Jacob Sunesen Hvide

Ægteskabet mellem sønnen Jon og den tyske grevdatter blev sat istand af Jacob Sunesen, under forhandling om Valdemar Sejr løsladelse efter tilfangetagelse paa øen Lye i 1223

Jakob Sunesen, "Herr Jacob af Møen" (1170 - 1246), var Danmarks mäktigaste man, kung Valdemar Sejr undantagen, fram till att Erik Plogpennings strid med kyrkan och Hvide-ätten. Under kung Valdemars tid stod han fram som Danmarks mäktigaste och förnämste storman.

Han anses ha följt med sina bröder på "Sverigetåget" till Lena år 1208, under ledning av Ebbe, men undslapp med livet i behåll. Han deltog också på kung Valdemars olika krigståg och lär ha varit kungens hövitsman över de erövrade landområdena vid Elbe.

I sin sköld förde han tre tvärbalkar, något som finns hos flera andra av Skjalm Hvides efterkommande. Jakob överlevde såväl sina bröder som söner, och dog samma år som hustrun Estrid år 1246.

Jakob Sunesen, "Herr Jacob af Møen" (1170 - 1246), var Danmarks mäktigaste man, kung Valdemar Sejr undantagen, fram till att Erik Plogpennings strid med kyrkan och Hvide-ätten. Under kung Valdemars tid stod han fram som Danmarks mäktigaste och förnämste storman.

Han anses ha följt med sina bröder på "Sverigetåget" till Lena år 1208, under ledning av Ebbe, men undslapp med livet i behåll. Han deltog också på kung Valdemars olika krigståg och lär ha varit kungens hövitsman över de erövrade landområdena vid Elbe.

I sin sköld förde han tre tvärbalkar, något som finns hos flera andra av Skjalm Hvides efterkommande. Jakob överlevde såväl sina bröder som söner, och dog samma år som hustrun Estrid år 1246.

Sunesen, Jacob,</b> o. 1170-1246,

en af de yngste af de berømte Sunesønner,

indtog i Valdemar II's Tid en fyrstelig Stilling paa Møen,

hvor han havde Gods, men tillige vistnok var kongelig Lensmand

(«Hr. Jacob af Møen»); for øvrigt ejede han Gods bl. a. ved

Roskilde og Holbæk og i Nordsjælland og stod i en Aarrække som

Danmarks mægtigste og fornemste Stormand; hvor han har været Vidne

til Retshandeler, nævnes han foran de andre Adelsmænd, og ved

Valdemars Helgebrudsforordning for Fynboerne (1228) anføres han

som eneste læge Vidne. Sikkert har han fulgt sin Broder Ebbe

paa Sverigestoget, men undslap fra Nederlaget ved Lena (1208);

ligeledes har han været med paa Valdemars forskjellige Krigstog,

og hans nøje Forhold til Hamborgkirken kunde tyde paa, at han

en Tid har været Kongens Høvedsmand i de erobrede Lande ved

Elben. Mest fremtrædende er han dog ved Underhandlingerne

om Kong Valdemars Løsladelse, og det synes, som om han efter

Albert af Orlamiindes Tilfangetagelse (Jan. 1225) har været den

ledende Mand i Danmark. Ved Overenskomsten med Grev

Henrik af Schwerin i Nov. 1225 maatte han være Borgen for

Udbetalingen af Løsesummens anden Del og for Rensborgs Overgivelse

til Grev Adolf IV af Holsten, og ved det endelige Forlig med

Schwerinerne (1230) var han den, der skulde modtage

Kongesønnerne Erik og Abel, naar de udløstes, og han stod forrestblandt

de danske Forlovere for Overenskomsten. Som sine Brødre var

han meget kirkeligsindet. Sorø Kloster gav han Gods paa Sjælland

og Møen, og ved Roskilde Domkirke oprettede han en ny

Præbende, ligesom han skjænkede Kirken Avderød i Nordsjælland.

End videre stod han i nøje Forbindelse med Kathedralkirken i

Hamborg: han lod sig optage i Kannikernes Broderskab og gav

Dekanen Bertold Penge for at afskrive Bøger til Kapitlet, deriblandt

Broderens «Hexaémeron», hvorfor Bertold indstiftede Aartider for

ham og 2 af hans Sønner. Længe overlevede J. S. saa vel sine

Brødre som ogsaa sine Sønner -- Andreas Camerarius døde

allerede 1223, Biskop Peder af Roskilde (VIII, 364) 1225 og Johannes

1240 --, og han blev Vidne til Rigets Nedgang under Erik

Plovpenning og det skæbnesvangre Brud mellem hans egen Æt og

Kongen. Han og Biskop Gunner af Viborg stode da ene tilbage

som levende Minder om Valdemarstidens svundne Storhed. J. S.

og hans Hustru Estrid døde begge 1246, efterladende sig Datteren

Ingerd, der var Grevinde af Regenstein (VIII, 297). I sit Skjold

førte J. S. 3 Tværbjælker, hvilket gjenfindes hos flere andre af

Skjalm Hvides Efterkommere.

<i>Hans Olrik.</i>

Rigets mægtigste mand, deltog i slaget ved Lena 1208

Stiftede Roskildes Osted Præbende 1246