Horik Godfredson King of the Danes

https://systime.dk/?id=1085

pedigree / family tree http://roskildehistorie.dk/stamtavler/konger/1_Vikingetid/Haralder.htm http://roskildehistorie.dk/stamtavler/konger/1_Vikingetid/Hedeby.htm

https://en.m.wikipedia.org/wiki/Horik_I

Horik I

Horik I (d. 854) reigned as sole King of Denmark from 827 to his violent death in 854. His reign was marked by Danish raids on the Franco-German empire of Louis the Pious, son and successor of Charlemagne.

Horik's father was King Gudfred, known for his successful raids and wars against the Charlemagne's Frankish empire and against the Abodrites. In 810, Godfred was assassinated by one of his retinue, and his nephew and successor Hemming made peace with Charlemagne.

Hemming did not last long. Horik and another of Gudfred's sons took power in 811, later expelling a rival named Harald Klak, who took refuge at the court of Charlemagne's son and successor, Louis the Pious. In 819, Louis forced Godfred's sons to accept Harald as co-ruler. Harald converted to Christianity in 826, with Louis standing as his godfather, but Harald was driven out of Denmark for the second and final time one year later. By then Horik was the only son Godfred's still alive, making him the sole king of the Danes.

Horik refused to convert to Christianity, as it was his enemies' religion, and resisted attempts by Archbishop Anskar of Hamburg-Bremen to proselytize the Danes. In 845, Horik's army attacked Hamburg and destroyed the cathedral there. It was Horik's last major war in Germany.

However, Danish raids against Frisia continued. The Franks lacked an effective fleet, so the Danes could raid more or less with impunity. The Danes sacked the silver minting center of Dorestad in 834, 835, and 836, and plundered Walcheren in 837. In 845, a Viking warlord named Ragnar attacked Paris and had to be bought off with 7000 pounds of gold and silver.

King Horik seems to have disapproved of these raids, for successful raiders constituted possible rivals. Occasionally, Horik even punished raiders. In 836, Horik sent an embassy to King Louis declaring that he had nothing to do with the raids on Frisia, and that he had executed those responsible. In 845, following Ragnar's mysterious death, he had Ragnar's followers massacred.

Events proved Horik's precautions to be fully justified. In 854, King Horik I was killed by a nephew whom he had driven into exile. While in exile, the nephew had become a successful raider.

[edit] References

Ny forskning og arkæologiske fund peger på at de Danske konger regerede på begge sider af storebælt. Der kan have været medkonger men riger ser ud til at have været samlet.
Se link fra Vejle Museum.
https://www.vejlemuseerne.dk/viden-og-forskning/artikler/ny-kaempe-...

Erik Horik 1., død 854
Erik (Horik) 1., Hårik. Dansk konge fra 814., død 854.

Horik var søn af Gudfred og måtte efter dennes død i 810 sammen med sine brødre søge tilflugt i Sverige. Herfra vendte de i 813 tilbage og vandt magten fra Harald Klak og Reginfred. Indtil 827 regerede Horik sammen med sine brødre i fortsat strid med Harald Klak, der med frankisk støtte søgte at fastholde del i magten. Efter 827 optræder Horik som enekonge. Da Harald Klak fra 829 tog Lothars parti mod Ludvig 1. den Fromme, støttede Horik Ludvig i håbet om at opnå den kontrol med abodritterne og Friesland, som han ikke kunne få med militær magt. Efter Ludvigs død i 840 kom han imidlertid i konflikt med alle hans sønner. Horik førte i 845 en stor flåde op ad Elben mod sakserne, men led nederlag til dem. Et angreb på Hamburg samme år skyldtes en vikingeflåde, som tidligere på året havde angrebet Paris og hærget i kystegnene mellem Seinen og Elben. Omkring 850 tillod Horik Ansgar at bygge en kirke i Hedeby. Samme år måtte han dele magten med to nevøer, men faldt senere i kamp med nevøen Gudurm.
https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/erik-horik-1-854

pedigree / family tree http://roskildehistorie.dk/stamtavler/konger/1_Vikingetid/Haralder.htm http://roskildehistorie.dk/stamtavler/konger/1_Vikingetid/Hedeby.htm

https://www.roennebech.dk/historie/konger/g_k_i_d.html

https://da.wikipedia.org/wiki/Hedeby

https://da.wikipedia.org/wiki/Horik_1. Horik 1., også kaldet Horik den Gamle, Horik den Ældre eller Erik (også stavet Haarik og Hårik) (latin: Hohric) (død 854), var dansk medkonge fra 813–827 og enekonge 827–854. Det vides ikke præcist, hvor stort det danske rige var under hans regeringstid, men man kan se af de frankiske årbøger,[1] at det i hvert fald omfattede Jylland (til Ejderen), Fyn og den norske Vestfold. De primære kilder til Horik 1.s liv er de frankiske rigsannaler og Rimberts Ansgars Levned. Familieforhold Horik 1. var søn af Godfred, fætter til Hemming (og Hemmings brødre Hankwin og Angantyr) og bror til sine fire unavngivne medkonger. Han var muligvis[2] også efterkommer af den danske kong Angantyr, der regerede i starten af 700-tallet, da Hemmings bror bærer det samme navn. Borgerkrigen Efter at faderen Godfred var blevet snigmyrdet i 810,[3] blev Godfreds nevø Hemming valgt til dansk konge og skyndte sig at slutte fred med frankerne, som Godfred havde ført krig mod.[3] Da Hemming imidlertid døde kun to år efter (812), udbrød der borgerkrig mellem Horiks fætter Sigfred og Anulo (der var nevø af (eller slægtning til) en tidligere konge ved navn Harald).[4] Horik og hans fire brødre valgte at flygte til Sverige. I Danmark mødtes Sigfred og Anulo i et slag, hvor de begge faldt, men Anulos hær havde vundet slaget og valgte hans brødre Harald Klak og Reginfred som konger. I slaget skulle der være faldet 930 mand.[4] I 813 rejste Harald og Reginfred til Vestfold, den yderste del af deres rige, fordi folket dér havde indledt et oprør.[5] De fem Godfredsønner vendte hjem fra Sverige og jog Harald og Reginfred ud af landet ved deres hjemkomst.[5] Horik bliver konge.[6] Harald og Reginfred trængte dog allerede året efter (814) ind i landet og udfordrede Horik og hans fire brødre. Under de voldsomme kampe mellem dem døde Reginfred og Horiks ældste bror,[7] men Horik og hans andre brødre vandt kampen og jog Harald Klak ud af landet. Derefter styrede Horik og hans tre brødre landet, men Harald Klak så stadig en mulighed for at genvinde tronen ved at drage til den frankiske kejser Ludvig den Fromme for at bede om hjælp. Harald Klak som medkonge Uddybende artikel: Harald Klak I 815 lovede Kejser Ludvig Harald at sætte ham på den danske trone. Harald drog med sin hær ind i landet, men Horik og hans brødre var forberedte. De havde samlet en flåde og var trængt tilbage til en ø (sikkert Fyn). Den frankiske hær turde ikke angribe kongerne, når hele deres flåde beskyttede dem; så Harald Klak og hans hær rejste tilbage til Frankerriget uden at have opnået den ønskede erobring. Kejseren forsøgte ikke senere et erobringstogt. Første gang I 819 fik Harald Klak (med Kejser Ludvigs hjælp) Horik og en af hans brødre til at støtte ham og lade ham blive medkonge. Horik, hans bror og Harald sluttede sig sammen om at jage to af Horiks andre brødre ud af landet.[8] Ordningen med Harald som medkonge fungerede åbenbart udmærket, for i det efterfølgende år står der intet om danerne i de frankiske annaler. Men i 821 opsøgte den abodritiske knjaz Ceadragus Godfreds sønner[9] (om det var de regerende eller landflygtige meddeles ikke). I 822 sender Horik og Harald Klak gesandter til Ludvig I i Aachen. Men allerede i 823 truede Horik og hans bror med at fordrive Harald[10] af ukendte årsager. Dette medførte også kampe mellem daner og frankere, indtil der blev sluttet fred i Aachen i 825.[11] Anden gang I 826 vendte Harald igen tilbage til Danmark med munken Ansgar, som var sendt af kejser Ludvig for at udbrede kristendommen i Danmark. Harald udråbte sig atter som konge sammen med Horik og hans bror.[12] Allerede ét år efter blev han dog for igen jaget ud af landet.[13] Samme år bliver Horik for første gang[13] nævnt i annalerne i forbindelse med et møde hos kejseren (hvor Horik dog ikke møder op). Horiks bror må senere have været død eller have forladt landet, for i 848 er Horik nævnes Horik som enekonge i Ansgars Levned.[14] Året efter (828) dukkede Harald igen op ved Ejderen sammen med nogle saksere og forsøgte med vold at tvinge Godfredsønnerne til overgivelse ved at brænde adskillige landsbyer af.[15] Godfredsønner gjorde dog udfald mod Haralds lejr, og dræbte adskillige saksere. De sendte derefter et sendebud til kejser Ludvig, der fortalte, at "de havde gjort det nødtvungent og mod deres vilje".[15] Plyndringer og vikingetogter Det formodes at Horik stod bag vikingeangreb i Friesland i 836 og 838,[11] selvom han erklærede at han ikke havde noget med det at gøre. Han dræbte endda efter sigende de vikingehøvdinge, som stod bag angrebene.[11] Efter at have dræbt dem krævede han til gengæld, at kejseren skulle give ham herredømmet over friserne og abodriterne, som han mente at have ret til, eftersom hans far Godfred på et tidspunkt havde herredømmet over dem; kejseren nægtede ham det. Der blev formelt sluttet fred, men alligevel blev der foretaget nye plyndringer i 842 og 844.[11] I 845 belejrede danske vikinger, anført af Regnar Lodbrog, Paris, og plyndrede en stor del af byen. Karl den Skaldede blev tvunget til at betale dem tusind pund sølv og guld, for at holde dem væk fra Vestfranken. Plyndringerne kulminerede med, at der i 845 blev sendt den hidtil største flåde på 600 skibe[16] op ad Elben, hvor den indtog og ødelagde Hamborg så grundigt, at der gik mange år inden byen blev genopbygget. Ansgar flygtede fra den brændende by, men både kirke, kloster, bibliotek og hans levegrundlag gik tabt i ilden. Rimbert fortæller i Ansgars Levned følgende:

	Nu kom Staden i Fjendernes Vold, og de plyndrede alt, hvad der var i den eller i den nærmeste Landsby. Ved Aftenstid var de komne og forblev der Natten over og den følgende Dag og Nat. Da saaledes alt var stukket i Brand og plyndret, drog de deres Vej.	  Oversat af Peter Andreas Fenger

I 845 skriver grev Kobbo af Sachsen (der var på besøg hos Horik på det tidspunkt), at Regnar Lodbrog (her omtalt som "Reginarius") kom på besøg hos Horik 1. og fortalte pralende om sine togter og fremviste det guld, han havde fået af Karl den Skaldede. Regnar var dog i udlandet blevet smittet med en sygdom og døde allerede tre dage senere. Horik lod derefter de overlevende fra Regnars togt henrette Regnar nævnes flere gange i Ansgars Levned under navnet Reginar. Bl.a. nævnes han efter sin overtagelse af Turholt Kloster, som Karl den Skaldede havde foræret ham.[17] Horik blev ved med at fralægge sig ethvert ansvar angående plyndringerne, men selv efter at han havde lovet de frankiske konger, at han skulle gøre sit bedste, for at vikingetogterne skulle stoppe, blev Friesland igen plyndret og hærget fuldstændig i 846.[11] Derefter sluttede de tre frankiske konger Karl den Skaldede, Ludvig den Tyske og Lothar 1. sig sammen og truede ham til fred.[11] Angrebene stoppede dog først i 850 som følge af indre danske tronstridigheder. Forhold til kristendommen I 827 jog Horik 1. missionærene Ansgar og Aubert ud af Danmark sammen med kong Harald Klak, og Ansgar besluttede sig derfor i 829 for at missionere i Sverige.[18] Men efter at have overtaget ærkebispesædet i Bremen i 848, genoptog Ansgar missionen i Danmark og tog jævnligt på besøg hos Horik (måske for at overtale ham til omvendelse[19]%29 og blev snart en af Horiks bedste rådgivere. Horik satte stor pris på Ansgars hjælp[19], og gav ham, som tak for gode politiske råd, lov til at bygge en kirke i Hedeby (den første i Danmark) og lære folk om den nye tro.[19] Det vides ikke om Horik lod sig omvende, men det virker ikke sandsynligt; hvis han havde omvendt sig, havde det uden tvivl stået i Ansgars levned. Død I 850 var at der begyndt at opstå uroligheder i Danmark. To af Horiks nevøer havde nemlig tvunget ham til at dele magten med dem.[11] I 854 kom en anden af Horiks nevøer, Guthorm, til Danmark og forlangte at Horik skulle overgive magten til ham. Horik nægtede, og det førte til et stort slag[20], hvor både Horik, Guthorm og næsten alle andre af kongehusets medlemmer omkom. Tilbage af kongehuset var der kun en dreng[21], der blev kaldt Horik 2. eller Horik Barn, eller Erik den yngre, som blev konge efter Horik. Eftermæle Eftertiden nævner næsten ingenting om Horik 1., selvom han er den mest veldokumenteret konge i forhistorisk tid. I Saxo Grammaticus' Danmarkskrønike nævnes han kun i et enkelt afsnit under navnet Erik. I de fleste historier er hans plads i kongerækken optaget af Regnar Lodbrog, som levede på samme tidspunkt. Saxo Grammaticus Den danske krønikeskriver Saxo Grammaticus nævner Horik i sin Danmarkskrønike Gesta Danorum (i 9. bog, kapitel 5, paragraf 8) under navnet Erik, men han lader ham stjæle tronen fra Erik Barn (Horik 2. Barn), der er for ung til at gøre krav på tronen. Erik (Horik) kommer derefter i kamp mod nevøen Guthorm, og både Guthorm og Erik (Horik) falder. Saxo gør Horik og Guthorm til hhv. bror og søn af Harald (Klak), og Erik Barn (Horik 2.) til søn af Sigurd Orm-i-Øje og dermed sønnesøn af Regnar Lodbrog.[note 1] Original tekst af Saxo Grammaticus[22] Oversættelse af Frederik Winkel Horn, død 1898[23]

Idem fato functus Ericum admodum infantulum naturae magis quam regni aut pacis heredem habuit. Quippe ericus, Haraldi frater, tenerrimam eius aetatulam spernens, irrupta cum seditiosis patria, regium occupavit insigne nec erubuit, lacessita legitimi ducis infantia, adulterinam arripere potestatem, hoc se regno indigniorem comprobans, quod imbellem eo spoliare sustinuit. Igitur illum sceptro, se ipsum virtutibus exuit, et dum armis incunabula appetit, omni pectus virilitate nudavit. Neque enim, ubi cupiditas ambitioque flagravit, consanguinea caritas sedem habuit. Sed hanc inhumanitatem supernae ultionis ira pensavit. Inter ipsum namque ac Guthormum, Haraldi filium, subito tanta clade confectum est bellum, ut, eorum utroque cum innumeris aliis interempto, regia Danorum stirps atrocissimis exhausta caedibus ad unicum superioris Siwardi filium redigeretur. Sivard efterlod sig ved sin Død en ganske liden Søn, som snarere maatte siges at have arvet hans Sind end Riget og den Fred, han havde indstiftet. Haralds Broder Erik brød nemlig uden Hensyn til Drengens spæde Alder ind i Landet med en Skare Oprørere og bemægtigede sig Kronen uden at skamme sig ved at angribe det Barn, der var Rigets retmæssige Konge, og tilrive sig en Magt, der ikke tilkom ham - han viste sig jo saa meget uværdigere til Kronen, som han ikke undsaa sig ved at røve den fra en, der ikke kunde forsvare sig. Han skilte altsaa ham af med Kongemagten og sig selv med al Dyd, og idet han angreb et Barn i Vuggen, drev han al Mandighed ud af sit Hjærte, thi hvor Begjærlighed og Ærgjerrighed brændte, var der ingen Plads for Frændekjærlighed. Men denne Hjærteløshed hævnede Himlen i sin Vrede, thi der kom Krig imellem ham og Haralds Søn Guttorm, og den endte brat med et stort Mandefald; de omkom begge tillige med utallige andre, og den danske Kongestamme, der var svækket ved det grummeste Mandsslæt, var nu indskrænket til den eneste Søn, Sivard havde efterladt sig. Foregående: Kongerækken Efterfølgende: Harald Klak & Reginfred (812 – 813) Horik 2. Barn (854 – efter 864)

https://da.wikipedia.org/wiki/Horik_2. Horik 2. Konge af Danmark Regerede 854 – efter 864

Forgænger Horik 1.

Regent Horik 2. Barn Efterfølger Måske Sigfred & Halvdan

Horik 2. Barn (også stavet Haarik, Hårik) også kaldet Horik den Yngre/Unge, Horik Barn og Erik Barn (død efter 864) var dansk konge 854 – efter 864. Han var slægtning til Horik 1., som han efterfulgte. (og formentlig en efterkommer af Godfred). Der kendes ikke meget til Horiks rige og kongemagt, da den primære kilde til hans liv – Ansgars Levned – sætter mere fokus på kristendommens udbredelse end på Horik selv. Regeringstid Man ved at Horik 1. i 854 blev udfordret af sin nevø Guthorm. Han tog imod udfordringen, og snart havde de begge samlet store hære. De blev dog begge to dræbt i det efterfølgende slag, og mange andre af kongehuset medlemmer blev også dræbt. Tilbage var kun en dreng, som havde det samme navn som forgængeren Horik. Efter Horik 1.s død rådede jarl Hove af Sønderjylland Horik til at lukke kirken i Hedeby og smide præsten ud af landet.[1][2] Horik afsatte dog Howi kort tid efter, genopbyggede kirken, og kaldte præsten tilbage. Ansgar kom kort efter på besøg hos Horik, der gav ham lov til at ringe med klokke i kirken (dette havde ikke været tilladt i Horik 1.s tid), og han gav ham ydermere lov til at bygge en kirke i Ribe.[3][2] I 855 dukkede Rørik og Gudfred (nevø og søn af kongen Harald Klak) op ved grænsen, efter at have boet i Haralds grevskab Rüstningen i Friesland, og krævede begge en del af riget. (Som Horik 1.s to nevøer havde gjort få år tidligere) De blev afvist af Horik, men i 857 kom Rørik tilbage og tiltvang sig Ejdersted (eller som det beskrives i den frankiske annal: "Landet mellem havet og Ejderen").[4] Det lykkedes dog Horik at fordrive Rørik kort tid efter. Samme år fordriver han også jarl Howi og genåbner kirken i Hedeby, forærer kirken en klokke og giver endda i 860 tilladelse til at åbne en kirke i Ribe. I kilderne hører man herefter ikke særligt meget til Horik 2., og sidste gang han nævnes er i 864 i forbindelse med et brev, hvor paven forsøger at overtale ham til omvendelse.[4] Hans dødsår kendes ikke, men i 873 nøvnes nye danske konger i kilderne.[5][6] Saxo Grammaticus Krønikeskriveren Saxo Grammaticus nævner Horik Barn i 9. bog, kapitel 6, han gør dog Erik Barn (el. Horik 2.) til søn af Regnar Lodbrogs søn Sigurd Orm-i-Øje og gør Erik (Horik 1.) til Harald Klaks bror og lader ham røve tronen fra Erik Barn (Horik 2.) Han gør desuden også Guthorm til Haralds søn, så noget tyder på, at han ikke har kendt andet end deres navne. Saxos tekst på latin[7] Frederik Winkel Horns oversættelse[8]

Hic consanguineorum iactura regnandi fortunam adeptus, utpote propinquorum nece quam incolumitate felicior, relictis aliorum exemplis, per aviti negotii vestigia decurrit; repente namque studiosissimus piratici muneris exsecutor apparuit. Et utinam in abolendo Christianismi cultu temerarium Regneriani spiritus non egisset heredem! Siquidem religiosissimum quemque aut suppliciis insequi aut rebus exuere exsilioque multare perseveravit. Sed frustra principium causer, cuius exitum probem; laudabilior enim est vita, cuius initium turpe speciosus finis abripit, quam cuius probabile exordium in culpas flagitiaque decurrit. Siquidem Ericus, ad salutares Ansgarii monitus sacrilegae mentis errore deposito, quicquid per eiusdem insolentiam commiserat, expiavit tantumque in excolenda religione se gessit, quantum egerat in aspernanda. Itaque non solum sanioris disciplinae haustum docili animo traxit, verum etiam primaevas maculas finali puritate pertersit. Hic filium Kanutum ex Guthormi filia eademque Haraldi nepte progenitum superstitem moriens dereliquit. Saa vandt han da Kongemagten ved at miste sine Frænder, saa det var til større Gavn for ham, at de blev dræbte, end om de var blevne i Live. Han opgav det Forbillede, hans Fader havde givet, og traadte i sin Bedstefaders Fodspor, thi lige paa en Gang viste det sig, at han var i højeste Grad ivrig til at drive Vikingefærd. Gid han ikke ogsaa var optraadt som en letsindig Arving af Ragnars Aand i Henseende til at udrydde Kristendommen! Han pinte og plagede nemlig stadig alle fromme Mennesker, berøvede dem deres Gods og drev dem i Landflygtighed. Men det tjener til intet at gaa i Rette med ham for hans første Tid, eftersom jeg maa prise hans sidste Dage, thi det Liv, som begynder skammelig, men ender smukt, er mere værdigt til Ros end det, som begynder paa en Maade, der fortjener Anerkjendelse, men løber ud i Synd og Brøde. Ansgars heldbringende Formaninger fik nemlig Erik til at aflægge sit vanhellige Sinds Vildfarelser, han sonede, hvad han i sit Overmod havde forbrudt, og viste sig lige saa ivrig til at udøve Fromhed som tidligere til at foragte den, saa han optog ikke blot en mere heldbringende Lærdom med lærvilligt Sind, men aftvættede ogsaa ved den Renhed, der var over Slutningen af hans Liv, de Pletter det havde faaet i Begyndelsen. Ved sin Død efterlod han sig en Søn Knud, som han havde med Guttorm Haraldsøns Datter. Foregående: Kongerækken Efterfølgende: Horik 1. (813 – 854) Sigfred & Halvdan (Efter 864 – efter 873)

https://en.m.wikipedia.org/wiki/Horik_I

Horik I

Horik I (d. 854) reigned as sole King of Denmark from 827 to his violent death in 854. His reign was marked by Danish raids on the Franco-German empire of Louis the Pious, son and successor of Charlemagne.

Horik's father was King Gudfred, known for his successful raids and wars against the Charlemagne's Frankish empire and against the Abodrites. In 810, Godfred was assassinated by one of his retinue, and his nephew and successor Hemming made peace with Charlemagne.

Hemming did not last long. Horik and another of Gudfred's sons took power in 811, later expelling a rival named Harald Klak, who took refuge at the court of Charlemagne's son and successor, Louis the Pious. In 819, Louis forced Godfred's sons to accept Harald as co-ruler. Harald converted to Christianity in 826, with Louis standing as his godfather, but Harald was driven out of Denmark for the second and final time one year later. By then Horik was the only son Godfred's still alive, making him the sole king of the Danes.

Horik refused to convert to Christianity, as it was his enemies' religion, and resisted attempts by Archbishop Anskar of Hamburg-Bremen to proselytize the Danes. In 845, Horik's army attacked Hamburg and destroyed the cathedral there. It was Horik's last major war in Germany.

However, Danish raids against Frisia continued. The Franks lacked an effective fleet, so the Danes could raid more or less with impunity. The Danes sacked the silver minting center of Dorestad in 834, 835, and 836, and plundered Walcheren in 837. In 845, a Viking warlord named Ragnar attacked Paris and had to be bought off with 7000 pounds of gold and silver.

King Horik seems to have disapproved of these raids, for successful raiders constituted possible rivals. Occasionally, Horik even punished raiders. In 836, Horik sent an embassy to King Louis declaring that he had nothing to do with the raids on Frisia, and that he had executed those responsible. In 845, following Ragnar's mysterious death, he had Ragnar's followers massacred.

Events proved Horik's precautions to be fully justified. In 854, King Horik I was killed by a nephew whom he had driven into exile. While in exile, the nephew had become a successful raider.

[edit] References