested. M.s position som førende statsleverandør cementeredes de følgende år; til Frederik IIIs kroning 1648 leverede han vin og kramvarer for 230 000 rdr. Et begreb om størrelsen af M.s forretninger med staten giver måske det forhold at han i årene 1642-61 på forskellig måde modtog mere end 1 347 000 rdr. fra staten. Betalingen skete først og fremmest gennem direkte anvisninger på told- og lensindtægter. Desuden fik han jordegods i pant. Trods de store udbetalinger til M. beløb hans tilgodehavende hos staten 1660 sig til ca. 400 000 rdr. Det skal i denne forbindelse nævnes at også grunde og ejendomme i Kbh. som betaling overlodes M. der også som bygherre var af format. 1641 byggede han sin prægtige gård i Østergade, den senere Efterslægtselskabets gård der stod til 1915 da den måtte vige for Illums nybyggeri. Næsten lige så længe stod Nybørs, i daglig tale kaldt "de seks søstre" på Privatbankens nuværende grund bag Børsen. Desuden havde han en gård på Christianshavn med egen skibsbro og en gård i Silkegade. Også det forsvundne Boldhus på Slotsholmen var opført af ham. Herudover kom han i besiddelse af boder og lejevåninger rundt om i byen foruden en mølle ved Vesterport.

Også som industrialist gjorde M. sig gældende. 1650 fik han privilegium på at oprette et messing- og kobberværk ved Hjortholm mølle og fik meget praktisk samme år overdraget den norske kobbertiende. 1653 havde han et saltsyderi på Slotsholmen, og desuden havde han interesser i skånsk alun- og vitriolproduktion. Som industrialist er hans navn dog især knyttet til norsk bjergværksdrift. 1654 fik han for fordringer på staten udlagt Østerdalens kobberværk, og i de følgende år kom han på samme måde i besiddelse af andre kobber- og jernværker til dels i samarbejde med Gabriel og Selio Marselis. M.s norske interesser rakte udover bjergværksdriften idet han 1655 fik privilegium på savværksdrift i Bratsberg len. Naturligvis var M. også skibsreder og drev en betydelig fjernhandel. Han var participant i det afrikanske kompagni og drev handel på Vestindien. Herigennem fik han interesser i det 1655 grundlagte sukkerraffinaderi som han 1662 overtog ledelsen af. Han var også participant i Islandske Kompagni og fik privilegium på besejling af Grønland hvortil han udrustede tre ekspeditioner 1652-54. Ovenstående langtfra fuldstændige oversigt over M.s aktiviteter placerer ham som tidens formentlig største danske erhvervsdrivende, og desuden var han centralt placeret i 1650'ernes og 60'ernes bestræbelser på at modernisere den statslige finansforvaltning.

M. fortsatte som tolder i Kbh. til 1651 da han overtog den nyoprettede post som generaltoldforvalter for Danmark. Ulfeldts fald s.å. og den året forinden nedsatte kommission til undersøgelse af rigshofmesterens transaktioner med de store leverandører fik ingen umiddelbare konsekvenser for M. Ganske vist fremdrog kommissionen kritisable forhold i M.s afregninger, men statens fuldstændige afhængighed af storkøbmændenes leverancer og kredit udelukkede enhver tanke om et egentligt opgør med disse på dette tidspunkt. Oprettelsen af generaltoldforvalterembedet havde til hensigt at centralisere og effektivisere toldadministrationen. M. skærpede bl.a. gennem inspektionsrejser til de vigtigere toldsteder kontrollen med de enkelte toldere. Formentlig var han også hovedmanden bag den merkantilistiske toldrulle af 13.8.1651. Hans virke som toldforvalter blev dog kortvarigt; allerede 1652 var han reelt ude af funktion selv om han formelt først fratrådte 1655. Om baggrunden herfor var politisk kan næppe afgøres, men sikkert er det at der i konservative adelskredse var stærk animositet mod M. Denne blev givetvis ikke mindre da M. sammen med en anden storkøbmand, Poul Klingenberg, 1655 blev medlem af det nyoprettede admiralitetskollegium. Oprettelsen af dette er et vidnesbyrd om Frederik III's og hans rådgiveres forsøg på trods konservativ adelig modstand at skabe et nyt forvaltningssystem organiseret efter fagområder, selv om det i det aktuelle tilfælde lykkedes reformmodstanderne at begrænse det nye forvaltningsorgans kompetence og selvstændighed. M.s stigende inddragelse i statsadministrationen afspejlede den gensidige afhængighed mellem kronen og de store kreditorer, et forhold der naturligvis accentueredes under svenskekrigene 1657-60. Som medlem af admiralitetskollegiet måtte hans ord få vægt alene af den grund at det uden hans pekuniære bistand og forbindelser næppe ville være muligt at få flåden på krigsfod. Under Københavns belejring fungerede M. som mellemmand mellem regeringen og borgerne, og i praksis var det ham og Marselierne der forvaltede statsfinanserne, dvs. administrerede den kredit de selv og andre storborgere kunne tilbyde. På den politiske arena gjorde M. sin entré da han februar 1658 sendtes til sin gamle beskytter Corfitz Ulfeldt for at få denne til at slå af på de svenske krav. Efter det fornyede krigsudbrud forhandlede han sammen med Otte Krag på regeringens vegne med kurfyrsten af Brandenburg og de allierede i Jylland.

M.s rolle under det store stændermøde 1660 er ikke klart gennemskuelig. Han og de øvrige storkreditorers interesse måtte i den aktuelle situation være en finansreform der kunne genskabe statens betalingsevne. En stænderstyret sparepolitik som der en overgang var udsigt til at adelen og provinsborgerskabet skulle nå til enighed om ville oplagt stride mod kreditorernes interesser. Det kan dog ikke dokumenteres at M. eller andre storkreditorer aktivt medvirkede til forligs-politikkens sammenbrud og det påfølgende skred mod enevælden selv om der gives gode argumenter for at en finansreform som nødvendig forudsætning havde en forvaltningsreform. Med M.s udnævnelse til rentemester nov. 1660 var kreditorerne blevet repræsenteret i regeringen og havde fået indsigt med finansforvaltningen, men det er ubevist at udnævnelsen var deres betingelse for fortsat kredit.

Som rentemester og assessor i det nye skatkammerkollegium fik M. overdraget toldadministrationen samt bestyrelsen af de til landmilitæret og hofetaten deputerede penge. M.s andel i den forvaltningsreform der gennemførtes i de første år efter 1660 er et uafklaret spørgsmål, men det er sikkert at han med sin praktiske sans effektiviserede forretningsgangen og de daglige rutiner. Det mest presserende problem, den enorme statsgæld, fandt sin delvise løsning gennem de store krongodsudlæg. Også her er M.s andel uafklaret, men i en betænkning der muligvis skyldes ham påpeges det hvorledes kronen kunne skaffe sig kapital gennem afhændelse af jordegods til "rige og erfarne" købmænd der til gengæld qua deres forretningsdygtighed bedre kunne få godset til at forrente sig.

Selv blev M. den største modtager af jordegods idet han fik udlagt gods for en halv million rdr., ialt ca. 14000 tdr. hartkorn hvorved han med et slag var blevet landets største godsejer. Hans gods var koncentreret i Midt- og Vestsjælland; bl.a. fik han skøde på alt krongods i Sæbygård og Dragsholm len. 1662 blev han amtmand over Sæby gård amt og Kalundborg amt og 1664 over Dragsholm amt. Denne vældige godsmængde suppleredes yderligere gennem omfattende køb af adelsgods. De mange ejendomme han ejede skal ikke opregnes her; blot skal det nævnes at han af nedlagt bøndergods oprettede Lejregård, det senere Ledreborg, hvis nuværende af J. L. Holstein opførte hovedbygning indkapsler M.s anlæg fra 1660'erne.

I administrationen bevarede M. foreløbig sin position. Ganske vist trængtes hans indflydelse sikkert tilbage da skatkammeret 1669 fik en dygtig og energisk chef i Holger Vind uden at noget i øvrigt tyder på et modsætningsforhold mellem de to mænd. Til Griffenfeld var hans forhold udmærket, og det var formentlig rigskanslerens indflydelse der gjorde at han fik anerkendt en fordring baseret bl.a. på en påstand om at krongodsudlæggene var beregnet til overpris. Som kompensation fik han 1673 udlagt Kongsberg sølvværk og noget jordegods i Trøndelagen samt nogle danske patronatsrettigheder. Desuden nobiliteredes han 1.5.1674. At han fortsat bevarede sin position fremgik også af at hans søn Frantz 1674 som kgl. kommissær i Amsterdam fik overdraget forvaltningen af de nederlandske subsidier. Griffenfelds fald fik ingen direkte konsekvenser for M., men hjemkaldelsen af Frantz M. fra Amsterdam 1677 var utvivlsomt et vidnesbyrd om at M.s stilling ikke var den samme som tidligere. Ved ophævelsen af skatkammerkollegiet 1679 afgik M. med titel af etatsråd som rentemester. På dette tidspunkt var han økonomisk klart på retur hvad der bl.a. gav sig udtryk i stigende skatterestancer. Årsagerne hertil var flere, men der er ingen tvivl om at hans likviditet forringedes væsentligt ved at en så stor del af hans kapital blev bundet i jord og fast ejendom. Som godsejer bestræbte han sig på at rationalisere og effektivisere driften, og hans hårdhændede metoder bragte ham i konflikt med bønderne hvad der afstedkom adskillige processer. Alle bestræbelser til trods fik han aldrig gjort godset rentabelt. Dette skyldtes bl.a. at udlæggene var sket til overpris samt den meget hårde beskatning af jorden, men først og fremmest de slette landbrugskonjunkturer. Hans ringere likviditet svækkede hans egen kredit, og fra 1670'erne fik han vanskeligere ved at klare sine forpligtelser. Således måtte han pantsætte Dragsholm og Sæbygård til sin hovedkreditor Manuel Texeira i Hamburg. Heller ikke hans øvrige foretagender svarede i længden til forventningerne. 1671 måtte han således sælge sukkerraffinaderiet på auktion. Værre var det, at også bjergværksdriften, herunder sølvværket voldte problemer. Vanskelighederne skyldtes til en vis grad den rovdrift M. drev på både værker og arbejdskraft. Denne kortsynethed må forklares med at udbyttet efterhånden var grundlaget for hans kredit. Det kan dog også have spillet ind at K., der jo først og fremmest var forretningsmand og administrator, når det kom til stykket manglede sagkundskab. Under disse omstændigheder ramte det ham hårdt da den store revisonskommission af 1680 beregnede at staten bl.a. for svigagtige leverancer så langt tilbage som 1640'erne og 50'erne, skatterestancer m.m. havde 132 496 rdr. til gode hos ham. Som følge af M.s manglende likviditet blev der gjort udlæg i hans norske og danske gods, bl.a. Kongsberg sølvværk og Skjoldnæsholm. Samtidig brød hans kredit definitivt sammen. 1682 blev Texeira indført i sit pant Dragsholm og Sæby gård, og 1683 måtte M. sælge Østerdalens kobberværk. Fra 1686 levede M., der af kronen oppebar en årlig pension på 500 dr., hos datteren Anne Cathrine, enke efter major Caspar Bartholin, på Kornerupgård. Da hun solgte gården 1690 flyttede den gamle mand videre til den anden datter Drude, enke efter kancelliråd Thomas Fincke, på Lejregård hvor han døde. Til den forhenværende storheds begravelse bevilgede Christian V efter familiens bøn "af sær nåde" 500 rdl.

Familie Forældre: købmand Henrik M. og Cathrine Lorentzen (ca. 1580-1658). Gift 6.7.1633 i Kbh. med Sophie Hansdatter, født 20.6.1616 i Varberg, død 3.3.1669, begr. i Kbh. (Nic. k.) (efter sin død nobiliteret 7.4.1674 under navnet Rosenstiern), d. af rådmand i Varberg Hans Jensen (ca. 1580-1647) og Drude Root (ca. 1590-1651).

Ikonografi Mal. af Abraham Wuchters (Ledreborg). Stik af A. Haelwegh, 1669, efter et lidt ændret forlæg af Wuchters. Tegn. af C. C. Andersen efter maleriet (Fr.borg).

Bibliografi Kilder. Saml. til det norske folks sprog og hist. III–V, Kria. 1835-38. Kang Chr. den fjerdes egenhændige breve, udg. C. F. Bricka, J. A. Fridericia og Johanne Skovgaard I-VIII, 1878-1947 (fot. optr. 1969-70). Norske rigsregistranter VIII-XII, Kria. 1884-91. Kronens skøder, udg. F. J. West og S. Nygård II–III. 1908-41. Kancelliets brevbøger 1630-45, 1932-68. Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Fr. IIIs tid, udg. C. Rise Hansen I–II, 1959-75. Lit. Progr. fun. univ. Hafn. over H. M., 1692. Mikkel Henriksen Tistorph: Ligprædikener IV, 1705 329-41. Oluf Nielsen: Kbh.s hist. og beskr. III-V, 1881-89. H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 3.r.V, 1884-86 539-43. H. D. Und i Hist. t. 6.r.V, 1894-95 367-410. Carl S. Christiansen sst. 7.r.IV, 1902-04 1-120. J. A. Fridericia: Adelsvældens sidste dage, 1894 (reproudg. 1969). Fr. Meidell i Museum, 1894 II 73-100. Carl S. Christiansen: Bidrag til da. statshusholdn.s hist. I–II, 1908-22. Samme: Formuesforhold i Danm. 1660-1700, 1941. C. O. Bøggild-Andersen: Statsomvæltningen i 1660, 1936. Samme: Hannibal Sehested I–II. 1946-70. Aksel E. Christensen i Industriens hist. i Danm. I, 1943 (reproudg. 1975). Gunnar Olsen: Hovedgård og bondegård, 1957. Johan Jørgensen: Det kbh.ske patriciat og staten, 1957. Samme i Festskr. til Astrid Friis, 1963. Samme i Hist. medd. om Kbh. Årbog 1963 26 28 49 61. Samme sst. Årbog 1964 10 13 16 27 40 45 56 62 66 74. Samme: Rentemester H. M., 1966. Sune Dalgård: Dansk-norsk hvalfangst, 1962. Kristian Moen: Kongsberg sølvverk, Oslo 1967. Jens Engberg: Dansk finans-hist. i 1640erne, 1972.

• Levnadsbeskrivning

Kammarskrivare hos danske kungen, generaltullförvaltare för Danmark 1641, amiralitetsråd 1655, adlad 1674, statsråd 1679. Måste 1683 ge tillbaka Kongsbergs silververk till kronan tillsammans med många av de talrika gods han ägde och var ett tag nästan ruinerad.

• Henrik Müller ( 16. marts 1609 i Itzehoe – 2. marts 1692 på Lejregård) var en dansk godsejer og rentemester.

Han var søn af Heinrich Müller, købmand i Itzehoe, og Cathrine Lorentzen, er født i Itzehoe 16. marts 1609.Hertugdømmernes statholder Gert Rantzau tog sig af ham og lod ham opdrage på Breitenburg sammen med sin søn Christian Rantzau; dernæst fulgte han 1627 denne til Sorø Akademi. Nogen tid efter fik han en ringere ansættelse i det tyske Kancelli og kom derefter 1630 i tjeneste hos statholderen i København, den senere rigshofmester Frands Rantzau. Umiddelbart efter hans død blev han af Christian 4. 17. november 1632 ansat som hans kammerskriver. I denne ansvarsfulde post, der gav ham bestyrelsen af de under kongens eget kammer hørende finanser, forblev han i henved 9 år; i Løbet af den tid ægtede han 8. maj 1636 Sophie Hansdatter (f. 26. juni 1616), en datter af rådmand Hans Jensen i Varberg og Drude Root; med hende havde han tidligere en søn. I maj 1641 udnævntes han derpå til tolder i København; men omtrent fra dette tidspunkt begyndte han tillige en overordentlig omfattende privat handelsforretning, der lagde grunden til hans store formue. Forretningen bestod væsentlig i leverancer af tømmer, materiale og proviant til Holmen, ligesom han leverede skibe under krigen med Sverige 1644-45; i tiden fra 1640-49 beløb hans fordringer på staten for disse leverancer sig til den vældige sum af over 690000 rdl. Men forretningen var utvivlsomt forbundet med store besvigelser, der dels beroede på, at han som tolder ofte undlod at lade sig selv betale toldafgift af de indførte varer, dels bestod i urimeligt højt opskruede priser og andre misligheder; senere opgjordes det, at han på denne måde havde unddraget Kronen et beløb på over 260000 rdl. Når han kunne gennemføre denne trafik, lå det for en del i hans store merkantile dristighed, der ikke holdt ham tilbage for nogen risiko, men navnlig i hans nøje forbindelse, vistnok af en tvivlsom økonomisk art, med bestyreren af statens finanser, Corfitz Ulfeldt. Sine fordringer fik han vederlagt på mange måder, i kontanter, i varer, i anvisninger på Kronens indtægter og dernæst i afståelse af dens ejendomme. Ad den sidste vej kom han i besiddelse af store pladser i København, ved Møntergade, uden for Østerport, ved Vesterport, hvor han fik en vandmølle, men navnlig på Slotsholmen. På den vestlige del af denne, den såkaldte Skarnholm, fik han en grund 1646, i december 1647 fik han en langt større imellem Børsen, Knippelsbro og Stranden og tillige én ved Provianthuset. På grunden ved Børsen påtog han sig at opføre pakhuse, på den ved Provianthuset et boldhus og et værtshus, der, hvor nu Ministerialbygningen står. Det blev også prægtige bygninger, som han her rejste; han fik tilmed store privilegier for værtshuset, hvilket han dog 1652 overdrog til hofmarskallen Adam Heinrich Pentz, medens boldhuset overtoges af kongen 1658. Så længe Corfitz Ulfeldt var ved magten, var hans stilling urokket. Til festlighederne i anledning af Frederik III's hyldning og kroning 1648 var han den foretrukne leverandør og leverede kramvarer, vin mm. til beløb af o. 230000 rdl. På flere måder udvidede han sin virksomhed, anlagde et saltværk på Slotsholmen, erhvervede 1649 Hjortholm Mølle (det nuværende Frederiksdal) for der at oprette en fabrik for messingtråd og jernværk og lagde grunden til sin stilling som godsejer ved 1651 at få udlagt Kronens gods Lønborggård i Jylland. Endelig blev han 21. marts 1651 udnævnt til generaltoldforvalter over Danmark med ret til at udnævne og afskedige de lavere toldembedsmænd.

Da syntes med Corfitz Ulfeldts fald i juli 1651 pludselig alt at ramle sammen for ham. Han blev en kort tid endog arresteret, kongen var opbragt på ham, den nedsatte undersøgelseskommission kom til klarhed over hans besvigelser. Men hurtig svømmede han dog atter oven på strømmen. Regeringen trængte til ham, til hans penge, til hans finansielle indsigt, til hans merkantile og industrielle dygtighed; han hørte i det hele til den kreds af købmænd, som den ikke kunde undvære, stod i forbindelse med Marselis-slægten og dens udenlandske kreditorer. Han fik stor indflydelse på affattelsen af den nye og velgennemtænkte Toldrulle af 1651, fik 1652 en særlig høj rang som generaltoldforvalter, og da han 1655 ønskede at fratræde denne stilling, blev han i stedet udnævnt til medlem af det nyoprettede admiralitetsråd, der havde styrelsen af søetaten under sig. Stadig vedblev han at være leverandør og var nu tillige långiver til Kronen. Særlig fik han lejlighed hertil under krigene med Sverige 1657-60. Sammen med Marselis-slægten og Poul Klingenberg påtog han sig i efteråret 1657 underholdet af 10000 mand i 6 måneder, og under Københavns belejring var han den, som regeringen atter og atter henvendte sig til i sin nød. Ved siden deraf var han matadoren i hele det private handels- og industriliv. Han fik 1652 og 1653 privilegier på at lade Grønland og de vestindiske øer besejle og udsendte skibe dertil, han var parthaver i et afrikansk handelskompagni, han overtog driften af norske bjergværker, således Kvikne, Østerdals og Løkkens Kobberværker. Sine døtre giftede han ind i det fornemste borgerlige aristokrati i København, i Bartholinernes og Finckernes Slægt, én af hans Sønner var gift med en datter af Selius Marselis.

Som admiralitetsråd var han ofte om bord på Flåden og var navnlig virksom for at skaffe det belejrede Nakskov undsætning. Under Københavns belejring overdroges der ham forskellige virksomheder med hensyn til mønstring og indkvartering, og han var medlem af flere kommissioner. En rent politisk rolle spillede han under krigen to gange: i februar 1658 sendtes han til fredsforhandlingen i Tåstrup for at påvirke sin gamle velynder Corfitz Ulfeldt -- med hvem han aldrig helt havde afbrudt sin forbindelse -- til en imødekommende holdning, og samme år var han, hvad der tjener til hans ære, ivrig for at få regeringen til at give København privilegier, i klar erkendelse af disses betydning for borgernes beredvillighed til at gøre modstand mod belejrerne. Endelig begynder med statsforandringen 1660 et nyt afsnit af hans liv, i november samme år blev han udnævnt til rentemester, kammerråd og assessor i Skatkammerkollegiet.

Men under alt dette havde han ikke i sit forhold til Staten forsømt sine personlige interesser. Stadig var der blevet givet ham anvisning på Kronens Indtægter, især toldafgifter, for at dække hans fordringer. Fra 1658 begynde han at blive én af dens store panthavere i gods. I maj d. å. fik han på denne måde Sæbygård med krongodset i Løve Herred, i juli 1660 fik han pant i Dragsholm, Skanderborg og Stjernholm Len. 1662 forenedes med pantsætningen stillingen som kongelig amtmand over Sæbygård Amt, tillige blev han s. å. amtmand over Kalundborg Amt og fik det i forpagtning, 1664 desuden amtmand over Dragsholm Amt. Men han, der som rentemester var ivrig talsmand for forandringen af Kronens pantegods til udlæg som ejendom, virkeliggjorde nu i løbet af 1663 og 1664 denne plan for sit eget vedkommende. Han fik således udlagt en del af Roskilde Len og Ringsted Amt, hele Dragsholm og Sæbygård Amter, i alt, sammen med den 1651 udlagte Lønborggård, 13-14000 tdr. hartkorn for mellem 460.000 og 500.000 Rdl.; Kalundborg Amt opgav han derimod 1664, da det udlagdes til Gabriel Marselis. Hertil kom endnu 1668 de jyske herregårde Tyrrestrup og Søvind; andet gods købte han af adelige. Det udlagte gods benyttede han nu for en del til at oprette herregårde af nedlagte bøndergårde, således Lejregård (nu Ledreborg) i Voldborg Herred, Anneberggård i Ods Herred; imellem hans andre herregårde skal nævnes Kattrup (Raschenberg) og Gundetved (nu Selchausdal) i Løve Herred, Skjoldenæsholm i Ringsted Herred, Kornerupgård i Sømme Herred, Øllingsøgård på Lolland, Stensballegård i Jylland o. fl. Men de fleste af herregårdene overdrog han til sine børn, og amtmandsposterne over Sæbygård og Dragsholm Amter fratrådte han 1671. Imidlertid var hans forretningsiver og ærgærrighed langtfra udtømte. I 1662 havde han skaffet sig privilegier både på et sukkerraffinaderi i København og på handel på den ene fjerdedel af Island for sig og parthavere. Endelig benyttede han Griffenfeld, som han havde benyttet Ulfeldt. Han fik i rigskanslerens velmagtsdage 1673 skøde på Kongsberg Sølvværk, på jordegods i Trøndelagen og birkeret til 5 birker på Sjælland og i Jylland og 1. maj 1674 adelsbrev og adelige rettigheder for sig, sine børn og sine 3 svigerdøtre; 7. maj fik han endvidere ret til at sætte et adeligt skjold og våben over sin 3. marts 1669 afdøde hustru Sophie «med Tilnavn Rosenstjerne», hvor det behøves kunne. Kort i forvejen havde han udstedt en obligation til Griffenfeld på 4000 rdl.

Men herved var også hans lykkes Toppunkt nået. 1679 tog han Afsked fra sine Embeder; han blev Etatsråd, men hans materielle stilling var undergravet. Han var en Forening af et Handelsgeni og en Svindler, og de fleste af hans Handels- og Industriforetagender havde alt andet end betalt sig. I Kvikne Kobberværk styrtede 1677 den bedste Grube sammen, og han måtte sælge det 1683. S. A. måtte han tilbagegive det stærkt forgjældede Kongsberg til Kongen. Men hertil kom, at hans Godser langtfra betalte sig; under den Skånske Krig tyngede Skatterne voldsomt på ham, og han kom i stor Restance til Kronen. Under alt dette indhentede Nemesis for hans Besvigelser ham. Den store Revisionskommission under Christian V tog hans gamle og nyere Regnskaber for sig, kom efter 1680 til det Resultat, at han skyldte Kronen over 130000 Rdl., og idømte ham desuden en Bøde af 43000 Rdl. Den ulykkelige gamle Mand henviste forgjæves til, hvad han i sin Tid havde ydet Staten af Hjælp i de trange Tider; det hele, han foreløbig opnåede, var Nedsættelsen af Bøden til det halve. Han var fuldstændig ødelagt; 1684 og 1685 holdtes der Avktion over en af hans Gårde i Kjøbenhavn og over hans Indbo på Dragsholm, 1685 gjorde Kjøbenhavns Magistrat Indførsel på de fattiges Vegne i hans Kapel i Frue Kirke, 1688 måtte han efter en lang Proces udlægge Dragsholm og Anneberggård til Familien Texeira. 1686 havde dog Kongen bevilget ham en årlig Pension på 500 Rdl. S. A. flyttede han fra Kjøbenhavn og ud til Kornerupgård, hvor hans Datter Anna Cathrine levede som Enke efter Dr. jur. Caspar Bartholin. Her blev han til 1690 og tog da til sin anden Datter, Drude, Enke efter Kancelliråd Thomas Fincke på Lejregård. Under Opholdet her døde han 2. Marts 1692, næsten 83 år gammel. Hans Lig blev nedsat i Familiegravstedet i Nicolai Kirke i København. På en af hans sønners andragende havde Kongen bevilget 500 Rdl. til Begravelsen, da Familiens Vilkår vare så slette, at de ellers ikke kunde få ham hæderlig i Jorden.

http://da.wikipedia.org/wiki/Henrik_M%C3%BCller

• http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Samfund,_jur...

• ---

• I 1628 købte den indvandrede tysker Ernst Normand Gundetved, som han dog solgte videre igen i 1636 til Joachim Normand, der kom fra samme sted i Tyskland, øen Rügen. Denne solgte igen Gundetved i 1645 til Axel Juul til Volstrup. Han kom senere også i besiddelse af herregårdene Sæbygaard og Kattrup, som han alle solgte til rentemesteren Henrik Müller 1664. Forinden havde Henrik Müller gjort karriere både i finansforvaltningen og som privat handelsmand, og disse to positioner havde han udnyttet til at bedrage Kronen for omkring 260.000 rigsdaler, en meget stor sum.

Bedrageriet havde ladet sig gøre, da han var nære venner med rigshofmesteren Corfitz Ulfeldt. Ved Ulfeldts fald i 1651 blev også Henrik Müllers forhold undersøgt nærmere. Han havde dog via sine poster i finansforvaltningen gjort sig uundværlig for administrationen af statens finanser, hvilket betød, at han fik snart sine poster tilbage. Under Første- og Anden Karl Gustav-krig mellem 1657 og 1660 havde han udlånt en masse penge til den danske stat og stod derfor bagefter som en af Kronens største kreditorer. Gælden blev til dels afbetalt ved at Henrik Müller overtog flere herregårde fra Kronen. Senere blev Henrik Müller atter frataget en del af sine herregårde i en kombination af manglende skattebetalinger og en dom for bedrageri.

Sønnen Frants Müller overtog Gundetved efter faderens død, men solgte gården til Bertel Jensen, som afhændede den til Axel Nielsen. Både Bertel Jensen og Axel Nielsen var personer af borgerlig herkomst.

https://www.danskeherregaarde.dk/nutid/selchausdal

• https://da.linkfang.org/wiki/Henrik_M%C3%BCller

Hans Adelsbrev
Danske KancelliGrevelige, friherrelige og adelige patenter;
https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=21638474#404511...